Forside
Mejeri
Borgerforening
Liv i Landsbyerne
Foreningen Liv i Landsbyen
Bestyrelse
Bliv medlem
Fredagsmarked
Liv i Landsbyen 2013
Liv i Landsbyen 2012
Liv i Landsbyen 2010-11
Julehilsen 2013
Årets landsby 2014
Lopper i Landsbyen 2017
Købmanden i Alken
Kultur
Bibliotek
Alken-koret
Natur
Alken Saftklub
Trafik
Vandværk
Teknik og anlæg
Dover GF
Alken Minimarked
Historie
Liv i byen
Folk i Alken
Lokale links
Alken-Chinenke
Arkiv
Video-vitser
alken.dk
smalltalken
Opslagstavle
Svejstrup
Bolig i og omkring Alken
Shelter i Alken
|
 

Brugernavn:

Adgangskode:


 

Powered by frontGATE websolutions

 

Liv i Landsbyen 2013

 

31. dec. 2013 * Kommunal landsbypris til Liv i Landsbyen. Borgmester Jørgen Gaarde vil fredag 3. januar kl. 10 overrække Skanderborg Kommunes landsbypris til Liv i Landsbyen. Det foregår i Købmanden i Alken, hvor formanden for Landsbysamvirket, pressen m.fl. vil være til stede. Kom og vær med - jer der kan, vi har kaffe på kanden og æbleskiver til ganen. Vi ses i Købmanden i Alken, skriver Estrid Bek.
29. dec. 2013 * Fra gravens rand. Med en stilfærdig kommentar om, at livet i Alken måske ikke var ved helt at dø ud, men var i en udpræget krise, som Købmanden i Alken uomtvisteligt er med til at vende til bedre tider, skal alken.dk hermed pege på Politikens omtale af nethandel og landsbyers liv og død. Samt BT.

20. dec. 2013 * Julehilsen fra Liv i Landsbyen. Estrid Bek har sendt en hilsen fra bestyrelsen i Liv i Landsbyen - læs Julehilsen 2013.
 
 
18. dec. 2013 * Alken og Dover Sogn nomineret igen. Sidste gang, Region Midtjylland uddelte Landsbyprisen, gik den til Nørager - med Alken med i opløbet. Nu er Alken og Dover Sogn sammen med syv andre landsbysamfund nomineret til den næste Landsbypris, oplyser regionen. Læs mere.

22. okt. 2013 * Så kom checken. De 10.000 kr., foreningen Liv i Landsbyen vandt i Lokalenergis konkurrence til at bygge masseovn for, blev uddelt mandag. Bo Høilund Martinsen, Jens Jacobsen, Helle Petersen og Inge Nørgård tog imod, og Hanne Skjoldborg overrakte.
22. okt. 2013 * Nu står det der i hvert fald. Det lykkedes at få vores fem landsbyers ønske om at blive lokalcenter i næste planperiode ind i Kommuneplan 13 . Det står på side 118. Lokalcentre skal sikres en tilstrækkelig vækst, som kan understøtte disse byers offentlige og private serviceforsyning. Endelig skal landsbyernes kvaliteter understøttes sådan, at landsbyerne kan udgøre et attraktivt alternativ til bosætning i byerne.

25. sep. 2013 * Affolkning contra sammenhold. TV2 Østjylland har i dag et indslag kl. 18.15, 21.25 og 23.25, og torsdag kl. 10.55 og 15.00. Udsendelsen starter med minister Carsten Hansen (S) og dernæst interview med Osuma-direktør Jesper Elkjær og formand for Liv i Landsbyen, Jens Jacobsen. Se Affolkning i landsbyerne og Sammenhold i Alken.


 
15. sep. 2013 * Meget stor tilfredshed med Smuk-oprydning. Jacob Gewitz har været til evaluering af vores oprydning hos Smukfest. Der var stor tilfredshed - læs en meget opmuntrende melding på smalltalken. Og så efterlyser Jacob, at de, der mødte frem uden at være tilmeldt, samt folk, der vil være med næste år, giver lyd til jacobgewitz@gmail.com
7. sep. 2013 * Jens med i tænketank. Jens Jakobsen (t.h.) fra Liv i Landsbyen er kommet med i en kommunal tænketank 'Ta' del' - det er noget om rummelighed, at aktivere andre og såkaldte 'flinkheds-udfordringer'. Læs mere.
15. aug. 2013 * Oprydderhold på 40 knoklede for 40.000 kr. Mandag og tirsdag rev, skrabte, kørte, smed, baksede og finkæmmede et slagkraftigt oprydderhold fra Liv i Landsbyen et omfattende markareal ved Holst Camping efter SmukFest. Efterladte telte, madrasser og tøj – og fladtrådte madvarer, kapsler og dåser. 40 mandag og 25 tirsdag sikrede under Jacob Gewitz’ kommando en samlet betaling, der blev hævet fra 35.000 til 40.000 kr. Søren Slebo var så grundig, at han fandt skodder fra sidste år. Ingrid Robak kørte traktor, som hun næppe har kunnet i de norske fjelde. Bl.a. Poul Ravn, Simon og Anders Laursen fik klunset brugbart udstyr. Anita Jensen organiserede kæder henover markerne. Mads Emil Christensen havde et særligt øje for mønter. Mogens Andersen gav begrebet skodsted ny betydning. Lars Christensen fandt sågar en tablet-computer. Og ingen på holdet glemmer, hvor mange splinter et knust shotbæger bliver til. (Foto: Lene Bay)
2. aug. 2013 * Frivillige til Købmanden i Alken. Kom til møde på Mejeriet mandag 19. august kl. 19. For ca. halvandet år siden blev der på et borgermøde givet en række tilkendegivelser fra folk om, hvad de kunne tænke sig at byde ind med vedrørende opstart og drift af købmanden. Nu indkalder vi igen for at give en mulighed til dem, der ikke var med dengang. Vi har heldigvis en del interesserede på vores liste, men ønsker samtidig, at alle skal have chancen for at melde sig, hvis de gerne vil bidrage. Desuden vil der givetvis være udskiftninger undervejs, så det vil være godt med en solid opbakning af folk, der kan hjælpe til. Udover totimers ugentlige vagter i butik vil der være brug for folk, der håndterer indkøb, gør rent, passer café, sørger for brændsel til masseovnen, vedligeholder udeområdet, og på sigt bliver der brug for mentorer til de borgere udefra, der skal være med i butikken. Så henvend jer endelig, hvis I har lyst til at være med. Og hvis I er forhindret i at komme, men gerne vil bidrage, kan I henvende jer til Ingvar Kristiansen på ingvarkristiansen@hotmail.com.
Hilsen fra bestyrelsen i Liv i Landsbyen.
 
23. juli 2013 * Alle vil høre om købmandsprojektet. Købmanden i Alken er nu for alvor i både regionale og landsdækkende medier i disse dage. DR Østjylland skrev om Ny metode skal sikre købmand i landsbyen og Politiken om Køb varer på nettet - red din købmand. Tirsdag formiddag kom TV2 Nyhederne forbi byggeriet til et indslag kl. 19 tirsdag, så husk at tænde tv.
17. juli 2013 * Købmanden er bare begyndelsen. Du har måske allerede læst det, men hvis ikke, så skriver Uge-bladet Skanderborg nu om Liv i Landsbyen og Købmanden i Alken i endnu et interview med Tove Nyholm . Se det her.
16. juli 2013 * Alken tester nyt koncept. Under overskriften 'Ny landsby-butik starter samarbejde med Kvickly' beskriver Midtjyllands Avis projektet med Købmanden i Alken i et interview med Tove Nyholm. Se det her.
26. jun. 2013 * Med på ministerie-site. Nu er Liv i Landsbyen også repræsenteret med en beskrivelse på Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikters inspirations-site, Livogland.dk.
26. jun. 2013 * Konsulent hos købmanden. Foredragsholder Kjeld Søndergard fra Huset Venture var i går på besøg i den kommende købmandsbutik, fortæller Tove Nyholm. Kjeld er en af dem, der ved mest om socialøkonomiske virksomheder her i landet, og har en mangfoldighed af erfaringer på området. Han bor i Voervadsbro og har stiftet den lokale Nordvestgruppen, der er optaget af bæredygtighed. Kjeld synes om vores initiativ med Liv i Landsbyen, og vil via Huset Venture kunne bidrage med konsulentbistand. (Foto: Tove Nyholm)

19. jun. 2013 * Brug for flere til Smukfest-oprydning. Ca. 25 personer har meldt sig til oprydning efter Smukfest 12. og 13. august efter kl. 16, og det er rigtig fint med den store opbakning, skriver Jacob Gewitz. Men måske kunne vi blive så mange, at vi stort set kunne blive færdige mandag aften - det ville betyde, at opgaven var overkommelig for den enkelte. Og i betragtning af de mange penge, vi tjener til Liv i Landsbyen, ville det blive udråbt som en succes hos deltagerne. Gør vi arbejdet godt, er der gode chancer for, at vi også i de kommende år kan havedenne fælles indbringende ’aktivitet’ - og DET bliver meget vigtigt for projektet Liv i Landsbyen. I år får vi mange penge fra fonde m.v., men det bliver vi ikke ved med, derfor vil en stor ’fast’ indtægt hvert år være kærkommen. Der er derfor brug for flere hænder - store som små. Også folk med en bil og trailer. Der er selvfølgelig mulighed for at klunse det, der er noget værd, og jeg ved, Eva Nikolajsen gerne vil lave bare lidt affaldssortering fx metal og selv køre det på genbrugspladsen. Men ellers skal vi bruge bil og trailer til at fragte affald fra pladsen og op til en container ved vejen. Der udleveres handsker og rive mv. på pladsen. Folk, som vil være med, skalhenvende sig til mig med mail og telefonnummer. JacobGewitz@gmail.com 2059 83 15. (Foto: Smukfest)


 
9. jun. 2013 * Om Bazar Vest, ungdomsjob og socialpulje. Udover konceptet fra Osuma blev der på mødet torsdag snakket om rigtigt mange detaljer. Læs om mange af dem i Estrid Beks referat fra mødet i Liv i Landsbyen.
6. jun. 2013 * Osuma? Den chance må I ikke lade gå fra jer. Sådan formulerede ex-købmand Birgit Pohle sin reaktion - og i det hele taget tog 55 fremmødte på borgermødet torsdag rigtigt positivt imod direktør Jesper Elkjærs præsentation af konceptet: At Osuma via Kvickly Ry alle hverdage vil kunne levere køle-, frost-og tørvarer - og butikken have et lille reservelager af de mest basale varer. At man før kl. 10 kan bestille friske varer over nettet og allerede hente dem i Købmanden i Alken samme dag, spare fragten på 29 kr. og have friskhedsgaranti samt mulighed for erstatningsvarer. At butikken slipper for en høj kassekredit til varelager - og svind på opbevaring. Læs mere fra mødet på Købmanden i Alken.
1. jun. 2013 * Samarbejde med Online Supermarked, Osuma. Ved borgermødet torsdag 6. juni kl. 19.30 kommer direktør Jesper Elkjær fra Osuma med. Der er nemlig samarbejde i gang mellem Købmanden i Alken og Osuma, der samarbejder med Kvickly. Kom og hør nærmere om, hvad det går ud på - og tjek Osuma, der både fører økologi og discount.
 
 
31. maj 2013 * Slutspurt, vareindkøb og vagtplaner. Torsdag 6. juni kl. 19.30, er der borgermøde i Liv i Landsbyen, hvor væsentlige emner på programmet: Bl.a. samarbejde med Kvickly Ry, byggeri hen over sommeren og planer om indkøb, indretning og vagter. Vigtigt at vi bliver mange. Se indkaldelsen
 

12. maj 2013 * Vi har planlagt borgermøde torsdag 6. juni kl. 19.30, lyder det fra Liv i Landsbyen. Dagsorden vil komme senere, men fint at holde aftenen fri. Mødet skal bl.a. handle om åbning af butikken og de mere konkrete tiltag i forhold til, hvordan butikken skal fungere i hverdagen.


17. apr. 2013 * Flere til SmukFest-oprydning. Vi kan godt bruge flere børn som voksne til oprydning efter SmukFest, skriver Jacob Gewitz. Alle kan være med, og det er vigtigt, vi er så mange som muligt, så vi får en succes med opgaven, og så det for den enkelte bliver en overskuelig arbejdsopgave i fællesskabets ånd og navn. Liv i Landsbyen tjener rigtig mange penge ved dette arbejde, som vi nu og ikke mindst i fremtiden har rigtig god brug for. Det handler om to dage 12.-13. august fra kl. ca. 16 - men det får vi jo lidt erfaring med - hvor lang tid arbejdet tager. Tilmelding: Jacob Gewitz.



7. april 2013
* Gary som rundviser. Rygtet om Liv i Landsbyen er nået til Skødstrup. Herfra dukkede 30 pensionister op i sidste uge og ville gerne vises rundt i Alken, så Gary Craig, der går hjemme for tiden, inviterede indenfor på Mejeriet og fortalte beredvilligt om, hvad der foregår i byen.
17. marts 2013 * SmukFest-oprydning. Liv I Landsbyen er på vej til at påtage sig en oprydningstjans efter SmukFest 12.-13.-14. august. Meld dig til et oprydderhold hos Jacob Gewitz pr. sms 20 59 83 15. Det kan gi' en god slat penge til Købmanden i Alken - og være et par sjove dage sammen. Både børn og voksne kan sagtens være med. Meld dig inden for de næste to dage, hvis du kan være med bare noget af tiden - nærmere organisering følger.
9. mar. 2013 * Købmand, landsbysamarbejde og nye projekter. Foreningen Liv i Landsbyen – et socialøkonomisk projekt indbyder til generalforsamling søndag 17. marts kl. 10-12 på Alken Mejeri. Kom og hør om hvad der er sket i foreningens første år og vær med i debatten om


· hvordan 'Købmanden i Alken' skal fungere som butik og mødested
· hvordan vi kan styrke og udvide samarbejdet mellem vore fem landsbyer
· hvilke projekter vi skal tage fat på, når købmanden og mødestedet er etableret.
Der er kaffe/the og rundstykker til mødet.


2. mar. 2013 * Ny fondsstøtte: 50.000. Jens Jacobsen har netop fået positivt svar på en fondsansøgning fra Liv i Landsbyen: 50.000 kr. til Købmanden i Alken. Det er jo fantastisk, en kæmpe opmuntring! Skønt. Skønt. Skønt, skriver Jens, der minder om, at vi nu mangler ca. 150.000 og finansiering af varelager.
24. feb. 2013 * Samarbejdet mellem de fem landsbyer. Så er der generalforsamling i Liv i Landsbyen søndag 17. marts kl. 10-12 på Mejeriet, skriver Estrid Bek fra bestyrelsen. Se indkaldelsen.
19. feb. 2013 * Fællesmøde. På opfordring indkalder vi til et fællesmøde for alle arbejdsgrupper og bestyrelsen torsdag 21. februar kl. 19.30 på Mejeriet, skriver Estrid Bek fra bestyrelsen i Liv i Landsbyen. Målet er at mødes og sætte lidt perspektiv på tid og handling.

2. feb. 2013 * Lov til at bygge. Arkitekt Hans Lyngsgaard skriver, at vi har modtaget byggetilladelse til Købmanden i Alken. Hurra ;-) Så rykker vi..., lyder det fra Peter Gregersen fra Istandsættelsesgruppen.


4. jan. 2013 * Vi vil også være lokalcenter. Skanderborg er den ubestridte hovedby, Ry, Høring og Galten-Skovby er udnævnt til områdecentre, og otte mindre byer og landsbyer har fået betegnelsen lokalcenter i Kommuneplan 13, der har været i høring til i dag. Men vi vil også være med - som en landsbyklynge, lyder det fra otte foreninger i vores område, som har indsendt fælles høringssvar på initiativ fra Liv i Landsbyen.
De otte foreninger er Alken Mejeri, Alken Borger og Aktivitetsforening, Boes Borger og Beboerforening, Dover Gymnastik Forening, Liv i Landsbyen, Menighedsrådet for Dover Sogn, Skolebestyrelsen på Bjedstrup Skole og Svejstrup Borgerforening.
Ifølge Kommuneplan 13 skal lokalcentre sikres en tilstrækkelig vækst, som kan understøtte disse byers offentlige og private serviceforsyning. Endelig skal landsbyernes kvaliteter undersøttes sådan, at landsbyerne kan udgøre et attraktivt alternativ til bosætning i byerne.
Foreningerne skriver, at vi ligesom de otte udpegede lokalcentre har daginstitution, skole, kirke, kulturhus, gymnastikforening og (snart) dagligvarebutik - og så en togstation, som ingen af de andre har. Foreningerne satser nu på et tæt samspil og samarbejde med medarbejdere fra 'Plan og Erhverv' i kommunen om at give landsbyklyngen status af 'aspirerende lokalcenter' frem til næste revision af kommuneplanen i 2016.