Forside
Mejeri
Borgerforening
Foreningen Liv i Landsbyen
Købmanden i Alken
Kultur
Alken-koret
Natur
Alken Saftklub
Trafik
Vandværk
Teknik og anlæg
Dover GF
Alken Minimarked
Historie
Fotos fra gamle Alken
1841-1921 Landpost Rasmus Madsen
1871 Holdeplads og havnebane
1906-1991 Ane Sørensen
1909 Alken-foto
1915 Viggo Hansen
1920 Agner Jørgensen
1920 Sypigerne i Alken
1931-1969 Julens Glæde
1934-1964 Købmandskone i 30 år
1934-1991 Gerda Slagter
1945 Det duede ikke med husbestyrerinder
1947 Tørvegravning Alken Enge
1948 Dramatik ved Mossø
1952 Kaj og Kirsten
1958 Alken Enge udgravning
1949-1992 Holger Vivike
1979 Alken Station foto
Alken år for år siden 1979
1980'erne Signe Viborg husker tilbage
1990'erne Olga Fjord Keis' sang om Alken
2000 Kampen for toget
Alken Enge udgravning
Liv i byen
Folk i Alken
Lokale links
Alken-Chinenke
Arkiv
Video-vitser
alken.dk
smalltalken
Opslagstavle
Svejstrup
Bolig i og omkring Alken
Shelter i Alken
|
 

Brugernavn:

Adgangskode:


 

Powered by frontGATE websolutions

 


Spor i landskabet  - til alle, der elsker Alken

15. feb. 2009 * Det er nu blevet tid til endnu en overspringshandling. I stedet for at søge job vil jeg give mit bidrag til alken.dk og strømmen af rejsebreve fra unge på dannelsesrejse i eksotiske dele af Verden. Jeg har også selv lige været af sted i 5 måneder i Mellemamerika. Hvis minder dog hurtigt skubbes i baggrunden til fordel for en helt anden rejse  - rejsen tilbage til Alken som barndomsland.

Her er en hyldest til Alken, men også en lille strøtanke i forhold til begrebet tid, barndom og minder.

Her i Alken er jeg vokset op – fløj så fra reden, som man jo gør – og er nu kommet tilbage fra rejse. Jeg har lånt et værelse hos mine forældre, men søndag flytter jeg til København, for det har jeg aldrig prøvet. Og livet går videre.

I disse dage har jeg gået en masse ture med hunden for at undgå at søge job, selvom jeg ved, at jeg ville få det meget bedre, hvis jeg dog bare ville kunne tage mig sammen. Det er hårdt at være voksen. Der er så mange krav, og man kan ikke bare gå og dandere den. Man må holde sig på fornuftens smalle, helt vildt lige sti. Dog synes jeg, at den i forvejen meget lavbenede hund har fået endnu kortere ben på det sidste og er blevet så underlig kvik af al den friske luft.

På gåturene møder jeg en masse mennesker, jeg ikke kender, men alligevel hilser på, for det gør man her i Alken. Mange kender heller ikke mig, men har måske en anelse på grund af hunden. (Sådan har det altid været her – man er virkelig på den, hvis man er nærsynet og folk udskifter hund eller bil.) Engang var jeg endda ude for, at alle folk kiggede deltagende på mig og min daværende kæreste, da de nye tilflyttere blev præsenteret til fællesspisning. Mærkelig oplevelse, at folk troede det var os, der var de nye - at være et nyt ansigt der, hvor man har boet i 17 år! Men vi havde jo selvfølgelig heller ikke hunden med…  så alt forladt.

 

Der er en masse ruter i den skønne natur i Alken og omegn, som fx disse highlights: Rundt om den lille skov, Op til broen og rundt, Ud til Holgers hus (nu Henris) , Ud til Juuls gård (i dag Sørens), Ud til Bent Bækkelund, Ud til Helle (det var dengang) og Peter, Hen til den gamle ridebane osv. Disse ruter har nok ikke de samme navne i andre folks hoveder, og der er sikkert mange flere.

Der er imidlertid to typer ruter: Der er ruter for voksne, med eller uden hund – det er de kendte ruter med led, der kan åbnes, stier uden for meget mudder som kan tages uden flyverdragt. (min mor har en skidragt med geometriske figurer i gul og pink, men brugte den mest i 80’erne). Ruterne er dejlige – og har ofte god udsigt over søen eller rige muligheder for at samle svampe eller brombær. De er brugervenlige, men samtidig udfordrende, og hvis man går rask til, kan man få pulsen op.

Men. Mellem disse gamle travere og evergreens af voksenruter - er der imidlertid  et ganske kompliceret, højt udviklet netværk af børneruter. De går autonomt på kryds og tværs – går uhindret gennem krat og skov  - går op i træer og under sten – under eller over hegn og langt uden om bidske hunde, som fx Viggos gamle hund, Vaks. Ja, disse ruter bryder med voksenruterne i en sådan grad, at de måske slet ikke kan kaldes ruter. Det eneste forudsigelige ved disse børneruter er at de fører til hemmelige steder, hvor andre ikke kommer.

Nu hvor jeg går Alkens voksenruter kommer jeg til at tænke på det væld af børn, der har været steder, som de voksne ikke engang aner eksisterer. Børnene ved ting om Alken, som går hen over hovedet på selv den mest engagerede forælder. (Hvis jeg fornærmer en engageret forælder, så er det bare fordi jeg ikke selv har fået børn endnu). Jeg tror, jeg føler mig så bundet til Alken, fordi jeg kender så mange børnesteder og kender Alkens pulserende subnatur. Hvad mange ikke ved, så er der uendeligt gode hulemuligheder lige dér ved bækken bag ved Anes høj, og heldigvis kan man sagtens komme under elhegnet med elefantstød. Bøgetræet ved familien Viborg har en udmærket gren, som man næsten kan falde i søvn på uden at falde ned af. Der er blod på skabet i nederste etage af den gamle hoptimistfabrik – sandsynligvis på grund af et mord. I Søs og Oles Ahorntræ bor der en sur nisse. Gamle Anes gård har det dejligste, uhyggeligste høloft. Akvarelholdet i Alken Kunstcenter opdagede vist aldrig vores hemmelige hule inde i Atelierets væg. Den venstre af de to veje inde i Hans Hansen lille skov er bedst, men man skal passe på i jagtsæsonen. Der bor en børnelokker i det lille ishus oppe i skoven. Bent Bækkelunds rabarber er altid hurtigere modne end andres. Kattedamen i det røde hus giver kun 5 ører til fastelavn, har das og er helt sikkert farlig. I øvrigt har det nye Spor i Landskabet været åbent længe.

 

Alle disse minder vælder rundt i mit hoved, når jeg nu betræder Alken Voksenruters dejlige stier. Og selv om det nu er som besøgende, er det altid skønt at komme her og se alt det nye, som i mine øjne aldrig kan ses helt uafhængigt af Alken som barndomsland.

Dette var et lille bidrag fra Signe, der har passet mange af jeres nu store børn i børnehuset, har været med i en udsendelse om Alken Rideklub i ungdomsprogrammet ZigZag i 80’erne, øjenvidne til Michael, der høster med sine to nordbagger på det nuværende Anes Høj, medgrundlægger af den nu hedengangne Alken Kæphesteklub, nedgraver af et wunderbaum på skrænten ved toget (nedgravet for at se om wunderbäume kan blive ved med at dufte i 1000 år).

 

                                                                                                                       Signe Marie Viborg