Siden kom han til Den fri Lærerskole i Ollerup, efter først at været omkring et københavnsk punk-kollektiv. Holger blev lærer og stiftede sammen med Lone familie i Odense, hvor Iver og Tilde kom til. I Alken dannede handyman’en nu par med Sidsel Olsen i det tidligere og ombyggede trykkeri på Alkenvej, og hvilken fest, fødselsdag, juletræ, sankthans eller fællesspisning har ikke nydt godt af, at Holger ikke bare kender de akkorder, der skal til, men ofte også samfulde 11 vers af sangen eller visen.

I 2008 gennemførte han en gammel drøm og udgav en cd med sine egne sange fra ende til anden. ’På gyngende grund’ kom på Dansktoppen – men først og fremmest ud med sine historier fra det virkelige liv, om samfundet og dem, der bor i det. Med meget iørefaldende melodier i en blanding af blues, rock, reggae, pop, calypsorytmer etc. fortalte Holger Vig bl.a. om en ægtemand der mister sit overmod, om religioner, der bliver for meget, om at være sig selv nok - og selvfølgelig om kærligheden.

Udover sit uomtvistelige musikalske bidrag til det sociale liv i byen, giver Holger den solide bund, når der skal være byfest, skaffes toiletvogn, snedkereres og findes på løsninger. Og i det nedlagte Horsens Statsfængsel fandt han som guide den perfekte mulighed for at fortælle kuriøse og groteske historier, som lige passede til ham.

2. juli 2010 * Også Edel fylder 50. Edel Laursen, Boesvej, fylder søndag 4. juli 50 år. Edel bor i dag og er også født på landet - nemlig mellem Sig og Varde i Sydvestjylland.
Efter endt folkeskole tog hun en handelsskoleeksamen, da der var udsigt til at blive bankelev – sprang dog fra, og i stedet arbejdede hun på en planteskole og plejehjem for derefter at tage på gymnastikhøjskole i Viborg. Edel blev optaget på sygeplejeskolen i Sønderborg og efter endt uddannelse flyttede hun med Søren - skolekammeraten, der blev både kæreste og mand - til Aalborg, hvor det blev til fire år på sygehuse og i hjemmeplejen.  

Hun tog på trekking i Himalaya op til Everest Base Camp – det gav blod på tanden, og huset i Aalborg blev solgt for at tage på et års rygsækrejse i Asien og New Zealand. 

Efter endt rejse flyttede Edel til Århus og fik Simon – og familien flyttede herefter til Alken ved en tilfældighed. Karen Jensen fra Alken havde en annonce i avisen, hvor hun tilbyd at udleje gamle Anes hus. Herefter har Edel boet på stort set alle veje i Alken, hvor Anders kom til på Alkenvej og Anne på Søbjergvej, inden hun efter en større bolig-eftersøgning endte med hele familien på Boesvej 3. 

Edel nyder livet på landet med heste, katte, hund og får. Hun har også haft tid til at lede damegymnastikken i Dover GF, hvor hun stadig er aktiv som udøver. Hun holder også formen ved lige ved at gå til spinning – sikkert for at have gode ben, når hun suser op og ned af bakkerne på sin nye mountainbike. 

Efter 18 år på intensiv afdeling i Århus er Edel nu i det private hvor hun er produktchef hos medicinalfirmaet B. Braun og har nu hele Danmark som sin arbejdsplads. Men erfaringen fra intensiv bruges ikke kun på arbejdet – Edel deltager i øjeblikket også på Tunø Festival, som en del af lægevagten som sygeplejerske – men tager dog fri for at holde fødselsdag hjemme 4. juli.

I kibbutz i Israel. I Thailand, som hun fornylig vendte tilbage til. I Indien. På trekking i Himalaya. I Australien, hvor hun tjente til rejsen ved at servere på restaurant, og ikke at forglemme – som model for et sæbefirma: Det gav til hjemrejsen.
Når ellers hun var i Århus, var hun på job i en ungdomsklub, men sejlede så med sejl over Atlanten og helt op i Amazonas. Vel tilbage – i 1990 - blev Sofie født, og på et gøglertræf året efter på fynske Hesbjerg var hun (også dengang) bartender og mødte en smuk og charmerende skuespiller, russiske Mischa Belinson.
i ’92 flyttede han ind til Helle i Århus, hvor de giftede sig. 11 forskellige nationaliter gæstede brylluppet i den lille toværelses.  Allerede dengang havde familien – med gode venner på Sandvejen - kig på hus i Alken, men fandt ikke det rigtige. I ’94 kom Julie til, og i ’96 flyttede familien på landet i Boulstrup. Stor lykke med høns, urtehave, kaniner og Emil på vej.  

I ’99 kom et vigtigt opkald fra Alken. De slog til med det samme og kunne flytte til Emborgvej 121 med den store have, Helle gravede sig ned i og siden har fået til at blomstre og dufte – og allersenest udvidet med hjemmebygget shelter, der også kan fungere som bar.

Helle droppede børnehavejobbet i Malling og prøvede i tre måneder kræfter som dagplejer, til hun kom til Bjedstrup Børnehus – først i børnehaven, i dag i klubben. Hendes omsorgsevner nyder Sofie, Julie og Emil dog allermest godt af. Helle er mor med stort m.

I Alken er Helle fast kvinde i festlivet – og ikke bare til allersidst, når den hårde kerne, der fester igennem, tegner sig. Når der skal planlægges, pyntes op, bookes musik, bages pandekager og laves café, er Helle nemlig tidligt på færde som en af dem, der lægger grunden for, at alle kan ha’ det sjovt. For det skal det være, og er det ikke allerede sjovt, vil hun samvittighedsfuldt, energisk og målbevidst arbejde på at få stemningen i vejret, mere tequila på disken og gang i festen. I  en af fredagsbarens rigtig gode perioder brugte Helle i bargruppen sin kreativitet og fantasi til at opbygge tema-aftener – Titanic – Beach Party – Casino Bar – og gjorde sit til at ændre bartraditionen fra at være en ren mandeklub.

Grethe arbejdede i mange år på SFO i Stilling og er i dag beskæftigelsesvejleder på plejehjem i Hørning. Sølvbrudeparret, der undertiden ses kørende i en funklende sort veteran-Mercedes, har børnene Line, Maria og Christian.

Alt det indendørs arbejde blandt mere tørre professortyper på Århus Universitet holdt dog ikke i længden.  Poul ville ud, og hvorfor ikke kombinere musikken og udelivet med barnepasser-erfaringerne fra de små søskende og blive pædagog? 

I Brande fandt han sit livs Maibritt, han var 17 og hun var bare 15, så de har holdt sammen i 33 år. På højskole oplevede hun den forunderlige transformation, at den langhårede knallertdreng med læderjakke begyndte at klippe uld, karte og spinde – dog ikke strikke - og også blev vegetar. Her fandt han sit første band – ’Fodsvamp’ – og på seminariet opstod ’Power Pop Party Band’, hvor han sang og spillede guitar til opløsningen for ganske nylig – og som blandt andet har optrådt til byfest her.
De to fortsatte i kollektiv i Rosenkrantzgade og bofællesskab i Åbyhøj, før de med Emil ved hånden kom til Alken, hvor den yderste ejerlejlighed i ’blokkerne’ stod og ventede på dem. Emil skulle gå i Bjedstrup Skole, og i Bjedstrup fik den inkarnerede ude-pædagog snart job i børnehuset, og satte fra første færd sit præg på klubben, hvor han i dag er leder og aldrig er til at finde, fordi han lige har gang i et eller andet et sted.  

Alken Mejeri nød godt af arbejdsomme og samvittighedsfulde Poul i hele ni år, hvor han både var udlejer og vicevært, havde styr på service, strøm og wc-papir – og det i en periode uden så mange fælles arbejdsdage som i disse år. Det kunne så også mærkes, da den hjælpsomme nabo stoppede med at bruge sine weekendtimer på mejeriet.
I adskillige Alken-revyer var han fast mand på scenen, hvem husker ikke hans smægtende jyske i sin Gertrud-Sand-inspiration sammen med Jens Langkjær eller hans romantiske duetter med Maibritt?

Line startede med at læse antropologi, men skiftede efter et par år til teaterbranchen, hvor hun slog sine folder i gruppeteatrets rammer. Da der skulle stiftes familie, og teaterlivet blev for usikkert, læste hun videre, blev antropolog og tog derefter en Phd grad. Hun er arbejdsom og pligtopfyldende, hvilket ikke altid er et plus i en branche, som efterhånden er baseret på at hytte sit eget skind, men det på trods er hun blevet medlem af forskningsrådet og nyder anseelse blandt kolleger som loyal. Line drømmer om mere plads til at fordybe sig i forskningsprojekter, som også involverer feltophold på fjerne destinationer. Måske lidt af en drømmer. Privatlivet bliver delt med manden Søren og de helt og halvt fraflyttede børn Ida Maria og Mads Emil. Hun nyder udsigten fra vinduerne hver dag.

Lars læste biologi i Århus og var med til at starte Regnskovsgruppen Nephentes. Og netop ved en støttekoncert for regnskoven blev han og Hanne kærester. Efter en rejse i Ecuador flyttede de to i 1995 ind i ’Pax’ på Emborgvej, hvor Mads, der blev født i Århus, og siden Katrine, der er indfødt Alken-bo, er vokset op.

Fodboldspillet genoptog han som oldboys i Dover GF, men efter to sprungne akillessener blev fodboldstøvlerne givet væk.

Lars, der netop er kommet tilbage fra en rejse i Columbia, skrev i sin tid biologispeciale om Ecuadors regnskov og har gennem årene fået stor tilknytning til Latinamerika. Han arbejdede to år for FN-organisationen FAO med skovbrug og småindustri i Ecuador og er nu ansat på AC Børnehjælps kontor i Århus, hvor den meste tid – med mange årlige rejser - bruges som projektleder af familierelaterede projekter i Bolivia og Columbia.

Lars er en god handyman, hvilket efterhånden kan ses på huset, og han hjælper også gerne andre. I det hele taget er han en aktiv herre i lokalmiljøet. Har været i bestyrelsen i Bjedstrup Børnehus, på Alken Mejeri og i de sidste mange år i Alken Vandværk. Han elsker at komme på mejeriet til fredagsbar og ’parabold’ og ses ofte på markerne omkring Alken  i selskab med hunden Gaia.

Her boede Gitte og Peter med deres to børn i en treværelses-andelslejlighed med toilet på bagtrappen og fælles bad i kælderen. Alt, hvad de behøvede, lå lige om hjørnet, for eksempel videobutikken, hvor der blev lejet moviebox og disneyfilm. Og da de blev trætte af at skulle leje videomaskinen hver gang, købte de én til deling sammen med overboen.
Når du kigger ud af vinduet mod søen, så ser du med det samme den smukke glasmosaik, som hænger og skinner i solen. Den stammer fra den kolonihave, som Gitte og hendes familie havde i Århus. Hvert år, når sommeren nærmede sig, flyttede hele familien ud i det lille hus i Haveforeningen Skovlunden. Børnene blev kørt i børnehave og vuggestue i cykelanhængeren, og om eftermiddagen nød de hulen i træet og den stribede hængekøje. På Gittes hyggelige værelse er der meget for øjet. Den røde næse er ikke kun til pynt, den bliver brugt på alle arbejdsdage. På fire faste børneafdelinger, et plejehjem og alt det løse, kommer Gitte med sin rullende blå kuffert, fyldt med klovnerier. Lidt senere er hun forvandlet til Trudi, børnene og de seniles ven - med smittende ballade, latter og omsorg. Bjedstrup Børnehus var tidligere stedet, hvor hun sammen med børn og voksne udfoldede sjov og leg. Det blev Gittes springbræt til hospitalsklovn.
De fire verdenshjørner blomstrer voldsomt om kap med Hibiscus og orkideer i vindueskarmen. Du kan ofte møde Gitte i det lokale havecenter, for hun elsker blomsternes farver og dufte, ude og inde. Hun lader gerne sit sociale gen pleje, hos naboer, familie og venner. Fra Alken udgår hendes verden, her spræller hun som en fisk i Mossøs vand, sommer og vinter.
Et stort tillykke til en betænksom, latterglad og gavmild Gitte, årgang 1960. 
Er ikke hjemme på dagen, men holder fest ved søen til sommer.

Vi lever et levende liv

mennesker, insekter, siv

og at det som er kært

er det som er sært

det er renlig barndoms tale

med rod i al naturens høje sale

høje sale, høje sale.

La os leve, la os leve,

La os leve, la os leve.

Poul Ganer

Siden jeg flyttede til Alken, har jeg haft en nabo som, når vi render ind i hinanden, altid har en lille hilsen med fra alt det, der gror og lever. Der er altid livstegn i naturen, selv en grå og kold januardag kommer han og fortæller, at nu er der friske velsmagende hyldeskud, eller at han har lige set isfuglen nede ved Mossø.

Det er Poul jeg taler om, Poul Ganer der bor i Mejeriets overetage, og jeg har bedt ham fortælle lidt om sit liv. 

Poul blev født i Skjern, som den næstældste blandt tre søstre. Familien boede der, indtil Poul var 12, 'lige længe nok til at se dem ødelægge Skjern Å', siger Poul.

Der var storke i byen, og Poul færdedes meget ude omkring i området. Familien slog sig dernæst ned i Skive, tæt ved fjorden og Krabbesholm Skov.

Sidst i gymnasietiden meldte han sig ind i Natur og Ungdom og mødte mennesker, han kunne dele sin interesse med. Han blev snart en aktiv forkæmper for miljøet, meldte sig også ind i Radikal Ungdom og aktionerede, købte en guitar og lærte sig at spille og skrev sange om det, der optog ham.

Efter gymnasietiden flyttede han til Århus for studere filosofi, idet han håbede at lære mere om den fremvoksende øko-filosofi. Men faget var simpelthen for 'kedeligt og u-socialt' for Poul, som i stedet fandt langt mere glæde i at arbejde som frivillig, og siden lønnet medarbejder på Natur og Ungdoms foreningsgård ved Klostermølle. Der var trykkeri og mødelokaler, og Poul fik en masse erfaringer med at lave foldere, kurser og vandreture. I 1980 var han med til at tilrettelægge en Vadehavs-festival, og samme år optrådte han med egne sange om Vadehavet i Viseteltet på Roskilde-festivalen! 

En vinterdag i 1984 kørte Poul sammen Jan Kjærgård rundt på en foredragsturne om ’Padder og Krybdyr’. Det havde sneet kraftigt, og bilen skred ud og ramte et træ. Poul fik åbent kraniebrud og måtte efterfølgende bruge tid på genoptræning. I de følgende år fortsatte han imidlertid med sine aktiviteter, og i 1988 flyttede han til Alken.

I 1992 flyttede han ind på Mejeriet  - samme år som jeg og min familie købte mejeribestyrerens hus. 

På Mejeriet var der den energiske Anette Nielsen, som havde etableret Alken Kunstcenter, og Poul hjalp til, indtil det lukkede ned, og fortsatte siden hen med udstillinger om urter og kunst oppe i Galleriet på Mejeriets overetage.

 I 1995 var han med til at starte partiet SOL (Solidarisk Alternativ), som siden hen er blevet til de Grønne Demokrater. Han skriver læserbreve, og han løber Maraton, og i årevis har han bidraget med sine sange, når 'Jyder Mod Overflødige Motorveje' har aktioneret. 

Poul holder øje med alt det spiselige og blomstrende, I møder ham sjældent uden noget af det i hænderne, og han er altid god for en opskrift på urtesalat eller blomsterkompot. Han kender vores egn ud og ind, og som I ved, er Poul også altid klar på at vise vej på svampe- og fugleture. Og kommer vejen forbi en af de mange bække, der springer ud af bakkerne heromkring, stiller han sig gerne op ved dens bred og klukker en hyldest til den:

Du lille livsfulde bæk

- du pibler og pibler

kommer af moder jord.

Dråbe for dråbe

samles du til en stor

dansende strøm.

Ingen tvivl, ingen undren,

kun selvfølgelig dansen dig frem…….

                              Lene Else Hansen/Poul Ganer

Lad denne lille notits være en hyldest til en ægte græsrod, en vogter og værner af vores fælles natur. 

Udover det var Peters far post og hans mor frisør. Peter og hans bror Jens fik også en tredje bror, Anders, der var født multihandicappet og det meste af sit liv har været på døgninstitution.

Peter gik i landsbyskole med flere årgange i samme klasselokale, tog siden realeksamen på Farstrup Skole og HF på Ranum Seminarium. Lærerseminariet droppede han efter et års tid.

Da Peter var 18, mistede han sin far og måtte for en tid passe gården sammen med sin mor, indtil de solgte gården, og Peter tog på højskole i Brandbjerg.
Efter højskolen flyttede han i lejlighed i Prinsensgade i Aalborg og begyndte som skovarbejder i St. Restrup Skov. I julen 1983 mødte Peter Gitte på den lokale kro i Nibe. De blev kærester, og Gitte boede i Århus, så der blev brugt en del penge på transport mellem Aalborg og Århus. Efter et halvt års tid flyttede den unge VS'er til Langå i et kollektiv i et stort gammelt hus kaldet slottet med hjemmedyrkede, økologiske grøntsager og ølbrygning. Da kollektivet blev opløst, flyttede Peter ind i Gellerupplanen, hvor Gitte boede i kollektiv. Som langtidsledig kom han i Århus Arresthus – altså som medarbejder – og sammen flyttede Peter og Gitte i en lille lejlighed i Åbyhøj. Den var hyggelig, men uden afløb under køkkenvasken.

I 1985 startede Peter på Jydsk Pædagogseminarium i Århus og blev færdig i 1988. Men inden da købte de to andelslejlighed på Frederiksbjerg til den store sum af 25000 kr. Her boede de, da Andrea blev født, og i en treværelses i samme andelsforening blev Frede født i 1991. Peter arbejdede på Fjordsgades SFO og brugte under en orlov i 1993 to måneder i Ghana på at opleve og lære at spille afrikanske trommer.

Der var ikke nok for handymanden at gøre i lejligheden, så familien købte kolonihavehus i Skovlunden i Marselisborg. Her flyttede de ud hvert forår i april og i september hjem igen i lejligheden, som var fremlejet sommeren igennem.

Han har også været pædagog og souschef på Møllevangens Fritidshjem, arbejdet på døgninstitutionen Bøgholt og siden 1997 som afdelingsleder af klubben Sct. Georgsgården i Skanderborg. Peter – der selv er ivrig amatør-rockmusiker - giver de unge sceneplads og opmuntring til at udfolde sig musikalsk. Han brænder for at hjælpe og guide de svage unge og deres familier, og er pt. i gang med en efteruddannelse inden for familieterapi.

I 1998 kom familien til Alken og boede først fire år på Alkenvej 44. For syv år siden er de så rykket ind i huset på Alkenvej 167, hvor den ivrige og kreative  ’Byggemand Bob’ har haft rigtigt travlt med at gøre huset til et fint, godt og dejligt sted for familien at bo. Masseovn, tilbygninger og terrasser hele vejen rundt. Tilnavnet Byggemand Bob fik han af en lille dreng fra byen, der hver gang, han gik tur med sin far og mor forbi huset pegede og sagde: ’Der bor Byggemand Bob’.

Peter er en meget arbejdsom og kreativ mand, og udover at bygge og lave om på hus, bruger han adgangen til Mossø rigtig meget. Han fisker, sejler, bader og tager indimellem alene på overnatningstur på den selvbyggede tømmerflåde.

I fritiden spiller han floorball i Skanderborg på 2. divisionsholdet. På holdtrøjen står der Papi, da han er en af veteranerne på holdet, som også tæller hans søn Frede.

Mange års interesse for selvudvikling og selvindsigt har ført ham til mange kurser og udviklingsforløb, og en time dagligt står den på meditation.

Peter har stået for gadekonkurrencerne under byfesten, har i en længere periode været en del af bestyrelsen på Alken Mejeri og var bl.a. med til at lave cafeen og den store sal så flotte, som de er i dag.

Nu er han medlem af bestyrelsen i Håndtryk - som spændende og ny udfordring for byen og ham selv.

Grethe var gårdmandsbarn og stammede fra Christianshede ved Bording, hvor hun var både nabo og skolekammerat med Verner. De to flyttede efter et par i Norge til Alken i 1968 og blev gift i 1969. Grethe var i mere end 25 året ’natputter’ i ældreplejen i Ry Kommune. Én af hendes gamle arbejdskammerater herfra nåede i sidste uge at skrive et langt brev, som Grethe nåede at glæde sig over. Hun beskrev Grethe som den altid omsorgsfulde og betænksomme kollega med stor respekt for de ældre.
For to år siden forlod Grethe og Verner samtidig arbejdsmarkedet og gik henholdsvis på efterløn og pension.

I ferierne sejlede de i mange år de danske farvande tynde i båd – og tilbragte sommerferien i båden. De to gør-det-selv-folk brugte også masser af fridage i sommerhus i Søndervig.
Grethe efterlader sig udover Verner børnene Morten, der bor i Ry sammen med sin kone Heidi og deres to piger Kia og Mai, samt Marianne, der bor i det sydvestlige England med sin mand Noel.

Begravelse fra Ry Kirke onsdag 28. oktober kl. 13 med gravøl på Alken Mejeri bagefter. Alle er velkomne. * I Alken Minimarked samles der ind til blomster.

For Hans betød det engageret og nyskabende skole og internationalt solidaritetsarbejde – og mange lærte ham at kende som idérig, sprælsk og musikalsk kammerat med skæve indfald.
Hans gjorde perioden med fra gamle busser og betonveje i det vestjyske til Tvinds nye rolle som ejendomsbesidder i den tredje verden.  Han stod gennem flere år i spidsen for en lang sørejse på skibet ’Return of Marco Polo’ verden rundt for at finde og beskrive egnede forskningsprojekter for en af Tvinds fonde – og blev siden producer og tilrettelægger på Tvinds satellitkanal.
I sin bog ’Den Rejsende’ fra 2002 beskrev han med humor, refleksion og anekdotisk fortælleevne om de intense år, hvordan mødet med verden uden for Tvind efterhånden fik ham til at tvivle på ideologien bag, og hvordan han i 1990 forlod det stærke og arbejdsomme, men også ubønhørlige kammeratskab, der ikke kunne rumme tvivl på sagen.
På New Zealand byggede han sammen med sin kone, chilenske Leila Ale Hassan, en ny tilværelse op fra bunden: som freelance tv-fotograf og tilrettelægger. Nu gjaldt det dokumentarfilm, rejse- og magasinprogrammer og kommercielle videoproduktioner ikke mindst i den maritime verden.
Sideløbende med sin åbenhjertige bog fortalte han i en dansk tv-dokumentar om baggrunde og inside-oplysninger fra Tvinds fonde, der førte til en langstrakt sag om skattesvindel mod en række topfolk fra Lærergruppen. Hans blev kronvidne og bevarede den højt profilerede sag igennem en loyalitet mod sine egne og Lærergruppens oprindelige idealer samtidig med en kompromisløs kritik mod det system, han selv havde været en del af, og hvis egeninteresse efterhånden overskyggede kampen for en bedre verden.
Sammen med Leila og tvillingerne Nils og Nadine flyttede han i 2005 til egnen vest for Skanderborg og fik professionel base i Filmbyen i Århus. Han fortsatte med arbejdsrejser med kameraet på skulderen, skildrede gennem flere år America’s Cup og filmede i sommeren 2008 ved de olympiske sejladser i Qingdao.
Hans la Cour var i usædvanlig grad en internationalist, der kunne opliste 83 lande på kloden, han havde besøgt. Berejst og belæst havde han altid en international vinkel på begivenhederne og var en medlevende verdensborger med et kritisk blik på selvtilstrækkelighed og dansk snæversyn. Han havde kant og var en ivrig stridsmand, der ikke skånede sig selv, hverken i diskussioner eller strabadser. Hans nysgerrighed, energi og engagement skaffede ham værdifulde kontakter overalt.
Sit seneste filmprojekt arbejdede han videre på fra sygesengen til sidste dag – en dokumentarfilm om oprindelige folk i Peru og deres kamp for retfærdighed over for loven. 
Udover sin nærmeste familie – Leila og børnene - efterlader han sig sin mor, svigermor, tre søskende og venner på alle kontinenter.

Begravelse fra Dover Kirke tirsdag 27. oktober kl. 14.

Hun var aktiv i kvindebevægelsen i slutningen af 70’erne og starten af 80’erne, boede i kollektiv i Graven i Århus, gik på højskole, var på ølejr på Drejø, på dansekursus og med i rødstrømpe-bevægelsen. Man kommer heller ikke uden om at nævne Thai Chi, makrobiotisk madlavning, selvudviklingskurser, meditation, massagekurser og uddannelse på Nordlys Centret i Silkeborg.
Jytte er både zoneterapeut og sygeplejerske, har sidenhen taget Bodynamic uddannelsen og e r ikke den, der går af vejen for et godt kursus, og slet ikke hvis det har selvudvikling som tema. Hun har fulgt kurser i kineseologi og tankefelt-terapi. Hun har haft perioder med rejser til Bali og USA, opsøgt Sai Baba i Indien og flere gange besøgt det spirituelle bofællesskab Find Horn i Skotland og siden undervist i Circle Dances herfra.
Jytte flyttede første gang til Alken for 22 år siden og har siden boet mindst fem steder i byen. Først i to værelser, hvor nu Karin og Jans familie bor. Så flyttede hun igen til Århus og gjorde sygeplejeuddannelsen færdig. Siden i Ole Keldorfs hus og senere i lejligheden hos Verner og Grethe. Så gjaldt det en kort periode i Ry og i et husmandssted på Overmarksvej bag Dover Kirke, men de sidste 10-12 år på Søbjergvej. Med andre ord så bofast, at gode venner nu turde skrive hendes adresse ind i adressebogen med kuglepen.
Hun var med til at etablere meditationsgruppe i Alken for ca. 10 år siden sammen med Claus Madsen og Peter Værum og er fast deltager i den lille onsdagsklub, hvor meditation, tæppe og egen skammel er faste bestanddele.
Jytte er en absolut fast deltager i Alken-koret – som en del af den hårde kerne leverer hun en altid stabil og vellydend sopran.

En sommerferie på Anholt resulterede i, at hun mødte Per, og for ni et halvt år siden fik hun Martin. Hun folder sig lokalt ud på flere fronter - som fodboldtræner sommeren igennem på stadion i Dover GF, og til indendørs fodbold i Ry-hallen. Hun er i disse år ankerkvinden på borgerforeningens banko- gevinst-indsamlingshold og har gennem en årrække varetaget en kompetent bestyrelsespost på Alken Mejeri. I sin andelsboligforening på Søbjergvej er hun kasserer.

Som sygeplejerske i ældreplejen i Skanderborg Kommune arbejder hun nu på plejehjemmet Søkilde i Ry, hvor hun – også for tiden – efteruddanner sig inden for demens.

Hendes far var landbrugskonsulent, og i dag er Jytte ivrig naturelsker - vandrer, cykler, padler i kajak og ordner have. Indendøre folder hun origami-papirfugle på japansk, så de fylder hele vægge.

Hun har i det meste af sin barndom holdt sommerferie i sommerhus ved Begtrup Vig, hvor familien fortsat har familie-sommerhus.

På madfronten er hun til en for de fleste mennesker alternativ kost – og var i en årrække vegetar.

24. sep. 2009 * Birgits hjemmeside er færdig . Shamankvinden Birgit Bune har sendt Shamankvinden.com i luften. Læs om shamanisme, procesarbejde - og Birgits baggrund. Atma Skytte står bag siden.

Uvejr, torden og lynet slog ned i dyrlægeboligen, så der gik ild i skorstenen. Evas mor sad højgravid i stuen og fik et ordentligt stød, hvorefter både strøm og telefon var afbrudt. Evas far kørte til nabolandsbyen for at ringe efter brandvæsenet, mens gode naboer hjalp med at slukke branden. En uge efter disse dramatiske begivenheder blev Eva født kl. 6.10. Monstro det heftige uvejr op til fødslen har haft indflydelse på temperament og sans for dramatik?

Barndommen på landet i Viuf tilbragte Eva hjemme ved Mamma og den unge pige, eller med Pappa ude på dyrlægebesøg. Eva har assisteret ved mange dyrefødsler, før hun kunne læse. Alle sommerferier hos den svenske familie udspandt sig på den lille ø Vidinge i den Stockholmske skærgård. Det var fuldstændig som ’Vi på Krageøen’. Man levede af fisk og blåbær, gik i gummistøvler pga. hugorme og var langt fra civilisationen. Det er måske dér, fascinationen af hav og klipper blev grundlagt. Andre sommeroplevelser i farmors sommerhus ved Grønninghoved Strand, hvor der sammen med fætre og kusiner blev badet, bundet dobbelt halvstik og sejlet i robåd. Få kilometer sydpå boede en anden familie. Eva ved intet om denne familie endnu. Og de eneste berøringspunkter på den tid KAN have været en mand, der på knallert kørte rundt i sommerhusområdet og solgte friskplukkede jordbær til Evas farmor.

Familien flyttede til Grenå i 1966, og Eva begyndte i skolen. Det gik som en leg med at læse og skrive, men hun holdt mest af tegning og maling. Andre favoritter var Blå spejder, heste og klaverspil (sjovest efter gehør). Familien boede dernæst et års tid i Rungsted Kyst og så blev Evas forældre skilt. Evas mor og Eva flyttede tilbage til Grenå, hvor der ventede skønne ungdomsår med masser af fester, guitarspil, skolerevy og teater. Pæne piger gik i nylonstrømper. Eva hørte til ’flipperne’, gik med bare tæer og i arbejdsskjorter, tog til Christiania-demonstration i København. Eva lærte også at meditere og praktiserede det med stor regelmæssighed.

Evas mors svenske kæreste, jazzmusikeren og kunstneren Olle, boede ombord på et stort smukt sejlskib i Grenå havn. Det blev til mange drømme om de store verdenshave og flittig læsning af Troels Kløvedals bøger. Samme Olle opmuntrede Eva til at gå den kunstneriske vej, og efter et smut til Sydfrankrig ankrede hun op ved Holbæk Kunsthøjskole, hvor hun tegnede og malede. Derefter flyttede hun til Sydfyn, hvor kollektivbølgen var på sit højeste med Svendborg Bogcafé og Klostermoster, hvor man gik i byen, og ude på landet ved Skårup, hvor man boede og råhyggede.

Efter disse fjumreår flyttede Eva i 1981 til Århus for at begynde på Grafisk Skole – adgangsbilletten til Kunstakademiet. Efter to år dér kom hun ind på Det jyske Kunstakademi og gik på grafisk linje hos John Olsen. Samtidig var hun blevet kærester med Claus, som præsenterede hende for en helt ny verden: Nemlig Rudolf Steiners antroposofi. Det blev til et møde med en kunstnerisk pædagogik og en ny visionær måde at se mennesket på.

Eva blev ansat på Steiner-skolen i Århus, hvilket førte hende videre til tre år i Schweiz, Først et år på malerskole hos Gerard Wagner ved Goetheanum, Dornach uden for Basel, hvor hun også blev introduceret til eurytmien. I en alder af 25 år fandt Eva ud af, at hun ikke kunne sidde stille. At hun måtte bevæge sig. Og at eurytmi var fantastisk! Hun begyndte følgelig på Eurytmiskolen hos Lea van der Pals. Evas mor døde sommeren 1985, men Eva nåede hjem fra Schweiz.

Efter tre år i det midteuropæiske med adgang til stor kunst lige om hjørnet i Frankrig, Tyskland og Italien valgte Eva at flytte til nøjsomme Norge: Stjernelæreren Margrethe Solstad skulle overtage ledelsen af eurytmiuddannelsen i Moss. Og Eva nød at bo på Jeløya, en ø uden for Moss, hvor hun også forsvandt i timevis på vandring i skovene.

Efter i alt seks år i udlandet kom Eva til Århus, hvor det var ’Eurytmiensemblet Ildfuglen’, der fyldte mest i fem år. Man øvede fra morgen til aften og gav masser af forestillinger i ind- og udland. Det var en periode, hvor eurytmien blomstrede i det meste af verden. Eva blev også brugt som designer af plakater og programmer mv. Det var før, nogen havde fortalt, at den slags kunne laves på computer. Så det var store ambitioner, smuk håndskrift og klippe/klistre ved kopimaskinen.

Samtidig begynder Eva at undervise børn, unge og voksne i eurytmi. Fritiden bruger hun på mange lange gåture i Marselisborgskovene, hun maler igen og går på skrivekurser, lærer om kortprosa, digte og noveller. Og så et sporskifte: Eva bliver leder af en teatergruppe for socialt udsatte. Hun skal lave forumteater og turnere rundt på uddannelsessteder og forsorgshjem.

Derefter er Eva fuldtidsansat på Steinerskolen i Skanderborg i tre år som eurytmilærer. Et interessant, men krævende job, og hver sommer bliver Evas gåture længere og længere: Ned langs Vadehavet, rundt om Bornholm, øhop og vandring i den stockholmske skærgård. I 1997 går hun sin første Camino (pilgrimsruten) i Spanien. Hun går næsten 800 km, men fire uger rækker ikke, og hun er fast besluttet på at bruge hele sin sommerferie året efter.

Som sagt, så gjort. Hun ankommer til Verdens Ende (Finisterre) ved Atlanterhavet en tidlig morgen; følges med en nordmand, og de går ind på en bar for at få morgenmad. Gerne tortilla, den lidt tunge kartoffelomelet, som er så god at gå på. Ved baren sidder en mand og læser. Han ser bekendt ud, men eftersom han læser i en spansk avis (eller lader som om det?), regner Eva med, at han nok er spansk. Så siger han noget på dansk og forklarer hvor de kan få tortilla! Det viser sig, at han hedder Knud Erik og er med på sejlbåden ’Den Vilde Jagt’ fra Århus. Den er på sin først jordomsejling og nu ligger i Finisterre. Eva spørger, hvor han kommer fra: ’Århus’. ’Hvor i Århus?’ og da han siger Frederiksbjerg, bliver hun klar over, at hun har set ham i Føtex! Og at de bor 300 meter fra hinanden. Eva bliver inviteret ombord på ’Den Vilde Jagt’ og senere hjemme i Århus bliver de kærester. Og her er det, de finder ud af, at manden, som solgte jordbær til Evas farmor mange år tidligere, nok har været Knud Eriks far.

Inden der er gået et år, er Eva og Knud Erik på boligmarkedet. De leder i nord, øst og vest, men lige pludselig går det stærkt (i syd), for der er et drømmested i noget, der hedder Alken, og man kan bare tage toget derud. Pludselig er de husejere, men det er noget af en renovering, der venter dem. Og de finder ud af, at der ligger en fantastisk landsby på vejen til Århus. Med masser af dejlige mennesker og fællesskab. Efter den første tørn med huset tager de fire måneder til Firenze, hvor Knud Erik arbejder på EUI i San Domenico di Fiesole, og Eva går på sprogkurser og bruger det meste af tiden på kunsten: i museer, kirker og klostre. Italien er fantastisk og yndlingsland!

Hjemme i Danmark igen begynder Eva den usikre business som freelancer. Først med eurytmien som procesredskab, hvilket giver spændende opgaver. For at få flere strenge at spille på tager hun en et-årig uddannelse som trivselskonsulent og coach.

I 2002 er det gode skib ’Den Vilde Jagt’ på Kreta, og på vej hjem fra sin jordomsejling efter fire år. Her genser Eva skibet, er med til at male det og sejler så med til Sicilien. Drømmen om at sejle, som har ligget og luret, bliver endelig indfriet, og i de efterfølgende år er der sejlads hver sommer.

Ved et tilfælde begynder hun at holde foredrag om Pilgrimsruten i Spanien og får pludselig mange henvendelser. Det er som om, at tingene lægger sig til rette for Eva, og hun får lov til at beskæftige sig med essensen af moderne pilgrimsvandring. Udover foredrag bliver det nu også til udvikling af kurser, som foregår i Søhøjlandet. I 2006 går Eva for tredje gang pilgrimsruten i Spanien. Det giver endnu engang en fordybelse i temaet og meget at give videre til andre mennesker. Senest er Eva blevet fast underviser på Ry Højskoles sommerkurser med sit Pilgrimskursus.

I Alken gør Eva sig gældende som alt i koret, i kunstudvalget på mejeriet og ikke mindst som kvinden, der med finurlig ordekvilibrisme står bag den lidt knotne ged Dario, der i 2007 leverede julekalenderen på alken.dk.

3. sep. 2009 * Holder bryllup efter 22 år sammen. Iben og Karsten Munk, Boesvej 6, skal vies lørdag 5. september. Parret, der længe har huseret på egnen, har holdt sammen siden 1987 og holder nu bryllup efter vielse i Kristensamfundet i Århus. I Århus boede Iben også, da hun mødte Karsten, der var mejerist, før han uddannede sig som heilpraktiker og homøopat. Han var tidligt ude med at uddanne inden for den alternative verden og har haft klienter i mindst 20 år. Iben, der i en del år har undervist på Rudolf Steiner-skolen i Skanderborg, er både uddannet som massagelærer og som kostsvejleder. Sammen ejede de i en periode zoneterapeutskolen Logos i Viby. Før de flyttede i andelsbolig i Alken – Søbjergvej 7 – boede de i Sdr. Vissing, og efter Alken i Skanderborg Øst, før de fandt deres landsted på Boesvej. Her skaber de sammen smukke omgivelser og elsker begge både skoven og haven – en stor, biodynamisk køkkenhave. For Iben er haven ren terapi, og som Karsten siger, vil han meget hellere plukke bær end lære, hvordan man bruger den der computer.

Helga har altid været fantasifuld og kunne som barn altid finde på en ny leg eller konkurrence. F.eks. at gætte tv-serier ud fra ganske sparsomme opplysninger som sendetid og -dag eller kendingsmelodi. Eller 'Gæt en reklame': Syng jinglen eller bank rytmen og gæt produktet. Helga var svær at slå, hun kunne huske et hav af tv-serier og kunne programtiderne udenad. Også reklamerne havde klæbet sig fast: 'Meister Propper', 'Haribo macht Kinder froh', 'Kinderschokolade - viel Milch weing kakao'. Hu var stor og stærk og svær at slå i korporlige slagsmål.

Helga startede i Valsbøl Skole, hvor alle elever var samlet i samme skolestue, der om søndagen blev omdannet til kirke for egnens danske mindretal, der i Tyskland er en kultur med et rigt foreningsliv, og Helga var naturligt aktiv i gymnastikforening og børne- og ungdomsarbejde. Barndommen på landet var dengang præget af efterdønningerne fra krigen, danskere, der havde deltaget mod deres vilje på tysk side, krigsinvalider på krop og sjæl, sent hjemvendte krigsfanger, oplevelser, der havde sat sine spor, stemninger, som kunne mærkes af børnene, der hurtigt lærte, hvem man snakkede med, og hvem man legede med. Allerede efter 4. klasse skulle hun beslutte, om hun ville satse på en studentereksamen, så den trygge landsbyskole blev skiftet ud med den voldsomt store Duborgskole i Flensborg. Med skolebussen, der samlede børnene fra vest, turen til storbyen på egen hånd og hjem igen, var det en voldsom omvæltning, men efterhånden blev det dagligdag og endnu en grænse overskredet. Helga var fantastisk til at huske mennesker. I skolen vidste hun, hvad alle hed, og hvilken relation, de havde til hinanden. Hvem der var kærester, havde været det eller var på vej til at blive det. Der var trygt og rart på landet, og elsket var hun af de små brødre, men for en 17-årig pige var der unægtelig ikke så meget gang i den som i 70’ernes Flensborg, så hun flyttede i kollektiv og fik en livlig periode med alskens godtfolk og mange af tidens samfundsrelevante emner diskuteret over en ’Flensi’.

Som ung nyuddannet pædagog i 1983 og nysgerrig på livet og storbyen, var der fuldt tryk på Helga: Ud at afprøve alle mulige områder indenfor pædagogikken, børnehaver, vuggestuer, børnehjem, opholdsteder, mødrehjælpen, sygehus og et enkelt handicaphjælperjob. Nysgerrigheden ved guitar- trommespil og filmproduktion skulle stilles, og forskellige boformer prøves af. Og så har hun da også lige læst Børne- og ungdomskultur på universitetet og idræt på seminariet, ….og nåh ja, kæresten Niels blev der ikke altid plads til. Men venskab med Helga stikker dybt, så da nu ex-kæresten Niels en dag skulle bruge en hovedrolle til et krimi-filmprojekt om grænselandet, var Helga frisk. Spillefilmen ’Der er vel grænser’ fik ikke det store gennembrud, men var sjov at være med i.

I 1987 flyttede Torben Nielsen ind i et kollektiv, hvor to af Helgas veninder boede. Helga solgte juletræer lige nedenfor kollektivet på 4. sal. Koldt var det, og Helga varmede sig med mange kopper kaffe i pauserne, hvor Torben beredvilligt serverede. THan var i gang med en større rolle og syntes, at vindueskarmen med kig til gaden var det ideelle sted at lære udenad, ligesom en øget indsats for kollektivets indkøb også passede ham rigtig godt. Helga og Torben måtte drikke sig mod til nytårsaften i kollektivet. Begge blev yderst modige, dog uden at det rakte til mere end en aftale om at gå i biografen. I 1990 købte de to et meget lille og meget gammelt bindingsværkshus 5 km. fra Århus midtby. Stærkt grænseoverskridende at flytte så langt væk fra cafeer, biografer og venner. Tænk sig, 5 km! Men vennerne kom alligevel, og turen på cykel til byen og på jobbet blev overvundet. Stedet var fantastisk, med køer, heste og marker udenfor vinduet, en dejlig have med frugttræer, buske og grøntsager. Det ideelle sted for de børn, som var så ønsket. Huset gennemgik også gennem årene en total renovering med bl.a. indretning af overetage, men selv om nu også pladsen var til det, lod børn vente på sig.

Det var en hård og nogen gange ubærlig tid, hvor ønskebarnet bare ikke kom, som det jo gjorde hos venner og familie. Men endelig kom Magnus i 1995, Helga tog al den orlov, hun kunne få, fik tid til at nyde samværet med ham og samtidig reflektere over andre ting i livet - ikke mindst beslutningen om at adoptere en lillesøster. Stedet dannede de perfekte rammer for familien på kort sigt, men når tankerne gled frem på skolestart, legekammerater, en lillesøster, endnu en tilbygning stod det tydeligt at skifte bolig.

Alken, som i mange år havde været i kikkerten, mens Torben arbejdede i Voervadsbro, kom igen i tankerne. Efter at have kigget på et par huse i byen, stod Helga og familie pludselig i byggeplaner til op over ørerne for Anes Høj. Netop, midt i al dette, sommeren 1999, ringede telefonen, og en stemme fortalte, at en datter ventede i Bolivia, om fem dage.

Mødet med dengang 13 måneder gamle Paola og turen til smukke Tarija, der varede to måneder, var fantastisk, berusende, som en fødsel, bare på en anden måde. Helga fejrede i Tarija sin 40 års fødselsdag med en sjov samling gæster: To andre danske adoptivfamilier, to ansatte fra børnehjemmet, hvor den ene havde sin niece og datter med, en advokat, en tolk, en hushjælp og selvfølgelig Magnus og Torben. Helga var stort set selv fraværende, da myndighederne havde fundet ud af, at moderen netop den dag skulle møde frem, og Paolas pas og papirer stemples og underskrives med boliviansk grundig- og langsommelighed.

I oktober 2000 skulle det nøglefærdige, indflytningsparate hus stå klar på Anes Høj i Alken, MEN den gamle tese, at ’det altid tager tre gange så lang tid, men bliver til gengæld kun dobbelt så dyrt’, viste sig at holde stik. Helga kørte fra august turen Århus – Bjedstrup med Magnus, som fik sin børnehave-start dér for ikke at skifte unødigt. Huset var solgt fra oktober, så et læs flyttekasser var rammen, indtil det første sommerhus viste sig at være et SOMMERhus og blev skiftet ud med først Gjern Badeland, senere et mere velisoleret sommerhus, ved Mossø, indtil huset på Anes Høj endelig kunne indflyttes i februar 2001.

For Helga blev det tid at prøve kræfter med nye sider af sine faglige kompetencer, og hun begyndte som børnehaveklasselærer og senere dagplejepædagog i Skanderborg. Efter at have vænnet sig til rollen som ’Nu kommer kommunen’, gør Helga også brug af sine mange års erfaringer med forskellige børn og deres ligeså forskellige forældre og de dagplejere, der har børnene i hjemmet.

Helga er kendt for, såvel fagligt som privat, at være begavet med en enorm rummelighed og respekt for mangfoldighed, hun dømmer ikke folk, men prøver at forstå, hvad der ligger bag udsagn og handlinger. Hun har en skarp iagttagelsesevne, kan ’læse’ børns intentioner og ofte vende dagplejere og forældres bekymringer og frustrationer konstruktivt. Helga har begge ben plantet solidt i den sandede jord, hun er opvokset på, men har samtidig den nysgerrighed, rummelighed og åbenhed, som er kendetegnet for hendes ophav.

I januar 2008 tog hele familien tilbage til Bolivia for at gense de mennesker, der i 1999 kom til at betyde så meget, se egnen, opleve mere af landet og give ikke mindst Paola flere billeder fra sine rødder. Turen, der varede en måned, står som en meget stærk oplevelse for hele familien, fra gensynet med mennesker, der var vidne til Paolas første tid, børnehjemmet, Tarija, turen i højlandet gennem ørkener, saltsøer, bjerge med sne, kondorer og lamaer, dagene ved Titicacasøen, og i hovedstaden La Paz. Men ikke mindst at dele det meste med Hanne, Henri og Carlos fra Alken, som var dejlige rejsefæller på store dele af turen.

I fritiden holder Helga først og fremmest af samvær, nærvær og hygge i hjemmet med sin familie. Hendes egen barndom på landet var ofte travl, og der var ikke ofte tid til at lave så meget med børnene, så det ligger Helga meget på sinde at engagere sig i Paola og Magnus’ hverdag, tage på ture, opleve og erfare verden sammen.

Helga har stærke bånd til sin store familie og er ofte samlingspunkt for familiefællesskabet. Glæden var også stor, da Lorenz og Gerda købte fritidshus på Anes Høj, tæt på børn og børnebørn, der alle bor her på egnen. Typisk for Helga fejrer hun sin fødselsdag, dels med den allernærmeste familie, der nemt løber op på 25 stykker, og dels med et udvalg af piger, som har været vidner til forskellige perioder af hendes liv, og i hvis selskab hun slapper af og føler sig godt tilpas.

Eva stammer fra Silkeborg-egnen og var som ung en årrække på en gård i Tyskland, hvor hun ikke mindst fik en masse erfaringer med økologisk landbrug og havebrug. Dem videreførte hun til den frodige have på Emborgvej 109, som hun i 2002 flyttede til sammen med Thomas Tjørnehøj og sin datter Lisbeth.

Haven har hun i stor stil anlagt med ting, hun selv har kunnet hente på cykel og trillebør – marksten, et badekar til dam og fliser fra naboen - og hækken ud til vejen blev formklippet som en glad larve. Hun kører langt på cykel og vil gå langt for et lille pindsvin. Bil er i det hele taget ikke Evas stil – hun er mere til cykelhjelm og kollektiv transport og altid god for en indtrængende opfordring om at tænke sig grundigt om, både når det gælder energiforbrug og om at passe på hinanden i trafikken, ikke mindst børnene. Ferierejser foregår også med tog – og fuld oppakning.

Eva fik på den seneste generalforsamling i ABAF fortjent ros for sit gennemførte regnskab, der ikke efterlader mange spørgsmål, men vidner om styr på den mindste indtægt, vedvarende medlemskampagne og påpasselighed med den mindste udgift af de betroede midler. Tingene skal være i orden.

Eva har ord for at være en hjælpsom og omsorgsfuld nabo, og i det hele taget er hun gået ind i det sociale liv i Alken med fynd og klem – er en af de slidere, der stiller op, når det gælder. Og hvis man vil begræde, at de senest tilflyttede ikke melder sig til bestyrelser og ansvarsopgaver, er Eva et rigtigt dårligt eksempel, for det har hun nemlig gjort – fra første færd.

Eva er kendt for at være klog på og have et varmt indblik i hvad der rører sig i børn. Efter en periode på pædagogiske arbejdspladser i bl.a. Ry orkede hun ikke længere pædagogarbejdet og begyndte i et hjemmeservicefirma. Via jobtræning kom hun til Søkilde i Ry, hvor hun nu har været godt et år til stor glæde for de demente beboere og for kollegerne. Vrisser beboerne, bruger hun sin humor.

I Alken-koret er hun en sikker og lattermild sopran med en udviklet sans for pudsigheder. I sit skriftsprog er hun levende, fantasifuld og overraskende.

Her i foråret er Eva og Lisbeth er flyttet ind på Sandvejen i stueetagen hos Verner og Grethe Damholdt, der er glade for de nye lejere og det bagværk, der følger med.

Og at fødselaren slægter sin far på – i energi, engagement og udadvendthed – er ingen hemmelighed.

Efter 2. real på Solbjerg Skole fortsatte hun på Skanderborg Amtsgymnasium og blev matematisk-fysisk student. Tre-fire måneder i kibbutz i Israel, og en tur i Østafrika blev oplevelser, hun i dag stadig vender tilbage til. Det kunne man jo gøre igen...

Hanne kom hjem og arbejdede som ufaglært sygehjælper i De Gamles By i København og har siden fortalt om ringe forhold for de gamle. Selv søgte hun ind på sygeplejeskolen i Silkeborg, hvor hun første gang traf Mogens Andersen. De to flyttede sammen i hans kollektiv på Villavej i Skanderborg, hvor hun som færdiguddannet havde fået arbejde på sygehusets medicinske afdeling. De to tog ud og oplevede verden - et halvt år til Indien, Nepal og New Zealand. Og sidenhen til Assissi og Frankrig.

At køleskabet udelukkende rummede økologiske varer var ikke mindst Hannes fortjeneste. Kolonihaven fik godt nok lidt udstødning i trekanten mellem motorvej og jernbane, men abonnementet på ’Praktisk Økologi’ var obligatorisk, og det årevis før økologi erobrede mærkbare markedsandele. Zoneterapeutuddannelsen tog hun i 1983, brugte den aktivt i nogle år – og har stadig teknikken i brug.

I 1987 kom Cecilie til – ved hjemmefødsel i Varmdahlsminde ved banegården. To år senere flyttede de tre til Alken – til Emborgvej 121 – og blev en integreret del af de følgende års tilflytning af familier med små børn, der tog del i livet i byen og egnen, sikring af skolen, købet af mejeriet som forsamlingshus og starten af børnehuset. Frederik kom til i 1993 og Oscar i 1994.

Hanne har altid hørt til dem, der meldte sig til arbejdet i klasseråd, og som flux fixede telefonlister og kørsels-turnus, når hun så flere køre samme tur i bil til fodboldtræning. Det måtte kunne ordnes mere effektivt.

Hanne skiftede siden fra sygehuset til hjemmeplejen i Hørning som aftenvagt. Men praksis i det etablerede sundhedssystem kunne i længden ikke leve op til det holistiske menneskesyn, Hanne gik ind for. Hun kunne dybest set ikke være i systemet og tog konsekvensen. Hun var allerede begyndt at undervise i anatomi og fysiologi på zoneterapeutskolen og supplerede med at blive massagelærer, tog gennem årene mange forskellige kurser indenfor yoga, meditation, gestaltterapi. En periode med egen klinik i Skanderborg.

Et forløb som underviser på et daghøjskoleforløb udviklede sig til, at hun blev leder. Og i dag har hun i mange år været leder af ’Det hele menneske’ under Daghøjskolen Gimle i Århus, hvor hun står for forløb for folk, der tumler med udbrændthed i mange former.

Selv er hun kendt for en god portion østjysk målrettethed og masser af vilje og energi. Hvem har ikke set hende pløje sig frem gennem regnen på cykel for at tage Århus-toget i Skanderborg – padle rundt i kajak eller løbe rundt på vejene sært tidligt om morgenen. Hanne er et udemenneske og må bare ud!

I dag vil hun måske mene, at hun ikke længere har så meget energi, men alt er jo relativt. Der skal da for eksempel en vis portion energi til for at bygge hus selv – og så lige efter en skilsmisse. Familien var flyttet til den noget større doktorbolig, og efter hun og Mogens gik hver sin vej, skilte hun en del af grunden fra og byggede træhuset med terrasse, stensætninger i haven og overdådig udsigt over hele den natur, hun helst er midt i.

Byggeriet har nu også trukket tænder ud, det har krævet sin kvinde at tegne, låne, holde snor i håndværkere, vælge materialer – det hele. Ikke mærkeligt at Hanne holdt indvielse, da fundamentet stod støbt. Det blev en symbolsk markering af det nye livskapitel. Den nærmest maskuline energi, hun mønstrer, handler hun ud på en ganske kvindelig måde.

Hanne er kompromisløs, i stadig udvikling og vil videre. Hun er selektiv med sin tid, og filmen skal være god, før hun slænger sig foran skærmen. At sumpe foran tv siger hende intet, på sengebordet ligger derimod faglitteratur – gerne om personlig udvikling og menneskets psyke.

Hanne sløver nødigt sine sanser, og selvom hun gerne fester og danser, drikker hun sig ikke fuld. Hun er i sig selv ganske skarp i samværet med andre, forholder sig nærværende til sine medmennesker. Og lige så god hun er til at gennemføre, hvad hun sætter sig for, lige så godt kan hun mærke, hvor andre befinder sig.

De seneste år har hun selv befundet sig godt sammen med sin kæreste, Søren Slebo Hansen, der flyttede fra Ry til Søbjergvej i Alken - ud til Hanne.

26. jan. 2009 * Bhutanere til Alken. Peder Porse oplyser nu, at de omkring ti flygtninge, der skal bo i slagterens hus, er bhutanere. Over 100.000 flygtninge fra Bhutan har i 17 år levet i lejre i Nepal. Et af verdens største genhusningsprojekter skal hjælpe flygtningene til et nyt liv i et 3. land. Hør et radioindslag på P1 om projektet.

På et tidspunkt var det planen at flytte helt til Svalbard, men det blev hendes mor for meget. Derimod til Oslo og siden Molde i Vestlandet, hvor Ingrid gik i skole. Hun gik i gymnasiet i Oslo, kom på højskole og tog arbejde på et psykiatrisk hospital i Oslo. Samvær med kvinder havde hendes fascination, og det kunne – bedre end i Norge - lade sig gøre i Danmark for fuldt tryk - så i 1979 søgte hun til den nystartede Kvindehøjskole i Visby i Sønderjylland. Her gjaldt det aktiv kvindekultur, kvindemusik, en selvbygget højskole og slagord som ’ Vi ved, det er løgn, at kvinder er svage!’ Tilbage i Oslo solgte hun billetter i sporvogne og tog siden arbejde på en biodynamisk gård. Efter et længere ophold i Berlin vendte hun tilbage til Kvindehøjskolen, hvor man bl.a. gjorde de tidlige amerikanske feministers krav om brød og roser til sine. Først som elev igen – og siden selv som underviser. I de år gik Ingrid også på økologisk landbrugsskole, fik arbejde ved et landbrug i Ravnholt nær Tiset og gennemførte i samme periode uddannelsen på Århus Musikkonservatorium, som hun i 1991 afsluttede med bl.a. klaver som specialfag. Det blev også til en Cuba-rejse, før hun i 1993 flyttede til Alkenvej 44 sammen med musiker Niels Kaas, som hun var stødt ind via spillejobs. Her kom Aksel til, og Ingrid begyndte at undervise på Den Kreative Skole i Silkeborg, som har holdt ved hende lige siden.

Thorbjørn stødte til i 1995, samme år som Skanderborg Mandskor fik glæden af hende som dirigent – i begyndelsen bl.a. med Thorbjørn på armen – og det allerførste Alken-kor begyndte at øve. Familien flyttede i 1997 i eget hus på Emborgvej 109, og Ingrid fik i de år masser af erfaring som udøvende musiker, dels som pianist og dels som bassist i både klassiske og rytmiske sammenhænge. Hun har som dansemusiker spillet til bryllupper, fødselsdage osv. i mange forskellige orkestre, bl.a. Crying Time, der også i flere år spillede til byfest i Alken. Som dinér-musiker spillede hun på hoteller, kroer og forsamlingshuse i hele landet. I Alken er Ingrid selvskreven som revy-musiker og når en fællessang skal akkompagneres. Mange børn har gået til klaver hos hende i musikskolen, og for tiden har Alken-bandet Blue Sky Ingrid som bagkvinde. Rent professionelt spiller hun i Signe Laumark Band og Trio Cappuccino.

I mandskoret husker de stadig deres første adventskoncert i Tyrsting Kirke, hvor hele koret sad og trippede, fordi dirigenten ikke dukkede op. Formanden ville aflyse, men en af sangerne insisterede på at gennemføre på trods og dirigerede sig efter bedste evne gennem det første nummer. Under det næste gik døren knirkende op, og Ingrid listede ind. Hun havde i snestormen været i Tyrsted i stedet for, og fik i flere år ikke lov at køre alene! I mandskoret går anekdoten også stadig om en gang, Ingrid tog fusen på dem: Trods hendes gentagne opfordringer havde de 30 mænd – som sædvanlig – næsen begravet i noderne i stedet for at se op og følge dirigenten. Intet hjalp, indtil hun udbrød: ’Skal jeg da smide blusen for at få jer til at kigge op?’ Det hjalp.
Ingrid fik i 2005 10-årsnål i mandskoret, der har måttet modstå henvendelser fra Hadsten-koret om at købe hende. Og Alken-koret var efter en pause på et par år kommet i gang igen. Med øveaftner mest på mejeriet er Ingrid centrum i et blandet rytmisk kor, der fra begyndelsen nok var kvinde-domineret, men som efterhånden har fået mere kønsmæssig balance og fire stemmer. Med kronisk tålmodighed – der kun i sjældne tilfælde tilføjes en smule skraphed, når f.eks. sopranerne ikke hører efter - indøver hun passager, der fra starten synes så svære, men som hun får svunget sammen til fælles oplevelser, som i hvert fald giver koret selv fuld valuta for pengene, gode grin og lidt gåsehud. Med lejlighedsvise halv- og heltone-transponeringer og en bemærkelsesværdig evne til at kunne følge hver enkelt stemmes vej i de enkelte jazz-valse, viser og kanons lærer hun fra sig om korisk vejrtrækning, halvtonespring og trampedans.

Ingrid og Niels blev skilt i 2003, og de to garvede musikere optræder fortsat sammen i forskellige sammenhænge – bl.a. med flygel og violin til taffelmusik. Ingrid flyttede tilbage til Alkenvej 44 og dannede fra 2005 par med Mogens Andersen, som hun bl.a. havde været i mejeri-bestyrelse med i flere år. Sammen købte de i 2007 hus på Emborgvej 143, hvor Ingrid i første omgang rykkede ind med Aksel og Thorbjørn. Siden fulgte Mogens, Oscar og Frederik. Det var nødvendigt at udvide, og de to handlekraftige Alken-borgere har haft hænder og kalendere fulde af byggeri i mange måneder.
Kort efter huskøbet fik Ingrid konstateret brystkræft og måtte gennem krævende kemo-kur og operationer. Fletningerne blev skiftet ud med tørklæde, men Ingrids smittende humør og gode norske grin var det samme. Selvynk? Det er ikke Ingrid. På rulleskøjter og cykel imponerede hun alle, for kræften skulle overvindes. Ingrid parrede sund levevis og konsekvent genoptræning med stor viljestyrke, og nu er kræften væk. Efter et halvt år underdrejet, begyndte hun i efteråret med korene, tog gradvist undervisningen op igen og overvejer nu at smide tørklædet helt.

Her kan folk i Alken oplyse om deres virksomhed, initiativ, kursus o.l.

Servicen er gratis for medlemmer af Alken Mejeri og medlemmer af Alken Borger- og Aktivitetsforening.

Anne Mette Granner, Emborgvej 107, om sit webgalleri.

Anne Mette Lykke, Aneshøj 10, om projektet SUN - bæredygtig udnyttelse af naturlig vegetation i Vestafrika.

Atma Skytte og Adam Thuesen, Emborgvej 145, om deres Living Tradition.

BB von Holck alias Birgitte Borch, Emborgvej 117, om sit Bålrum.

Birgit Bune, Alkenvej 73, om sit shamanistiske arbejde på Shamankvinden.com.

Bjarne Toudahl, Emborgvej 131B, om sit håndtrykkeriværksted, Håndtryk, på Mejeriet.

Christian Namrok, Emborgvej 100, om sit pandekageværksted, la petite france.

Claus Madsen, Emborgvej 139, om sin klaverstemning, Stemning.

Eva Michaelsen, Alkenvej 32, om bl.a. pilgrimsvandring. Se  www.movimento.dk.

Finn og Ulla Amsinck, Anes Høj 4, om støtteforeningen Ældre til Ældre.

Frederik Ravn Andersen, Alkenvej 65, om bandet Lips.

Gitte Møller Madsen, Alkenvej 167, om Hospitalsklovnen Trudi.

Jan Mikael Granner, Emborgvej 107, om sit it-firma frontGATE Solutions.

Jens Ladefoged, Emborgvej 97, om J.L. Beton & Kloak ApS.

Jørgen Finnemann, Emborgvej 90, om Holistisk Sundhed - selskabet for sundhedsforståelse og Hearts and Hands - et spiriuelt hospice-arbejde med støtte til døende.

Kaare Bay, Emborgvej 131 A, om sin KranioSakral Terapi og Fysioterapi.

Lone Leth-Nissen, Emborgvej 84, om sin coach- og konsulentvirksomhed.

Margit Szlavik og Kaj Pedersen, Emborgvej 96, om deres Teater Morgana.

Mik Sybrandt, Vædebrovej 26, om sine virtuelle musikinstrumenter, GTG Synths.

Misha Belinson, Emborgvej 121, om sit acting, directing og teaching. 

Morten Iversen, Emborgvej 117, med Have og Natur.

Olga Fjord, Søbjergvej 6, med sin Spejderhonnørmarch.

Poul Ganer, Emborgvej 116 - om at forbedre sin hverdag hver dag.

Stine Christoffersen og Peter Wittenburg, Alkenvej 77 med deres terapicenter Human Process.

Søren Christensen, Alkenvej 63, om ManuVision og en ny uddannelse i Århus.

Torben Nielsen, Anes Høj 5, om sit teater, Slapstick.

Tove Nyholm om sit Hannah Arendt Project. Om den enkelte og det fællesskab, vi lever i.

Rundt om Alken

Folk rundt om Alken - i Bjedstrup Skoledistrikt - har også mulighed for at præsentere på alken.dk, hvad de laver. Det forudsætter også et medlemsskab af ABAF eller Mejeriet - eller begge foreninger.

Bodil Lysebjerg Lund, Østermarksvej 5, om sin private, økologiske dagpleje, Lysebjerg Dagpleje.

Finn Mathiasen, Boesvej 3, om sit tv-produktionsselskab ABCFilm.

Gerda Langballe, Boesvej 4a, om Himmelbjergegnens Livsvandringer.

Henrik Bjerg, Svejstrup, om sine to netbutikker med bl.a. antikke Buddhaer www.zenantique.com og www.unikantik.dk

Johanne Eagleroad, Krogdalsvej 10, om tipisalg og formidling af indiansk kultur, Eagleroad.

Karsten Munk, Boesvej 6, om Leonardo Akademiet, da Vinci Akademiet og Leonardo da Vinci Klinikken.

Peter Dalsgaard, Hannesvej 3, Svejstrup, om sit eventsupport.

Peter Raasch, Alkenvej 26 a, om sin terapeutiske Flowering Tree metode.

Rickard Rother, Boesvej 9, om sit metalmageri, metalmageren.dk.

Susanne Emmysdatter Behnke, tidligere Boesvej 6, om sit fortælleværksted, Urmoderens Sang.

Troels Dilling-Hansen, Bjedstrupvej 31, om Helse - og kursuscentret BrugZen i Bjedstrup.