Forside
Borgerforening
Mejeri
Liv i Landsbyerne
Foreningen Liv i Landsbyen
Købmanden i Alken
Kultur
Bibliotek
Alken-koret
Natur
Alken Saftklub
Trafik
Vandværk
Teknik og anlæg
Dover GF
Alken Minimarked
Historie
Fotos fra gamle Alken
1841-1921 Landpost Rasmus Madsen
1871 Holdeplads og havnebane
1906-1991 Ane Sørensen
1909 Alken-foto
1915 Viggo Hansen
1920 Agner Jørgensen
1920 Sypigerne i Alken
1931-1969 Julens Glæde
1930'erne Da en snedig hævert skaffede vand til Svejstrup
1934-1964 Købmandskone i 30 år
1934-1991 Gerda Slagter
1945 Det duede ikke med husbestyrerinder
1947 Tørvegravning Alken Enge
1948 Dramatik ved Mossø
1951-1967 Far havde selv skovl med
1952 Kaj og Kirsten
1958 Alken Enge udgravning
1949-1992 Holger Vivike
1979 Alken Station foto
Alken år for år siden 1979
1980'erne Signe Viborg husker tilbage
1990'erne Olga Fjord Keis' sang om Alken
2000 Kampen for toget
Alken Enge udgravning
Liv i byen
Folk i Alken
Lokale links
Alken-Chinenke
Arkiv
Video-vitser
alken.dk
smalltalken
Opslagstavle
Svejstrup
Bolig i og omkring Alken
Shelter i Alken
|
 

Brugernavn:

Adgangskode:


 

Powered by frontGATE websolutions

 
 
 
 
 
21. feb. 2019 * Da en snedig hævert skaffede drikkevand til Svejstrup. Under overskriften 'En interessant detalje om Svejstrups tidligere geniale vandforsyning' skriver 90-årige Kjeld Jensen, der er vokset op på Kirstinelund i Bjedstrup og i dag bor i Herlev, til alken.dk:
Jeg skriver kun om, hvad jeg fik fortalt af mine forældre i 1930'
erne, når vi kørte der forbi i jumbe på vej til familien i Boes. Ved Alkenvej fra Svejstrup ned mod Svejstrup Enge lige neden for Boesvej var der et meget fugtigt område med kildevæld. Derfra fik Svejstrup sin vandforsyning. Der løb temmelig meget vand ud af kilden. Så meget, at det gav energi nok til, at vandet ved en snedig anordning automatisk kunne pumpe lidt af vandet hele vejen op til vandtårnet øverst i Svejstrup by. Mine forældre kaldte det ’hæverten’, og vi kunne høre dens pulsslag, når vi kom forbi. Ca. hvert femte sekund hørte vi et klik. Kilden lå på et skrånende terræn ved siden af vejbakken. Et vandrør af en passende dimension gik nogle meter (måske 10 til 50 meter) længere ned ad skråningen. Vi kan kalde det et faldrør. Det havde et tætsluttende indløb fra kilden, så det hele tiden kunne holdes fyldt med vand. I den nederste ende af faldrøret sad en ventil, der kunne omkoble det nedstrømmende vand i faldrøret til et stigerør, der førte vandet den modsatte vej videre op til byens vandtårn. I ventilens ene stilling kunne vandet i faldrøret frit løbe ud i terrænet. Når vandet havde fået fart nok på fik det ventilen til at skifte om, så det hurtigt nedstrømmende vand nu blev ledt til stigerøret mod vandtårnet. Men det nedstrømmende vand havde ikke energi nok til at overvinde ret meget af det store modtryk i stigerøret mod vandtårnet. Den store højdeforskel begrænsede vandmængden per gang. Når der ikke blev presset mere vand op i stigerøret, lukkede ventilen igen mod vandtårnet, og vandet i faldrøret fra kilden løb frit ud. Det kom igen op i fart, der fik ventilen til at sende lidt mere vand til vandtårnet. Med den store højdeforskel mellem faldrørets to ender og stigerørets to ender kan man ikke forvente, der kom ret meget vand til vandtårnet for hvert stød, måske en liter. Men det kan også blive til noget i løbet af et døgn. Med 1 liter hvert femte sekund bliver det til 720 liter i timen og godt 17 kubikmeter eller 17000 liter hver døgn. Det må næsten være nok til datidens lille Svejstrup med 100 liter per person per dag.