Forside
Mejeri
Borgerforening
Foreningen Liv i Landsbyen
Købmanden i Alken
Kultur
Alken-koret
Natur
Alken Saftklub
Trafik
Vandværk
Teknik og anlæg
Dover GF
Alken Minimarked
Historie
Liv i byen
Darios Julekalender 2009
Julemarked 2008
Darios Julekalender 2007
Julemarked 2007
Fastelavnsoptog 2006
Nationalsang Nepal
Dover Kirke
2011 Nytårsaften
Liv i byen 2007
Liv i byen 2008
Liv i byen 2009
Liv i byen 2010
Liv i byen 2011
Liv i byen 2012
Liv i byen 2013
Liv i byen 2014
Liv i byen 2015
Folk i Alken
Lokale links
Alken-Chinenke
Arkiv
Video-vitser
alken.dk
smalltalken
Opslagstavle
Bolig i og omkring Alken
|
 

Brugernavn:

Adgangskode:


 

Powered by frontGATE websolutions

 

Face Buk * Darios Julekalender igen-igen

Kommer hver dag i december


Darios daglige dont: at få interviews i kassen samt egne og andres kommentarer om dette og hint. Betegnelser som ”XXXX” og lign. er ikke en forkortelse for gedeinfluenza, men derimod en slags bandeord eller udbrud (!), som jo er visse geders foretrukne forlystelse.

24. dec. 2009 Men det skete i de dage, at der udgik en befaling, at alverdens klimasyndere skulle skrives i mandtal. Og alle gik hen for at lade sig se og høre, hver fra sin by, men der var ikke noget at komme efter.
Et ekspertteam af detektiver fulgte dog et spor, der pegede på et CO2 udslip af de helt store, nemlig et duftvåben med den karakteristiske gedehørm: Darios spor. Og selvom man havde været vidt omkring, og troet på den skrøne, at Dario var i Exil i Galicien, hvor han bestyrede Bar Dario med den ene hånd og Darios Julekalender med den anden, så viser virkeligheden en helt anden version. Nemlig den virkelige!

Alskens snik snak på Face Buk med alle mulige håbefulde ukendte, er nu en gang Face Buk og ikke virkelighed. Og da ovenstående duftmistanke blev forstærket af den kendte julesang: 'Et barn er født i Bæhhhtlehæm', som lød ud over området, blev vi først ført til en stald, hvor der ligesom så mange andre gange var født et barn. Årets store Kinder Überraschung, et morløst gedekid, nu en måned gammel fik ethvert hjerte til at smelte. Specielt fordi det ikke brød sig om at drikke af sutteflaske. Og derfor heller ikke var med i råbekoret: 'A milk, a milk,' ligesom visse andre aktivister i den forløbne uge.
Sporet først os videre ud i landskabet, som også inden for den sidste uges tid havde undergået store klimaforandringer, og netop derfor, var der ingen tvivl: Det var altså ingen andre end Dario, derude på Emborg Odde, som sang den mest kendte af alle klimasange: 'Dejlig er jorden', og det var netop en klagesang. Det var tydeligt for enhver, at Dario savnede november regnvejret og muddermarken, som jo ikke var til at se for al den sne.
Da vi nåede frem til stedet, var det klart for Dario, at nu var han afsløret. Han overgav sig uden modstand og sagde, at han i virkeligheden hele tiden havde været i NÆRheden. Specielt efter at det nye lille kid, hans barnebarn, var kommet til verden. Her er hans kommentar:
'
Glædelig jul til alle, både små og store. Husk at bygge snemænd, mens tid er og tænk på jeres børnebørn i disse klimatider. Jeg viser her et billede af mit barnebarn: er hun ikke sød? Hun er opkaldt efter mig og hedder: DARIA. Vi ses i det nye år!'

23. dec. 2009 Et ekspertteam af detektiver, som har fået til opgave at finde Dario udtaler: 'Efter at have konsulteret en ekspert på området, som kun har varm luft at byde på, har vi, med Sherlock og Home i spidsen, røget en fredspibe. Vi mener, at vi kan bidrage til efterforskningen, og kan allersenest juleaften komme med den endelige afsløring. Vi har gået efter sporet med duftvåbenet, og mener, at vi til forskel fra Hoptimisterne, som jo bare er nogle nikkedukker, kan komme med den rigtige løsning. Og eftersom klimaforandringerne jo virkelig har fået konsekvenser for især aktivisterne, som placeret på asfalten, er blevet kolde i røven, har vi til gengæld is i maven, og vil ikke holde os tilbage med de hårde facts. Læs Face Buk i morgen, juleaften. Dario er i nærheden!'


22. dec. 2009 Hørt i toget: - 'You Tube!'
- 'Me too!'
Udtalelse fra Hoptiministeren: 'Ja, jeg er jo ikke blevet spurgt om noget, men jeg kan da sige, at vi har medvind mere end nogensinde. Du kan se det på vores engagement. Vi er kommet ud på den anden side af en lang krisetid, hvor det har kun har gået op og ned hele tiden.
Vi var jo ligesom sådan nogle gamle halvfjerdserhippier, som var ved at gå nedenom og hjem. Mange af os var blevet arbejdsløse og havde langt hår og kørte uden cykelhjelm. Vi havde brug for noget positivt spin, og det fik vi.

Hele mit ministerium er håbefuldt og dygtigt! Og nu kan det kun gå én vej: nemlig op og ned.
Og du spørger om debatter noget? Det kan du tro det gør! Vi er en verdensomspændende, international, vertikal bevægelse.'

21. dec. 2009 Kommentar fra Dario: 'Det står enhver frit for at klikke sig ud af julekalenderen igen, og når jeg lige har fået ryddet op, så vil jeg også lukke og slukke for i år!'
Endnu en kommentar fra Dario, der har set følgende demonstrationsbanner i et spejl:

Det må være alle de internationale klimabøller…nej, jeg tror faktisk godt jeg ved hvem det er. Det er de sultne, umættede alkener igen. Nu vil de gudhjælpemig have mælk. Én mælk, hvabehar?! Mon de har drukket for meget? Jeg synes de skulle rejse hjem!'
Endnu en kommentar fra Dario, som har tænkt sig om: 'Nej. NU ved jeg hvem det er! Det er alle dem der ovre fra Hopenhagen, som er hoppet med på klimabølgen. De hedder Hoptimister, og var faktisk lukket inde et sikkert sted, hvor de vistnok altid fik mælk. De boede i noget, der hedder Mejeriet. Men til sidst blev de smidt på porten. Der kom nogle kæmpestore container-hollænder-vogne og kørte dem væk. Og voila! Hvad er der sket? Sagde jeg det ikke nok? Nu hærger de alle vegne!'


20. dec. 2009 * Darios kommentar: 'Det er simpelthen typisk er det. Alle dem der tror de ved noget prøver hele tiden at tale udenom!
Meddelelse til alle som ikke forstår Darios Julekalender: 'Sagen genåbnet': De fleste julekalendre ude i den store verden har en fælles historie at fortælle. Det drejer sig om en 2000 år gammel fortælling, der ikke er helt udramatisk. Hvert år når lågerne åbnes, rasler skeletterne ud af skabet. Således også ved Alken, hvor en uhyggelig massegrav blev åbnet tidligere på året. Det er besluttet, at den bliver bortcensureret fra Darios Julekalender, for at vi kan leve op til mottoet: 'En julekalender uden ben i.'

Én der virkelig er træt af både Face Buk, Bar Dario og Darios Julekalender: 'Jeg synes simpelthen, det er for meget, at I også viser reklameindslag som det i går. Jeg har ikke lyst til at støtte sådan nogle kommercielle, klimastinkende fåretagender overhovedet!'


19. dec. 2009 * Meddelelse til alle. Også til dem, der ikke forstår Darios Julekalender: Tilbage i november lovede vi, at et ekspertteam af detektiver skulle sættes på den opgave at finde ud af, hvor Dario i virkeligheden er. Efter et kort reklameindslag har vi en udtalelse fra en ekspert på området.
REKLAMEINDSLAG: 'Den virkelige og meget lokale udgave af Bar Dario holder åbent søndag 20. december kl. 14-18Se opslag. Nogle kalder det også Alken Vinimport….'

Kommentar fra ekspert på området: Ja, jeg er som sagt ekspert på området, som i gamle dage kaldtes for Skanderborg Rytterdistrikt. Og dengang var alle dyr med undtagelse af geder velkomne. I dag er man gået bort fra dette princip, og jeg har iagttaget en vis tæthed i gedebestanden ude ved Emborg Odde. Det er det, der dækker mit område, og som jeg er ekspert på. Mere vil jeg ikke udtale mig om nu.'


18. dec. 2009 * Ukendt med X Faktor: 'Jeg forstår simpelthen ikke den her julekalender! Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige, men jeg har lært, at man godt må bruge flere ord uden at sige noget! Og nu har jeg snart sagt så meget, som en hel taletid fylder. Og så vil jeg bare slå fast, at selvom man har X Faktor, så kan man godt mene noget, og jeg mener f.eks., at jeg ikke forstår Darios Julekalender.


17. dec. 2009 * Gedekor inde i varmen i Bar Dario: 'Vi glæder os i denne tid, nu falder julesneen hvid, og nøj hvor har vi det dog godt, Bar Dario er skøn og flot, nu ved vi julen kommer, og der er langt til sommer, og tænk hvor kan man blive kendt, når bare man vil vær’ bekendt, at sige noget på Face Buk, så går vi ikke mer’ på druk, for nu er barens hylder tømt, vi synes synet det er ømt, og håber på….”
Bliver afbrudt af Dario, som i samme øjeblik er vendt hjem til Bar Dario: 'Nu har jeg da aldrig! XXXXX Splitte mine bramsejl og undersotter XXXXX! Hvad i hede hulens navn laver I her? Se at komme ud af min bar og det i en vis fart eller jeg skyder med dufthormoner!'


16. dec. 2009 * Endnu et nyhedsindslag: Det blev meddelt i går, at Gedernes Befrielsesfront har ageret ved hjælp af ikke-vold. Vi bliver desværre nødt til at korrigere denne nyhed, da der i blandt aktørerne også var både maskerede og hætteklædte aktivister. Nogle af dem tog endda et særligt duftvåben i brug! Disse er blevet forsvarligt sat fast i forvaring. Og efter man har ringet til Dario himself, som lige nu er på vej hjem til Bar Dario kan vi nu supplere med denne kommentar:
Darios kommentar: 'Nu har jeg da aldrig hørt magen! Ikke-vold! sikke noget moderne, feministisk pjat. Jeg har altid opdraget mine sønner til kamp til stregen og så ikke længere. Men lad da bare de voldelige aktivister sidde fast. Jeg har læst på Wikipedia om noget, der hedder alkener, og dem kan de bare sidde fast med, kan de! Det er sådan nogle stakkels små sultne og umættede kålhoveder, eller kulbrinter, der indeholder noget der hedder dobbeltbindinger. Ja lad dem bare sidde dobbelt bundet, så kan de lære det!'


15. dec. 2009 * Det internationale telegrambureau RøgTer sender denne meddelelse: 'Der er endelig sket et gennembrud af de helt store. GBF Gedernes Befrielsesfront er i går aftes blevet enige om, at de i samlet flok vil anmode Darios Julekalender om at lukke flere klimavenlige gedesynspunkter ind i varmen. De har derfor mobiliseret sig med kurs mod Bar Dario, som i disse dage er lukket pga. forskellige omstændigheder, og uden at udøve vold eller gadekampe har de her til morgen åbnet låge nr. 15 og er trådt indenfor. Som en af de implicerede ikke-voldsudøvere sagde:

'Det var lige så let som at åbne en julekalenderlåge!' Denne glædelige nyhed fejres i Bar Dario med hø og hakkelse. Vi bringer et enkelt indslag her nedenfor.
Ged, der er kommet ind i varmen: 'Jamen, det har været enormt vigtigt for os i denne sag at vise, at vi er mange flere, end Dario går og tror! Og så er det jo gået op for os, at selv meget ukendte ukendisser faktisk har muligheden for at blive kendte, når de først har haft deres billede på Face Buk. Og den mulighed vil vi da ikke lade gå fra os!


14. dec. 2009 * Meddelelse til alle: Skriv til Dario på Face Buk. I dag kan man spørge Dario om hvad som helst. Han vil besvare spørgsmålene i løbet af de næste 10 dage, altså inden jul, men kun de spørgsmål, der er indgået i dag!
Kommentar fra Dario: 'Kun kvalificerede spørgsmål besvares. Og så er Bar Dario lige lukket et par dage, fordi jeg har hørt at man kan få noget rigtig godt kaffe hos Star Buk Coffee Shop.'


13. dec. 2009 * Dagens billede forestiller:

  • En klimavenlig klimademonstration?
  • En gedebarack en tidlig decembermorgen, før nogen får sko på?
  • Et udslukt Luciaoptog?
    eller
  • Et burkabal?

Darios kommentar: 'Ja, det er ikke mig, der har fundet på det her. Men det er jo så moderne, at vi skal have smækket alle mulige billeder i synet hele tiden. Som om vi ikke kunne læse!'


12. dec. 2009 * En der gerne vil sige noget: 'Jeg har heller ikke mødt en ærlig ged, der er med i den her julekalender. Har Dario overhovedet inviteret dem til at deltage? Jeg tror han springer over hvor gærdet er lavest!'
Kommentar fra Dario: 'Ja, det er jo det, man gør, når man er ged: springer over hvor gærdet er lavest. Det siger sig selv, at det ligesom er indeholdt i jobbeskrivelsen for geder! Hallo XXXX!!!”

Svar tilbage fra En der gerne vil sige noget: 'Ups. Nåh ja, det havde jeg glemt. Men derfor har jeg ikke mødt nogle geder i den her julekalender endnu! Er hegnet for højt til at de kan komme ind eller hvad?'
Kommentar fra Dario: 'Det kan godt være, men det er, fordi det er mig. der bestemmer hvem der er med!'

11. dec. 2009 * Kommentar fra Dario: 'Nu synes jeg, vi skal kommentere noget, der har noget med julen at gøre, og ikke kværne XXXX rundt i gamle nyheder. F.eks. er der nogle geder, der godt kan lide juletræer. De spiser dem!'
Kommentar fra nogen: '….med et gran salt på?'
Svar fra Dario: 'Nej, og heller ikke med julepynt! Jeg sagde jo XXXX, at vi ikke skulle kværne hverken salt eller peber eller noget som helst andet!'


10. dec. 2009 * En der aldrig blander sig: 'Jeg har hørt, at man kan få nogle penge for at rejse hjem. Men jeg har også hørt, at så skal man blive hjemme. Og det forstår jeg ikke, for hvordan kan man rejse, når man skal blive hjemme? Det kan jeg simpelthen ikke forstå!'

En vi ikke kender: 'Jeg har hørt, at gederne slet ikke er blevet spurgt, om de vil være med i julekalenderen i år. Men jeg har også lagt mærke til, at de ikke har været særlig meget med. Med undtagelse af ham der Dario. Men er han en ged?'
Kommentar fra nogen: 'Jeg har hørt, at det er lige meget. Man behøver ikke at være en ged for at være med i julekalenderen. Men det er rigtignok, at det er svært at rejse, når man skal blive derhjemme. Så det der med pengene, det passer slet ikke, det er bare noget, man siger. Så dem, der er hjemm, bare kan blive hjemme uden at få penge for det!
Kommentar fra En vi ikke kender: 'Det er nok fordi de skal spare!

9. dec. 2009 * Dario refererer her nogle Global News: 'Den evindelige diskussion, om han nu også når frem i tide, er afløst af det faktum, at han måske er for tidligt ude! Det er nemlig ganske vist, at alverdens Julemand fra Det Hvide Hus er landet med en klimavenlig rensdyreskorte, og har til hensigt at bidrage med sit indslag her på Face Buk. Det siges også, at der er lagt en jernring om Kastrup Lufthavn, men én ring kan da ikke være nok til at binde alle de rensdyr fast i?'


8. dec. 2009 * Den ubekendte: 'Mig bekendt er der ingen, der har fået en forklaring på, hvor Dario har været henne. Det kan godt være, at han laver julekalender i år, og bor i noget, der hedder Exil, hvor det så end er henne. Eller var det ham, der havde den der Bar Dario? Det har vi faktisk aldrig nogensinde fået at vide!

Og han styrer sine skriverier fra sin computer, det kan man jo gøre overalt, og så bilde os ind, at man er i udlandet. Måske går han bare rundt på en muddermark her i nabolaget? Jeg synes vi har krav på at vide, om Dario i virkeligheden bare hele tiden har været her. For jeg vil ikke bare tages ved næsen!'
Svar fra Unbekannter Kändis: 'Hørt, men pas lige på, hvad du skriver der, for det kan jo læses offentligt! Og jeg synes ikke man skal skælde ud offentligt!'
Svar fra Den ubekendte: 'Helt ærligt, jeg skælder ikke ud, gider du godt at blande dig udenom, hva?! Jeg skriver bare, at jeg gerne vil vide, hvor vi har ham Dario!”
Kommentar fra Dario: 'Det har jeg ingen kommentarer til lige i dag. Jeg har faktisk travlt med at få denne her julekalender til at XXXX fungere. Men nu vil jeg gerne have et glas gløgg, og det plejer man at kunne få i Bar Dario.'
Kommentar fra Unbekannter Kändis: 'Hm, det lyder som om Dario godt ved hvor han selv er ;-)!'
7. dec. 2009 * Den bekymrede: 'Jeg vil jo altså gerne undgå svineinfluenza, da vores flæskesteg, som vi skal have juleaften, jo allerede er MEGET forkølet, som den ligger dér i fryseren. Og så synes jeg, det er for dårligt, at der ikke kommer nogle nyere nyheder på julekalenderen. 'Ting og sager og julekager' har vi da hørt om før!'
Kommentar fra én, der også bekymrer sig: 'Jeg synes det er synd for Julemanden. Men jeg tror faktisk ikke han bliver syg. Hvis han får noget, er det klimasnot!'

6. dec. 2009 * Ukändis, der blander sig udenom: 'Jeg har været til sådan et dejligt julemarked i Alken her i weekenden, Hvorfor er der ingen der har skrevet om det? Man kunne ikke betale med Euro, men Dario var der jo heller ikke. Nej, hvor jeg synes det var skønt. Alle de dejlige ting og sager og julekager. Hold da op!'
Kommentar fra Dario: 'Hvad bilder du dig XXXX ind? At skrive, det var dejligt, fordi jeg ikke var der? Hvad går der af dig XXXX?'


5. dec. 2009 * Dario: 'Var der nogen, der sagde hærværk? Har det noget med militæret at gøre? Jeg synes, dem, der har gjort det, skal komme ud af busken. Og så vil jeg bare sige, at jeg lægger ingen lømmelpakker under juletræet i år!'


4. dec. 2009 * Kald mig bare ukendt: 'Det var ligesom ham manden, der kørte rundt med sine egne rundstykker en søndag før kommunevalget. Vorherrebevares. Posen var så grim at jeg smed den i skraldespanden.
Kommentar fra Én, der blander sig: 'Din klimasnylter! Du kunne have genbrugt posen og givet rundstykkerne til de fattige!'

Svar fra Kald mig bare ukendt: 'Selv klimasnylter! Er du klar over hvor meget energi du bruger på at skrive den kommentar til mig? PLUS så den mængde negative energi, du også bruger på at hidse dig op? I øvrigt fik de fattige får på marken rundstykkerne. Men ham manden var den værste klimasnylter, der kørte rundt i BIL!'
Svar igen fra Én, der blander sig: 'OK. Jeg spiste bare min havregrød, og fik ingen rundstykker.'

3. dec. 2009 * Kommentar fra Dario: 'Det har jeg aldrig sagt! XXXX. Jeg siger bare, at jeg ikke vil deltage i noget som helst XXXX, fordi jeg ikke kan få gevinsten udbetalt i Euro. Det har jeg sagt, ja. Og så vil jeg ikke høre mere om den ting. Emnet quiz og hvem der er smidt af eller på, er hermed udelukket! XXXX'


2. dec. 2009 * Anden ukändis: 'Ja, hvis du spørger mig, så har jeg ikke været i stand til at gætte de svære spørgsmål, som uge efter uge er dukket op hos Købmanden. Godt det er slut nu. Jeg har svært ved at finde ud af, om Oslo er en by i Rusland, en indisk lærer eller Norges hovedstad. Og jeg kan slet ikke forstå, at der er nogen, der overhovedet kan foreslå, at vi skal gætte quizzer, når Dario selv har sagt, at det er svært.'


1. dec. 2009 * Ano Nym: 'Ja, jeg ved ikke rigtig hvordan jeg skal få det sagt, men der er noget, der siger mig, at et væltet juletræ, sådan som det lå der sidst i november, er en ommer. Specielt når det sker allerede i november FØR stormvejret. Ja hele Alken-quizzens skæbne er faktisk en ommer, for man kan jo slet ikke sige noget om et juletræs, eller om noget som helst andets dimensioner, når det ligger ned. Helt ærligt.
Kommentar fra Dario: 'Nej, men nu er det tændt, og det er et juletræs opgave. Selv i disse klimatider. Det varmer nemlig altsammen!


28. nov. 2009 * Dario i Exil indvilger i ny julekalender. Det kan nu bekræftes, at Dario i Exil (Bar Dario) er indforstået med, at den ny julekalender går i luften på alken.dk i december. Eftersom vi taler om en særudgave, har julekalenderen fået en ny udformning. Dens rette navn er: 'FACE BUK. Darios Julekalender igen-igen' På alken.dk dog mest kendt som Darios Julekalender.
Interviews af ukendte ukändisser samt kommentarer er udfærdiget af Dario. Og fjæs og fjas af undertegnede, skriver Eva Michaelsen. Vi glæder os her på redaktionen og er allerede i fuld gang med forberedelserne.
Kommentar fra Dario: 'Det kan godt være, men nu vil jeg gerne have arbejdsro XXXX, så jeg ved hvordan jeg skal kravle ind ad det første vindue XXXX !!!'
22. nov. 2009 * Om der bliver en Darios Julekalender i år? Deres udsendte stødte ved et tilfælde på en lille ydmyg indretning ved navn 'Bar Dario' i det nordvestlige Galicien. Ud over at fotografere fænomenet og vandre videre langs det dramatiske Atlanterhav, skete der ikke noget. Efter hjemkomsten blev en korrespondance sat i gang med stedets ejer, som på gnavent galego (galicisk dialekt, minder om portugisisk) undlod at svare med andet end 'XXXX', som er den mest brugte konsonant på de kanter. Da jeg gentagne gange havde sendt en mail og fået samme svar tilbage, følte jeg, at min formodede mistanke måske havde noget på sig: Jeg kunne fastslå følgende:

Her har vi en adfærd, der minder om én der er på flugt og ikke vil findes

  • Men som i det mindste besidder så meget høflighed at han svarer
  • Én, der trods alt er klar i spyttet om end galego er et tungemål, der er langt ude
  • Samt én, som med lidt held kunne bearbejdes til en evt. aftale

Eftersom jeg endnu ikke var sikker, spredte jeg via gode forbindelser, rygtet i det meste af EU: At Dario måske var fundet igen og at en ny, international, lokal-globalistisk klimajulekalenderaftale måske kunne komme i hus i december i selveste Alken!
Efter få uger, hvor min indbakke var på katastrofekurs og var ved at svømme over i spor, kom der et forslag fra DR om at medvirke i 'Forsvundne danskere'. Men jeg kunne desværre ikke svare på Darios vegne – eftersom han jo var væk! (Eller var han? Måske gik han bare rundt ude på Emborg Odde? Det overlader vi til et ekspertteam af detektiver at finde ud af!).
Enden på det hele blev, at jeg sendte en ansøgning til selveste Julemanden, om man ikke på Nordpolen, hvor nedsmeltningen er til at tage at føle på, ville være interesseret i 24 spritnye afsnit af Darios Julekalender. Vi kunne eksempelvis kalde den 2’eren.
Det er endnu uvist hvad Julemanden har til hensigt at svare, men alle, der på én eller anden måde har nyt om gedebukken Dario, er velkomne til at svare. For nemheds skyld blot med 'ZZZZ', så jeg kan skelne dem fra 'XXXX', som jeg har fået så rigeligt af.
Hvem ved? Måske kommer aftalen i hus og 24 afmålte doser Dario i den gedeligste julekalender, næstefter den i 2007, vil kunne læses på alken.dk i december.

Indtil videre 'XXXX' og Eva