Forside
Mejeri
Borgerforening
Foreningen Liv i Landsbyen
Købmanden i Alken
Kultur
Alken-koret
Natur
Alken Saftklub
Trafik
Vandværk
Teknik og anlæg
Dover GF
Alken Minimarked
Historie
Fotos fra gamle Alken
1841-1921 Landpost Rasmus Madsen
1871 Holdeplads og havnebane
1906-1991 Ane Sørensen
1909 Alken-foto
1915 Viggo Hansen
1920 Agner Jørgensen
1920 Sypigerne i Alken
1931-1969 Julens Glæde
1934-1964 Købmandskone i 30 år
1934-1991 Gerda Slagter
1945 Det duede ikke med husbestyrerinder
1947 Tørvegravning Alken Enge
1948 Dramatik ved Mossø
1952 Kaj og Kirsten
1958 Alken Enge udgravning
1949-1992 Holger Vivike
1979 Alken Station foto
Alken år for år siden 1979
1980'erne Signe Viborg husker tilbage
1990'erne Olga Fjord Keis' sang om Alken
2000 Kampen for toget
Alken Enge udgravning
Liv i byen
Folk i Alken
Lokale links
Alken-Chinenke
Arkiv
Video-vitser
alken.dk
smalltalken
Opslagstavle
Bolig i og omkring Alken
|
 

Brugernavn:

Adgangskode:


 

Powered by frontGATE websolutions

 

Læs kort om Vædebro-fundene. Læs også, hvad Skalk skrev i 1957,1959 og 1976 (med tilladelse fra Skalk).
Se
foto fra udgravningen 1958.

Alken Enge udgravning - Hær og Efterkrigsritual i jernalderen  
                                                                                                                                    Skanderborg Museums side om udgravningerne i Alken Enge

14. nov. 2016 * Menneskene bag ’hæren i søen'. Torsdag 17. november kl. 19.30 fortæller museumsinspektør Lene Mollerup på Bjedstrup Aftenhøjskole om udgravningen i Alken Enge, oplyser Morten Brauner. Lige siden de første menneskeknogler blev fundet i Alken Enge i forbindelse med tørvegravning i slutningen af 1800-tallet, har området været omgærdet af mystik, og mange fantasifulde historier er blevet fortalt. Først med nye arkæologiske undersøgelser er fagfolk ved at kaste lys over et helt unikt sted. Nu er de første resultater af dette arbejde så småt ved at blive offentliggjort. Dette foredrag tager udgangspunkt i de fundne menneskeknogler og vil fortælle om menneskene bag ’hæren i søen’. Entré 100 kr. Husk kaffekop.
30. juli 2016 * To rundvisninger i Alken Enge. Museum Skanderborg står for to gratis rundvisninger med historierne om fund og udgravninger i Alken Enge torsdag 4. august. Plads til 100 på hvert hold. Tilmelding er nødvendig og foregår her.
11. apr. 2015 * Foredrag i Ry om udgravningerne i Alken Enge. Ofringerne ved Alken i den hellige ådal er overskriften for et foredrag ved museumsinspektør Charlotte Abildgaard Paulsen. Om levevilkår, samfund og religiøse forestillinger i jernalderen. Tirsdag 14. april kl. 19.30 i Ry Sognehus. Gratis entré og kaffe kan købes, arr: Ry Sogns Menighedsråd.


 
 

 23. aug. 2014 * Kunst og knogler - se invitationen fra eScape.
31. juli 2014 * Kunst og knogler - med Bjedstrup-elever. Alken Enges blodige fortid fortolkes gennem moderne kunst. eScape er formidling af stedets historie gennem moderne kunst. På søbredden over for de arkæologiske udgravninger vil kunster Jørgen Hansen sammen med sine internationale hjælpere og børn fra Bjedstrup Skole i løbet af to uger skabe en kæmpemæssig brændingsskulptur af ler. Skulpturen fortolker stedet og landskabets unikke historie. Fredag 5. september om aftenen kan man opleve, at skulpturen bliver brændt, og man kan følge den gløde i nattens mørke. Herefter vil resterne stå på stedet i en tid som vidnesbyrd om noget, der engang var. Læs mere om eScape.

 
31. juli 2014 * Fire bækkener på en stang. Arkæologerne ved Alken Enge Udgravningen har nu gjort nye opsigtsvækkende fund: - Vi har fundet fire bækkener fra fire forskellige mænd sat på en træstok. Derudover har vi fundet bundter af knogler, og knogler med skære- og skrabemærker og knuste kranier. Vores undersøgelser viser, at der forgik en voldsom afslutning, efter at de falde krigerne havde ligget på slagmarken i et halvt år, fortæller projektleder Mads Kähler Holst fra Aarhus Universitet. Læs hele pressemeddelelsen fra museet (28.7.)
20. juli 2014 * Teorierne ændrer sig. Arkæologerne ved Alken Enge Udgravningen gør sig nye erfaringer og ræsonnementer om virkeligheden bag knoglefundene i engene. Fra sidste uges rundvisning - der kan anbefales - fremgik det bl.a.,, at nu - i modsætning til tidligere - findes små knogler fra hænder og fødder. Fraværet af netop de små knogler understøttede tanken om, at ligene af de slagne krigere har ligget så længe i fri luft, at rovdyr har ædt de nemmest tilgængelige kropsdele. Men nu dukker altså også de mindste menneskeknogler også op. Rester fra en trækonstruktion gav tidligere forestillinger om en platform, hvorfra ofringen kunne være foregået. Men nærmere dateringer tyder nu på perioden 400 e.Kr. -og dermed hænger den teori ikke sammen. Derimod stykker arkæologerne for tiden mange enkeltstående fund af stolper og brædder sammen - til det, der ser ud til at være så lang en træbro over vadestedet ved Vædebro - at den kan have været Nordeuropas længste i netop tiden omkring 400 år e.Kr. I år graves der endnu i tre uger. Klik her for at tilmelde dig de sidste rundvisninger torsdag 31. juli.

16. juli 2014 * Dronningen igen. Dronning Margrethe II har igen -  mandag - været ved Alken Enge for at følge udgravningerne, skriver Midtjyllands Avis.  Projektleder Mads Holst oplyser til avisen, at de denne gang regner med at have fat i et sted, hvor vores forfædre har smidt faldne krigere ud i mosen.
 
14. juli 2014 * Fire rundvisninger på  to dage i Alken Enge-udgravningen torsdag 17. juli og torsdag 31. juliDeltagelse på rundvisningen kræver tilmelding - klik herinde for at tilmelde dig. Rundvisningen er gratis. Der er plads til 150-200 personer fordelt på op til fire hold pr. rundvisning. Rundvisningen varer ca. 1 time. Tilmelding er nødvendig for at det rette antal rundvisere er til rådighed. Det er ikke muligt at rundvise mere end 200 personer. Der vil blive lukket for tilmelding når der er maks. 200 tilmeldte pr. rundvisning. Husk at melde afbud hvis du/i ikke kan komme alligevel på alkenenge@skanderborgmuseum.dk.
 
 25. juni 2014 * Så  kom mosefundene på museum. Kranier, knogler med og uden gnavemærker og skulderblade med huller. Et hjulnav, velbevaret fletværk og Tacitus-citater. Særudstillingen 'Mosens gåde - krig og kult i Alken Enge' blev åbnet i dag og er absolut et besøg værd. (Foto: Sanne Dudoret). Se Skanderborg Museum.
 

9. juni 2014 * Mosens gåde på udstilling. En særudstilling på Skanderborg Museum med fortællingen om de slagne krigere i Alken Enge åbner onsdag 25. juni. Hele historien om hærens skæbne bliver oprullet, både med helt faktuelle oplysninger og med en let grum baggrundshistorie. Titlen på udstillingen er 'Mosens gåde - krig og kult i Alken Enge'. Adgang for publikum fra kl. 16.30 til 18.30 på åbningsdagen. Se mere.


2. sep. 2013 * Fælles interesse. Dronningebesøget søndag ved Udgravningen i Alken Enge udløste et officielt foto  -  bemærk Hans Hansen t.v., Else Marie Hansen ved siden af dronningen, og museumsinspektør Ejvind Hertz  t.h.   

27. aug. 2013 * Nederlag lagt til skue. I programserien Alle Tiders Historie har Dorthe Chakravarty kreeret et indslag om jernalder-knoglerne, der ligger hulter til bulter i Alken Enge og fortæller historien om, hvordan slagne fjenders nederlag er lagt til skue og nedgjort. Hør programmet her.
11. juli  2013 * 1200 rundvisninger i seks omgange. På  tre datoer i juli og august gennemfører Skanderborg Museum seks gratis rundvisninger ved udgravningen Alken Enge. Der kan højest vises 200 rundt hver gang, og i år kræver det tilmelding forinden. Se her, hvornår og hvordan.
3. juli  2013 * Udgravningen har facebooksite. Udgravningen Alken Enge har gennem flere måneder haft et facebooksite med mange fotos og oplysninger om den faldne hær i engene. Eller som der står: 'Warriors sacrificed in the bog at Alken Enge in Illerup Ådal. Her ca. halvdelen af årets knoglefund til konservering og analyser på Moesgård.
1. jun.  2013 * Respekt for ofrene i engene. Massegraven ved Alken Enge er Europas største fund af indtil videre 200 henrettede krigere fra tiden omkring Kristi fødsel. Det spektakulære fund gav genlyd i international presse, og har revideret forskernes opfattelse af krig og konflikt i jernalderen. Lagene med knogler dækker et stort område. Nogle steder ligger knoglerne dybt og i iltfattigt miljø, hvilket bevarer dem godt. I den inderste del af mosen ligger knoglerne knap så dybt, og er dermed udsatte for ødelæggelse. Kulturstyrelsen støtter nu en ny arkæologisk undersøgelse, der skal dokumentere tilstanden i offerlunden og afklare i hvilken grad, den lider skade. Dermed kan arkæologer blive klogere på, hvad der skal til for at bevare menneskeofferlunden for eftertiden, både i respekt for ofrene og for fremtidig videnskab. Læs mere hos Kulturstyrelsen. Og se, hvordan Kristeligt Dagblad beskriver støtten.
15. maj 2013 * Indslag om udgravningen i norsk tv. NRK sendte søndag aften et afsnit fra Alken Enge i en serie om arkæologi i Skandinavien (afsnit syv af otte). Arkeologene kan ses her, oplyser museumsinspektør Ejvind Hertz fra Skanderborg Museum. Blandt andet bliver det slået fast, at Alken Enge var årets arkæologiske udgravning i Skandinavien (2012).



11. jan. 2013 * De vil grave igen i både 2013 og 2014. Ifølge ugeaviserne har Carlsbergfondet bevilget flere midler, så arkæologerne kan gennemføre udgravninger i Alken Enge igen i både 2013 og 2014. Og så er der foredrag ved udgravningsleder Ejvind Hertz på Museet, Adelgade 5, torsdag 17. januar kl. 19 med titlen Krigerne dukker frem af mosen. Entré 30 kr. (over 18 år). (Foto: Sanne Dudoret)

26. nov. 2012
* Krigerne dukker op fra jorden. Fra 1000 til 1400 menneskeknogler. En skæftet økse, en stor trækølle og flere vogndele er nogle af sommerens fund fra Alken Enge Udgravningen. Torsdag 29. november kl. 19 foredrager museumsinspektør og udgravningsleder Ejvind Hertz, Skanderborg Museum, om de ofrede krigere fra tiden om Kr.F. Kirkecentret ved Skanderup Kirke, Kirkebakken 4, Skanderborg. 30 kr. for voksne. Se pressemeddelelsen.



11. okt. 2012 * De 1000 slagne i engene også i Go' Aften Østjylland. Museumsinspektør Ejvind Hertz var i TV2 Østjylland forleden og fortalte i et ti-minutters indslag i Go' Aften Østjylland om sommerens udgravninger.
16. sep.. 2012 * 3700 så på udgravning - og Alken Enge er omtalt i New York Times. Ikke færre end 3700 interesserede kom til rundvisninger i løbet af sommerens udgravninger i Alken Enge - en rigtig god sæson, oplyser museumsinspektør Ejvind Hertz. Og lodsejerne er med på en sæson mere, så hvis Carlsberg-Fondet også er med, er vi også.
Flere medier har omtalt fundene, se: TV2 Østjylland
, Videnskab.dk med en længere net-debat og New York Times. Og også en længere artikel i Weekendsavisen fra fredag 14. september. Og foto-historie i Geolex. 

21. aug. 2012 * Velbevaret økse fundet i engen. En meget velbevaret økse - vel at mærke med 75 cm. langt skæfte, blev fundet i uge 31 i Alken Enge. Øksehovedet er af jern og stort set så skarpt som en nyslebet økse. Det er ikke en egentlig krigsøkse, kan jo bruges i krig men ellers til det, en økse ellers bruges til, skriver museumsinspektør Ejvind Hertz.  (Foto: afd. Moesgård, Rikke G. Larsson) Læs også Videnskab.dk

14. aug. 2012 * Underkæber og lidt for gode historier. Biler langt op og ned ad Alkenvej torsdag efter torsdag har bragt flokke af historisk interesserede til udgravningerne i Alken Enge, hvor fagfolkene tålmodigt har delt folk op og fortalt løs om bidemærker i knogler, DNA'ens muligheder, håb om nye bevillinger fra Carlsbergfondet og makaberheder fra tilsvarende europæiske knoglefund. Ejvind Hertz fra museet fortalte senest, at både folk, der har været med til at grave tørv - og folk, der var med til de første udgravninger i 1950'erne, er dukket op ved rundvisningerne. Blandt de mange fund er der nu også fem lansespidser, der kan give fingerpeg om dødsårsager.
Fire kranier og fem underkæber supplerer de mange benknogler - bl.a. 40 højre lårben. De to første såkaldte testpits - søgehuller - andre steder i engen har betydet nye knoglefund - i mindre grad. Arkæologerne tager en del forbehold for, hvad de fortæller, for ikke at sprede alt for mange misforståelser. I Alken er bl.a. gået en historie om, at de ofrede krigere skulle være romere. Og se pressemeddelelse fra Universitetet, hvor det fremgår, at der skulle have været kampe i Alken Enge. Og ingen af de to opfattelser holder vist (mose)vand. Men mød op torsdag 16. eller 23 . august - historierne er under alle omstændigheder lige til at tabe en nutidig underkæbe over. (Knogler over kors og en bækkenknogle til højre på billedet var blandt de synlige og dermed troværdige fund den torsdag, hvor Sanne Dudoret fotograferede) 

29. juli 2012 * Flere knogler - og flere søgehuller i engen.  Med to gange to meter søgehuller vil arkæologerne nu indkredse eventuelt flere offerområder i hele Alken Enge. Geologisk udpegning af, hvor søens bredder gik omkring år nul, skal være med til at afgøre, hvor og hvor ikke der er chance for nye fund.  

Lodrette træstolper, der stritter op på  række, kan være rester fra en en brinkbefæstning, en bro - Vædebro? - eller måske en platform til  ofring? (Foto: Sanne Dudoret) 


Flere og flere velbevarede krigerknogler dukker op fra jernalder-lagene og er med til at danne et unikt billede af den slagne hær - eller de slagne hære. En næsten kvindeløs flok med 13-14-15-årige unge iblandt -med en gennemsnitshøjde på 167,5 cm. Bestemt udvalgte tænder - fx. venstre kindtand i undermunden - fra de fundne kranier - skal granskes nærmere for både kulstof-14, DNA og strontium og kvælstof - og bl.a. pege på krigernes etniciteter. Blandt de historier, der fortælles på omvisnings-torsdagene, er den om en keltisk gravplads nord for Paris, hvor der et par hundrede år før ofringerne ved Alken, blev ofret ca. 1000 mand efter et slag: Stående, bevæbnede og vel og mærke hovedløse krigere blev placeret på  en platform, hvor de blev stående, til de rådnede. Hvordan ofringerne er foregået her er stadig et åbent spørgsmål. Kløvede gedekranier og hensættelser af keramik er med til at pege på en religiøs dimension i, hvad der foregik her i 'den hellige dal'. Blandt de aktuelle antagelser fra fagfolkene er den, at ofringen meget vel kan være foregået ved en slags ceremoni under overværelse af mange hundrede mennesker. Måske lige så mange, som i disse uger søger til Vædebro.

16. juli 2012 * Masser af grave-tilskuere. Torsdags-rundvisningerne ved museets udgravninger i Alken Enge har samlet masser af folk. Lokalavisen skriver bl.a. om, hvordan arkæologerne selv skal DNA-testes. Midtjyllands Avis har bl.a. beskrevet, hvordan geologer scanner hele engen via en firhjulet motorcykel. Og at de danske forskere samarbejder med DNA-eksperter fra Göttingen om at fastslå, hvor de dræbte krigere kom fra. (Foto: Sanne Dudoret)
6. juli 2012 Helikoperoptagelser i Alken Enge. Interessen for udgravningerne ved Vædebro ramte torsdag også TV2 News' helikopter, der som en stor larmende metalfugl flaksede rundt over trætoppene. Mange benyttede lejligheden til at følge torsdags-rundvisningerne i gravefeltet. Lektor i arkæologi, Mads Kähler Holst fra Aarhus Universitet, fortæller: -  Sidst vi gravede her, kunne vi se, at fundene stadig stak ud af jordvæggene i vores udgravning. Der er derfor heller ingen tvivl om, at udgravningen vil resultere i mange flere skeletter. Hvis vi er heldige, har vi kun set starten. (Foto: Sanne Dudoret)



4. juli 2012 * Pressen ved udgravningen. I dag var der adgang for pressen ved udgravningen i Alken Enge. Det blev bl.a. til en fotoserie i Århus Stiftstidende og et tv-indslag i TV2 Østjylland
Fotografen fra alken.dk forevigede nogle af de arkæologiske medarbejdere i udgravningen, der både rummer feltet, der var åbent i 2009, og nye felter.

- Vi kæmper med indsivende vand og har nogle store pumpeanlæg kørende konstant. Det gør arbejdet vanskeligt, men det er også forklaringen på, at knoglerne er så velbevarede. Vandet har simpelthen forsinket forrådnelsen, og det er derfor vi kan grave dem op i så god stand, fortæller museumsinspektør Ejvind Hertz fra Skanderborg Museum(Foto: Sanne Dudoret)


1. juli 2012 * På vej ned til knoglerne igen. Broen er bygget, pumperne er prøvet af. Sommernes udgravninger i Alken Enge står for døren. Hver torsdag fra 5. juli til 23. august kl. 13 og 17 er der omvisning med mødested på p-pladsen ved Vædebro.

Skanderborg Museum har nu oprettet egen hjemmeside om de store mængder humane knogler og andre spektakulære fund i Alken Enge - bl.a. med overskriften 'En arkæologisk lokalitet med uhørt stort forskningspotentiale'. (
Fotos: Sanne Dudoret)




14. mar. 2012 * Sommerens udgravninger nærmer sig. Kommunens entrepenørafdeling har fældet træer på to grunde nær den gamle kommunegrænse, så der er forberedet til udgravninger i juli og august, oplyser Ejvind Hertz fra Skanderborg Museum.
Andre steder i engen borer arkæologerne søgehuller for at finde relevante søgefelter. 

 
3. mar. 2012 * Alle de ofrede i Alken Enge kan være fra det samme slag. De første interesserede er begyndt at dukke op for at følge udgravningerne, men det er altså først til sommer, at projektet Hær og Efterkrigsritual i jernalderen fortsætter. Projektet med de ofrede krigere i Alken Enge igangsættes på en bevilling på 1.500.000 kr. fra Carlsbergfondet, oplyser Mads Holst fra Aarhus Universitet og Ejvind Hertz fra Skanderborg Museum. Lokaliteten har skiftet navn fra Vædebro til Alken Enge p.g.a. den store internationale interesse for fundet, og da går det ikke med et æ. Undersøgelsesområdet udvides også gradvist fra selve Vædebro til hele Alken Enge.

Det helt unikke fund af en ofret hær fra omkring Kr. f. gav genlyd i verdenspressen i 2009. Arkæologerne har dokumentation for fund af knogler fra op mod 200 fundne krigere. C-14 dateringer viser, at der indtil videre kan være tale om ofrede individer fra et og samme slag. Arkæologer og andre fagfolk skal nu til at klarlægge så meget som muligt omkring fundet, og de begivenheder, som førte til ofringen af flere hundrede krigere. 
Et tidligere større søområde på ca. 600 x 600 m var omkring Kr. f. skueplads for en meget stor offerbegivenhed. Det, som arkæologerne finder i dag under ca. 2 meter mose, er menneskeknogler liggende på den gamle søbund som enkeltknogler og ikke som hele skeletter.

Fundet i Alken Enge er enestående i international sammenhæng. Intet andet sted kendes så stor en mængde ofrede krigere fra tiden omkring Kr. f.. Det åbner en unik mulighed for at få et indblik i, hvem der indgik i en hær, og hvilken skæbne, de led efter et nederlag.
Nye analyser af fundene og landskabet vil tilsammen forhåbentlig være med til at klarlægge de mange spørgsmål: Hvor kommer den slagne hær fra? Hvorfor er de netop endt i Alken Enge? Kan de antropologiske analyser være med til at klarlægge omstændighederne omkring krigernes skæbne fra de dræbes ved krigshandlinger, til de bliver ofret i Alken Enge? Er det muligt at finde anvendelig DNA i knoglerne? Hvordan så landskabet ud, og hvordan foregik offerhandlingerne? Hvor meget fortæller samtidige romerske kilder om germanere som krigsfører og deres rituelle skikke i forbindelse med krigsførelse?
Der er lagt op til et stort tværvidenskabeligt samarbejde, der inddrager samarbejdspartnere i både ind- og udland. Der vil blive arbejdet målrettet på at dokumentere fundforhold og bringe forskningen så langt, at der vil kunne tilvejebringes fondsmidler til videre forskning i de kommende år.



2. jan. 2012 * 1,5 million til at studere massegrave. Mads Kähler Holst fra Aarhus Universitet er fra Carlsbergfondet bevilget 1,5 mio. kr. til projektet 'Hær og efterkrigsritual i jernalderen - de dræbte krigere i offermosen Alken Enge i Illerup Ådal', skriver Nordjyske. Projektet skal undersøge Europas største kendte massegrav fra omkring kristi fødsel. (Foto: Steven Russell) 
6. juli 2011 * Flere udgravninger i Alken Enge fra 2012-14. Ja, udgravning 2011 bliver der ikke noget af, skriver Ejvind Hertz fra Skanderborg Museum - adspurgt, om det ikke var her i sommeren, de skulle grave igen: Vi er først ved at være på plads med fonde nu, og vi forventer et positivt svar i august. Til gengæld bliver der god tid til planlægning og kontakt til de lodsejere, vi gerne vil grave hos. Det er selvfølgeligt efter aftale, vi graver i Alken Enge, og vi håber på lodsejernes velvilje. Det bliver en fireårig kampagne med udgravninger de første tre år fra 2012.
Freja-figuren er nu kommet ud fra frysetørring og er ved at blive stabiliseret, som det hedder i konservatorsprog. Figuren vil blive udstillet på Skanderborg Museum i efteråret eller i forbindelse med opstart på Vædebro-udgravningerene 2012.


11. mar. 2010 * De slagne krigere var længe døde, da de kom til Vædebro. 30-40 historie-interesserede hørte nyt om strontium-analyser, skæremærker og skeletteret materiale, da folk fra Skanderborg Museum og Forhistorisk Afdeling ved Århus Universitet fortalte på mejeriet onsdag. Ejvind Hertz berettede under overskriften 'Knogler i hobetal og en god figur' om de omkring 100 menneskeknogler (samt lidt fra kalve og geder) i god tilstand, der dukkede op på bl.a. Evald Jensens grund i sommeren 2009. Mindst tre kraniedele havde 'blankvåbenskader' og stammer fra yngre mænd, hvoraf flere via strontium-analyse kunne konstateres var udlændinge. Mange lemmeknogler er brækkede, flere har knusemærker, og en del har gnave- og tandmærker fra rovdyr.
Vædebro-ofrene stammer fra perioden omkring år nul, og fra et samtidigt tysk slag med tusinder af døde ved historikerne, at de slagne fjender fik lov at ligge på valen helt op til seks år efter slaget. Med den viden i baghovedet og det faktum, at knoglerne er spredt og ikke ligger i anatomisk nærhed af hinanden, hælder museumsfolkene lige nu til den opfattelse, at ofringen har været af knoglebunker - og altså ikke af hele lig. At fod- og fingerknogler stort set er væk, bestyrker teorien. Hunde, ræve og ulve må have ædt af de mindste knogler, før de er fragtet ud i mosen. Skæremærker antyder, at der er skåret i kropsdelene - såkaldt skelettering. I dag er der sikker viden om 200 døde krigere i engen, men Hertz anslår, at der meget vel kan være knogler fra hele 1000.
Den gode figur - idolet fra Vædebro - er langt yngre. Den to m. høje trægudinde forestiller måske Freja og er havnet i engen eller den daværende sø omkring år 900-1000.


3. mar. 2010 * Ny museumsaften om Vædebro-ofrene. Skanderborg Museum og Forhistorisk Arkæologisk Afdeling ved Århus Universitet står onsdag 10. marts kl. 20 for en aften på Alken Mejeri med nyt om de faldne krigere, teorier om hvordan de er havnet i Alken Enge samt nye billeder af gudindefiguren i træ. Kl. 18.30 er der tøm-kommoden-aften. Læs mere.


29. jan. 2010 * Vædebro-gudinden i fryseren. Ifølge Midtjyllands Avis er gudindefiguren, der dukkede op ved Vædebro i sommer, formentlig en afbildning af en af danskernes allerældste personificerede guder - ældre end Freja og Thor. Hendes ben blev fundet i 1950'erne, men resten altså i 2009. Der eksisterer nu 16 danske fund af den slags såkaldte moseguder, og hende herfra konserveres p.t. i en dybfryser.
 
22. jan. 2010 * Discovery og ZDF på vej til Vædebro. Ifølge Midtjyllands Avis har Skanderborg Museum fået henvendelser fra både Discovery Channel og tyske ZDF, der laver populære videnskabsprogrammer om arkæologi. De døde krigere ved Vædebro er kommet på Kulturarvsstyrelsens top 10 over væsentligste danske fund i 2009 - og museet imødeser en ny og større udgravning i sommeren 2011.


7. juli 2009 * Pænere gudinde-foto på vej. Inden længe sender arkæologerne et pænt, officielt foto af træ-gudinden, der blev fundet i juni ved Vædebro. Ejvind Hertz fortæller, at de lige nu for alvor graver menneskeknogler frem: Skulderblade, bækkendele, ben- og armknogler, ribben og enkelte kraniedele. 
2. juli 2009 * Kriger-knogler og trægud. Omkring 70 historie-interesserede fulgte museumsfolkenes fortællinger ved Vædebro. Lene Mollerup viser her en af de mange lårbensknogler fra jernalderfundene. Gudefiguren vil kunne ses på Skanderborg Museum om et års tid. Udgravningen fortsætter nok de næste par uger. (Foto: Steven Russell)



27. juni 2009 * Gudefigur fundet ved Vædebro. Som noget helt sensationelt har vi fundet en gudefigur i træ, fortæller Ejvind Hertz fra Skanderborg  Museum. Figuren har oprindeligt været ca. to meter lang og dannet af en tvejet gren. Konservatorer har hjemtaget figuren til konserveringsværkstedet på Moesgård og arbejder her videre med afrensning og konservering. Benene på figuren har været meget længere, men er uheldigvis gået tabt ved udgravningerne i 1956 til 58. Benene er dog med på tegninger fra den tidligere udgravning og passer præcist på figuren. Fundet bliver offentliggjort i pressen i den kommende uge. Det er 50 år siden, en sådan figur er fundet i Danmark, og det var ved Forlev Nymølle. Endnu en gudefigur er muligvis fremkommet og undersøges i øjeblikket af konservatorer. Der bliver stadig arbejdet i et kompliceret lag med bearbejdet træ og mange nedrammede stager. Først i den kommende uge kommer laget med menneskeknogler frem, og der vil være knogler til beskuelse onsdag. Vi kan lave en fortælling om de arkæologiske fund ved fundstedet onsdag 1. juli. kl. 19. Mødested på parkeringspladsen ved Vædebro.



New Cell
New Cell

20. juni 2009 * Udgravning i gang ved Vædebro. Siden mandag har arkæologer fra Skanderborg Museum og Forhistorisk arkæologisk afdeling ved Århus Universitet gravet ved Vædebro, oplyser Ejvind Hertz fra museet. Et af de gamle udgravningsfelter fra udgravningerne i 1956 til '62 er delvis gravet igen. Her er det muligt at komme hurtigt i dybden og etablere et udgangspunkt for det videre udgravningsforløb samt pumpestationer. Et nyt udgravningsområde på 3 x 7 m. undersøges. Torsdag kom udgravningen ned til et niveau med rigtig mange bevarede planker og store tømmerstykker, der ofte er tilspidsede. Det forventes at der i et dybere niveau fremkommer menneskeknogler fra individer fra en slagen hær fra tiden efter Kr.F.


 

8. feb. 2009 * Skelet-aften på mejeriet. I slutningen af 50'erne gravede arkæologerne mængder af menneskeben frem i Alken Enge, og netop i år har museumsfolkene gang i nye, overraskende undersøgelser om vore jernalder-forfædre. Onsdag 18. marts kl. 19.30 præsenterer museumsinspektørerne Ejvind Hertz og Lene Mollerup fra Skanderborg Museum de allernyeste oplysninger om Vædebro-fundene. Læs også, hvad Skalk skrev i 1957,1959 og 1976 (med tilladelse fra Skalk). Se foto fra udgravningen 1958.