Forside
Mejeri
Borgerforening
Foreningen Liv i Landsbyen
Købmanden i Alken
Kultur
Alken-koret
Natur
Alken Saftklub
Trafik
Vandværk
Teknik og anlæg
Dover GF
Alken Minimarked
Historie
Liv i byen
Folk i Alken
Adele og skolen i Mali
Alken Gedemarked
Håndtryk
Folk i Alken 2007
Folk i Alken 2008
Folk i Alken 2009
Folk i Alken 2010
Folk i Alken 2011
Folk i Alken 2012
Folk i Alken 2013
Folk i Alken 2014
Atma fra Alentejo
Lokale links
Alken-Chinenke
Arkiv
Video-vitser
alken.dk
smalltalken
Opslagstavle
Svejstrup
Bolig i og omkring Alken
Shelter i Alken
|
 

Brugernavn:

Adgangskode:


 

Powered by frontGATE websolutions

 

Folk i Alken 2009

23. dec. 2009 Trudi i tv. Hospitalsklovn Gitte Møller Madsen var til gaveuddeling på børneafdelingen i Kolding. TV Syd var med. (sjette indslag 22. dec.)
13. dec. 2009 Designerportræt fra ABCFilm. 'En gryde til min kone'. Finn Mathiasen, ABCFilm, har sammen med Stig Guldberg lagt sidste hånd på deres film om den verdensberømte designer Jens Quistgaard, der døde i 2008 - nærmest ukendt i Danmark. Læs mere.


20. nov. 2009 * Porse ikke ind. Peder Porse (V), der har været lokalpolitiker siden 1990, kom ikke ind i byrådet denne gang. Det gjorde derimod Astrid Lynge Pedersen (V), der gik i skole i Bjedstrup fra 1986-92. Se smalltalken.

17. nov. 2009 * Farverig Mallorca-elsker. En af Alkens kreative personligheder, Pia Pedersen, Emborgvej 137, fylder fredag 20. november 50 år. Pia er født i Ribe, og har bevæget sig i det midt- og vestjyske over Århus, før hun kom til Alken. Her stiftede mange første gang bekendtskab med Pia gennem hendes énkvindes-børneteater ’Frøken Brun’ – en komisk og kejtet figur, hun optrådte med på skoler og i institutioner – og altså også i Bjedstrup. Pia har tidligere slået sine folder i - og turneret med - teatrene ’Guldkalven’ og ’Narreskibet’.


Hun udfolder gerne sine kreative sider – har både en humoristisk og en digterisk side. Pia digter om egne livserfaringer og til glæde for andre – bl.a. læserne af alken.dk. I Alken-koret har hun sunget sopran og elsker i det hele taget sang og musik. Hatte, kjoler og tørklæder i stærke farver er sagen – og hvorfor ikke bruge de lejligheder, der byder sig til at klæde sig ud – f.eks, når der slås katten af tønden på mejeriet?
Sin forkærlighed for spansk sprog og kultur har hun levet ud gennem afskillige besøg på middelhavsøen Mallorca, hvor hun sammenlagt har tilbragt et halvt år. Ikke mindst lyset og varmen trækker hende til, og at de spanske mænd har tradition for at være galante, giver gode betingelser for at kunne folde sine kvindelige sider ud.
Pia har lært spansk gennem flere år, elsker spanske film, og når det danske vejr bliver for koldt og gråt, trækker det igen efter at komme til Mallorca, hvor hun føler sig hjemme i det internationale miljø. For tiden tager Pia privatundervisning som makekup-artist til brug i turismen på den spanske ø. Det gælder hverdagsmakeup, men ikke mindst selskabsmakeup og glitter-tatoveringer.

 


16. nov. 2009 * Luna er kommet på landsholdet. En stor drøm er gået i opfyldelse for fodboldspiller Luna Gewitz, Svejstrup Enge: Hun er udtaget til U16 landsholdet.
Efter at holdet fra Ry Ungdomsskole kvalificerede sig til den jyske semifinale i sidste uge - var det vel - blev hun ringet op af landstræneren: Hun kom på landsholdet. Og i lørdags var hun med sit klubhold Skovbakken til junior-DM kamp mod Varde, hvor de vandt 4-3 . Luna scorede to og lagde op til et tredie og blev kampens spiller. Så hun er bare så glad og stolt, fortæller en stolt mor, Ninna Gewitz.
15. nov. 2009 * Back’en fylder 50. Svagstrømsingeniør, snapsebrygger og stabiliteten selv, Søren Laursen, Boesvej 3, fylder lørdag 21. november 50 år.
Varde-drengen Søren er ældst ud af en søskendeflok på fire drenge. Han er elektrikersøn og blev selv uddannet elektriker, arbejdede dog ikke lang tid som svend, før han startede på ingeniørstudiet på Sønderborg Teknikum.

Via Sønderborg, Aalborg, et års rygsæksrejse og Århus havnede han i smørhullet Alken / Svejstrup Enge. Sammen med sin Edel, som han nu har gået hånd i hånd med i mere end 30 år – flyttede han i Alken først i andelsbolig på Søbjergvej, og - efter lang tids grundig søgning efter det helt rigtige landsted på egnen med ordentlig plads til udfoldelse  – på ’Møllegården’ på Boesvej.
Søren har arbejdet som svagstrømsingeniør ved Chr. Rovsing i Aalborg og er nu ved Kosan Crisplant i Skejby, hvor han bl.a. konstruerer testanlæg til sorterings- og transportanlæg i lufthavne og postterminaler.
Som fritidslandmand kaster han sig både over plantage og høns, sø og stald. Og som selvbygger på den store ejendom har han både med stor grundighed sat overetage med værelser til alle tre børn i stand og bygget svedehytte.
I weekenden ses han som regel i sin blå arbejdsjakke med et par ordentlige høretelefoner af god kvalitet – valgt med omhu - så han selv under ringe sendeforhold kan høre P1 eller Sport på 3’eren, mens han bevæger sig rundt på matriklen.
Søren er ivrig snapsebrygger og naturvandrer, og hører til den faste kerne på Mejeriet, når der er Parabold. I det hele taget har han altid haft en bold i nærheden. Tidligere håndbold og fodbold, nu er håndbolden dog byttet ud med golfkuglen, men fodbolden kører videre. I Dover Gymnastik Forening udfylder eller har han udfyldt alle de pladser og funktioner, en lille aktiv landklub lever af bliver gjort – uden de store armsving. Søren kridter baner op, sørger for, der er dommer på kampene, træner børne- og ungdomshold, kører selv til kamp – og sørger ganske enkelt for alt det grundlæggende i fordboldafdelingen – men er sjældent den, der stiller sig frem i forreste række. Han er backen på old-boys-holdet, der står fast i tacklingerne – også nogle gange så fast, at han som nu er skadet - noget med knæet. Det hænder, at han også rykker frem på banen, men han kan ikke ramme målet, så det er yderst sjældent, han bliver noteret for en scoring – en enkelt i sæsonen, lyder en vurdering fra en kampfælle.
Sørens indsats er først og fremmest den knap så synlige – men han er der bare, sørger for, at det hele glider, og kridter i mere end én forstand banerne af, så mange andre kan komme til at udfolde sig. Det gælder ikke mindst Simon, Anders og Anne, der alle er fulgt i Søren og Edels fodspor med flittig træning uden- og indendørs, travle weekends med lange køreture til stævner og kampe, småskader og stærk fornemmelse for den holdindsats, der kan giver resultater og oplevelser, man kan bygge videre på.
Selv følger fødselaren stadig børnenes udfoldelser på fodboldbanen - kører gerne langt og længe. Satser stærkt på at skulle i Parken til foråret, når Anne sammen med pigerne fra Ry Ungdomsskole forhåbentlig når EkstraBladet´s finale.


 

 


14. nov. 2009 Mere åbne kursusforløb. Shamankvinden Birgit Bune åbner nu uddannelsen med Ahamkara, så man kan vælge enkelte moduler. Se mere.
8. nov. 2009 Klaus med kørekort. Klaus Vind Abildtrup, Alkenvej, har erobret et førerbevis til motorkøretøj. Tillykke.


6. nov. 2009 Misha fylder rundt. Mikhail – eller bare Misha - Belinson, Emborgvej 121, fylder søndag 8. november 50 år. 


 

 

4. nov. 2009 * Poul Ganer fylder 50. Græsrod, musiker og tidligere Alken-borger Poul Ganer, nu Ry, fylder fredag 6. november 50 år.
I den anledning genoptrykker alken.dk Tove Nyholms indlæg fra Byfestbladet 2005 med overskriften 'En poetisk græsrod':

Vi lever et levende liv

mennesker, insekter, siv

og at det som er kært

er det som er sært

det er renlig barndoms tale

med rod i al naturens høje sale

høje sale, høje sale.

La os leve, la os leve,

La os leve, la os leve.

Poul Ganer


Siden jeg flyttede til Alken, har jeg haft en nabo som, når vi render ind i hinanden, altid har en lille hilsen med fra alt det, der gror og lever. Der er altid livstegn i naturen, selv en grå og kold januardag kommer han og fortæller, at nu er der friske velsmagende hyldeskud, eller at han har lige set isfuglen nede ved Mossø.

Det er Poul jeg taler om, Poul Ganer der bor i Mejeriets overetage, og jeg har bedt ham fortælle lidt om sit liv. 

Poul blev født i Skjern, som den næstældste blandt tre søstre. Familien boede der, indtil Poul var 12, 'lige længe nok til at se dem ødelægge Skjern Å', siger Poul.

Der var storke i byen, og Poul færdedes meget ude omkring i området. Familien slog sig dernæst ned i Skive, tæt ved fjorden og Krabbesholm Skov.

Sidst i gymnasietiden meldte han sig ind i Natur og Ungdom og mødte mennesker, han kunne dele sin interesse med. Han blev snart en aktiv forkæmper for miljøet, meldte sig også ind i Radikal Ungdom og aktionerede, købte en guitar og lærte sig at spille og skrev sange om det, der optog ham.

Efter gymnasietiden flyttede han til Århus for studere filosofi, idet han håbede at lære mere om den fremvoksende øko-filosofi. Men faget var simpelthen for 'kedeligt og u-socialt' for Poul, som i stedet fandt langt mere glæde i at arbejde som frivillig, og siden lønnet medarbejder på Natur og Ungdoms foreningsgård ved Klostermølle. Der var trykkeri og mødelokaler, og Poul fik en masse erfaringer med at lave foldere, kurser og vandreture. I 1980 var han med til at tilrettelægge en Vadehavs-festival, og samme år optrådte han med egne sange om Vadehavet i Viseteltet på Roskilde-festivalen! 

En vinterdag i 1984 kørte Poul sammen Jan Kjærgård rundt på en foredragsturne om ’Padder og Krybdyr’. Det havde sneet kraftigt, og bilen skred ud og ramte et træ. Poul fik åbent kraniebrud og måtte efterfølgende bruge tid på genoptræning. I de følgende år fortsatte han imidlertid med sine aktiviteter, og i 1988 flyttede han til Alken.

I 1992 flyttede han ind på Mejeriet  - samme år som jeg og min familie købte mejeribestyrerens hus. 

På Mejeriet var der den energiske Anette Nielsen, som havde etableret Alken Kunstcenter, og Poul hjalp til, indtil det lukkede ned, og fortsatte siden hen med udstillinger om urter og kunst oppe i Galleriet på Mejeriets overetage.

 I 1995 var han med til at starte partiet SOL (Solidarisk Alternativ), som siden hen er blevet til de Grønne Demokrater. Han skriver læserbreve, og han løber Maraton, og i årevis har han bidraget med sine sange, når 'Jyder Mod Overflødige Motorveje' har aktioneret. 

Poul holder øje med alt det spiselige og blomstrende, I møder ham sjældent uden noget af det i hænderne, og han er altid god for en opskrift på urtesalat eller blomsterkompot. Han kender vores egn ud og ind, og som I ved, er Poul også altid klar på at vise vej på svampe- og fugleture. Og kommer vejen forbi en af de mange bække, der springer ud af bakkerne heromkring, stiller han sig gerne op ved dens bred og klukker en hyldest til den:

 

Du lille livsfulde bæk

- du pibler og pibler

kommer af moder jord.

Dråbe for dråbe

samles du til en stor

dansende strøm.

Ingen tvivl, ingen undren,

kun selvfølgelig dansen dig frem…….

                                           

                              Lene Else Hansen/Poul Ganer

 

 

Lad denne lille notits være en hyldest til en ægte græsrod, en vogter og værner af vores fælles natur. 


 

 


28. okt. 2009 * Porse vil ind igen. Peder Porse (V) stiller som den eneste her fra området op til byrådsvalg. I 2005 stillede også Joachim Speck (EL) og Anne Grethe Steensig (R) op - og Poul Ganer (Grønne Demokrater) til regionsrådet - uden at komme ind.
Omtalen af Grethe Damholdt - og af Hans la Cour  lidt længere nede på siden.

25. okt. 2009 * Indsigtsfuld handymand fylder 50. Peter Gregersen, Alkenvej 167, fylder torsdag 29. oktober 50 år.

Peter er født og opvokset i Nordjylland mellem Løgstør og Nibe - først sammen med sin far og mor i Brøndum på morfarens store gård. Da Peter var fire, flyttede de til et lille murermesterhus i Kølby, og tre år senere købte de gård i Lundby, hvor de drev grisefarm i en del år.


Udover det var Peters far post og hans mor frisør. Peter og hans bror Jens fik også en tredje bror, Anders, der var født multihandicappet og det meste af sit liv har været på døgninstitution.

Peter gik i landsbyskole med flere årgange i samme klasselokale, tog siden realeksamen på Farstrup Skole og HF på Ranum Seminarium. Lærerseminariet droppede han efter et års tid.

Da Peter var 18, mistede han sin far og måtte for en tid passe gården sammen med sin mor, indtil de solgte gården, og Peter tog på højskole i Brandbjerg.
Efter højskolen flyttede han i lejlighed i Prinsensgade i Aalborg og begyndte som skovarbejder i St. Restrup Skov. I julen 1983 mødte Peter Gitte på den lokale kro i Nibe. De blev kærester, og Gitte boede i Århus, så der blev brugt en del penge på transport mellem Aalborg og Århus. Efter et halvt års tid flyttede den unge VS'er til Langå i et kollektiv i et stort gammelt hus kaldet slottet med hjemmedyrkede, økologiske grøntsager og ølbrygning. Da kollektivet blev opløst, flyttede Peter ind i Gellerupplanen, hvor Gitte boede i kollektiv. Som langtidsledig kom han i Århus Arresthus – altså som medarbejder – og sammen flyttede Peter og Gitte i en lille lejlighed i Åbyhøj. Den var hyggelig, men uden afløb under køkkenvasken.

I 1985 startede Peter på Jydsk Pædagogseminarium i Århus og blev færdig i 1988. Men inden da købte de to andelslejlighed på Frederiksbjerg til den store sum af 25000 kr. Her boede de, da Andrea blev født, og i en treværelses i samme andelsforening blev Frede født i 1991. Peter arbejdede på Fjordsgades SFO og brugte under en orlov i 1993 to måneder i Ghana på at opleve og lære at spille afrikanske trommer.

Der var ikke nok for handymanden at gøre i lejligheden, så familien købte kolonihavehus i Skovlunden i Marselisborg. Her flyttede de ud hvert forår i april og i september hjem igen i lejligheden, som var fremlejet sommeren igennem.

Han har også været pædagog og souschef på Møllevangens Fritidshjem, arbejdet på døgninstitutionen Bøgholt og siden 1997 som afdelingsleder af klubben Sct. Georgsgården i Skanderborg. Peter – der selv er ivrig amatør-rockmusiker - giver de unge sceneplads og opmuntring til at udfolde sig musikalsk. Han brænder for at hjælpe og guide de svage unge og deres familier, og er pt. i gang med en efteruddannelse inden for familieterapi.

I 1998 kom familien til Alken og boede først fire år på Alkenvej 44. For syv år siden er de så rykket ind i huset på Alkenvej 167, hvor den ivrige og kreative  ’Byggemand Bob’ har haft rigtigt travlt med at gøre huset til et fint, godt og dejligt sted for familien at bo. Masseovn, tilbygninger og terrasser hele vejen rundt. Tilnavnet Byggemand Bob fik han af en lille dreng fra byen, der hver gang, han gik tur med sin far og mor forbi huset pegede og sagde: ’Der bor Byggemand Bob’.

Peter er en meget arbejdsom og kreativ mand, og udover at bygge og lave om på hus, bruger han adgangen til Mossø rigtig meget. Han fisker, sejler, bader og tager indimellem alene på overnatningstur på den selvbyggede tømmerflåde.

I fritiden spiller han floorball i Skanderborg på 2. divisionsholdet. På holdtrøjen står der Papi, da han er en af veteranerne på holdet, som også tæller hans søn Frede.

Mange års interesse for selvudvikling og selvindsigt har ført ham til mange kurser og udviklingsforløb, og en time dagligt står den på meditation.

Peter har stået for gadekonkurrencerne under byfesten, har i en længere periode været en del af bestyrelsen på Alken Mejeri og var bl.a. med til at lave cafeen og den store sal så flotte, som de er i dag.

Nu er han medlem af bestyrelsen i Håndtryk - som spændende og ny udfordring for byen og ham selv.


 


25. okt. 2009 * Grethe Damholdt er død. I fredags sov Grethe Damholdt, Alkenvej 67b, stille ind derhjemme med sin familie omkring sig. Grethe fik i april konstateret kræft, og for to uger siden sagde lægerne, at der ikke var mere at gøre. Grethe blev 62 år.
Grethe elskede sine lange traveture og i det hele taget at være udendørs – altid i sin karakteristiske skidragt. Glad, smilende og lattermild mødte hun til det sidste sine naboer, som hun har gjort det i sine 41 år i Alken.

Grethe var gårdmandsbarn og stammede fra Christianshede ved Bording, hvor hun var både nabo og skolekammerat med Verner. De to flyttede efter et par i Norge til Alken i 1968 og blev gift i 1969. Grethe var i mere end 25 året ’natputter’ i ældreplejen i Ry Kommune. Én af hendes gamle arbejdskammerater herfra nåede i sidste uge at skrive et langt brev, som Grethe nåede at glæde sig over. Hun beskrev Grethe som den altid omsorgsfulde og betænksomme kollega med stor respekt for de ældre.
For to år siden forlod Grethe og Verner samtidig arbejdsmarkedet og gik henholdsvis på efterløn og pension.

I ferierne sejlede de i mange år de danske farvande tynde i båd – og tilbragte sommerferien i båden. De to gør-det-selv-folk brugte også masser af fridage i sommerhus i Søndervig.
Grethe efterlader sig udover Verner børnene Morten, der bor i Ry sammen med sin kone Heidi og deres to piger Kia og Mai, samt Marianne, der bor i det sydvestlige England med sin mand Noel.

Begravelse fra Ry Kirke onsdag 28. oktober kl. 13 med gravøl på Alken Mejeri bagefter. Alle er velkomne. * I Alken Minimarked samles der ind til blomster.


 

23. okt. 2009 Hans la Cour er død. Tv-fotograf, forfatter og rejsende Hans la Cour Andersen, Lundhøjvej 6, Svejstrup, er død 55 år gammel. Han fik i det tidlige forår konstateret kræft og døde efter måneders sej kamp natten til torsdag på Kommunehospitalet i Århus.
Hans la Cour blev i 1972 student fra Ribe Katedralskole, hvorefter han meldte sig som en af de yngste på det første hold på Det Nødvendige Seminarium på Tvind. Han blev folkeskolelærer i Roskilde og medlem af U-gruppen, forløberen for Tvinds Lærergruppe, som han delte vilkår med gennem 18 år.

For Hans betød det engageret og nyskabende skole og internationalt solidaritetsarbejde – og mange lærte ham at kende som idérig, sprælsk og musikalsk kammerat med skæve indfald.
Hans gjorde perioden med fra gamle busser og betonveje i det vestjyske til Tvinds nye rolle som ejendomsbesidder i den tredje verden.  Han stod gennem flere år i spidsen for en lang sørejse på skibet ’Return of Marco Polo’ verden rundt for at finde og beskrive egnede forskningsprojekter for en af Tvinds fonde – og blev siden producer og tilrettelægger på Tvinds satellitkanal.
I sin bog ’Den Rejsende’ fra 2002 beskrev han med humor, refleksion og anekdotisk fortælleevne om de intense år, hvordan mødet med verden uden for Tvind efterhånden fik ham til at tvivle på ideologien bag, og hvordan han i 1990 forlod det stærke og arbejdsomme, men også ubønhørlige kammeratskab, der ikke kunne rumme tvivl på sagen.
På New Zealand byggede han sammen med sin kone, chilenske Leila Ale Hassan, en ny tilværelse op fra bunden: som freelance tv-fotograf og tilrettelægger. Nu gjaldt det dokumentarfilm, rejse- og magasinprogrammer og kommercielle videoproduktioner ikke mindst i den maritime verden.
Sideløbende med sin åbenhjertige bog fortalte han i en dansk tv-dokumentar om baggrunde og inside-oplysninger fra Tvinds fonde, der førte til en langstrakt sag om skattesvindel mod en række topfolk fra Lærergruppen. Hans blev kronvidne og bevarede den højt profilerede sag igennem en loyalitet mod sine egne og Lærergruppens oprindelige idealer samtidig med en kompromisløs kritik mod det system, han selv havde været en del af, og hvis egeninteresse efterhånden overskyggede kampen for en bedre verden.
Sammen med Leila og tvillingerne Nils og Nadine flyttede han i 2005 til egnen vest for Skanderborg og fik professionel base i Filmbyen i Århus. Han fortsatte med arbejdsrejser med kameraet på skulderen, skildrede gennem flere år America’s Cup og filmede i sommeren 2008 ved de olympiske sejladser i Qingdao.
Hans la Cour var i usædvanlig grad en internationalist, der kunne opliste 83 lande på kloden, han havde besøgt. Berejst og belæst havde han altid en international vinkel på begivenhederne og var en medlevende verdensborger med et kritisk blik på selvtilstrækkelighed og dansk snæversyn. Han havde kant og var en ivrig stridsmand, der ikke skånede sig selv, hverken i diskussioner eller strabadser. Hans nysgerrighed, energi og engagement skaffede ham værdifulde kontakter overalt.
Sit seneste filmprojekt arbejdede han videre på fra sygesengen til sidste dag – en
dokumentarfilm om oprindelige folk i Peru og deres kamp for retfærdighed over for loven. 
Udover sin nærmeste familie – Leila og børnene - efterlader han sig sin mor,
svigermor, tre søskende og venner på alle kontinenter.

Begravelse fra Dover Kirke tirsdag 27. oktober kl. 14.


 

18. okt. 2009 Fru Hansen er død. Sigrid F. Hansen, tidligere Alken, døde 12. oktober. Hun blev 97 år. Fru Hansen drev i en årrække Alken Vestergård sammen med sin mand Viggo Hansen. Siden flyttede hun op til søudsigten på Søbjergvej, og herfra flyttede hun i 2007 på plejehjem. Begravelsen har fundet sted.

11. okt. 2009 Jens har 25 års jubilæum. Skuespiller Jens Zacho Böye, Alkenvej, har i år 25 års jubilæum ved Århus Teater, hvilket blev markeret ved en forestilling lørdag. Læs om hans karriere.
11. okt. 2009 Maria på talentskole. Violinist Maria Sandberg Ballowitz, Svejstrup Enge, er blevet optaget Den Jyske Talentskole - et nyt tilbud med undervisning gennem et år af professorer fra Det Jyske Musikkonservatorium - og studietur til Berlin.


7. okt. 2009 * Hvad laver Søren egentlig? Altså Søren Christensen fra Doktorboligen. Ja, i den sidste weekend i oktober står han for et fastekursus på mejeriet, hvor folk fra Alken kan være med for halv pris. Se opslagstavlen (7. okt.)
5. okt. 2009 * Magisk og venligt sted. Det amerikanske par Cheryl Mattingly og Steven Heth bor i et halvt års tid i Alken og præsenterer her sig selv:
Cheryl: I am here as a guest professor at University of Århus in the Departments of Anthropology and Philosophy.

We are in Alken because I brought Steven here once to visit our good friend, Lone Grøn, and we thought not only was this a magic and friendly place, it was the opposite of Los Angeles.

Steven: I work in the television business in Los Angeles and am most grateful to be taking time off from my work to join Cheryl here in Alken. It's a real pleasure living in this very peaceful little village, worlds away from the frenetic place of Los Angeles. I've been enjoying the wonderful solitude, the dramatic weather, meeting neighbours and taking pictures and videos of this very special place.


 

 


4. okt. 2009 * Eva som fellow traveler. Den amerikanske rejseskribent og fotograf Meg Pier præsenterer på sin hjemmeside forskellige aspekter af rejsen. Hun rejser jorden rundt, skriver bøger og rejseartikler for bl.a. Boston Globe og præsenterer hver måned en gæst på sin klumme Peer to Pier 'Conversations with fellow travelers'. Denne gang Eva Michaelsen.
2. okt. 2009 * Sopranen fra Søbjergvej. Lørdag 3. oktober fylder Alkens årlige banko-bagkvinde Jytte Elleby, Søbjergvej, 50 år. Jytte, der voksede op i Viby som den ældste af tre søstre, var en sportslig aktiv pige med både både badminton og svømning – er fortsat en hurtigsvømmer - og student fra Statsgymnasiet i 1979.

 


Hun var aktiv i kvindebevægelsen i slutningen af 70’erne og starten af 80’erne, boede i kollektiv i Graven i Århus, gik på højskole, var på ølejr på Drejø, på dansekursus og med i rødstrømpe-bevægelsen. Man kommer heller ikke uden om at nævne Thai Chi, makrobiotisk madlavning, selvudviklingskurser, meditation, massagekurser og uddannelse på Nordlys Centret i Silkeborg.
Jytte er både zoneterapeut og sygeplejerske, har sidenhen taget Bodynamic uddannelsen og e
r ikke den, der går af vejen for et godt kursus, og slet ikke hvis det har selvudvikling som tema. Hun har fulgt kurser i kineseologi og tankefelt-terapi. Hun har haft perioder med rejser til Bali og USA, opsøgt Sai Baba i Indien og flere gange besøgt det spirituelle bofællesskab Find Horn i Skotland og siden undervist i Circle Dances herfra.
Jytte flyttede første gang til Alken for 22 år siden og har siden boet mindst fem steder i byen. Først i to værelser, hvor nu Karin og Jans familie bor. Så flyttede hun igen til Århus og gjorde sygeplejeuddannelsen færdig. Siden i Ole Keldorfs hus og senere i lejligheden hos Verner og Grethe. Så gjaldt det en kort periode i Ry og i et husmandssted på Overmarksvej bag Dover Kirke, men de sidste 10-12 år på Søbjergvej. Med andre ord så bofast, at gode venner nu turde skrive hendes adresse ind i adressebogen med kuglepen.
Hun var med til at etablere meditationsgruppe i Alken for ca. 10 år siden sammen med Claus Madsen og Peter Værum og
er fast deltager i den lille onsdagsklub, hvor meditation, tæppe og egen skammel er faste bestanddele.
Jytte er en absolut fast deltager i Alken-koret – som en del af den hårde kerne leverer hun en altid stabil og vellydend sopran.

 

En sommerferie på Anholt resulterede i, at hun mødte Per, og for ni et halvt år siden fik hun Martin. Hun folder sig lokalt ud på flere fronter - som fodboldtræner sommeren igennem på stadion i Dover GF, og til indendørs fodbold i Ry-hallen. Hun er i disse år ankerkvinden på borgerforeningens banko- gevinst-indsamlingshold og har gennem en årrække varetaget en kompetent bestyrelsespost på Alken Mejeri. I sin andelsboligforening på Søbjergvej er hun kasserer.

 

Som sygeplejerske i ældreplejen i Skanderborg Kommune arbejder hun nu på plejehjemmet Søkilde i Ry, hvor hun – også for tiden – efteruddanner sig inden for demens.

 

Hendes far var landbrugskonsulent, og i dag er Jytte ivrig naturelsker - vandrer, cykler, padler i kajak og ordner have. Indendøre folder hun origami-papirfugle på japansk, så de fylder hele vægge.

 

Hun har i det meste af sin barndom holdt sommerferie i sommerhus ved Begtrup Vig, hvor familien fortsat har familie-sommerhus.

 

På madfronten er hun til en for de fleste mennesker alternativ kost – og var i en årrække vegetar.


 

 

28. sep. 2009 * Sig tak og voks en lille smule indeni. Der er nyhedsbrev fra Eagleroad ved Illerup - om kurser og foredrag - indianerliv og asatro.

24. sep. 2009 * Birgits hjemmeside er færdig . Shamankvinden Birgit Bune har sendt Shamankvinden.com i luften. Læs om shamanisme, procesarbejde - og Birgits baggrund. Atma Skytte står bag siden.


 


12. sep. 2009 * Niels Kaas musikdirektør. Violinist, arrangementschef og tidligere Alken-borger Niels Kaas er udnævnt som direktør for Jysk Musik- og Teaterhus i Silkeborg, oplyser Midtjyllands Avis.

5. sep. 2009 * Er født i tordenvejr og kan ikke sidde stille. Eurytmist, foredragsholder, Camino-pilgrim, coach, vinterbader og kursusarrangør, m.m., Eva Michaelsen, Alkenvej 32, fylder mandag 7. september 50 år. Eva er andengenerationsindvandrer. Evas far, Louis, kom som nyuddannet dyrlæge i praktik i Stockholm og mødte dér Evas mor, Ingrid, som var på vej ind i en karriere i SAS ligesom sine brødre. De flyttede til Danmark og fik først storebror Ole i 1950 og storesøster Ingrid i 1951. For lidt over 50 år siden stod himmel og jord i ét i den lille landsby Viuf nord for Kolding.

(Foto: Pia Gedsø)

Uvejr, torden og lynet slog ned i dyrlægeboligen, så der gik ild i skorstenen. Evas mor sad højgravid i stuen og fik et ordentligt stød, hvorefter både strøm og telefon var afbrudt. Evas far kørte til nabolandsbyen for at ringe efter brandvæsenet, mens gode naboer hjalp med at slukke branden. En uge efter disse dramatiske begivenheder blev Eva født kl. 6.10. Monstro det heftige uvejr op til fødslen har haft indflydelse på temperament og sans for dramatik?

Barndommen på landet i Viuf tilbragte Eva hjemme ved Mamma og den unge pige, eller med Pappa ude på dyrlægebesøg. Eva har assisteret ved mange dyrefødsler, før hun kunne læse. Alle sommerferier hos den svenske familie udspandt sig på den lille ø Vidinge i den Stockholmske skærgård. Det var fuldstændig som ’Vi på Krageøen’. Man levede af fisk og blåbær, gik i gummistøvler pga. hugorme og var langt fra civilisationen. Det er måske dér, fascinationen af hav og klipper blev grundlagt. Andre sommeroplevelser i farmors sommerhus ved Grønninghoved Strand, hvor der sammen med fætre og kusiner blev badet, bundet dobbelt halvstik og sejlet i robåd. Få kilometer sydpå boede en anden familie. Eva ved intet om denne familie endnu. Og de eneste berøringspunkter på den tid KAN have været en mand, der på knallert kørte rundt i sommerhusområdet og solgte friskplukkede jordbær til Evas farmor.

 

Familien flyttede til Grenå i 1966, og Eva begyndte i skolen. Det gik som en leg med at læse og skrive, men hun holdt mest af tegning og maling. Andre favoritter var Blå spejder, heste og klaverspil (sjovest efter gehør). Familien boede dernæst et års tid i Rungsted Kyst og så blev Evas forældre skilt. Evas mor og Eva flyttede tilbage til Grenå, hvor der ventede skønne ungdomsår med masser af fester, guitarspil, skolerevy og teater. Pæne piger gik i nylonstrømper. Eva hørte til ’flipperne’, gik med bare tæer og i arbejdsskjorter, tog til Christiania-demonstration i København. Eva lærte også at meditere og praktiserede det med stor regelmæssighed.

 

Evas mors svenske kæreste, jazzmusikeren og kunstneren Olle, boede ombord på et stort smukt sejlskib i Grenå havn. Det blev til mange drømme om de store verdenshave og flittig læsning af Troels Kløvedals bøger. Samme Olle opmuntrede Eva til at gå den kunstneriske vej, og efter et smut til Sydfrankrig ankrede hun op ved Holbæk Kunsthøjskole, hvor hun tegnede og malede. Derefter flyttede hun til Sydfyn, hvor kollektivbølgen var på sit højeste med Svendborg Bogcafé og Klostermoster, hvor man gik i byen, og ude på landet ved Skårup, hvor man boede og råhyggede.

 

Efter disse fjumreår flyttede Eva i 1981 til Århus for at begynde på Grafisk Skole – adgangsbilletten til Kunstakademiet. Efter to år dér kom hun ind på Det jyske Kunstakademi og gik på grafisk linje hos John Olsen. Samtidig var hun blevet kærester med Claus, som præsenterede hende for en helt ny verden: Nemlig Rudolf Steiners antroposofi. Det blev til et møde med en kunstnerisk pædagogik og en ny visionær måde at se mennesket på.

 

Eva blev ansat på Steiner-skolen i Århus, hvilket førte hende videre til tre år i Schweiz, Først et år på malerskole hos Gerard Wagner ved Goetheanum, Dornach uden for Basel, hvor hun også blev introduceret til eurytmien. I en alder af 25 år fandt Eva ud af, at hun ikke kunne sidde stille. At hun måtte bevæge sig. Og at eurytmi var fantastisk! Hun begyndte følgelig på Eurytmiskolen hos Lea van der Pals. Evas mor døde sommeren 1985, men Eva nåede hjem fra Schweiz.

 

Efter tre år i det midteuropæiske med adgang til stor kunst lige om hjørnet i Frankrig, Tyskland og Italien valgte Eva at flytte til nøjsomme Norge: Stjernelæreren Margrethe Solstad skulle overtage ledelsen af eurytmiuddannelsen i Moss. Og Eva nød at bo på Jeløya, en ø uden for Moss, hvor hun også forsvandt i timevis på vandring i skovene.

 

Efter i alt seks år i udlandet kom Eva til Århus, hvor det var ’Eurytmiensemblet Ildfuglen’, der fyldte mest i fem år. Man øvede fra morgen til aften og gav masser af forestillinger i ind- og udland. Det var en periode, hvor eurytmien blomstrede i det meste af verden. Eva blev også brugt som designer af plakater og programmer mv. Det var før, nogen havde fortalt, at den slags kunne laves på computer. Så det var store ambitioner, smuk håndskrift og klippe/klistre ved kopimaskinen.

 

Samtidig begynder Eva at undervise børn, unge og voksne i eurytmi. Fritiden bruger hun på mange lange gåture i Marselisborgskovene, hun maler igen og går på skrivekurser, lærer om kortprosa, digte og noveller. Og så et sporskifte: Eva bliver leder af en teatergruppe for socialt udsatte. Hun skal lave forumteater og turnere rundt på uddannelsessteder og forsorgshjem.

 

Derefter er Eva fuldtidsansat på Steinerskolen i Skanderborg i tre år som eurytmilærer. Et interessant, men krævende job, og hver sommer bliver Evas gåture længere og længere: Ned langs Vadehavet, rundt om Bornholm, øhop og vandring i den stockholmske skærgård. I 1997 går hun sin første Camino (pilgrimsruten) i Spanien. Hun går næsten 800 km, men fire uger rækker ikke, og hun er fast besluttet på at bruge hele sin sommerferie året efter.

 

Som sagt, så gjort. Hun ankommer til Verdens Ende (Finisterre) ved Atlanterhavet en tidlig morgen; følges med en nordmand, og de går ind på en bar for at få morgenmad. Gerne tortilla, den lidt tunge kartoffelomelet, som er så god at gå på. Ved baren sidder en mand og læser. Han ser bekendt ud, men eftersom han læser i en spansk avis (eller lader som om det?), regner Eva med, at han nok er spansk. Så siger han noget på dansk og forklarer hvor de kan få tortilla! Det viser sig, at han hedder Knud Erik og er med på sejlbåden ’Den Vilde Jagt’ fra Århus. Den er på sin først jordomsejling og nu ligger i Finisterre. Eva spørger, hvor han kommer fra: ’Århus’. ’Hvor i Århus?’ og da han siger Frederiksbjerg, bliver hun klar over, at hun har set ham i Føtex! Og at de bor 300 meter fra hinanden. Eva bliver inviteret ombord på ’Den Vilde Jagt’ og senere hjemme i Århus bliver de kærester. Og her er det, de finder ud af, at manden, som solgte jordbær til Evas farmor mange år tidligere, nok har været Knud Eriks far.

 

Inden der er gået et år, er Eva og Knud Erik på boligmarkedet. De leder i nord, øst og vest, men lige pludselig går det stærkt (i syd), for der er et drømmested i noget, der hedder Alken, og man kan bare tage toget derud. Pludselig er de husejere, men det er noget af en renovering, der venter dem. Og de finder ud af, at der ligger en fantastisk landsby på vejen til Århus. Med masser af dejlige mennesker og fællesskab. Efter den første tørn med huset tager de fire måneder til Firenze, hvor Knud Erik arbejder på EUI i San Domenico di Fiesole, og Eva går på sprogkurser og bruger det meste af tiden på kunsten: i museer, kirker og klostre. Italien er fantastisk og yndlingsland!

 

Hjemme i Danmark igen begynder Eva den usikre business som freelancer. Først med eurytmien som procesredskab, hvilket giver spændende opgaver. For at få flere strenge at spille på tager hun en et-årig uddannelse som trivselskonsulent og coach.

 

I 2002 er det gode skib ’Den Vilde Jagt’ på Kreta, og på vej hjem fra sin jordomsejling efter fire år. Her genser Eva skibet, er med til at male det og sejler så med til Sicilien. Drømmen om at sejle, som har ligget og luret, bliver endelig indfriet, og i de efterfølgende år er der sejlads hver sommer.

 

Ved et tilfælde begynder hun at holde foredrag om Pilgrimsruten i Spanien og får pludselig mange henvendelser. Det er som om, at tingene lægger sig til rette for Eva, og hun får lov til at beskæftige sig med essensen af moderne pilgrimsvandring. Udover foredrag bliver det nu også til udvikling af kurser, som foregår i Søhøjlandet. I 2006 går Eva for tredje gang pilgrimsruten i Spanien. Det giver endnu engang en fordybelse i temaet og meget at give videre til andre mennesker. Senest er Eva blevet fast underviser på Ry Højskoles sommerkurser med sit Pilgrimskursus.

 

I Alken gør Eva sig gældende som alt i koret, i kunstudvalget på mejeriet og ikke mindst som kvinden, der med finurlig ordekvilibrisme står bag den lidt knotne ged Dario, der i 2007 leverede julekalenderen på alken.dk.


 

 

 

 

3. sep. 2009 * Holder bryllup efter 22 år sammen. Iben og Karsten Munk, Boesvej 6, skal vies lørdag 5. september. Parret, der længe har huseret på egnen, har holdt sammen siden 1987 og holder nu bryllup efter vielse i Kristensamfundet i Århus. I Århus boede Iben også, da hun mødte Karsten, der var mejerist, før han uddannede sig som heilpraktiker og homøopat. Han var tidligt ude med at uddanne inden for den alternative verden og har haft klienter i mindst 20 år. Iben, der i en del år har undervist på Rudolf Steiner-skolen i Skanderborg, er både uddannet som massagelærer og som kostsvejleder. Sammen ejede de i en periode zoneterapeutskolen Logos i Viby. Før de flyttede i andelsbolig i Alken – Søbjergvej 7 – boede de i Sdr. Vissing, og efter Alken i Skanderborg Øst, før de fandt deres landsted på Boesvej. Her skaber de sammen smukke omgivelser og elsker begge både skoven og haven – en stor, biodynamisk køkkenhave. For Iben er haven ren terapi, og som Karsten siger, vil han meget hellere plukke bær end lære, hvordan man bruger den der computer.


Der er med andre ord gang i masser af projekter – nogle gange lige oven i hinanden – som den store reol i stuen i går og en ekstra mur i entreen i forgårs – lige oven i bryllupsforberedelserne. Til daglig er Iben klasselælærer i 1. klasse på Steiner-skolen – efter et års orlov. Karsten har hænderne fulde med Leonardo Akademiet, da Vinci Akademiet og Leonardo da Vinci Klinikken. Børnene er gået hen og blevet store: Elias på 17 går på Marselisborg Gymnasium, Benjamin på 20 læser økonomi i Århus, og Sarah på 24 læser medicin i Odense.

29. aug. 2009 * Rummelig og stærk. Dagplejepædagogen med klæbehjernen og det gode grin, Helga Lund, Anes Høj 5, fylder onsdag 2. september 50 år. Helga blev født på Skovlund Mark vest for Flensborg, hvor også far Lorenz var født og opvokset. Mor Gerda kom fra Ingerslev ved Århus. På gården boede også Lorenz’ bror, som var gift med Gerdas søster, deres søn Holger, samt fætter Knud, en slags storebror. I 1961 kom søster Kirsten til og seks og otte år senere brødrene Jens og Niels. Selv om Helgas onkel, moster og fætter flyttede til egen gård, var der livligt og travlt, så Helga måtte tidligt tage sig af brødrene og ofte også kusiner og fætre, der ikke boede langt derfra.


Helga har altid været fantasifuld og kunne som barn altid finde på en ny leg eller konkurrence. F.eks. at gætte tv-serier ud fra ganske sparsomme opplysninger som sendetid og -dag eller kendingsmelodi. Eller 'Gæt en reklame': Syng jinglen eller bank rytmen og gæt produktet. Helga var svær at slå, hun kunne huske et hav af tv-serier og kunne programtiderne udenad. Også reklamerne havde klæbet sig fast: 'Meister Propper', 'Haribo macht Kinder froh', 'Kinderschokolade - viel Milch weing kakao'. Hu var stor og stærk og svær at slå i korporlige slagsmål.

Helga startede i Valsbøl Skole, hvor alle elever var samlet i samme skolestue, der om søndagen blev omdannet til kirke for egnens danske mindretal, der i Tyskland er en kultur med et rigt foreningsliv, og Helga var naturligt aktiv i gymnastikforening og børne- og ungdomsarbejde. Barndommen på landet var dengang præget af efterdønningerne fra krigen, danskere, der havde deltaget mod deres vilje på tysk side, krigsinvalider på krop og sjæl, sent hjemvendte krigsfanger, oplevelser, der havde sat sine spor, stemninger, som kunne mærkes af børnene, der hurtigt lærte, hvem man snakkede med, og hvem man legede med. Allerede efter 4. klasse skulle hun beslutte, om hun ville satse på en studentereksamen, så den trygge landsbyskole blev skiftet ud med den voldsomt store Duborgskole i Flensborg. Med skolebussen, der samlede børnene fra vest, turen til storbyen på egen hånd og hjem igen, var det en voldsom omvæltning, men efterhånden blev det dagligdag og endnu en grænse overskredet. Helga var fantastisk til at huske mennesker. I skolen vidste hun, hvad alle hed, og hvilken relation, de havde til hinanden. Hvem der var kærester, havde været det eller var på vej til at blive det. Der var trygt og rart på landet, og elsket var hun af de små brødre, men for en 17-årig pige var der unægtelig ikke så meget gang i den som i 70’ernes Flensborg, så hun flyttede i kollektiv og fik en livlig periode med alskens godtfolk og mange af tidens samfundsrelevante emner diskuteret over en ’Flensi’.

 


Efter studenterhuen trak det mod Danmark, hvor Helga bl.a. havde været feriebarn i en dansk familie. Først en tur på Køng Idrætshøjskole i 1979, hvor glæden ved den folkelige idræt og interessen for alternativ energi blev dyrket og venskaber grundlagt.

Helga blev uddannet på børnehaveseminariet i Århus, et nyt og tidstypisk seminarium med rundkredspædagogik, trommedans og glade lilla farver. Hun flyttede ind på Skjoldhøjkollegiet, hvor også kæresten Niels boede.

 

Som ung nyuddannet pædagog i 1983 og nysgerrig på livet og storbyen, var der fuldt tryk på Helga: Ud at afprøve alle mulige områder indenfor pædagogikken, børnehaver, vuggestuer, børnehjem, opholdsteder, mødrehjælpen, sygehus og et enkelt handicaphjælperjob. Nysgerrigheden ved guitar- trommespil og filmproduktion skulle stilles, og forskellige boformer prøves af. Og så har hun da også lige læst Børne- og ungdomskultur på universitetet og idræt på seminariet, ….og nåh ja, kæresten Niels blev der ikke altid plads til. Men venskab med Helga stikker dybt, så da nu ex-kæresten Niels en dag skulle bruge en hovedrolle til et krimi-filmprojekt om grænselandet, var Helga frisk. Spillefilmen ’Der er vel grænser’ fik ikke det store gennembrud, men var sjov at være med i.

 

I 1987 flyttede Torben Nielsen ind i et kollektiv, hvor to af Helgas veninder boede. Helga solgte juletræer lige nedenfor kollektivet på 4. sal. Koldt var det, og Helga varmede sig med mange kopper kaffe i pauserne, hvor Torben beredvilligt serverede. THan var i gang med en større rolle og syntes, at vindueskarmen med kig til gaden var det ideelle sted at lære udenad, ligesom en øget indsats for kollektivets indkøb også passede ham rigtig godt. Helga og Torben måtte drikke sig mod til nytårsaften i kollektivet. Begge blev yderst modige, dog uden at det rakte til mere end en aftale om at gå i biografen. I 1990 købte de to et meget lille og meget gammelt bindingsværkshus 5 km. fra Århus midtby. Stærkt grænseoverskridende at flytte så langt væk fra cafeer, biografer og venner. Tænk sig, 5 km! Men vennerne kom alligevel, og turen på cykel til byen og på jobbet blev overvundet. Stedet var fantastisk, med køer, heste og marker udenfor vinduet, en dejlig have med frugttræer, buske og grøntsager. Det ideelle sted for de børn, som var så ønsket. Huset gennemgik også gennem årene en total renovering med bl.a. indretning af overetage, men selv om nu også pladsen var til det, lod børn vente på sig.

 

Det var en hård og nogen gange ubærlig tid, hvor ønskebarnet bare ikke kom, som det jo gjorde hos venner og familie. Men endelig kom Magnus i 1995, Helga tog al den orlov, hun kunne få, fik tid til at nyde samværet med ham og samtidig reflektere over andre ting i livet - ikke mindst beslutningen om at adoptere en lillesøster. Stedet dannede de perfekte rammer for familien på kort sigt, men når tankerne gled frem på skolestart, legekammerater, en lillesøster, endnu en tilbygning stod det tydeligt at skifte bolig.

 

Alken, som i mange år havde været i kikkerten, mens Torben arbejdede i Voervadsbro, kom igen i tankerne. Efter at have kigget på et par huse i byen, stod Helga og familie pludselig i byggeplaner til op over ørerne for Anes Høj. Netop, midt i al dette, sommeren 1999, ringede telefonen, og en stemme fortalte, at en datter ventede i Bolivia, om fem dage.

 

Mødet med dengang 13 måneder gamle Paola og turen til smukke Tarija, der varede to måneder, var fantastisk, berusende, som en fødsel, bare på en anden måde. Helga fejrede i Tarija sin 40 års fødselsdag med en sjov samling gæster: To andre danske adoptivfamilier, to ansatte fra børnehjemmet, hvor den ene havde sin niece og datter med, en advokat, en tolk, en hushjælp og selvfølgelig Magnus og Torben. Helga var stort set selv fraværende, da myndighederne havde fundet ud af, at moderen netop den dag skulle møde frem, og Paolas pas og papirer stemples og underskrives med boliviansk grundig- og langsommelighed.

 

I oktober 2000 skulle det nøglefærdige, indflytningsparate hus stå klar på Anes Høj i Alken, MEN den gamle tese, at ’det altid tager tre gange så lang tid, men bliver til gengæld kun dobbelt så dyrt’, viste sig at holde stik. Helga kørte fra august turen Århus – Bjedstrup med Magnus, som fik sin børnehave-start dér for ikke at skifte unødigt. Huset var solgt fra oktober, så et læs flyttekasser var rammen, indtil det første sommerhus viste sig at være et SOMMERhus og blev skiftet ud med først Gjern Badeland, senere et mere velisoleret sommerhus, ved Mossø, indtil huset på Anes Høj endelig kunne indflyttes i februar 2001.

 

For Helga blev det tid at prøve kræfter med nye sider af sine faglige kompetencer, og hun begyndte som børnehaveklasselærer og senere dagplejepædagog i Skanderborg. Efter at have vænnet sig til rollen som ’Nu kommer kommunen’, gør Helga også brug af sine mange års erfaringer med forskellige børn og deres ligeså forskellige forældre og de dagplejere, der har børnene i hjemmet.

 

Helga er kendt for, såvel fagligt som privat, at være begavet med en enorm rummelighed og respekt for mangfoldighed, hun dømmer ikke folk, men prøver at forstå, hvad der ligger bag udsagn og handlinger. Hun har en skarp iagttagelsesevne, kan ’læse’ børns intentioner og ofte vende dagplejere og forældres bekymringer og frustrationer konstruktivt. Helga har begge ben plantet solidt i den sandede jord, hun er opvokset på, men har samtidig den nysgerrighed, rummelighed og åbenhed, som er kendetegnet for hendes ophav.

 

I januar 2008 tog hele familien tilbage til Bolivia for at gense de mennesker, der i 1999 kom til at betyde så meget, se egnen, opleve mere af landet og give ikke mindst Paola flere billeder fra sine rødder. Turen, der varede en måned, står som en meget stærk oplevelse for hele familien, fra gensynet med mennesker, der var vidne til Paolas første tid, børnehjemmet, Tarija, turen i højlandet gennem ørkener, saltsøer, bjerge med sne, kondorer og lamaer, dagene ved Titicacasøen, og i hovedstaden La Paz. Men ikke mindst at dele det meste med Hanne, Henri og Carlos fra Alken, som var dejlige rejsefæller på store dele af turen.

 

I fritiden holder Helga først og fremmest af samvær, nærvær og hygge i hjemmet med sin familie. Hendes egen barndom på landet var ofte travl, og der var ikke ofte tid til at lave så meget med børnene, så det ligger Helga meget på sinde at engagere sig i Paola og Magnus’ hverdag, tage på ture, opleve og erfare verden sammen.

 

Helga har stærke bånd til sin store familie og er ofte samlingspunkt for familiefællesskabet. Glæden var også stor, da Lorenz og Gerda købte fritidshus på Anes Høj, tæt på børn og børnebørn, der alle bor her på egnen. Typisk for Helga fejrer hun sin fødselsdag, dels med den allernærmeste familie, der nemt løber op på 25 stykker, og dels med et udvalg af piger, som har været vidner til forskellige perioder af hendes liv, og i hvis selskab hun slapper af og føler sig godt tilpas.


 


27. aug. 2009 * Nyt forlag i Lindalen. Gitte Trenckner står bag virksomheden GT Forlag på Skanderborgvej i Lindalen. Det lille forlag, som brænder for motor-relateret litteratur. (Foto: Jens Jessen)
26. aug. 2009 * Ny Sanne til Alken. Her i sommer er Sanne Gry Hansen flyttet fra København ind på Sandvejen. Sanne og Benjamin Hoff Skovgaard er kærester. Velkommen til! (Foto: Søren Slebo)


21. aug. 2009 * Bhutan-Alken. Familierne Pandey og Bhudatoki står sammen med en gruppe frivillige for en Bhutan-Alken aften torsdag 17. september kl. 18.30-20.30 på mejeriet. Film, nepali-tea og snacks. Læs mere.
16. aug. 2009 * Hearts and Hands. Jørgen Finnemann, Emborgvej 90, er med i Hearts and Hands, der indbyder alle til åbningsreception i Århus 25. august for projektet Støtte til døende - Et spirituelt hospice-arbejde.


(Foto: Jette Jacobsen)


9. aug. 2009
* Vegetar og fødselar. Pædagog på Sølund og fotograf på alken.dk Sanne Dudoret, Alkenvej 161, fylder tirsdag 11. august 50 år.

Sanne Matzen, som hun hed som sønderjysk barn, voksede op i Aabenraa som næstyngst i en søskendeflok på fire i en familie med tyske rødder. Sine første syv år var hun tysk statsborger, gik i tysk børnehave og siden dansk skole. Hun havde bl.a. sin gang på det tyske bibliotek i Aabenraa, hvor soul- og motown-musikken for alvor fik fat i hende.


 

 

 

Musik fyldte meget og gør det stadig – dengang gjaldt det poppen og en overgang også boybandet Bay City Rollers, men først og fremmest var heste og ridning hendes et og alt. Efter skoletid, når hun ikke var på rideskolen, gav et job i pladeforretning mulighed for at holde styr på alt det nye musik, der kom – og kunne bestemme, hvad der skulle spilles. Hestepigen overgav sig siden til et festligt hippie-liv, før hun blev politisk aktiv.
Efter skolen tog Sanne på EFG, fik videreudviklet sine grafiske evner og prøvede kræfter med den tids reklame- og avisbranche, hvor typografer og litografer syntes, at den kvindelige lærling selvfølgelig skulle lave kaffen. Det ku’ de godt glemme. Sanne lavede i stedet en plan for, hvem der skulle lave kaffe hvornår. Og ikke kun lærlingene.
I sit faglige og politiske arbejde – som aktivist og kommunist - gaflede hun også male-, tegne- og layout-opgaver til sig – den tids agitprop: Opslagene i bogcafeen i Kolding. Invitationerne, når der var fest i DKU. Arbejdssplanerne for, hvad der skulle laves af vigtige opgaver hver dag i boligbevægelsen i Kolding – der på det tidspunkt vist bestod af to.
I Faglig Ungdom og DKU levede hun i et aktivt ungdomsmiljø, der måske nok handlede om fester, men også gav gode erfaringer, om at det nyttede noget at tage del og blande sig. Om livtag med arbejdsgivere, der gladeligt underbetalte. Om blokader og aktioner, og hvor det nogen gange ku’ være en god idé at kende nogle store stærke murerarbejdsmænd.
I 1983 traf hun i DDR sin første mand, franske Yves, og Sanne fødte Oliver i julen. Fem år senere fik hun sammen med Rainer lillesøster Cæcilie – eller Cille. Efter at ha’ arbejdet som udlært litograf på syddanske arbejdspladser skiftede Sanne Dudoret, som hun nu hed, retning og begyndte på børnehaveseminariet i Kolding.

Det førte til pædagogjobs i børnehaver og SFO’er i Kolding og siden Århus. Det gjaldt bl.a. nyskabende naturbørnehave på Langenæsstien og siden integrationsarbejde blandt tosprogede børn på Safiren i Vestbyen.
I 2000 mødte hun Knud Abildtrup fra Alken, og sammen begyndte de at dele deres tid mellem lejligheden på anden sal i Bülowsgade på Frederiksbjerg – og et rødt træhus i sommerhusrækken ved Mossø, hvor efterhånden flere beboere fra Alken var rykket ned i helårshuse.
I 2002 flyttede Sanne og Cille sammen med Knud og hans to hjemmeboende børn, Bjørn og Klaus, og nogle år senere blev de to gift. Som barn drømte hun om at bo i et skovriderhus langt ude i skoven – men det blev så til et hus ved søen i stedet for, hvor familieliv, have, katte, sø og godt naboskab i dag betyder meget.
I Alken kastede Sanne sig ind i det sociale liv – og begyndte bl.a. at bruge sine kreative evner på kvindefest, samlede gevinster ind til banko, hang kunst op på mejeriet og layoutede byfestbladet. Hun blev en trofast alt i koret og har frem for alt siden 2007 været hof-fotograf på alken.dk, som sikrer, at billeddækningen er helt i top. Der er gerne mange fotos med, når der sker noget i byen – hendes mantra er som regel ’hellere for meget end for lidt’.
Sannes hang til det kuriøse, det skæve og det originale kom for alvor frem under et afslutningsprojekt ’Plastic Fantastic’ på den billedpædagogiske efteruddannelse. Og på Århus Kunstakademi har hun prøvet kræfter med installationer, foto og video. I samme periode kom hendes bogprojekt ’Det vi ikke snakkede om’ – om hendes
families særlige sønderjyske historie, hvor tysksindethed og nationalsocialisme spillede en stor rolle.
I dag arbejde Sanne som pædagog på Aktivitetscenteret på Sølund og ses bl.a. kørende rundt i landskabet med de udviklingshæmmede beboere, dansende rundt i lokalerne eller under forsøg på med sit Nikon at fange de helt rigtige glimt af glæde og nærvær.

På den kulinariske front forlod Sanne fusionskøkkenet, da alle andre fik øjnene op for det, nyder suppen stærk, så den brænder i halsen, og følger nøje opskrifter fra de bedste i faget. Hendes hjemmeskrevne og –samlede opskriftsbog er så brugt, at den gennem årene er totalt sammenklistret af olie, citron og reven ingefær. Selv har hun de seneste år været praktiserende vegetar – spiser gerne fisk - og bliver glad, når restauranternes vegetarretter ikke bare laves af pligt.


25. juli 2009 * Diana gift i dag. Tidligere Alken-beboer Diana Osman, Emborgvej, holder i dag bryllup i Hamborg, oplyser hendes forhenværende nabo, Jens Jacobsen. Gemalen stammer også fra Afghanistan og bor i Kassel.
24. juli 2009 * Keramikeren Nicolai - og Kurt. Signe Viborg har skrevet om sin far, Kurt Viborg, Alkenvej 67 A, der 8. juni fyldte 60: Kurt er blevet 60, så det er tid til at gøre status og bringe et lille vue over hans liv, som det har bugtet sig indtil nu. Det skal lige siges, at man, når man læser dette, skal tage datoer, navne og steder med et stort gran salt, for jeg har aldrig rigtig kendt min fars familie – og med hans hang til overdrivelse er det ikke altid helt let at finde ud af, hvor fakta slutter og fantasi begynder. Men det er i øvrigt en særlig charme ved ham, som jeg holder meget af.
Kurt blev født i Århus i 1949. Han er det eneste barn af mureren Carlo og bogtrykkeren Margrethe, og hver gang vi i dag kører forbi Langenæs i Århus, siger Kurt noget i retning af: 'ja her trådte jeg jo mine barnesko' eller 'ja, her løb jeg rundt med min lille skovl', for Carlo var nemlig med til at bygge de røde huse på Langenæs, og familien havde også et lille kolonihavehus i nærheden.
Kurts forældre blev skilt, da han ikke var særlig gammel (måske ca. seks år??) og han flyttede med sin mor til Frederiksværk på Sjælland. Her voksede han op og fandt en god faderfigur i Peter, moderens nye kæreste.

Peter tog Kurt med på fisketur og til Spanien – hvor de smagte sangria og så flamenco. Kurts moster var altid tæt på og holdt ham i ørerne på en kærlig måde – og med sit charmerende smil blev han vist en smule forkælet. Moster er den eneste fra Kurts familie, jeg har mødt - en skøn dame, der snakkede meget og i en alder af 70 hang på gesimsen og pudsede sine vinduer.
Havnen i Frederiksværk var Kurts foretrukne legeplads og måske var det her, hans passion for vand og både blev grundlagt. Det giver sig i dag til udtryk i hans to yndlings-hobbies: spidsgatteren i Horsens havn og Alken Ferskvandscenter - den sø, der fylder en stor del af den viborgske have. Historierne fra barndommen melder om kæmpestore tømmerflåder, mystiske sivhuler, indianerlege, bunker af drengebøger og cykler hejst op i flagstænger. Det siges, at han nogle gange pjækkede fra skole – men var meget pligtopfyldende i sit job som cykelbud for købmanden.
Efter endt 7. klasse tog farmor sin teenage-søn i ørerne og skaffede ham en læreplads på det store skibsværft i Frederiksværk. Her skulle han udlæres til smed. I sin læretid havde han træsko på hele tiden, og de får stadig skylden for diverse knyster på hans fødder. Kurt elsker derfor sandalsæsonen og bløde lædersko den dag i dag. Læretiden var ikke en dans på roser, og Kurt var lettet, da han som færdigudlært tog til Århus for at søge lykken. Desværre måtte han her sige farvel til sin far.
I tiden, der fulgte, stod den på Dylan, Stones, langt hår, trompetbukser, militærnægtelse og endnu flere sandaler. Den stod også på blaffertur til Moskva med vennen Bent, og hippieidentiteten forpligtede Kurt til at strikke en sweater. Han kan stadig slå masker op, lukke af, strikke ret, vrang og lus – og så er det ikke en gang løgn.
I Århus mødte han en sød pige på Tagskægget, som han gerne ville gøre et godt indtryk på. Før det havde han været kærester med Laila – men det gik ikke. Han præsenterede sig som keramikeren Nicolaj, hvilket jo ikke var helt sandt. Den søde pige, der hed Anne Grete, var fra Sønderjylland og under uddannelse til laborant, faldt for Nicolaj, og de blev kærester. Anne Grete fandt på basis af et par mindre heldige keramikurtepotter hurtigt ud af, at hendes nye ven ikke var keramiker, men der skulle gå fire måneder, før hun opdagede, at han i virkeligheden hed Kurt. Det kostede det man med en moderne parforholdsterm kalder en 'pause', men det kostede ikke kærligheden. De holder stadig sammen, og hele svigerfamilien kalder stadig Kurt for Nicolaj.
Nicolaj uddannede sig til pædagog, blev viet på rådhuset med efterfølgende pizzeria, og fik sin første datter, Mette. Det unge, lykkelige par flyttede fra den lille, trange lejlighed på Frederiksbjerg til et lejet hus på Nordre Strandvej, hvor Mette fik en lillesøster, Signe. Dog mistede Nicolai i denne periode sin mor. På Nordre Strandvej var der ingen at lege med for hverken voksne eller børn, og parret fandt i 1978 en dejlig villa i Alken - en lille hyggelig by ved Mossø, med mange potentielle venner. I disse skønne omgivelser lod sønnen sig endelig vise – Mathias kom til verden. Sød, men lige lovlig fræk.
I Alken blev Nicolai biavler, selvbygger (af mindre byggerier som garager og hønsehuse), bådejer, kunstmaler, multiple bilejer, hønseavler, hundeavler, fløjtenist, violinist, fastligger på Korsika, husbond, trofast ven og kærlig far.
Det vigtigste er dog, at min far med al sin charme og kærlighed er et fantastisk menneske, som vi er mange der er glade for at kunne give et stort tillykke og ønsker om en lys fremtid. Det er en sandhed, som ikke er en overdrivelse og som jeg tror, vi er flere, der kan dokumentere. J



11. juli 2009 * Lene fylder 50. Søndag 19. juli fylder Lene Bay, Emborgvej 131 A, 50 år. Lene har boet i Alken så længe, at hun fejrede sin 30 års fødselsdag, mens det stadig kunne lade sig gøre i Alkens gamle forsamlingshus, hvor i dag autoværkstedet Alken Gl. Smedie ligger. Som mangeårig pædagog på Sølund i Skanderborg er hun i dag ansat som kulturformidler på stedet, arrangerer store og små fester, koordinerer og bestyrer et Beboer Hus for

Sølunds beboere, samt udgiver et lille internt blad, med masser af historier og fotos fra livet i Landsbyen Sølund.
Lene spiller violin i flere folkemusiksammenhænge, er med i Alken-koret, dyrker sin kortklub og er et havemenneske. Det sidste kan ikke ses, men hun ved det selv…
I Alken var hun i 90’erne med i arbejdsgruppen, der pressede Bjedstrup Børnehus frem i lyset og har været aktiv i borgerforeningen – ikke mindst med sang, revy, fest og musik i gaden. Sammen med sin Kaare og drengene Jonatan og Rasmus har hun bla. oparbejdet en forkærlighed for folkemusikalske ølejre på Fur og skiture til Norge.


 

6. juli 2009 * Kurt bliver 60. Onsdag 8. juli fylder biavler og pædagog Kurt Viborg, Alkenvej 67A, 60 år. Det vender alken.dk tilbage til.


20. juni 2009 * Peru-dokumentar på vej. Peru er på randen af sammenbrud efter et langvarigt opgør om råstofferne i landets Amazon-regnskove, oplyser Finn Mathiasen, ABC Film, Boesvej. Nu er en dansk dokumentarfilm på vej om oprøret. Instruktører er Hans la Cour, Svejstrup, og Michael Christoffersen. Læs mere.

20. juni 2009 * På med huerne. I denne uge bliver alskens studenter færdige: Emil Egebjerg Ravn, Alkenvej 44, Ursula Bek Craig, Alkenvej 75, Cæcilie V. Petersen, Alkenvej 161, Ida Marie Christensen, Alkenvej 63, Sofie Petersen, Emborgvej 121. Tillykke!


 



14. juni 2009* Ingo fylder 60. Ingo Pohle fylder 60 år fredag 26. juni. Ingo blev født i Tyskland og efter en noget omtumlet barndom kom han som feriebarn, kun 12 år gammel, op til Harry og Birthe på Jeksen Maskinstation.
Her tilbragte han alle de ferier, han kunne, med at hjælpe lidt i stalden, gå i vejen og blev efterhånden mere og mere interesseret i de store maskiner på gården.
Som 18-årig flyttede Ingo permanent op til Harry og Birthe, hvor han boede, mens han stod i lære hos A. Blom i Skanderborg. Han blev udlært som landbrugsmaskinsmed. Efter at have arbejdet nogle år inden for dette fag, ville Ingo prøve noget nyt og blev montør indenfor flere forskellige fag, bl.a trucks, døre, anhængere og vindmøller.
I 1972 blev han gift med Birgit, og de fik to børn- Winnie og Max. Ingos store fritidsinteresser har alle dage været udelivet med camping, motorcykelture, skiferier, sejllads og skovture enten som træfælder eller svampejæger. En stor hjælper har Ingo også været i Alken Minimarked, som ægteparret har ejet i 26 år. I Alken har Ingo været hjælpsom nabo og i foreningslivet en ofte brugt dirigent ved møder og generalforsamlinger - god til at skære igennem og holde fast i tråden. I borgerforenings-regi ikke var han ikke mindst aktiv ved byfester og udvekslingen i Alken-Alken-Alken.
Desværre satte en virus på hjernen en stopper for Ingos aktive liv, så han nu må tage den lidt mere med ro, men stadig nyder han at færdes i naturen på den måde, som han nu kan klare det.
Fødselsdagen fejres lørdag 27. juni kl. 11-14, hvor der vil være et telt opstillet på slagterens mark, og der vil være en lille bid brød og lidt til ganen. Tilmelding senest 21. juni i forretningen.
10. juni 2009* frontGATE Solutions nu også i hovedstaden. alken.dk's webmaster , Jan Mikael Granner , har siden 1995 drevet sit webfirma frontGATE Solutions. Først i Billund, så Århus og i juni 2009 åbnede han også en afdeling i København. Gennem årene er der kommet en del nye kunder til fra Østdanmark. Det er baggrunden for åbningen af kontoret hos PR-bureauet, Mannov, hvor fra han fremover kan servicere sin e kunder. frontGATE solutions har dog stadig sin primære base i det kreative it-miljø i Frichparken i Århus - og for alken.dk ’s vedkommende hjemme ved den gamle computer i Alken på Emborgvej 107. Selvfølgelig! (Foto af den nye udsigt: Jan Mikael Granner)

5. juni 2009 * Jesper kører bil. Sandvejs-beboer Jesper Fosdal Andresen har erhvervet førerbevis og ses futte rundt i motorkøretøjer.
1. juni 2009 * Peter Værum fylder 60. Tidligere Alken-borger, cand.theol. Peter Værum, nu Hårby, fylder tirsdag 2. juni 60 år. Peter Værum boede i de tidlige 90'ere en overgang, hvor nu Håndtryk har værksted på mejeriet.
Udover præst er Peter også kursusleder, foredragsholder, forfatter, har været drømmetyder ved Søndags BT, freelanceskribent, kulturformidler i Ry Kommune, højskolelærer, stresskonsulent - og ikke mindst visesanger og pianist.
18. maj. 2009 * Jakob nonfirmeres. Jakob Rønnebro Siegfredsen, Boesvej 8, har nonfirmation lørdag 23. maj.

17. maj 2009 * Tove på nettet. Tove Nyholm - på vej til New York for at finde en samarbejdspartner - præsenterer nu sit 'Hannah Arendt Projekt' på nettet - på dansk, tysk og engelsk. Om den enkelte og det fællesskab, vi lever i. Se selv.
6. maj 2009 * Sofie med kørekort. I marts erobrede Sofie Due Vesterlund kørekort og ses nu bag et bilrat. Tillykke!
5. maj 2009 * Pilgrim goes local. Som månedens foredrag har TV Midt-Vest bragt coach og pilgrim Eva Michaelsen med 'De 7 pilgrimsnøgler'. To gange 30 minutter her i frokost-udsendelsen 21. og 22. april.


28. apr. 2009 * Anna Grethe på pension. Efter 38 år - længste periode for nogen på skolen - går viceskoleinspektør Anna Grethe Steensig, Søbjergvej, nu på pension fra Knudsøskolen.
27. apr. 2009 * Konfirmandlisten er klar. Søndag 3. maj er der konfirmationer i Dover Kirke. Se hvem, det gælder. Eva Sandberg, Alkenvej 44C, nonfirmeres lørdag 16. maj.

23. apr. 2009 * Danmarks første kvindelige dj fylder 60. Hun har boet i Alken siden 2002 og blev – efter eget udsagn – landets første kvindelige disc-jockey, da hun som ung tilflytter tog arbejde på diskoteker. Fredag 24. april fylder antropolog og cand. mag. Adele Davis Boe, Alkenvej 61, 60 år.

 

Adele er født og opvokset i den caribiske østat Jamaica og fulgte som 12-årig efter sin mor, der forinden var flyttet til London. I 1974 kom hun til Danmark, hvor hun har boet siden – med afstikkere ud i Verden.

Værdigheden som første kvindelige dj erhvervede hun som pladevender på danske diskoteker, inden hun uddannede sig som sygeplejerske. I Silkeborg levede hun sammen med sin første, nu afdøde mand, inden hun blev gift med Svend, som hun fik 14 år sammen med.


Svend, der var læge, kom ud for et alvorligt uheld og måtte igennem en langvarig sej genoptræning, som Adele satte alt ind på – med en stærk tro på, at de sammen kunne gennemføre det. Det lykkedes, men Adele mistede ham, kort før han igen skulle begynde på arbejde.

 

Hun skiftede i oktober 2002 Laven-villaen med udsigt ud over Julsø ud med sit hus i Alken med kig til Mossø. Hun overtog fra Tom og Lis Pedersen på Alkenvej, og både huset og den skrånende have har givet nok at lave. Folk i Alken har bl.a. lært Adele at kende som lattermild, flittig og selskabelig teater- og koncertgænger, men ikke mindst som hende, der godt kan overtales til selv at stille op og give et gospelnummer med sin dybe, fyldige altstemme, der får alle til at tie stille, spidse ører og lige så stille lade nakkehårene rejse sig. Adele lukker øjnene, henter tonerne langt nede i mellemgulvet og slynger sangen ud med solistens privilegium – som hun synes, den skal synges her og nu.

 

Hun magter også at optræde i flok – i Alken-koret, som hun prøver at indprente noget nerve: ’I skal mene det, når I synger ’Free at last. Thank God a’mighty, free at last!’ Selv mener hun det nemlig, og så meget, at hun lejlighedsvis får sin egen personlige stemme i koret. Jule-jazzen på mejeriet præsenterede hende et år, og i Dover Kirke optrådte hun solo sammen med Skanderborg Mandskor og Alken-koret, hvor hun både gav "Peace in the Valley"´, "Amazing Grace" og "Deep River". Oh Yes. Hendes repertoire er omfangsrigt som hendes pladesamling. Og i London arbejder hun på en cd-udgivelse med evergreens, jazz og gospel – med deltagerne i fællesspisningen som prøve-publikum.

 

På Århus Universitet gjorde hun for et par år siden antropologi-studiet færdigt, og antropologien har bl.a. ført hende til Burkina Faso i Vestafrika, hvor hun studerede kvinders vilkår.

 

Her i år kunne Midtjyllands Avis citere hende for at sige, at ’jeg i mit eget liv har prøvet at smelte de to ting sammen – at være indvandrer og dansker’. Anledningen var hendes nyetablerede konsulenfirma ’Access the Energy’, hvor hun kalder sig Cross Cultural Communication Consultant. Ideen er at sætte fokus på energi-reserven blandt indvandrere i Danmark, hvor hun både henvender sig de arbejdsgivere, der ikke ser mulighederne, og de indvandrere, der kan komme langt mere frem.

 

Sønnen Chris bor i Århus, datteren Samantha – eller bare Sam - i London.


 

 

 


Eva forklædt som handywoman. (Foto fra Kvindefesten 2009: Vibeke Sandberg)


16. apr. 2009
* Haveglad og omsorgsfuld øko-sopran.
Affaldets betvinger, borgerforeningens utrættelige kontingent-indkradser, Eva Nikolajsen, Alkenvej 67 B, fylder lørdag 18. april 40 år.

Eva stammer fra Silkeborg-egnen og var som ung en årrække på en gård i Tyskland, hvor hun ikke mindst fik en masse erfaringer med økologisk landbrug og havebrug. Dem videreførte hun til den frodige have på Emborgvej 109, som hun i 2002 flyttede til sammen med Thomas Tjørnehøj og sin datter Lisbeth.

 

Haven har hun i stor stil anlagt med ting, hun selv har kunnet hente på cykel og trillebør – marksten, et badekar til dam og fliser fra naboen - og hækken ud til vejen blev formklippet som en glad larve. Hun kører langt på cykel og vil gå langt for et lille pindsvin. Bil er i det hele taget ikke Evas stil – hun er mere til cykelhjelm og kollektiv transport og altid god for en indtrængende opfordring om at tænke sig grundigt om, både når det gælder energiforbrug og om at passe på hinanden i trafikken, ikke mindst børnene. Ferierejser foregår også med tog – og fuld oppakning.

 

Eva fik på den seneste generalforsamling i ABAF fortjent ros for sit gennemførte regnskab, der ikke efterlader mange spørgsmål, men vidner om styr på den mindste indtægt, vedvarende medlemskampagne og påpasselighed med den mindste udgift af de betroede midler. Tingene skal være i orden.

 

Eva har ord for at være en hjælpsom og omsorgsfuld nabo, og i det hele taget er hun gået ind i det sociale liv i Alken med fynd og klem – er en af de slidere, der stiller op, når det gælder. Og hvis man vil begræde, at de senest tilflyttede ikke melder sig til bestyrelser og ansvarsopgaver, er Eva et rigtigt dårligt eksempel, for det har hun nemlig gjort – fra første færd.

 

Eva er kendt for at være klog på og have et varmt indblik i hvad der rører sig i børn. Efter en periode på pædagogiske arbejdspladser i bl.a. Ry orkede hun ikke længere pædagogarbejdet og begyndte i et hjemmeservicefirma. Via jobtræning kom hun til Søkilde i Ry, hvor hun nu har været godt et år til stor glæde for de demente beboere og for kollegerne. Vrisser beboerne, bruger hun sin humor.

 

I Alken-koret er hun en sikker og lattermild sopran med en udviklet sans for pudsigheder. I sit skriftsprog er hun levende, fantasifuld og overraskende.

 

Her i foråret er Eva og Lisbeth er flyttet ind på Sandvejen i stueetagen hos Verner og Grethe Damholdt, der er glade for de nye lejere og det bagværk, der følger med.


17. mar. 2009 * Målrettet udemenneske og holist. Hanne Ravn, Alkenvej 65, fylder mandag 23. marts 50 år. Hanne er født og opvokset i Fastrup som nummer to ud af tre børn på mellemstor gård, hvor familien Ravn havde kvæg af Rød Dansk Malkerace, RDM. Hendes fars interesse for kreaturer smittede af på Hanne, der har prøvet at være dommerassistent på store ungskuer, hvor gårdens kreaturer kunne hente ærespræmier for både bedste kvie og bedste ko.

Og at fødselaren slægter sin far på – i energi, engagement og udadvendthed – er ingen hemmelighed.

 

Efter 2. real på Solbjerg Skole fortsatte hun på Skanderborg Amtsgymnasium og blev matematisk-fysisk student. Tre-fire måneder i kibbutz i Israel, og en tur i Østafrika blev oplevelser, hun i dag stadig vender tilbage til. Det kunne man jo gøre igen...


 

Hanne kom hjem og arbejdede som ufaglært sygehjælper i De Gamles By i København og har siden fortalt om ringe forhold for de gamle. Selv søgte hun ind på sygeplejeskolen i Silkeborg, hvor hun første gang traf Mogens Andersen. De to flyttede sammen i hans kollektiv på Villavej i Skanderborg, hvor hun som færdiguddannet havde fået arbejde på sygehusets medicinske afdeling. De to tog ud og oplevede verden - et halvt år til Indien, Nepal og New Zealand. Og sidenhen til Assissi og Frankrig.

 

At køleskabet udelukkende rummede økologiske varer var ikke mindst Hannes fortjeneste. Kolonihaven fik godt nok lidt udstødning i trekanten mellem motorvej og jernbane, men abonnementet på ’Praktisk Økologi’ var obligatorisk, og det årevis før økologi erobrede mærkbare markedsandele. Zoneterapeutuddannelsen tog hun i 1983, brugte den aktivt i nogle år – og har stadig teknikken i brug.

 

I 1987 kom Cecilie til – ved hjemmefødsel i Varmdahlsminde ved banegården. To år senere flyttede de tre til Alken – til Emborgvej 121 – og blev en integreret del af de følgende års tilflytning af familier med små børn, der tog del i livet i byen og egnen, sikring af skolen, købet af mejeriet som forsamlingshus og starten af børnehuset. Frederik kom til i 1993 og Oscar i 1994.

 

Hanne har altid hørt til dem, der meldte sig til arbejdet i klasseråd, og som flux fixede telefonlister og kørsels-turnus, når hun så flere køre samme tur i bil til fodboldtræning. Det måtte kunne ordnes mere effektivt.

 

Hanne skiftede siden fra sygehuset til hjemmeplejen i Hørning som aftenvagt. Men praksis i det etablerede sundhedssystem kunne i længden ikke leve op til det holistiske menneskesyn, Hanne gik ind for. Hun kunne dybest set ikke være i systemet og tog konsekvensen. Hun var allerede begyndt at undervise i anatomi og fysiologi på zoneterapeutskolen og supplerede med at blive massagelærer, tog gennem årene mange forskellige kurser indenfor yoga, meditation, gestaltterapi. En periode med egen klinik i Skanderborg.

 

Et forløb som underviser på et daghøjskoleforløb udviklede sig til, at hun blev leder. Og i dag har hun i mange år været leder af ’Det hele menneske’ under Daghøjskolen Gimle i Århus, hvor hun står for forløb for folk, der tumler med udbrændthed i mange former.

 

Selv er hun kendt for en god portion østjysk målrettethed og masser af vilje og energi. Hvem har ikke set hende pløje sig frem gennem regnen på cykel for at tage Århus-toget i Skanderborg – padle rundt i kajak eller løbe rundt på vejene sært tidligt om morgenen. Hanne er et udemenneske og må bare ud!

 

I dag vil hun måske mene, at hun ikke længere har så meget energi, men alt er jo relativt. Der skal da for eksempel en vis portion energi til for at bygge hus selv – og så lige efter en skilsmisse. Familien var flyttet til den noget større doktorbolig, og efter hun og Mogens gik hver sin vej, skilte hun en del af grunden fra og byggede træhuset med terrasse, stensætninger i haven og overdådig udsigt over hele den natur, hun helst er midt i.

 

Byggeriet har nu også trukket tænder ud, det har krævet sin kvinde at tegne, låne, holde snor i håndværkere, vælge materialer – det hele. Ikke mærkeligt at Hanne holdt indvielse, da fundamentet stod støbt. Det blev en symbolsk markering af det nye livskapitel. Den nærmest maskuline energi, hun mønstrer, handler hun ud på en ganske kvindelig måde.

 

Hanne er kompromisløs, i stadig udvikling og vil videre. Hun er selektiv med sin tid, og filmen skal være god, før hun slænger sig foran skærmen. At sumpe foran tv siger hende intet, på sengebordet ligger derimod faglitteratur – gerne om personlig udvikling og menneskets psyke.

 

 


Hanne sløver nødigt sine sanser, og selvom hun gerne fester og danser, drikker hun sig ikke fuld. Hun er i sig selv ganske skarp i samværet med andre, forholder sig nærværende til sine medmennesker. Og lige så god hun er til at gennemføre, hvad hun sætter sig for, lige så godt kan hun mærke, hvor andre befinder sig. De seneste år har hun selv befundet sig godt sammen med sin kæreste, Søren Slebo Hansen, der flyttede fra Ry til Søbjergvej i Alken - ud til Hanne.

Sammen synger de i Alken-koret, begge har børn, og Hanne har senest måttet erkende, at hendes liv lige nu ikke længere har plads til hestehold, så sine islandske heste har hun måttet opgive. Det hele skal nemlig hænge sammen.
8. mar. 2009 * Tigermand også julemand. Efter mere end to år som professionel julemand er Peter Dalsgaard nu medlem af Dansk Julemands Laug. Hans website.


7. mar. 2009 * Slapstick i levende billeder. Showet 'Brandbil No. 4' kan nu opleves i video-bidder via YouTube. Torben Nielsen står bag den stumfilmsinspirerede skum og sprøjt. (Video: ABCFilm)
7. mar. 2009 * Susanne er blevet helbo. Fra Svejstrup Enge er hun nu flyttet til Helgenæs - Susanne Emmysdatter Behnke, der har fundet sig et hus og oplever havet ruske rundt om Helgenæs.


7. mar. 2009 * Praktisk gris i smarte sko. Sidsel Marie Olsen, Alkenvej, der netop er fyldt 40 år, blev født i Albertslund i foråret 1969. Hun kom til verden hjemme på skibsbriksen i Præstehusene den 4. marts. Men nåede aldrig at slå rødder i betonbroen, fordi hun sammen med mor og far og de to storesøstre – Katrine og Bolette - flyttede til Dollerup kort tid efter. Her boede hun i et stort træhus med udsigt over lyngbakker og Hald Sø, inden familien rykkede videre til Viborgs gamle latinerkvarter.

Opvæksten foregik i et velorganiseret 70’er-kollektiv med husmøder, maddage, rengøringspligter – og skolegang på Friskolen med udviskede klassetrin, tværfaglighed, projektuger året rundt – og flere rengøringspligter.

 

 

Som 15-årig flyttede hun til Århus’ øgadekvarter, afsluttede folkeskolen, fravalgte forældrenes opfordring om gymnasiet og snuppede murerlinjen på efg – tog småjobs, dansede og gøglede, mødte Benjamin og fødte Ursula i 1991. Sammen indledte de en fynsk periode – Sidsel på højskole i Kerteminde og siden på håndarbejdsseminariet samme sted. Her fik hun papir på sine kreative talenter, lynfødte i 1994 Oskar hjemme på sofaen – den første dreng i familien(!) – og mødte Charlotte, som lokkede Sidsel med til Boes. Midt i jobbet i skovbørnehave, høns, køkkenhave, brændestak gik Sidsel og Benjamin fra hinanden. Det var cirka samtidig, at hun besluttede at supplere sin håndarbejdslærer-titel og uddannede sig som pædagog på Gedved Seminarium.

 

 

Holger mødte hun til et bryllup hos fælles venner, som listigt havde plantet singlerne ved det samme bord, og ad snirklede omveje – det skal ikke være for nemt – rykkede de downtown Alken og samlede familien, som nu også tæller Ivar og Thilde. Sidsel og Holger fejrede bryllup på Mejeriet i oktober 2004.

 

 

I Alken og omegn har den energiske praktiker sat sig sine spor både i forældreråd, som borgerforenings-kasserer, byfest-slider, koncertarrangør på mejeriet og bartender i Stjernebaren på den smukkeste.

 

Fagligt – og personligt – har hun meget til overs for tumperne; alle dem som stritter og ikke passer ind i normerne, diagnose eller ej. Hun bevæger sig stadigt dybere ind i socialpædagogikken og har i en årrække kastet sit professionelle engagement på børn og unge med Aspergers Syndrom. Lige nu er hun i gang med at fylde en pædagogisk diplom-uddannelse på – ved siden af sit job på Babuska, et døgntilbud på Himmelbjerggården for teenagepiger; normaltbegavede, men begyndende personlighedsforstyrrede og dybt skrøbelige.

 

Hvad der er arv, og hvad miljø – og hvad der bare er Sidsel er ikke godt at vide. Men Sidsel er ansvarsbevidst, kvalitetsbevidst, kreativ arbejdsbi, hvem-gør-hvad-organisator og ikke mindst så-gør-jeg-det-selv… Bag den rappe replik gemmer sig et følsomt gemyt, og Sidsel er gæstfri på en overskudsagtig italiensk måde med varme i det hyggelige køkken og skøn mad på gaskomfuret, bikset sammen af grønt og urter fra haven og måske et af de lam, vi alle sammen kan se, når vi ruller ind i Alken med toget.

Sidsel har fornylig måttet konstatere, at det er slut med små børn - for Oskar er nu højere end hende.

Hun er en praktiker i smarte sko, står sjældent stille, men er sandsynligvis i gang med at gøre det selv; grave have, fødselshjælpe et får, mørtle en mur, sy en frakke, ombetrække stole. Naturbarnet i hende vil helst gøre det alt sammen i bare tæer, men hun har fundet den næstbedste løsning i labre spanske sko, som hun sandsynligvis har købt på nettet. Det er også her, hun booker de mange smutture til Sevilla, Dublin, Rom osv. Næste tur går måske til Island…


3. mar. 2009 * Sidsel fylder 40. Onsdag 4. marts er det 40 år siden, Sidsel Marie Olsen, Alkenvej, kom til verden i Albertslund, og det vender alken.dk tilbage til.


31. jan. 2009 * Afsked med Gitte. Fredag holdt Bjedstrup Børnehus afsked med pædagog Gitte Møller Madsen efter hele otte år. Med farver lånt af hospitalsklovnen Trudi dansede, sang og optrådte ikke mindst klubbørnene, så ikke et øje var tørt. Især på Gitte, der nu bruger sin energi sammen med Trudi.
28. jan. 2009 * Frivilliggruppen i Ry peger på Alken. Karl-Erik Jørgensen fra Flygtninge Frivilliggruppen i Ry oplyser, at gruppen entydigt har anbefalet Alken til at modtage de tre familier fra Bhutan - så de kan være samlet og i et mindre bysamfund, der vil se en udfordring i at medvirke til integrationen. Han forventer de i alt 12 flygtninge hertil medio februar direkte fra lejre i Nepal. De første tre måneder nok på en integrations-højskole, mens slagterens hus renoveres. Der er to gravide blandt flygtningene - og fire børn. Frivillig-gruppen i Ry tæller 80 frivillige og vil vende tilbage ift. hvad vi kan gøre i Alken.

26. jan. 2009 * Bhutanere til Alken. Peder Porse oplyser nu, at de omkring ti flygtninge, der skal bo i slagterens hus, er bhutanere. Over 100.000 flygtninge fra Bhutan har i 17 år levet i lejre i Nepal. Et af verdens største genhusningsprojekter skal hjælpe flygtningene til et nyt liv i et 3. land. Hør et radioindslag på P1 om projektet.


 

22. jan. 2009 * Pernille til AQUA. Pernille Elkjær Madsen er blevet marketingskoordinator på Ferskvandscentret og AQUA i Silkeborg - et center for vandmiljø, en erhvervspark og kursus- og konferencecenter, og så det omvendte akvarium, alle i Alken bør tage en tur ud og kigge på.


18. jan. 2009 * Adele starter konsulentfirma. Med særligt fokus på at nyttiggøre indvandreres ressourcer har Adele Davis Boe, Alkenvej, oprettet konsulentfirmaet 'Access the Energy'. Adele vil gøre brug af sine uddannelser som antropolog og sygeplejerske og sin personlige baggrund som indvandrer fra Jamaica.

18. jan. 2009 * Aldrig svigtende enthusiasme. Uden at være rigtigt medlem er Ingrid Robak nu blevet æresmedlem af Skanderborg Mandskor - for 'aldrig svigtende enthusiasme for korsang generelt'. I forvejen findes kun ét æresmedlem af mandskoret.


10. jan. 2009 * Thallis starter eget firma. Og det er åbent for andre, der vil deltage i: Jellyfish Captures. - Navnet fandt vi på på højskolen, hvor vi fiskede efter vandmænd - jellyfish - med en kop :) Ideen er at lave reklamefilm, præsentationsvideoer, dækning af arrangementer og personlige projekter, lyder det fra Thallis Aslan Ville Vestergaard, der er ved at flytte til København og kan kontaktes på 60 13 70 14 og thallisaw@gmail.com. Se hans video på baalrum.dk.

5. jan. 2009 * Alkens korleder og humørspreder, Ingrid Robak, fylder 50 år 7. januar. Ingrids allerførste toner lod sig høre i det nordligste Norge – i Vadsø nær den russiske grænse. Hun var nummer tre i en søskendeflok, der efterhånden voksede til fem. Hendes far var læge og psykiater, og familien flyttede en del – efter hans arbejde. På et tidspunkt var det planen at flytte helt til Svalbard, men det blev hendes mor for meget. Derimod til Oslo og siden Molde i Vestlandet, hvor Ingrid gik i skole. Hun gik i gymnasiet i Oslo, kom på højskole og tog arbejde på et psykiatrisk hospital i Oslo. Samvær med kvinder havde hendes fascination, og det kunne – bedre end i Norge - lade sig gøre i Danmark for fuldt tryk - så i 1979 søgte hun til den nystartede Kvindehøjskole i Visby i Sønderjylland.


Her gjaldt det aktiv kvindekultur, kvindemusik, en selvbygget højskole og slagord som ’ Vi ved, det er løgn, at kvinder er svage!’ Tilbage i Oslo solgte hun billetter i sporvogne og tog siden arbejde på en biodynamisk gård. Efter et længere ophold i Berlin vendte hun tilbage til Kvindehøjskolen, hvor man bl.a. gjorde de tidlige amerikanske feministers krav om brød og roser til sine. Først som elev igen – og siden selv som underviser. I de år gik Ingrid også på økologisk landbrugsskole, fik arbejde ved et landbrug i Ravnholt nær Tiset og gennemførte i samme periode uddannelsen på Århus Musikkonservatorium, som hun i 1991 afsluttede med bl.a. klaver som specialfag. Det blev også til en Cuba-rejse, før hun i 1993 flyttede til Alkenvej 44 sammen med musiker Niels Kaas, som hun var stødt ind via spillejobs. Her kom Aksel til, og Ingrid begyndte at undervise på Den Kreative Skole i Silkeborg, som har holdt ved hende lige siden.

Thorbjørn stødte til i 1995, samme år som Skanderborg Mandskor fik glæden af hende som dirigent – i begyndelsen bl.a. med Thorbjørn på armen – og det allerførste Alken-kor begyndte at øve. Familien flyttede i 1997 i eget hus på Emborgvej 109, og Ingrid fik i de år masser af erfaring som udøvende musiker, dels som pianist og dels som bassist i både klassiske og rytmiske sammenhænge. Hun har som dansemusiker spillet til bryllupper, fødselsdage osv. i mange forskellige orkestre, bl.a. Crying Time, der også i flere år spillede til byfest i Alken. Som dinér-musiker spillede hun på hoteller, kroer og forsamlingshuse i hele landet. I Alken er Ingrid selvskreven som revy-musiker og når en fællessang skal akkompagneres. Mange børn har gået til klaver hos hende i musikskolen, og for tiden har Alken-bandet Blue Sky Ingrid som bagkvinde. Rent professionelt spiller hun i Signe Laumark Band og Trio Cappuccino.

I mandskoret husker de stadig deres første adventskoncert i Tyrsting Kirke, hvor hele koret sad og trippede, fordi dirigenten ikke dukkede op. Formanden ville aflyse, men en af sangerne insisterede på at gennemføre på trods og dirigerede sig efter bedste evne gennem det første nummer. Under det næste gik døren knirkende op, og Ingrid listede ind. Hun havde i snestormen været i Tyrsted i stedet for, og fik i flere år ikke lov at køre alene! I mandskoret går anekdoten også stadig om en gang, Ingrid tog fusen på dem: Trods hendes gentagne opfordringer havde de 30 mænd – som sædvanlig – næsen begravet i noderne i stedet for at se op og følge dirigenten. Intet hjalp, indtil hun udbrød: ’Skal jeg da smide blusen for at få jer til at kigge op?’ Det hjalp.
Ingrid fik i 2005 10-årsnål i mandskoret, der har måttet modstå henvendelser fra Hadsten-koret om at købe hende. Og Alken-koret var efter en pause på et par år kommet i gang igen. Med øveaftner mest på mejeriet er Ingrid centrum i et blandet rytmisk kor, der fra begyndelsen nok var kvinde-domineret, men som efterhånden har fået mere kønsmæssig balance og fire stemmer. Med kronisk tålmodighed – der kun i sjældne tilfælde tilføjes en smule skraphed, når f.eks. sopranerne ikke hører efter - indøver hun passager, der fra starten synes så svære, men som hun får svunget sammen til fælles oplevelser, som i hvert fald giver koret selv fuld valuta for pengene, gode grin og lidt gåsehud. Med lejlighedsvise halv- og heltone-transponeringer og en bemærkelsesværdig evne til at kunne følge hver enkelt stemmes vej i de enkelte jazz-valse, viser og kanons lærer hun fra sig om korisk vejrtrækning, halvtonespring og trampedans.

 

Ingrid og Niels blev skilt i 2003, og de to garvede musikere optræder fortsat sammen i forskellige sammenhænge – bl.a. med flygel og violin til taffelmusik. Ingrid flyttede tilbage til Alkenvej 44 og dannede fra 2005 par med Mogens Andersen, som hun bl.a. havde været i mejeri-bestyrelse med i flere år. Sammen købte de i 2007 hus på Emborgvej 143, hvor Ingrid i første omgang rykkede ind med Aksel og Thorbjørn. Siden fulgte Mogens, Oscar og Frederik. Det var nødvendigt at udvide, og de to handlekraftige Alken-borgere har haft hænder og kalendere fulde af byggeri i mange måneder.
Kort efter huskøbet fik Ingrid konstateret brystkræft og måtte gennem krævende kemo-kur og operationer. Fletningerne blev skiftet ud med tørklæde, men Ingrids smittende humør og gode norske grin var det samme. Selvynk? Det er ikke Ingrid. På rulleskøjter og cykel imponerede hun alle, for kræften skulle overvindes. Ingrid parrede sund levevis og konsekvent genoptræning med stor viljestyrke, og nu er kræften væk. Efter et halvt år underdrejet, begyndte hun i efteråret med korene, tog gradvist undervisningen op igen og overvejer nu at smide tørklædet helt.


2. jan. 2009 * Peter og Georgs Garage. Peter Gregersen er som afdelingsleder i Sct. Georgsgårdens Ungdomsklub i Skanderborg bagmand for en ny åben klubscene 'Georgs Garage' og en konkurrence for bands. Læs mere