Forside
Borgerforening
Mejeri
Liv i Landsbyerne
Foreningen Liv i Landsbyen
Købmanden i Alken
Kultur
Bibliotek
Alken-koret
Natur
Alken Saftklub
Trafik
Vandværk
Teknik og anlæg
Dover GF
Alken Minimarked
Historie
1490 Alkens første kendte beboere
Fotos fra gamle Alken
1841-1921 Landpost Rasmus Madsen
1871 Holdeplads og havnebane
1906-1991 Ane Sørensen
1909 Alken-foto
1915 Viggo Hansen
1920 Agner Jørgensen
1920 Sypigerne i Alken
1931-1969 Julens Glæde
1930'erne Da en snedig hævert skaffede vand til Svejstrup
1934-1964 Købmandskone i 30 år
1934-1991 Gerda Slagter
1945 Det duede ikke med husbestyrerinder
1947 Tørvegravning Alken Enge
1948 Dramatik ved Mossø
1951-1967 Far havde selv skovl med
1952 Kaj og Kirsten
1958 Alken Enge udgravning
1949-1992 Holger Vivike
1979 Alken Station foto
Alken år for år siden 1979
1980'erne Signe Viborg husker tilbage
1990'erne Olga Fjord Keis' sang om Alken
2000 Kampen for toget
Alken Enge udgravning
Liv i byen
Folk i Alken
Lokale links
Alken-Chinenke
Arkiv
Video-vitser
alken.dk
smalltalken
Opslagstavle
Svejstrup
Bolig i og omkring Alken
Shelter i Alken
|
 

Brugernavn:

Adgangskode:


 

Powered by frontGATE websolutions

 
 

Alkens første kendte beboere

 
Første kapitel fra 1490-1667 findes nederst her på siden - måske lidt ulogisk, men jeg skriver mig frem gennem tiden, og så skal det nyeste stå øverst, synes jeg...
 
 
 
 (Tegningen med Den spanske Kappe er fra København)
13. okt. 2019 * 1728-1737 En overfaldsmand, der kom i Den spanske Kappe, og en usædvanlig ægteskabskontrakt

I de første fire-fem år i dette kapitel af historien i det lille rytterbonde-samfund Alken melder kirkebogen om en enkelt begravelse: Poul Skrædder, der blev 41 år, og et bryllup, hvor Bodil Pedersdatter af Alken blev gift med Laurs Olufsen. Og så var der fire gange barnedåb, hvoraf hele tre lidt upraktisk alle blev døbt Anne. De tre Anne’r havde fædrene Niels Hyrde, husmand Anders Jensen samt Jens Pedersen af Alken. Den fjerde dåb var i 1728 på den første halvgård, hvor halvgårdmand Jens Andersen og Anne Catrine Elisabeth Denche fik døbt deres lille Anders.

Fire år senere skete i Alken et voldsomt overfald, der førte til en abort og siden en spektakulær straf. I maj 1732 meldte det samme rytterbondepar et overfald på dem begge til krigsråd og regimentsskriver Gyberg på Skanderborg Ladegård. Overfaldet var begået af en inderste, en lejer, der havde givet Anne Catrine et slag, så hun kort efter aborterede. Gyberg argumenterede over for den nye amtmand i Skanderborg Frederik Ludvig von Woyda, at lejeren, der også hed Jens Andersen, burde straffes, fordi han ’har en ond opførsel mod enhver’. Overfaldsmanden fik den straf, at han skulle indsættes i portstuen på slottet i to dage. Derudover måtte han gå med Den spanske Kappe,
en tønde foret med skarpe jernpigge, som han skulle ’have på’ og bære til skam og skændsel gennem Skanderborgs gader to timer formiddag og to timer eftermiddag. Straffen blev betragtet som rimelig for ham, ’der ikke har andet at betale med end kroppen’. Den slags straffeinstrument blev brugt i Danmark frem til 1795.

Året efter – i 1733 - fik en Jens Andersen døbt drengen Christian, men om det var Jens, der blev slået, eller Jens, der slog og kom i Den spanske Kappe, er ikke godt at vide, med titler er kirkebogen ikke altid så præcis. På den tredje halvgård fik Ernst Ludvig Denche og Ane Catrine Jensdatter døbt en dreng – Jacob, og Anders Hyrde pigen Johanne. På den fjerde halvgård var to af døtrene gamle nok til at blive gift - Anne Laursdatter med Anders Andersen af Hårby, og hendes storesøster Maren Laursdatter med Peder Jørgensen af Forlev.

På den anden halvgård dør i 1734 Søren Sørensen – dragonen fra Boes – 54 år gammel. Udover sin kone Karen Olufsdatter efterlader han sig ni børn, Søren på 24, Rasmus på 22, Christen på 18, Olle på 16, Søren på 14, Anders på ni, Johanne på 12, Anne på ti og Anne på fire år. Bemærk, at to hedder Søren ligesom deres far, og to hedder Anne. Karen, der nu som 48-årig er enke, driver halvgården videre sammen med sine børn de næste tre år.

I 1734 dør også den gamle Anna Ryts, trompeterens enke, 87 år gammel. Trompeteren selv, Jokum Frederik Denche er efter alt at dømme død i perioden 1725-1731, hvor kirkebogen mangler notater om begravelser. Både på den første og den tredje halvgård var der børn, der mistede en bedstemor i hende.

Fra 1735-1737 er der fire gange barnedåb: Ernst Ludvig Denches søn Niels, der senere skulle blive en af de fire første selvejere i Alken, Jens Pedersens datter Kirsten og Henrich Hylsbergs datter Kirstine Margrethe. At være ’uægte barn’ var åbenbart så uværdigt, at navnet slet ikke blev noteret i kirkebogen, men mor var Anne Marie Pedersdatter, og far var Niels Thomasen ’tjenende i Alken’.

Den 19-årige Christen Sørensen fra den anden halvgård blev gift med Maren Pedersdatter af Fiirgårde, Erich Jensen med Karen Jensdatter af Illerup, og Maren Laursdatter med Erich Pedersen af Boes.

De år var der tre dødsfald: Peder Svendsen, der blev 60, og hans søster Karen Svendsdatter, der blev 68. Den arv, der har været fra de to søskende, skulle gå til deres broderdatter, Karen Johansdatter. Hun var dog umyndig, så arven gik til hendes formynder på Nissumgård, hvor hun må have tjent.

Også halvgårdmand Laurs Pedersen på den fjerde halvgård døde i 1735 - han blev 50 år. Udover sin kone Johanne Christensdatter efterlod han sig tre børn, Maren på 20, Birgit på 16 og Christen på 13 år. Da der i 1737 kom ny fæster på den Laurs Pedersens ’fradøde gård’, som det hedder i fæstebrevene fra Ryttergodset, var det den 57-årige enkemand Jens Rasmussen fra Siim, der ægtede den nu 59-årige enke Johanne. Fæsteafgiften var seks rigsdaler, og gården bestod nu af 44 fag hus, fem heste, en stud, fire køer, fire kvier og seks får.

På den anden halvgård bliver der tale om en ganske særlig ægteskabskontrakt, da Karen Olufsdatter tre år efter sin mands – Søren Sørensens - død bliver gift igen som 51-årig – nu med 34-årige Niels Andersen. Niels betalte fire Rigsdaler i indfæstning og overtog et 40 fags hus, fem heste, en stud, fire kvier og seks får. Karen fik i en kontrakt understreget den betingelse over for Niels ’ei at indlade sig i Anden Egeskab på Gaarden efter hendes Død’. Samtidig skulle han kun have fæstet på halvgården så længe, indtil et af hendes ni børn kunne forestå at tage sig af det. Der skulle gå seksten år.


 
Rytterskoletaven på sandsten med tekst på latin og dansk er den sidste rest fra den oprindelige rytterskole i Svejstrup og blev i 1953 muret ind over en glasdør på Bjedstrup Skole.
14. sep. 2019 * 1720-1728 Rytterskolen i Svejstrup, en fattig skoleholder, en aftakket rytter og fællesdrift på kirkejord.

I denne periode af Alkens historie begyndte bøndernes børn for første gang at komme i skole, hvis ellers de kom afsted og ikke skulle arbejde hjemme. Kong Frederik IV oprettede, da han fyldte 50 år i 1721, 240 rytterskoler i 12 distrikter i landet og rytterskolen i Svejstrup blev en af dem. Kongen ville sikre sig en effektiv rytterhær, og det betød blandt andet skoler til almuen. Den kongelige skole, der skulle være ’de fattige til gavn’ lå på hjørnet af Alkenvej og Svejstrupvej og bestod af en ni fags grundmuret skolebygning og et seks fags udhus. Ligesom de andre 23 i Skanderup Distrikt blev skolen opført af bygmestrene Godfried Schuster og Søren Sørensen for en betaling af 580 rigsdaler.

At bringe sognets børn ud af uvidenhedens mørke havde visse startvanskeligheder. I et brev til amtmand Jørgen Grabov i 1724 klagede skoleholderen i Svejstrup, Povl Michelsen, over, at han ikke i rette tid får det ’Fourage og Ildebrændsel af Bønderne’, som han skulle have. Altså sognets bønder skulle sørge for hans underhold, men det kneb tydeligvis. Og da det ikke af skoleinstruksen nøjagtigt fremgår, hvornår leverancen skal ske, siger bønderne, at når de får lejlighed, skal han nok få det aftalte. Skoleholderen tør derfor ingen kreaturer have, da de ville sulte. Desuden er der en del husmænd i sognet, som ikke vil lade deres børn søge skolen, uanset præsten – det har været Jacob Møller Jensen - tit og ofte har påtalt det. Hos nogle har han til gode for halvandet år, fremgår det af skoleholderens klage, og i begyndelsen trækker det også ud med at få udbetalt løn fra det kongelige rentekammer i København, den tids finansministerium.

Fra København kom ifølge kirkebogen i 1721 et forældrepar til Alken, som fik døbt et barn. Og samme år får ’aftakket rytter’ – altså en rytter, der er gået af - Johan Snabel døbt en pige i Alken, Karen. I 1723 får hr. Snabel også en datter i Boes, Anne, og i 1726 en datter i Svejstrup, Marie. Så det tyder ikke på, han på den måde har boet så længe i Alken. To af Karen Olufsdatters søstre fra den anden halvgård blev gift i de år. Den ene, der også hed Karen, med tjenestekarl Jens Pedersen, og Johanne med ungkarl Peder Laursen af Blegind.

I familien på den tredje halvgård er der på få år flere dødsfald: Den 42-årige Hans Lauridsen dør i 1723 - fem år efter han mistede sin bare 24-årige kone Maren under barnsnød og året efter giftede sig igen. Hans mor, Anna Hansdatter, der som ung bondekone i Alken var med, da de to tvillinggårde i 1667 blev delt op i fire, dør samme år 82 år gammel. Da bor hun hos datteren Anne Laursdatter i Bjedstrup.

På den første halvgård er der i trompeterens familie til gengæld hele to bryllupper i 1723. Hans Lauridsens enke, Ane Catrine Jensdatter, der nu er 23, er alene med Ove på seks år, men bliver nu gift med ungkarlen Ernst Ludvig Denche, der har haft fæstet på den første halvgård i 18 år siden 1705. Ernst – trompeterens søn - er nu blevet 45 år, afstår fæstet og overtager i forbindelse med sit ægteskab med Ane Catrine ’Hans Lauridsens fradøde gård’. Ernst må af med 14 rigsdaler for fæstet af gården, der nu er på 44 fag hus med otte heste, to stude, fire køer, fire kvier, otte får og en vogn.

Men også Ernst søster, 34-årige Cathrine Elisabeth Denche, bliver gift i 1723, og hendes mand, 29-årige Jens Andersen fra Bjedstrup, overtager fæstet på trompetér-gården. Jens betaler 15 rigsdaler for at overtage gården, der nu er 33 fag, og hvor besætningen tæller fire heste, to stude, fire køer, tre kvier og seks får. Tre år senere får de sønnen Friderich.

1724 bliver husmands Jens Pedersens lille Oluf, samt lille Kirsten med en ret anonymiseret oprindelse: ’en rytters barn af Alken’, døbt. I 1725 døbes ’husmand Jens Andersens barn af Alken’, endnu en lille Kirsten, og året efter er det lillebroren Anders. Også Ane Catrine Jensdatters (der godt nok ikke er nævnt) og Ernst Denches lille Hans – samt Anne, ’Jens Dragons barn af Alken’.

I 1723 dør fisker og husmand Svend Mortensen 82 år gammel samt halvgårdmand Laurs Pedersen og Johanne Christensdatters søn Peder Laursen – bare tre år. Året efter begraves ’en ukendt stakkel, som døde i Alken’. Og samme år er der igen en drukneulykke – bare fire år efter den seneste. Denne gang gælder det den 46-årige gårdmand Anders Sørensen fra Boes.

I 1728 optræder de fire fæstebønder i Alken sammen. Bymændene, som de kaldes, Jens Andersen, Søren Sørensen, Ernst Denche og Laurids Pedersen fæster sammen en mindre mark i Svejstrup Enge. Matriklen har nummer 1 i Alken Ejerlaug - det var jo kirkens ejendom - er på en lille halv tønde land langs ejerlaugets grænse op mod Bjedstrup Ejerlaug. De fire måtte dengang betale landgilde – altså fæsteafgift – til kirken på årligt 1 rigsdaler og to mark. Marken ejes fortsat af Dover Kirke, som gennem årene har forpagtet den ud.

 
Fotoet er taget mod øst ud mod Alkenvej fra et par statelige elletræer - af ukendt alder - fra det vestlige hjørne af kirkens mark, hvis placering er markeret med rødt på det nutidige kort herunder. 
 
 
 
Udsnit fra Plan des Schanderborger Reuter Districts. Af Abraham Christian Willars, 1723.
6. juli 2019 * 1705-1720 * Ung kone død i barnsnød, og opholdsmand druknet i Mossø.

Situationen i 1705: Den 27-årige Ernst Ludvig Denche - trompeterens søn - er nu fæstebonde på den første af de fire halvgårde i Alken. På den anden halvgård finder man den 26-årige dragon fra Boes – Søren Sørensen – og 19-årige Karen Olufsdatter. De to skulle få ti børn sammen.

På den tredje halvgård er det også en ung mand på 24 – Hans Lauridsen, der netop har overtaget fæstet fra sin mor Anna Hansdatter, der selv drev gården som enke gennem ni år. Hans bliver siden gift med nabopigen Maren Olufsdatter, Karens søster. På den fjerde halvgård er Maren Andersdatter, der blev bondekone som bare 14-årig og enke som 43-årig, nu efterhånden 52 år og har syv børn, mens hendes mand nummer to, Laurs Bertelsen, er 32. Maren er faster til de to andre, yngre nabokoner.

Søren og Karen var i denne periode hyppigt ved døbefonten - og også på kirkegården - i Dover Kirke. De fik i 1706 døbt Maren, i 1708 Anne, der dog døde seks uger gammel, og året efter havde de dåb igen, hvor navnet mangler i kirkebogen. I 1711 fik de døbt et barn, og igen i 1712, hvor Oluf blev døbt - og begravet tre uger gammel. I 1713 var det Rasmus, i 1715 Christen og igen et barn i 1719.

I 1705 blev 20-årige Laurs Pedersen – søn af Maren Andersdatter på den fjerde halvgård – trolovet med enken Anne Jensdatter fra Illerup. Men hende hører vi ikke mere til, og da også Marens anden mand, Laurs Bertelsen, dør – det gør han i 1709 kun 37 år gammel - er det i 1710 hendes søn, den nu 25-årige Laurs Pedersen, der tager over efter sin stedfar. I 1711 bliver han i stedet for Anne fra Illerup gift med 33-årige Johanne Christensdatter fra Svejstrup Overgård. De får fem børn: Maren, Anne, Peder, der kun bliver tre år, Birgitte og Christen, der kun bliver seks uger. Laurs’ søster Birthe Pedersdatter bliver i 1717 trolovet med Poul Jensens søn af Illerup. Hans navn er ikke lige kommet med i kirkebogen.

Blandt de øvrige folk uden for de fire familier: I 1717 bliver Anders Jensen gift med Maren Nielsdatter af Kloster. Og i 1720 blev Kirsten Nielsdatter af Alken gift med Jens Pedersen af Svejstrup. Samme år begraves hyrden Anders Jensens søn af Alken, Morten Andersen af Alken, uden at hans alder nævnes. Johanne Pedersdatter bliver gift med enkemand Rasmus Nielsen fra Illerup.

I 1709 kan kirkebogen også fortælle, hvordan man kunne blive hyrde i Alken: Først er det noteret, at den forrige hyrdes enke af Alken, Else Nielsdatter, er blevet trolovet med Søren Jensen af Voerladegård Sogn. Og da de samme år bliver copuleret – altså gift – benævnes Søren ’hyrde af Alken’.

En dåb fra Illerup i 1712 skal også nævnes, da det for en gangs skyld ikke er faderens navn, der registreres. ’Et lokket kvindfolk’, Rebecca Nordals, får døbt sit barn – og det fremgår, at barnets far er ’en vagtmester i kvarter i Illerup’. Rebecca var altså ikke gift med ham, og han kunne forblive ukendt.

I 1713 bliver Hans’ søster, 23-årige Anne Laursdatter fra den tredje halvgård, gift med den 39-årige enkemand Knud Nielsen af Bjedstrup. De får seks børn sammen, og et af dem, Maren Knudsdatter, skulle selv senere blive bondekone i Alken – men på den anden halvgård. Fire år senere bliver Annes lillesøster, der også hedder Anne Laursdatter, gift med en enkemand fra Boes, Anders Sørensen.

En høj børnedødelighed har været et vilkår i bondebefolkningen, men i 1718 rammes det lille samfund af en tragedie, da Hans Lauridsens unge kone på den tredje halvgård, den bare 24-årige Maren Olufsdatter, dør i barnsnød sammen med sit første barn. Altså både mor og barn dør under en kompliceret fødsel.

Året efter bliver enkemanden Hans, der nu er 38, gift med 18-årige Ane Catrine Jensdatter, datter af Jens Nielsen i Bjedstrup. De to mister det år også et barn bare et år gammelt – men næste år får de døbt en lille Ove, mens en husmand fra Alken, Jens Andersen, får døbt en dreng Rasmus. Rasmus’ mor hører vi ikke noget om.

I 1720 mister en af de gamle i Alken livet ved et ’vanheld’, en drukneulykke i Mossø, hvor folk fra Alken-gårdene i generationer har fisket. Det er den nu 72-årige Oluf Andersen, der var kommet til Alken fra Stilling og var fæstebonde på den anden halvgård. Ved begravelsen blev han benævnt ’husmand og opholdsmand’ – han havde ophold på sin gamle gård. Det fremgår, at han blev fundet og ’kristeligt begravet’. Begravelsen kunne med andre ord ikke finde sted, før liget var fundet.


10. juni 2019 * 1696-1705 * En dragon fra Boes, husmænd i Alken og 'godvillige' overtagelser. 

I 1696 er situationen på de fire halvgårde i Alken nu den, at alle fire fæstebønder er kommet af dage i løbet af fire år. På den første gård bor nu trompeteren Joachim Denche og Anna Ryts og deres to børn, mens man på den anden finder Oluf Andersen, der har giftet sig med en datter fra den første gård, Anne Sørensdatter. På den tredje gård driver den 55-årige enke Anna Hansdatter gården videre med sine seks børn: Peder, Hans (som senere overtager gården), Kirsten, Maren, Anne og Anne. Enken på den fjerde gård, Maren Andersdatter, der blev bondekone som 14-årig, bliver samme år trolovet med Laurs Bertelsen fra Mesing, nu hvor hun er 43 år, så nu er Laurs manden på gården.

Frem til 1705, hvor der igen kommer nye folk på flere af Alken-gårdene, kan trompeter-familien fejre barnedåb med lille Gideon Denche, og kirkebogen melder i 1704 om en Johan Werner, der dør hos trompeteren. Men sognepræst Jacob Møller Jensen, der var præst i Dover fra 1692-1730, havde også barnedåb fra Alken-familierne: På den anden Alken-gård kommer der småfolk til, i 1698 bliver Søren døbt, i 1701 er det Peder, og i 1704 Laurs. Oluf har også en datter fra et tidligere ægteskab, for i 1705 bliver 19-årige Karen Olufsdatter af Alken gift med den 26-årige landdragon Søren Sørensen af Boes.

På den tredje gård bliver en af Anna Hansdatters døtre gift – Maren Laursdatter med Just Knudsen af Svejstrup. På den fjerde gård mister bondefamilien en datter på bare et år, og to år efter bliver en ny lille pige døbt Maren – som sin mor. En af de ældste sønner i familien, Anders Pedersen, bliver gift med Anne Jensdatter af Illerup, hvor de overtager fæstet på en gård.

Udover de fire halvgårde er der også mindre husmandssteder i Alken. Dover Kirkebog melder 1696 om en begravelse af husmand Peder Johansens hustru af Alken på 34 år - hendes navn bliver ikke nævnt, men det gør til gengæld Lannie Jensen, der i 1699 får døbt sin søn Peder, for en gangs skyld uden en far bliver nævnt. Husmand Anders Jensen af Alken får to sønner døbt, Søren i 1700 og Ove i 1703, mens husmand Jens Gertsen får sønnen Morten døbt i 1701. I 1705 bliver husmand Svend Mortensens hustru Anne Johansdatter af Alken begravet – 70 år gammel.

I 1705 kommer der nye folk til på tre af de fire Alkengårde. Den første går ’godvilligt’ videre til Joachim og Annas nu 27-årige søn Ernst Ludvig Denche, der overtager fæstet for 6 rigsdaler. Nu er gården på 34 fag hus ’temmelig ved magt’ og indbefatter seks heste, en stud, tre køer, to kvier og to får.

Samme år er fæstet på den anden ’godvilligt’ blevet overtaget for samme pris - 6 rigsdaler - af Oluf og Annes svigersøn, dragonen Søren Sørensen, der nu er gift med deres datter Karen Olufsdatter. Oluf og Anne kunne ikke længere få det til at hænge sammen økonomisk på gården, der i 1705 består af 33 fag ’nogenlunde ved magt’ og talte seks heste, en stud, tre køer, tre kvier og otte får.

Også på den tredje gård er der udskiftning, hvor den nye fæstebonde bliver sønnen på gården, 24-årige Hans Lauridsen, hvis mor Anna Hansdatter ’godvilligt’ lader ham overtage fæstet, hvilket koster ham 12 rigsdaler. Gården består af 38 fag hus og indbefatter fire heste, tre køer, to kvier, en stud og otte får.

At der kan være grund til at nævne det med det ’godvillige’ ved et generationsskifte, vidner et eksempel fra Illerup om: Rasmus Nielsen klager til amtmand Joachim Schack i Skanderborg over, at han ikke kan have fred i gården for de to gamle folk, så han ikke kan passe sit arbejde, som han burde. De vil ’heller ikke hjælpe med det mindste’, så han beder amtmanden hjælpe sig, så gården kan blive delt, så enhver kan passe sit.


23. april 2019 * 1667-1696 * Kvinder uden navne, høj børnedødelighed og en bondekone på bare 14 år. 

I 1667 deles tvillinggårdene i Alken op, så der bliver fire lige store gårde. Få år senere, da Kong Christian V blev indsat i 1670 – etableres et af tre jyske rytterdistrikter omkring Skanderborg, hvor bønderne var fritaget for skatter og landgilde, men skulle enten selv stille som ryttere eller sende en ’dygtig karl’ med gevær og hest i kongens hær. Rytterdistriktet består i 97 år indtil 1767, hvor kongen ved auktion solgte gårdene til bønderne.

På den første af de fire nye gårde i Alken er fæstebonden i 1667 den 32-årige Søren Ovesen (1635-1693) gift med Johanne Pedersdatter fra den anden tvillinggård. Den anden af de fire nye gårde får hans lillebror Anders Ovesen (også 1635-1693) samme år overladt af sin storebror Søren. Anders, der også er 32 år, er gift med 34-årige Anne Sørensdatter (1633-1695). Det fremgår ikke, om brødrene er tvillinger, hvilket de jo ikke nødvendigvis er.

Den anden del af den gamle tvillinggård er det også to brødre, der fremover kan dele: Laurids og Peder, der er sønnesønner af den kongens fiskeri-opsynsmand, der i sin tid fik overdraget gården. På det, der bliver den tredje af de fire nye gårde, er 35-årige Laurids Pedersen Fisker (1632-1696) gift med 26-årige Anna Hansdatter (1641-1723). På den fjerde residerer efter 1667 30-årige Peder Pedersen Fisker (1637-1696) sammen med sin helt unge kone, bare 14-årige Maren Andersdatter (1653-1742) fra Stilling Søgaard. Peder og Maren får otte børn: Anders (1677-1716), der bliver gårdmand i Illerup, Peder, Peder, Laurids, der senere skal overtage gården, Birgitte og Johanne (1691-1768), der såmænd begge bliver gift med gårdmænd i Illerup, og yngst er Anne fra 1694 og Michel (1695-1751), der også bliver gårdmand i Illerup.

I 1684 er der skifte, da de to Fisker-brødres far, Peder Lauridsen Fisker, der fra 1617-1667 drev gården, dør. Det fremgår, at udover deres søster Johanne, der også bor i Alken, har de en bror, Jens i Svejstrup, og søstrene Anna i Siim, Karen i Vrold, Anne i Illerup, og Maren i Firgårde. Derudover nævnes også søsteren Anne, der i 1684 bliver gift med fisker Søren Jensen, der bor i et gadehus i Boes. Hun er da 46 år og lever - barnløs - frem til 1700. Så Pedersdatter er et udbredt kvindenavn på egnen.

Også fæstebønder havde tjenestefolk. Ifølge Dover Kirkebog bliver Peder Pedersens tjenestefolk i Alken, Anders Jensen og Ellen Rasmusdatter, trolovet i 1692, og året efter i 1693 bliver Peder Rasmussen trolovet og siden copuleret - gift - med Else Sørensdatter af Alken. Der er også to gange barnedåb det år – kirkebogen nævner faderens navn til den døbte – Laur(id)s Pedersens barn af Alken - Anne (1692-1752) - og rytter Christen Olufsens barn af Alken - Rasmus. Mødrenes navne hører vi ikke noget om her, til gengæld en række erhverv til mændene: udover en masse husmænd og ryttere også jægermester, løjtnant, korporal, feltskærer, dragon, hjulmand, bødker, musikant, træskomand, væver, hyrde, præst og smed.

I 1693 dør også ungkarl Michel Andersen af Alken som 48-årig. Netop i 1693 dokumenterer kirkebogen, hvor høj børnedødeligheden var. Ud af 26 registrerede dødsfald i Dover Sogn er der ti børn under ti år. Nogle nævnt med navn og alder, andre som ’en fattig enkes barn af Firgårde’, ’et tiggende soldaterbarn’ og ’hyrdens datter af Firgårde’.

De to Ovesen-brødre, der blev født samme år, dør også begge i samme år – 1693 – 58 år gamle. Storebror Søren Ovesen har da i 26 år drevet den første af de fire gårde i Alken sammen med Johanne. Som enke er hun nu så gammel og skrøbelig, at hun ikke kan passe gården, der nu bliver til en ’halv ryttergård’ under Skanderborg Ryttergods bevilget til en mand uden for de noget indgiftede familier i Alken: En tysk trompeter fra Vahrel ved Oldenburg, hvor hans far var forstander på et fattighus. Trompetblæseren i rytteriet er den 41-årige Joachim Friderich Denche, eller Jokum Frederik Dencher, som han også nævnes.

Jokums gravide kone, 46-årige Anna Elisabeth Sophie Ryts, deres søn Ernst Ludvig på 16 år og Anne Cathrine på fire år, flytter nu også til Alken. Kornet i laden er ved overtagelsen ’ganske udtærsket’, hedder det i Kancelliets Brevbøger. På loftet findes der intet til rytterens forplejning og underholdning, og enken indrømmer, at en del af rugjorden er tilsået af en anden. Trompeteren går straks ind på at overtage gården uden fæste, men mod at betale udgifterne ved at skulle reparere og sætte gården i stand.

På den anden del af gården mister det lille Alken-samfund samme år 1693 også Sørens lillebror Anders Ovesen, så også her kommer der nye folk til. Også i 1694 er der to gange barnedåb: For første gang nævnes husmand Peder Johansen, hvis barn af Alken, Søren, døbes. Også Peder Pedersen får døbt et ’barn af Alken’ – Anne – hvis mor er den Maren Andersdatter, der blev gift som 14-årig og nu igen føder som 41-årig.

Salig – eller afdøde - Anders Ovesens enke Anne Sørensdatter, overlever ham blot to år og dør i 1695 som 62-årig. Fra Stilling Søgaard kommer nu den 45-årige Oluf Andersen ind i billedet. Oluf har som storebror til Maren Andersdatter, der blev så tidligt gift, haft sin gang blandt familierne i Alken, og han bliver nu gift med datteren af den nu afdøde Søren Ovesen og den skrøbelige Johanne Pedersdatter. Hun hedder Anne Sørensdatter (1663-1746) ligesom sin netop afdøde tante, er nu 32 år og flytter sammen med Oluf ind på nabogården, hvor Anders og den ældre navnesøster Anne nu begge er døde, mens familien Denche med trompet og det hele rykker ind på hendes egen fødegård.

I 1695 bliver Laurids Pedersens datter Kirsten Laursdatter trolovet og siden gift med enkemand Peder Sørensen Esholt af Veng. Og det år får Peder og Maren deres yngste søn Michel. Men året efter - i 1696 - er der hele seks dødsfald bare i Alken: Husmand Peder Johansens hustru, hvis navn kirkebogen ikke nævner, men som to år tidligere fik en dreng døbt Søren, dør bare 34 år gammel. Og trompeterens datter Charlotte, der blev født, da familien flyttede til Alken, dør bare tre år gammel. To af Laurids Pedersens sønner dør af børnekopper, noteres det kort i kirkebogen, som ikke får nævnt deres mor, Anna Hansdatter. Det år er der ud af i alt 26 dødsfald i hele sognet 13 børn under ti år.

De to sidste dødsfald i Alken i 1696 gælder brødrene Laurids og Peder Pedersen Fisker, der dør henholdsvis 64 og 59 år gamle. Ligesom også deres naboer Ovesen-brødrene – tre år tidligere – dør de tankevækkende nok inden for et år. Og dermed bliver 1696 et skelsættende år i Alken, da hele denne første generation af fæstebønder på de fire nye gårde nu ligger på kirkegården i Dover. 

De fire bondekoner i Alken fra denne 'første generation' overlever alle deres mænd. Anna Hansdatter bliver 82 år, og Maren Andersdatter, der begyndte som 14-årig bondekone og skulle føde otte gange, dør 89 år gammel. 


 
 
Det ældste bevarede trykte generalkort over Danmark af dansk oprindelse er trykt i 1585: Danorum marca. På vores egn finder man blandt andet Emcloster – Øm Kloster, og Schanderborch - Skanderborg.
24. mar. 2019 1490-1667: De første kendte beboere i Alken: Fæstebønderne Søren Christensen og Jost Andersen. Første gang, man i skriftlige kilder støder på stednavnet Alken, er i senmiddelalderen – i 1490, da Kong Hans stadfæstede, at Alchen og Illerup skulle være et birk – en retskreds - under Øm Kloster.

Gården i Alken var frem til 1667 en såkaldt tvillinggård med to fæstebønder og deres familier. Ved reformationen i 1536 – to år efter Skipper Clements bondeoprør - ejede Øm Kloster over 200 gårde, som overgik til kronen – deriblandt Alkengård.

I 1543 var gården nævnt Alchringgårut og i 1554 Alckengaartt . Ifølge Em Closter Jordebog 1554 var der ud af i alt 42 bønder i det nuværende Dover Sogn to fæstebønder i Alken: Søren Christensen og Jost Andersen (på Østergård). I Boes var der til sammenligning fire gårde, i Svejstrup otte og også i Illerup otte.

De to fæstere i Alken har betalt landgilde til klosteret – rug, byg, hvede, smør, svin og jægergæsteri, pligt til at underholde klosterets eller kongens mænd. De skulle også betale degnekorn til klosteret. Gården i Alken var krongods, som blev administreret fra klosteret indtil 1561, hvor klosteret blev nedlagt. Senere fra Skanderborg Slot, hvor fæstebønderne skulle betale korntiende til kongen og ellers risikerede straf.

den ene del af Alkengård, hvor Søren Christensen er den første kendte fæstebonde, bor i 1573 Peder Ibsen, han er vistnok gift med Søren Christensens enke. I 1602 finder man Povl Sørensen, måske en søn af Søren Christensen. I 1625 har sønnen Ove Poulsen overtaget fæstet.

I 1661 optræder hans søn Søren Ovesen (1635-1695), der i fællesskab med Anders Jacobsen i Boes bruger Dover Kirkes Eng i Svejstrup Enge. Det engstykke på en halv tønde land ejes i dag fortsat af Dover Kirke. Søren Ovesen blev gift med Johanne Pedersdatter fra nabogården. I 1667 overdrager Søren den ene halvdel af gården til sin bror Anders Ovesen gift med Anne Sørensdatter (1633-1695), så to brødre nu deler den ene del.

den anden del af Alkengård er den første kendte fæstebonde Jost Andersens navn kendt, da han i 1543 sammen med to andre mænd stævnes i en sag ved Viborg Landsting af en Jens Lassen fra Hammel, og han er i 1551 selv den ene af to domsmænd i en skiftesag, der er foregået ved Tingkrogen i Hemstok Skov. I 1573 har hans enke Anne Jostis fæste på gården. I 1581 – den 16. februar – fremgår det af Kancelliets Brevbøger, at Anders Jostsen i Alken frit må fiske i Alken Å og i Mossø – med ruser og garntener, men ikke med vod. Han var sandsynligvis søn af Jost Andersen, og Alken Å var jo nok Lindalsbækken. Frit fiskeri i Mossø havde også Jens Jensen i Emborg fået Kong Frederik II’s tilladelse til – tre år tidligere. Det gjaldt ruser og smågarn – og heller ikke vod.

Kancelliets Brevbøger kan man læse om stort og småt på egnen - et samtaleemne i sognet i 1559 har uden tvivl været, da en af de fire bønder i Boes, Peder Michelsen, slog en af de andre Boes-bønder, Per Jude, ihjel – men fik fredebrev og dermed blev benådet. 

Hvordan det er gået med Jost Andersen og hans familie, ved vi ikke mere om, og i april 1586 er det en Laurids Pedersen Fisker, der får overdraget en kronens gård i Alcken af Kong Frederik II, da han i lang tid har tjent kongen til dennes tilfredshed. Han slipper for landgilde og andre forpligtelser - uden indfæstning, fri for ægt, arbejde og tynge. Han skal til gengæld have tilsyn med kongens fiskedamme, diger og andre fiskevande ved Skanderborg Slot og andetsteds i lenet og til at fiske og i andre måder lade sig bruge i fiskerhåndværket, når lensmanden tilsiger ham. Lensmand var på det tidspunkt Claus Glambæk, der i maj 1589 blev afsat og måtte aflevere både slot og len til Mandrup Parsberg. I 1608 får Laurids Pedersen Fisker endda stadfæstelsesbrev for livstid på kronens part af korntienden af Venge Sogn.

I 1617 afløses han på gården af sønnen Peder Lauridsen Fisker – eller Fischer – gift med Karen Jensdatter. Efter 1667 deles også den anden del af Alkengård op til to brødre, Peder og Karens to sønner: Laurids Pedersen Fisker (1632-1696) gift med Anna Hansdatter, og Peder Pedersen (1637-1742) gift med Maren Andersdatter (1653-1742). Brødrenes søster Johanne var samtidig gift med nabobonden Søren Ovesen.

I 1667 deles altså tvillinggården i Alken op, så bebyggelsen nu ændrer karakter til at bestå af fire lige store gårde.

Kilder:
Steen Holger Andersen: Dover Sogns historie gennem 400 år,
Chr. Heilskov: Hjelmslev Herred Historisk-topografisk skildret, og
Bendt Nielsen: Alken. Historisk Beskrivelse.
Kurt Kermit Nielsen: Breve til amtmanden i Skanderborg-Aakier Amter 1661-1799.
Skanderborg Ryttergods fæstebreve.