Forside
Mejeri
Borgerforening
Foreningen Liv i Landsbyen
Købmanden i Alken
Kultur
Alken-koret
Natur
Alken Saftklub
Trafik
Vandværk
Teknik og anlæg
Dover GF
Alken Minimarked
Historie
Fotos fra gamle Alken
1841-1921 Landpost Rasmus Madsen
1871 Holdeplads og havnebane
1906-1991 Ane Sørensen
1909 Alken-foto
1915 Viggo Hansen
1920 Agner Jørgensen
1920 Sypigerne i Alken
1931-1969 Julens Glæde
1934-1964 Købmandskone i 30 år
1934-1991 Gerda Slagter
1945 Det duede ikke med husbestyrerinder
1947 Tørvegravning Alken Enge
1948 Dramatik ved Mossø
1952 Kaj og Kirsten
1958 Alken Enge udgravning
1949-1992 Holger Vivike
1979 Alken Station foto
Alken år for år siden 1979
1980'erne Signe Viborg husker tilbage
1990'erne Olga Fjord Keis' sang om Alken
2000 Kampen for toget
Alken Enge udgravning
Liv i byen
Folk i Alken
Lokale links
Alken-Chinenke
Arkiv
Video-vitser
alken.dk
smalltalken
Opslagstavle
Svejstrup
Bolig i og omkring Alken
Shelter i Alken
|
 

Brugernavn:

Adgangskode:


 

Powered by frontGATE websolutions

 
Kaj og Kirsten

Sommeren 1952 i juli måned. Mine bedsteforældre var på weekendbesøg fra Aalborg. De havde min kusine Kirsten på 17 år med, som jeg havde lovet en kanotur om søndagen.

 

Men jeg havde været til bal det meste af natten, og var ikke rigtig oplagt, da det kom til stykket. Så jeg bad min lillebror Kaj (næsten 15 år) om at tage turen i mit sted.

 

Kanoen var en, min kammerat havde til at ligge hos os; mod at vi frit måtte bruge den.

 

De sejlede ud – søen var blank og stille, og vi andre sad udenfor og nød vores morgenkaffe – lige indtil det pludselig blæste kraftigt op. Især tre voldsomme vindstød fik os op af stolene.

 

Mine bedsteforældre var kørende i taxa, så chaufføren var der stadig. Min bror og jeg fik ham til at køre af Vædebrovej rundt langs søen. Vi regnede med, at de nok var sejlet om til Fuldbro Mølle og op i åen der.

 

Da vi kom dertil, hvor der i dag er rasteplads lige før det sidste bratte sving, var der fyldt med mennesker, og der holdt også en ambulance.

 

Nede på stranden var kanoen drevet i land; men Kaj og Kirsten var ikke at se.

 

Vi måtte jo hjem og fortælle det frygtelige, og så blev vi nødt til at gøre noget. Bare et eller andet. Vi kunne ikke bare sidde stille. Så vi satte vor egen robåd i vandet og satte kursen mod ulykkesstedet. Men søen var for hård. Vi landede ovre under Boes land, der hvor Amtmanden havde sin hytte. Og motorbåden lå der. Den ville vi snuppe; men nåede det ikke før, to af sønnerne kom farende ud ad skuret. Rigtig netop de to sønner, som havde siddet fast i isen.

 

Den ældste tog så med os, og vi krydsede Mossø i noget af det værste stormvejr, jeg nogensinde har været ude i.

 

Men vores styrmand kunne sit kram, og vi kom sikkert over.

 

Men ingen kunne jo gøre noget i det vejr – men de forsøgte. Falck fra Aarhus var tilkaldt, men havde egentligt ikke noget udstyr med, så vi lånte bare et par vandkikkerter af dem.

 

Men dagen efter, da stormen havde lagt sig, kom der gang i sagerne: Jens Aage Sørensen, der var Hjemmeværnsmand, fik tilkaldt Hjemmeværnet fra Ry, som kom og hjalp. Lottekorpset stillede op med at servere kaffe og snitter.

 

Kolonnen fra Banen blev sendt ned og hjælpe, og desuden en mængde frivillige fra Alken og omegn. Roklubben fra Skanderborg stillede også op, samt fiskerne (Toftegaard) fra Voerladegård var også med hele vejen igennem.

 

Vi fandt Kaj om torsdagen. Da var han kommet op til overfladen. Kirsten fandt vi først om søndagen ved middagstide.

 

Chefen for Hjemmeværnet, Kyster Andreasen, foreslog, at vi familien skulle tage hjem og spise, for vi havde jo været der næsten uafbrudt hele ugen.

 

Det gjorde vi så; men var dårligt blevet færdige med at spise, før han kom og fortalte os, at de havde fundet Kirsten, og hun var kørt til sygehuset.

 

Vi tror, at nogen havde observeret hende, og mente det var bedst hendes forældre ikke lige skulle se hende sådan.

 

Det var en mærkelig uge. Den var tragisk, sørgelig og uhyggelig. Men når jeg mindes den, så er det den varme og hjælpsomhed, jeg husker allerbedst. Alken og hele egnen stod sammen om os. Især Jens Aage er jeg en stor tak skyldig.

 

Ja den dag i 1952 var en sort dag i egnens historie og har til trods for det forsynet mig med nogle varme minder.

 

Rudolf Foustad