Forside
Mejeri
Borgerforening
Foreningen Liv i Landsbyen
Købmanden i Alken
Kultur
Alken-koret
Natur
Alken Saftklub
Trafik
Vandværk
Teknik og anlæg
Dover GF
Alken Minimarked
Historie
Fotos fra gamle Alken
1841-1921 Landpost Rasmus Madsen
1871 Holdeplads og havnebane
1906-1991 Ane Sørensen
1909 Alken-foto
1915 Viggo Hansen
1920 Agner Jørgensen
1920 Sypigerne i Alken
1931-1969 Julens Glæde
1934-1964 Købmandskone i 30 år
1934-1991 Gerda Slagter
1945 Det duede ikke med husbestyrerinder
1947 Tørvegravning Alken Enge
1948 Dramatik ved Mossø
1952 Kaj og Kirsten
1958 Alken Enge udgravning
1949-1992 Holger Vivike
1979 Alken Station foto
Alken år for år siden 1979
1980'erne Signe Viborg husker tilbage
1990'erne Olga Fjord Keis' sang om Alken
2000 Kampen for toget
Alken Enge udgravning
Liv i byen
Folk i Alken
Lokale links
Alken-Chinenke
Arkiv
Video-vitser
alken.dk
smalltalken
Opslagstavle
Bolig i og omkring Alken
|
 

Brugernavn:

Adgangskode:


 

Powered by frontGATE websolutions

 

1945.  Det duede ikke med husbestyrerinder.

Jeg modtager alken.dk nyhedsbrev hver uge for at følge med i, hvordan det står til i min ungdoms by, men netop min ungdoms by hører jeg ikke meget til. Det er som om Alkens historie højst er 40 år gammel – jeg kan slet ikke kende den. Så lad mig prøve at råde bod på det, ved at berette om mine første oplevelser ved søen og byen.

Min bedstefar købte ejendommen Vædebro – i daglig tale kaldet Vejbro. Postadressen den gang var: Vejbro Vrold pr. Skanderborg. Det var i 1945.

Der var 12 tdl. jord til den, og Illerup å snoede sig stadig lige forbi gavlen og ud i Mossø. Bedstefar var lige blevet enkemand og forsøgte sin med husbestyrerinder – men det gik slet ikke. Så i sommeren 1946 inviterede han os – hans eneste børnebørn på ferie hos ham. Det var virkelig en oplevelse.

Vi himmerlandske børn fra heden kom herned til søen. Vi kom med toget til Århus, hvor bedstefar hentede os, og så fortsatte vi med et andet tog til Alken, der dengang havde rigtig station med ventesal og billetkontor bestyret af Stationsmester Henriksen.

Vi gik op gennem byen forbi mejeriet og nogle huse, inden vi passerede Købmand Jacobsens forretning og videre forbi Slagtermester Anker hed han vist. Den gang var Alkenvej (uden navn) jo bare en helt ligeud vej med et ganske almindeligt vejkryds mellem købmand og slagter.

Men vi nåede helt op på bakken, og der lå Mossø foran os i al sin pragt og vælde – spejlblank og i strålende solskin. Jeg tabte helt vejret, men fik det dog igen, da bedstefar pegede hen mod Vejbro og sagde: det er der vi skal hen. Dengang var der jo ingen bebyggelse udover en gammel tyskerbarak ca. der, hvor åen befinder sig i dag. Resten var bare græsmarker.

Vi havde en skøn ferie, og da vi skulle hjem, ville bedstefar følge os. Nu bad han så mindeligt mine forældre, om ikke de godt ville sælge vores ejendom i Himmerland og så flytte ned til ham. Det duede ikke med husbestyrerinder.

Kort fortalt så rejste vi børn derned med toget og ventede så på, at Far og Mor skulle komme med flyttelæsset dagen efter. De ankom, og det første der blev læsset af, var en splinterny cykel til mig – jeg var himmelfalden. En ny cykel i 1946 var næsten uhørt. Men den bevirkede, at jeg blev mødt med stor respekt. Både blandt drengene i Alken og i Vrold, hvor jeg jo skulle gå i skole.

Illerup Å var jo kommuneskel mellem Dover Kommune (Alken) og Skanderup/Stilling Kommune (Vrold) på den anden side. Så alt efter fra hvilken side, vi kom, boede vi i enten det første eller det sidste hus i Vrold.

Men min skolegang i Vrold blev ikke lang. Til jul fik vi juleferien forlænget som kuldeferie. Der var ikke brændsel til at fyre skolen op. Man sagde, at lærer Berthelsen i Vrold kun havde 15 grader i privaten. Jeg kom ikke i skole mere - undtagen en dag, hvor jeg blot skulle aflevere min bøger. Så det blev en lang ferie, hvor jeg blot skulle gå til præst to dage om ugen.

Og hvilken ferie. Mossø frøs til allerede inden jul, og vi børn havde fået både skøjter og skistøvler, så det var bare ud på isen og tumle sig. En skøjtebane på 17 kvadratkilometer er der ikke mange der kan prale af.  Og netop dette år var isen jævn og glat uden sne og skruninger, og isen blev metertyk.

Kun to steder tværs over søen fra Mossøbrå og over til Boes Land ved Monnessbjerg skruede isen op i nogle vældige barrierer i flere meters højde. Men man kunne godt klatre over dem. Hvad Far og jeg gjorde en dag i februar, da vi ville en tur op og se Gudenåen i den anden ende af Mossø. Og sikken et syn – jeg har aldrig hverken før eller senere set så mange svømme- og vadefugle samlet på et sted. Gudenåen kunne jo byde på åbent vand.

Nå, men det havde taget en time at løbe derop – i medvind. Det tog 2½ time at løbe hjem igen, og så måtte der lige et hvil på Hem Odde til.

Jeg blev skrap til at skøjte – dels fordi jeg ikke havde andet at lave og dels fordi jeg havde gode skøjter og støvler – og så boede jeg jo lige op af isen. Så jeg blev populær.

Alken-børnene kom til mig, og vi skøjtede og morede os, så det var en fornøjelse. Blot skulle vi passe på ud for åudløbet, hvor isen var længere tid om at blive tyk. Det skete, at der var unger, der trådte igennem, men de kom så lige en tur ind til Mor og blev tørret.

Isen brød op først i marts måned og da jeg blev konfirmeret d. 23 marts, vadede vi rundt i det værste pløre jeg kan huske.

Nu var vi jo tilflyttere, så vi kendte ikke så mange. Men de forretningsdrivende gav dog gaver, så de blev inviteret til andendagsgilde. En af dem var vognmanden Oluf Sørensen, der endte med at tilbyde mig job som kusk, når han skulle grave tørv henne ved Sølyst om sommeren. Hvilket jeg tog imod.

Sølyst ejedes dengang af en kunstmaler Trier Hansen. Han fik senere anæmi, hvilket han døde af.

Men jeg kom til at arbejde sammen med en stor del af Alkens arbejdsstyrke. Agner og Frode Jørgensen (brødre) Anton Mortensen (ungkarl, boede lige ved siden af købmanden) Christian fra Boes, Gunner og Møller fra Ry samt som med kuske Henning Jespersen og Willy (Vias).

Den sommer havde vi kun to dages regnvejr så det var en god sommer. Jeg fik 50 øre for hver tusinde tørv vi lavede og en dag havde jeg en dagløn på 22 kr. (i 1947) De voksne tjente godt og vel dobbelt så meget.

Men sommeren var jo også badetid og vores strand var det meste af tiden fyldt med glade Alken-børn der badede og morede sig, så det var en fryd. Far elskede børn, så han frydede sig over at gå og se på dem. Og hans tilstedeværelse sikred,e at der aldrig var noget der gik over gevind.

En lille episode skal vi lige have med. Græsmarken på Doversiden af åen ejedes af Jens Sørensen (Oluf og Jens Aages far) og var lejet ud til en hestehandler – mod at vi så måtte bruge de fornødne heste henne i mosen. Så det blev mit job at tage hestene med på arbejde hver morgen. Det gav ingen problemer. Men en aften sidst på sæsonen havde jeg været i biografen i Skanderborg og kom med toget hjem. Ganske vist var der stjerneklart, men ingen måne, så der var mørkt. Jeg gik med den ene fod i græskanten og den anden ude på gruset for at holde mig på vejen.

Men pludselig stoppede jeg op – der var et eller andet foran mig. Jeg blev stiv af skræk og var lige ved at gøre i bukserne. Så var der noget der rørte ved min skulder, men heldigvis sagde det 'prrrr'. Det var bare min hest fra mosen, der var sluppet ud på vejen, og den var ikke i tvivl om, hvem der kom.


Rudolf Foustad, skrevet august 2013