Forside
Mejeri
Borgerforening
Foreningen Liv i Landsbyen
Købmanden i Alken
Kultur
Alken-koret
Natur
Alken Saftklub
Trafik
Vandværk
Teknik og anlæg
Dover GF
Alken Minimarked
Historie
Fotos fra gamle Alken
1841-1921 Landpost Rasmus Madsen
1871 Holdeplads og havnebane
1906-1991 Ane Sørensen
1909 Alken-foto
1915 Viggo Hansen
1920 Agner Jørgensen
1920 Sypigerne i Alken
1931-1969 Julens Glæde
1934-1964 Købmandskone i 30 år
1934-1991 Gerda Slagter
1945 Det duede ikke med husbestyrerinder
1947 Tørvegravning Alken Enge
1948 Dramatik ved Mossø
1952 Kaj og Kirsten
1958 Alken Enge udgravning
1949-1992 Holger Vivike
1979 Alken Station foto
Alken år for år siden 1979
1980'erne Signe Viborg husker tilbage
1990'erne Olga Fjord Keis' sang om Alken
2000 Kampen for toget
Alken Enge udgravning
Liv i byen
Folk i Alken
Lokale links
Alken-Chinenke
Arkiv
Video-vitser
alken.dk
smalltalken
Opslagstavle
Bolig i og omkring Alken
|
 

Brugernavn:

Adgangskode:


 

Powered by frontGATE websolutions

 
 
 
Alken - år for år siden 1979

I 31 år blev der i Alken udgivet et byfestblad med lokale historier og annoncer - fra 1979 til og med 2009. Ole Nielsen og Verner Damholdt har begge passet godt på de årlige blade - og sørget for at gemme dem - så nu ligger der en ubrudt samling i en kasse på alken.dk's redaktion på Alkenvej 161. På alken.dk tager vi dem et for et og dykker ned i Alken og omegns nyere historie.


 
 
                                                         (Kortet er fra kommuneplanforslaget i Ry Kommune 1985-97)

17. apr. 2017 * Alken 1986: Da Bjedstrup Brugs lukkede, og der var planer om campingplads ved Alken. Byfestbladet i 1986 er et eksempel på, hvordan den årlige tryksag, der blev husstandsomdelt i hele skoledistriktet, påtog sig at orientere folk – også dem uden et lokalt dagblad - om bl.a. kommunale planer. Det gjaldt kommuneplanen fra 1985-97, og som det fremgår af kortet, så var der bl.a. streger på tegnebrættet om dagcamping på ’Smedens Mark’ og om en campingplads nord for Dakbjerg - på den nordlige side af Emborgvej op mod banen. Ingen af delene blev dog til noget. Det år stod borgerforeningen for en løvfaldstur – især beregnet til byens ældre – hvor man i bus besøgte Sønderborg Slot, handlede i grænsebutikker og spiste kromad på hjemturen. Tøndeslagningen til fastelavn foregik i Westesens have og samlede 40 udklædte børn - så bare kom an, børnefamilier. Dilettant-gruppen med Bent ’Røde' Jensen og Carsten Jensen i spidsen skrev det år selv stykket, der blev opført i Fiirgårde Forsamlingshus, hvor gruppen, der i tre måneder havde øvet hver uge, dog syntes, publikum var lidt for småt. Men de havde haft det skægt og fik set det hele på video bagefter. Byfesten i 1986 foregik på Slagterens Mark om eftermiddagen, og om aftenen i Alken Forsamlingshus, der lå ved smedien, hvor Emborgvej støder til Skanderborgvej. Længere oppe ad Skanderborgvej måtte Bjedstrup Brugs lukke i 1986, og bygningen blev solgt. Olaf Jakobsen var den sidste formand og dannede sammen med Gert Mikkelsen og Peder Porse likvidationsudvalg og stiftede i den forbindelse Bjedstrup Brugsforenings Støtteforening, der siden årligt har støttet en række lokale formål, ikke mindst elev-faciliteter på skolen. (Foto Leif Tychsen. Skanderborg Historiske Arkiv.)

 
 

 

3. dec. 2016 * Alken 1985: Lynchstemning,’besættere’ og tvist om forkøbsret. Byfestbladet i 1985 vidner om en periode med nogle af de mere dramatiske begivenheder i Alkens historie, og for at få baggrunden for, hvad der skete i 1985 med, må vi nogle år længere tilbage i tiden. Flere lokale har kunnet bidrage til beretningen om, hvordan der opstod decideret lynchstemning i Alken efter et overfald, der også havnede på forsiden af Ekstra Bladet. En ’blind passager’ var af DSB-folkene blevet sat af toget, hvilket var gængs praksis. Nogle vil vide, at netop det at blive sat af i Alken nogle gange skete som en ’ekstra-straf’, selv om Ry eller Skanderborg ofte var nemmere at komme videre fra. Gratisten fra toget troppede op hos Michael Sørensen – gift med Ane, der gav navn til Anes Høj – for at få husly for natten. Han fik et venligt tilbud om at overnatte i halmballer i stalden sådan som også landstrygere fik, men det tilbud provokerede åbenbart den berusede mand, for han slog og overfaldt Michael, og tog så benene på nakken ned mod Mossø. Flere naboer kom til og fulgte efter, og her opstod den lynchstemning mod voldsmanden, som kun slap for de tæv, der hang i luften, fordi politiet nåede frem og arresterede ham ved skoven nær Søbjerg.
Tilbage til 1985, hvor DSB efter en henvendelse fra Alken Borgerforening skrev ud til togpersonalet om så vidt muligt fremover at undgå udvisning af uønskede personer. Endnu en gang var en beruset passager blevet sat af toget, hvilket gav ’uønskede og ofte ubehagelige henvendelser’ til folk i byen, hvor der ikke var en telefon ved trinbrættet, så man hurtigt kunne tilkalde politi. Alken-henvendelsen betød dermed, at DSB henstillede til ikke længere at sætte problematiske passagerer af på de mindste stationer på strækningen. På ’Viggos grund’, som i dag hedder legepladsen og snart fællespladsen, var der også ballade. En gruppe yngre mennesker havde slået sig ned for sommeren i ’grisehuset’, som i vore dage bl.a. bruges til byfestbar og opmagasinering. De havde kun delvis tilknytning til Alken og var uønskede af mange i byen, fordi de støjede, røg en del hash og ikke mindst sked i hjørnerne af legepladsen. Ole Nielsen forsøgte på Borgerforeningens vegne at få ’besætterne’ i tale, men ikke med det helt store held. Ved en episode på banegården i Skanderborg mødte han siden en af dem – og blev voldsomt skubbet ned på sporene. Besættelsen ophørte dog, men også brugsretten til pladsen var der blæst om. Formand for borgerforeningen, Ib Rasmussen, skrev bl.a. om, hvordan der opstod tvivl om foreningens forkøbsret til pladsen: ’En kedelig situation, hvor en retssag skal afgøre, om grunden skal overgå til andre, eller om Borgerforeningen stadig kan disponere over den’. Han ærgrede sig også over, at kommunen ikke havde købt grunden, da den var til salg.’ Borgerforeningen tabte retssagen, så håndboldmålene måtte flyttes væk en periode, indtil grunden igen endte på fællesskabets hænder. Carsten Jensen husker dog fra den tid, hvordan det at ville etablere legeplads for byens børn væk fra trafikken slet ikke var noget, alle i byen bakkede op om. ’Når ens egne børn havde kunnet lege på gaden, kunne de nye vel også’. Ib Rasmussen forlod efter fire år bestyrelsen under generalforsamlingen, der foregik på Boes Kaffestue,  og nye blev bl.a. Poul Westesen som formand og Bent Kilhardt som kasserer. Et samarbejde med den nye borgerforening i Svejstrup om andespil trak ikke rigtig folk nok og blev droppet igen. Dover GF’s andespil gik til gengæld godt de år. Fra oktober til jul foregik de hver onsdag i Alken Forsamlingshus, der dengang lå ved Alken Smedie på Skanderborgvej. I pinsedagene blev Alken international, da omkring 70 gæster fra Alken i Tyskland og Alken i Belgien snakkede flamsk, tysk, jysk og engelsk i de små hjem i Alken og Svejstrup. Programmet lød på besøg på Ambolten i Ry, Den gamle By, tag-selv-bord i Jaungyde Forsamlingshus med 150 mennesker, folkedans udenfor, bus- og sejltur i Søhøjlandet med spisning på Terrassen i Laven. Som et lille efterspil mødte en snes borgere fra Alken op til byrådsmødet, hvor Ib Madsen talte varmt for at underskudsdække Alken-Alken-Alken-arrangementet med 5.000 kr. sammen med Radikale og Tværsocialisterne, men blev stemt ned af de borgerlige. De kunne nu godt have stemt for, for arrangementet viste sig at give overskud…
Byfestbladet udvidede fra 44 til 60 annoncespækkede sider og  omtalte også, hvordan Vita og Jørgen Pedersen det år flyttede fra Alken efter 25 år. Begge havde lagt mange kræfter i borgerforeningen – og er ofte vendt tilbage - som ved Alken Mejeris 10 års jubilæum, hvor de kom med det store flotte stationsskilt, der hænger over døren ind til mejeriets køkken. Det havde de omhyggeligt sikret, da stationsbygningen blev revet ned.
(Det var ikke kun drama det år: Fotoet er fra byfesten 1985, hvor Låsby Folkedanserne optrådte. Se Arnth Jørgensen svinge Karen Jensen. Foto: Preben Baltzer)


                                                                                                               

17. juli  2016 * Alken 1984: Vandsenge på mejeriet - og dengang Sandvejen lå uden for byen. Virksomheden Akva Waterbeds, der i dag beskæftiger 35 mennesker i Ry, tog sin spæde begyndelse i Alken, da fabrikant Lars Brunsø i 1984 begyndte produktionen af vandsenge på mejeriet. Det varede et par år, så blev forholdene for små, mens Lars og Lone Brunsø privat blev boende i Alken nogle år endnu, før de også flyttede til Ry. Byfestbladet kunne den sommer berette om endnu en delegation til vinfest i Alken Mosel og en forventning om at modtage Alken-gæster fra både Belgien og Tyskland i 1985. Svejstrup fik stiftet sin borgerforening med hele 75 til stiftende møde – og medlemmerne herfra fik samme rettigheder ved arrangementer i Alken, som borgerforeningens medlemmer havde her. Cyklisterne tog sig endnu en Tour de Mossø , fire søndage op til jul gik med andespil på Bjedstrup Skole, og fastelavn med tøndeslagning foregik nu hos den nye købmand Birgit Pohle, der var kommet året før. Byskiltet på Alkenvej blev det år flyttet over på den nordlige side af banen, ’så det ikke længere stod inde i byen’. Borgerforeningen var i forhandlinger med Jysk Telefon om en offentlig telefonboks i byen, og folk fra bestyrelsen havde dette år i den grad øget antallet af annoncer i byfestbladet. Som noget nyt blev byfesten i 1984 påbegyndt med en opråber og en trommeslager, der gik ud i alle fire hjørner af byen og kundgjorde festens begyndelse. Og så var 1984 året, hvor der for første gang blev annonceret revy – båret af kræfter i byen, der i forvejen spilede dilettant.


 
 

30. april 2016 * Alken 1983: Ingen jernbanebomme - og Birgit begyndte som købmand. Jernbane-enthusiast Thomas Tjørnehøj, der siden selv flyttede til Alken, fotograferede i 1983 (som han skriver i 2016:) ’Alken Hovedbanegård, en grå og snusket forårsmorgen for næsten præcis 33 år siden. Det ser ud som om perronbelægningen er grus, men det kan da ikke passe...? Det er nok snarere dårligt lagt og dårligt vedligeholdt asfalt. Dengang kunne man klare sig uden bomme, men med klokker og blinklys alene - og så må man konstatere, at venteforholdene trods alt er knap så ringe nu om dage...’ . Nå, men Thomas kørte dengang videre i toget. Den store begivenhed i Alken i 1983 var, at Birgit Pohle overtog Alken Minimarked fra Bruno Binnerup, og hun drev butikken frem til maj 2011 som et af de helt afgørende mødesteder og sociale samlingspunkter i den periode. I august lukkede slagter Erling Rasmussen forretningen, men fortsatte med salg af bl.a. hele og halve grise – og i øvrigt slagtning af både grise og kreaturer. Læs interview med Erlings mor, Gerda  ’Slagter’, fra byfestbladet i 1991. Af byfestbladet fremgik det, at der lurede planer om en campingplads ved Alken – der dog aldrig blev gennemført. I bladet skrev formand Ib Rasmussen bl.a. om juletræsfest sammen med Dover GF, to andespil, et foredrag om træskomagerne på egnen og et begynderhold i tysk i samarbejde med AOF på Bjedstrup Skole. Årsagen var selvfølgelig de populære ture til Alken, Mosel, hvor 50 deltagere netop havde oplevet kroning af ’vindronning’, fyrværkeri og det hele. Som Ib Madsen beroligende skrev: ’En ikke uvæsentlig del af turen bliver muligheden for at smage på det produkt, Mosel er specielt kendt for. Det bliver drukket vin i meget store mængder, men alt foregår i en så behagelig og rolig atmosfære, at alle kan deltage, uanset om man foretrækker blot at nyde naturen og folkelivet i det hele taget i en lille tysk flodby.’
Borgmester i Ry, Ejnar Gadegaard (V), var med til venskabsby-besøg i Alken – der blev en stor succes. Årets dilettant-forestilling foregik forsøgsvis i Fiirgaarde Forsamlingshus, mens Alken Mejeri, hvor hoptimistproduktionen var stoppet tilbage i 1974, nu i 1983 lagde rum til diskotek under byfesten. Efter byens overtagelse til forsamlingshus i 1995 skulle det for alvor blive til masser af fest og dans.


 
22. apr. 2016 * Alken 1982: Da Alken-borgere fik t-shirts første gang. Alken Borgerforening havde i 1982 købt et antal t-shirts med tryk på - nu hed det i lyset af Alken-Alken-Alken-samarbejdet 'Alken, Danmark'. Og på fotoet poserer Mikkel Skau Staehli og Nikolaj Laurits Skau Staehli, hvis bedsteforældre, Ib og Birthe Madsen var rodet ind i det belgisk-tysk-danske netværk. Ligesom det er på tapetet i 2016, så var det også i 1982 aktuelt at give medlemmer af borgerforeningen 'rabat', idet venner og bekendte var velkomne ved byfesten - hvis de altså  betalte 10 kr. mere i entré for et passivt medlemskort. Foreningen stod det år både for en cykeltur - Tour de Mossø - og i november året før for en politisk høring op til kommunevalget. Tre fra bestyrelsen var  på et første besøg i Alken Mosel: Ole Nielsen, Ib Madsen og Ib Kryger Rasmussen - med damer, som det stod i byfestbladet. Her blev der også reklameret for 'Kampen om Strikken', som ifølge Poul Westesen var 'tovtrækning mellem Alken og Gl. Ryes stærke karle, byfestens største øjeblik. Det var sjældent, Alken vandt - en enkelt gang måske, håber og tror jeg. Trofæet var et tykt stykke reb, hvor der hvert år kom et emblem med årstal og vindernavn på'. Fra bladet kan nævnes, at man kunne få en helårsforsikring hos Gl. Skanderborg for 252 kr. - og så var der bare seks cifre i telefonnumrene. En ny titel var Legepladsmand - det var Arnth Jørgensen, der sammen med Inge Zakariasen var flyttet til Alken, i hjørnehuset, hvor købmand Bruno Binnerup havde boet.
To af de mindre selvstændige annoncerede nu ikke længere i byfestbladet: Have- og Kloakmanden, J. Jacobsen. på Alkenvej 50, og J. E. Reffsøes JE Auto på Emborgvej 112.
1982 var også året, hvor Michael Sørensen døde - han var gift med Ane, der langt senere gav navn til Anes Høj. Benyt lejligheden til at læse Søs Nielsens beretning fra 2006 om Ane - hele byens bedste. Om sparsommelighed, hjælpsomhed og kaffegilder. (Foto: Birthe Madsen)
 

                                                                                                                                          
 
7. feb. 2016 * Alken 1981: Blomsteroptog og en venskabs-kurre på tråden med Ry Kommune. Som Søs Nielsens foto fra 1981 viser, så rummede byfesten det år et blomsteroptog, hvor voksne og børn med cykler og trækvogn tog turen ned ad Svejstrupbakken. Og Søs, der sammen med Ole Nielsen var flyttet til Alken i 1980, husker, hvordan byens børn havde været med på ture i grøftekanter - halvvejs til Vrold - for at samle markblomster til formålet. Ved byfesten kunne Alken gå til 'kampen om striken' med en sejr fra 1980 som rygstød, et blæseorkester fra Ry underholdt, og Grethe Davidsens Orkester spillede til dans i Mossø-Hallen.  Men alt var ikke fryd og gammen. I borgerforeningen rynkede man brynene, da Alken i første omgang blev forbigået af Ry Kommune, da man forhandlede, om der skulle etableres venskabelige forbindelser med de to andre Alken'er i Tyskland og Belgien. Venskabet blev dog i det lange løb varetaget af Alken Borgerforening. Iifølge Poul Westesen begyndte det hele, da den daværende kommunaldirektør Stylens fra Alken, Belgien, var på ferie i Danmark. Stylens så skiltet fra 'Alken Tryk' på Alkenvej 81 og troede, det var rådhuset - og at Palle Ehrenreich, der boede der, var borgmester... Dilettant havde der været for andet år i træk, en juletræsfest blev afviklet sammen med Dover GF, og så var der planer om en campingplads nær Alken. I borgerforeningen var der ovenpå kommunens venskabsby-praksis en ny bevidsthed om også at skaffe medlemmer i de andre landsbyer i sognet -  for at kunne blive regnet med. Et medlemskort kostede bare 10 kr. om året, og man vedtog, at folk udenfor skoledistriktet kun kunne blive passive medlemmer - og en gammel bestemmelse, om at formanden og to bestyrelsesmedlemmer skulle være fra Alken, blev sløjfet. (Herunder: Olga Keis og Ole Nielsen dannede bagtrop med blomsterkrans, bøgegren og tropehjelm?)                                                                                                    
 
 
    
21. jan. 2016 * Alken 1980: Stationen revet ned - flere togstop og et læskur. Et foto taget i 1979 af Kaj Damgaard - Jørn Damgaards far - er nok det sidste af stationsbygníngen, før den blev revet ned. Og i byfestbladet fra sommeren 1980 fremgår det - måske som plaster på det sår? - at borgerforeningen havde fået igennem, at toget standsede hyppigere, og at der kom et læskur til skolebusbørnene. Dertil lovning på at få etableret en legeplads på 'Viggos grund' (som nu er på vej til at blive fællesplads). Poul Westesen husker om 'Viggo', at han var ansat på DSB's centralværksted, kom meget hos smeden og havde købt grunden af Winther, der boede, hvor nu Lotta Schmidt bor på Emborgvej. Før i tiden havde legepladsen hørt til den lille landbrugsejendom på Alkenvej 52, hvor nu Westesens bor.
Foreningens protokol bliver citeret - og her fremgik det, at borgerforeningen blev stiftet i 1948, så om få år kan vi fejre 70 og 75 års fødselsdag. Dengang i '48 havde borgerforeningen - udover fester - bl.a. haft gadelys på programmet, og igen i 1980 var det på tale at få forbedret gadelysene i byen - og ellers at holde fire lokalhistoriske foredrag og et loppemarked. Af nuværende Alken-borgere fandt man nu Ib Madsen i bestyrelsen, og Ole Nielsen i byfestudvalget. Gudenåskolen i Ry (grundlagt som lilleskole i 1976) annoncerede i bladet - og så var det Grethe Davidsens Orkester, der underholdt til festen om aftenen. Halvdelen af det orkester havde også spillet ved byfesten i 1948, og det leder tankerne hen på Rikke 'Skrædder', der boede i 'Pax' på Emborgvej, hvor nu Hanne Nielsen og Lars Christensen bor. Rudolf Foustad, der gennem årene har haft mange bidrag til Alkens Historie, har skrevet således i Alken i 50'erne: 'Skrædderen var en lille mand, der gerne arbejdede om natten. Hans kone Rikke var en meget udfarende dame, der gerne ville vide alt om alle – særligt nyankomne til byen. Hans søn Børge spillede harmonika og spillede til bal, allerede inden han blev konfirmeret. Han blev gift med Grethe Davidsen, og de spillede med Grethe Davidsens kvartet i mange år – både i Danmark og i Norge.'
Så det var altså dem, men tilbage til 1980, hvor købmanden nu lød navnet 'Alken Minimarked'. Birgit Pohle, der selv blev Alkens købmand gennem en årrække, fortæller, at Keld og Anna Pedersen i 1979/80 pludselig lukkede butikken, hvorefter den stod lukket et halvt års tid - og så blev overtaget af Bruno Binnerup. Bruno engagerede sig også i borgerforeningsarbejdet ligesom sin lillebror Erling, der var slagter og bl.a. stod for gris på spid til byfesten. Byfesten foregik stadig i Mossø-hallen - og som Jens Langkær i 2006 skrev om byfesternes historie, så var det 'et stort arbejde at holde fest her, blandt andet fordi værkstedshallen først skulle ryddes, før man kunne komme i gang, og bagefter skulle alt på plads igen.'

 
27. dec. 2015 * Alken 1979: Slagter i Alken og brugs i Bjedstrup. I dag finder man henholdsvis Lene Breumlunds X og Tværs i Alken og Troels Dilling-Hansens og Simba Klarlunds BrugZen i Bjedstrup, men i 1979 lå der slagter - drevet af Erling Rasmussen - og brugs, fremgår det af annoncerne i det første byfestblad - udgivet af Alken Borgerforening, som det hed dengang. I 31 år blev der i Alken udgivet et byfestblad med lokale historier og annoncer - fra 1979 til og med 2009. Ole Nielsen og Verner Damholdt har begge passet godt på de årlige blade - og sørget for at gemme dem - så nu ligger der en ubrudt samling i en kasse på alken.dk's redaktion på Alkenvej 161. På alken.dk tager vi dem et for et og dykker ned i Alken og omegns nyere historie.
Af nuværende Alken-borgere fandt man i 1979 i udvalgene: Bent Kilhardt i sankthansudvalget, Kurt Viborg og Anne Marie Westesen i legepladsudvalget, Poul Westesen i festudvalget og Jørgen Damgård i forsamlingshusudvalget, hvor Alken Forsamlingshus dengang lå på Emborgvej 173-175, hvor i dag Gert og Margit Nielsen bor. Formand for borgerforeningen var Carsten Jensen, som i bladet kaldte 1979-byfesten 'den fjerde i rækken', mens der tidligere i øvrigt også blev holdt sommerfester. Byfesten foregik på 'Viggos grund', der siden blev til 'legepladsen', som nu ABAF forsøger at kalde 'fællespladsen'. Festen rummede sækkevæddeløb og forhindringsløb for børn, og tovtrækning for voksne mellem Alken og Svejstrup. 'Alken Børneteater' optrådte med ''Klods Hans', og der var både drenge-, dame- og herrefodboldkampe mellem Svejstrup og Alken. Den årlige dyst om 'Strikken' var tovtrækning mellem Alken og Gl. Rye, og aftenfesten foregik i tømrermester Ove Mossø Jensens 'Mossø-hallen', Emborgvej 92. Også dengang var firmaer og butikker fra Ry, Skanderborg og hele egnen med på støtteannoncer, og i Alken var der flere små og større firmaer, der annoncerede: Mossø Huse, 'Have- og Kloakmanden' v. J. Jacobsen, Alkenvej 50, hvor i dag Britta Boisen og Jens Langkjær bor. 'Alken Købmandsgård'  - blev det år drevet af Anna og Keld Pedersen - og butikken gav tilbud ved større fester og arrangementer, og pensionister fik '5 pct. rabat på nær tobak og alkohol'. Kjeld Langballe annoncerede med vinduespudsning, Peter Rasmussen som revisor, og Olga Keis med 'Den personlige sang forfattes og dublikeres - prøve fremsendes inden dublikering, alt kan ordnes pr. post'. Alken Smede- og Maskinforretning ved Hermann Andersen lå på Alkenvej 80, hvor i dag Gunhild Andersen stadig bor, og JE's Auto, J.E Reffsøe, der solgte brugte biler og var specialiseret i tuning, lå på Emborgvej 112, i ledvogterhuset. Champignonhuset ved N.E. Gadeberg på Boesvej 1 annoncerede med 'Friske champignon eller hjemmekulturer' - og Palle Ehrenreichs Alken Tryk på Alkenvej 81, hvor i dag Jill van der Maase og Johannes Thomsen bor, var med. Palle trykkede selv byfestbladet - også i de næste mange år. Boes var repræsenteret med containerudlejningen Henning Krogh og Boes Kaffestue, som dengang blev drevet af Annette og Lars Nielsen, som reklamerede med 'Garanteret fri for udsigt - men vældig hyggeligt'. Svejstrup var i bladet repræsenteret af Rival og Aksel Nielsens 'Svejstrup Tømrerforretning' på Hannesvej 5. Alken har gennem årene haft ry for at holde gode fester , og noget tyder på, at det også var tilfældet i 1979, hvor 'Alken-visen' forfattet af '5 piger fra Alken' ifølge byfestbladet gik på 'Sådan er kapitalismen' og havde omkvædet 'Vi er mange her i byen / Alken er et dejligt sted / solen den står op bag skyen / og den går sgu aldrig ned'.

                         
 
 
 
 
 
 
Det første byfestblad fra 1979 havde som mange af de kommende numre borgerforeningens logo på forsiden. Kombinationen af Mossøs kontur og alken - altså fuglen - var kreeret af Bente Kjærgaard, der boede, hvor nu Estrid Bek og Gary Craig bor på Alkenvej 75.