Forside
Borgerforening
Mejeri
Liv i Landsbyerne
Foreningen Liv i Landsbyen
Købmanden i Alken
Kultur
Bibliotek
Alken-koret
Natur
Stigruppen
Mossø
Vædebro
Legepladserne
Natugle
Gåseprojektet
Alken Saftklub
Trafik
Vandværk
Teknik og anlæg
Dover GF
Alken Minimarked
Historie
Liv i byen
Folk i Alken
Lokale links
Alken-Chinenke
Arkiv
Video-vitser
alken.dk
smalltalken
Opslagstavle
Svejstrup
Bolig i og omkring Alken
Shelter i Alken
|
 

Brugernavn:

Adgangskode:


 

Powered by frontGATE websolutions

 

Indvielsen af Sporet Alken-Bjedstrup-Svejstrup oktober 2007. (Foto: Sanne Dudoret)


Natur

 

 

 
9. nov. 2019 * Har du observeret isfugl? Til forundring for lokale fugleinteresserede har Miljøstyrelsen sendt ændringer til udpegningsgrundlag for fuglebeskyttelsesområder i høring, og her lagt op til at fjerne ynglende isfugl fra grundlaget ved Mossø. Biolog Kim Aaen fra Skanderborg Kommune har svaret styrelsen, at der faktisk er en god bestand af isfugle - også ynglende. Anne Mette Lykke har også svaret på høringen og opfordrer andre, der har observeret isfugl til at gøre det samme. Høringen varer til 15. november.   Læs mere og høring og høringssvar.

9. nov. 2019 * Sangsvanerne er ankommet, har Sanne Dudoret observeret. De er ankommet fra det nordlige for at overvintre her hos os, hvis ikke vinteren bliver for hård. 
 
14. okt. 2019 * Dennis' vejbed blev skånet. Året igennem passer Dennis Hardon det kommunale blomsterbed ved Alkens østlige indfaldsvej - eller udfaldsvej, om man vil. Fornylig skiftede vejafdelingen rub og stub af stauder i de andre indfaldsvejbede, men besluttede sig for at lade det østlige på Emborgvej stå. Fordi Dennis passer det så godt. Godt gået, passet, klippet og studset!
9. okt. 2019 * Jagtskilt fremover med tidsangivelse. Flere Alken-borgere, der ville ud på den nye sti ved Enggården, er stødt på et advarselsskilt om jagt - uden oplysning om tidsrum. Michael Eberhardt, der lejer jagtretten ud, har nu indskærpet, at også tidsrummet skal fremgå, og at skiltet kommer ned ved endt jagt.
 
9. okt. 2019 * Svinefarm søger tredje gang. Svinefarmen på Østermarksvej 11 skal nu for tredje gang igennem en kommunal sagsbehandling i forsøget på at få miljøgodkendt en udvidelse, der i store træk svarer til en fordobling af produktionen. Miljømedarbejder Irene Paulsen oplyser, at miljøafdelingen er ved at behandle en ny ansøgning fra svineavler Karl Ole Jokumsen, efter at Miljøklagenævnet i februar hjemviste kommunens godkendelse. Der var bl.a. tale om en overskreden grænse for, hvor meget nitrat den nærliggende Stormose kan tåle. Der er i den nyeste ansøgning nogle ændringer af, hvor nye stalde placeres, og nogle ændringer/tilføjelser af teknologier til at reducere lugt- og ammoniakpåvirkningen, men overordnet set er det omtrent samme projekt. I afgørelsen fra klagenævnet blev der fremhævet en række punkter, hvor nævnet gerne ser forbedringer, og det er kommunens miljøafdeling opmærksom på, fortæller hun.
 
7. okt. 2019 * Voldsom hoste blandt naboer til svinefarm. TV2 Nyhederne havde søndag et indslag om åndedrætsproblemer hos naboer til svinebedrifter. Tina Abrahamsen og Henrik Brøsted er begge naboer - på hver side - til svineproduktionen på Østermarksvej 16. De medvirker i indslaget sammen med en arbejdsmediciner og gårdejer Karl Ole Jokumsen fra Svejstrup. Se indslaget Nabo til svinefarm har gået til behandling i flere år: - De kan ikke finde ud af, hvad jeg fejler
 
5. okt. 2019 * Du lille orkide. For en del år siden var jeg ude at små-løbe en tur med Poul Ganer. Her viste han mig, akkompagneret af sang, digte og fløjtespil, alle de steder han kendte, hvor der voksede den fine lilla orkide: Maj-Gøgeurt, skriver Thorbjørn Herrik. Den tur gjorde et stort indtryk på mig og siden har jeg hvert år i maj vendt tilbage til disse voksesteder for at få et gensyn af denne smukke blomst. Men ak hvor forandret - her har der hverken været anledning til skønsang eller fløjtesonater. År for år er der blevet færre og færre af denne sjældne fredede orkide og flere steder er den helt forsvundet. Maj-Gøgeurten vokser ved kildevæld og fugtige enge, hvor jorden er kalkrig og græsset er lavt. Den holder af lys og luft og et rent næringsfattigt miljø, men den tåler ikke gødskning, sprøjtning, pløjning eller tilgroning. Netop disse faktorer har gjort, at det de seneste år har været endog meget svært, at få øje på en Maj-Gøgeurt. Dette forår havde jeg Kim Aaen fra kommunens miljøafdeling ude og tilse fordums tiders frodige blomsterflor. Efterfølgende har kommunen velvilligt stillet leer, river og buskryddere til rådighed. Lodsejerne langs Alkenvej, Knud Erik, Birgit, Søren, Bente og Peter, har også været meget positive og har givet lov til, at der godt må ryddes buske og høj vegetation på deres jorde, så der atter bliver plads til Maj-Gøgeurten. Planen er, at man i det tidlige forår og det sene efterår slår vegetationen, så Maj-Gøgeurten atter kan få lys og luft til at blomstre og sætte frø. Der vil på alken.dk blive indkaldt til tidligt og sent høslet. Så har man lyst til at svinge le og høtyv, eller synes man at det er alt for længe siden, man sidst har brugt en græsrive, så er man meget velkommen til at deltage en formiddag i april og en eftermiddag i september.
 
3. okt. 2019 * Se - grøftekanter spirer efter naturgruppens rivning. Efter den kommunale maskinklipning af grøftekanter ved Alken har naturgruppen fjernet afklip på flere strækninger, og nu kommer de små spirer, skriver Eva Nikolajsen. Fidusen er at undgå, at afklippet blot nærer mere græs, men give plads til flere arter, der kan få plads til at gro og blomstre. (Foto: Eva Nikolajsen)
22. september 2019 * Vi skal bevare vores stier. Husk, det er vigtigt at respektere reglerne for vores stier i Alken-Bjedstrup-Svejstrup området, skriver Anne Mette Lykke:
* hunde skal være i snor
* ridning er forbudt
* jagtskilte skal respekteres
Hvis det ikke overholdes, risikerer vi, at stisystemet bliver lukket ned. Der har over en periode været problemer med ulovlige skilte med adgang forbudt, hvilket har ført til, at mange ikke mere respekterer skiltene. Det er derfor vigtigt, at ejere overholder naturbeskyttelseslovens regler:
* ejeren har kun ret til midlertidigt at lukke på grund af jagt, og:
* tidsrummet for lukningen skal fremgå af skiltet.
Naturgruppen arbejder for at få stierne til at fungere, så meld tilbage hvis der fortsat er problemer. Mvh Anne Mette Lykke

13. sep. 2019 * Bjedstrup Skole og Børnehus er nu officielt med i Vild med Vilje-kampagnen. Vild med Vilje handler om at lade plæneklipperen stå og øge biodiversiteten. Det lille skilt står ved p-pladsen under kastanjetræet. Projektet fortsætter de næste fire år med små og større tiltag/aftag.
 
6. aug. 2019 * Møde med en grævling. En af Alkens mange naturelskere fik en usædvanlig oplevelse forleden. Helle Kjærsgaard gik stille rundt i et område lige vest for Øm Kloster. Ikke ret mange kommer der, mener hun, og derfor vil hun gerne gå stille med beliggenheden. Her er oplevelsen: - Jeg fik et lille chok, da en grævling væltede ud på stien lige foran mig. Den løb ud på marken og så tilbage samme vej få meter fra mig. Jeg ville ikke tage telefonen op af lommen og risikere at ødelægge oplevelsen. Men da den løb ind i skoven, lurede jeg, at den måske ville komme ud på en lille sti ved siden af. Jeg skulle bare bevæge mig lidt for at stå klar, da den til min overraskelse løb op ad stien mod mig og stod med poterne oppe på en lille stamme i seks-syv sekunder, mens den syntes at vurdere, hvad det nu var for en skabning, der stod der. Så vendte den om og løb den anden vej. Jeg har aldrig set en grævling så tæt på. Jeg er meget taknemmelig. (Foto: Helle Kjærsgaard)
4. aug. 2019 * Derfor var Søbjerg-marken så flot blå. Her i sommer har marken ved Søbjerg stået usædvanligt flot dækket af blå honningurt. Bente Andersen fra Svejstrup Østergaard, der forpagter marken, forklarer: 'Der en frøblanding, vi har sået forskellige steder rundt i markerne, som bestøver brak. Formålet er at skabe en høj pollen- og nektarproduktion til gavn for insekter samtidig med, at den også er god for vildtet. Små lommer rundt omkring i markerne ved man fra bl.a. fra England er utrolig værdifulde for biodiversiteten. Og når der er biodiversitet over jorden så er der også stor biodiversitet nede i jorden. Ved Søbjerg blev det så til en større mark. Vi synes,det kunne blive fint. Blandingen, der er sået, består af oliehør, hvidkløver, rødkløver, honningurt, boghvede og solsikke. Vi anvender også honningurt i blanding med olieræddike som efterafgrøder rundt i sædskiftet. Jeg kunne skrive meget mere om vigtigheden heraf i forhold til jordens frugtbarhed - det må blive en anden gang.
 
31. juli 2019 * Engbrandbæger og blodplet på Enggårdsstien. Den gule engbrandbæger er så giftig, at den kan dræbe heste, men er samtidig kilde til liv for hundrede arter af bier og sommerfugle. Den findes på den hedeagtige naturtype for enden af den nye sti, skriver Anne Mette Lykke. Den gul- og sortstribede larve af den dagaktive natsommerfugl blodplet har specialiseret sig i at spise og udvinde gift fra planten. Hør Philip Hahn-Petersen, der holdt Vild-med-Vilje-foredrag i Alken, fortælle om begge dele på TV2 Lorry.
29. juli 2019 * Odder set i søen. Forleden observerede Claus Madsen en odder svømmende i Mossø ved det gamle renseanlæg. Det fredede rovdyr, som trives godt i rørskov, bevægede sig nedad mod Monnes Vig.
 
10. juli 2019 * Stien rundt om Enggården er næsten færdig. Den mangler nu kun enkelte pæle og et skilt, men der er slået hele vejen rundt og man kan sagtens gå på den, skriver Anne Mette Lykke fra Naturgruppen. Der er virkelig flot lige nu, så prøv den. Begynd ved fællespladsen, gå op ad trappen, langs volden, ned ad den nye trappe, over den nye spang, drej til højre mod banen – og så skulle det gerne give sig selv hele vejen ud til engen og tilbage langs vejen til byskiltet.
 
6. juli 2019 * Fra en vejkant. 'Vild med vilje' står der på skilte i haver nogle steder i Alken. På Sandvejen er vildskaben blandet med en del tilsåning med vilje. Af en god ven i oplandet fik Jan Andresen og Peter Abildgaard en pose vilde frø, og de første lilla-blomstrede vækster er nu fremme til fornøjelse for insekterne. Hele vejkanten langs banegraven har i år stort set fået lov at passe sig selv og kan beundres. Forleden mindede Sebastian Klein os om i TV, at den slags ikke er ukrudt, men Danmarks oprindelige bevoksning. (Foto: Peter Abildgaard)
 
1. juli 2019 * 225 meter grøftekant er nu revet fri for græs. Det drejer sig om strækningen på Alkenvej mellem Kildegården og Ninna og Jacob Gewitz' hus, skriver Tove Nyholm. Denne sydvendte skrænt udgør hermed et forsøgsområde. Vi må vente og se om det gør en forskel. Ved Boes er der også revet et mindre stykke. (Foto af Michael Schmidt og Harmandeep Gill i gang med løvriverne: Tove Nyholm).
29. juni 2019 * Rivegilde. Så er det nu! Kommunen har klippet grøftekanter i vores område fredag 28. juni. Naturgruppen under Liv i Landsbyerne samarbejder med Skanderborg Kommune om bedre forhold for insekter og sommerfugle - og smukkere grøftekanter. Hvis vi river græsset giver vi mulighed for bedre blomstring af de vilde blomster. Har du en time til rådighed så kom til fælles rivegilde søndag 30. juni kl. 16.30, med start fra Alken Trinbræt. Andre bud på en halv eller en hel times klipning er dog også helt ok. Husk løvrive! Og en refleksvest om muligt. Vi har også nogle stykker til udlån. Er der spørgsmål så ring til Tove Nyholm 5190 3349. Hilsen Naturgruppen / Liv i Landsbyerne.
 
18. juni 2019 * Færre klipninger af grøftekanter - også ved Alken, Svejstrup og Bjedstrup. Blandt andet på initiativ fra Naturgruppen i Liv i Landsbyerne slår kommunen ikke længere udvalgte grøftekanter så meget og så ofte. Se TV2-omtale og indslag: Til kamp for biers overlevelse.
9. juni 2019 * Pindsvin viklet ind i garn. Hej alle! Viktor fandt fredag aften på fællespladsen et lille pindsvin helt viklet ind i det grønne fiskegarn, som hænger ved siden af det ene fodboldmål. Heldigvis fik vi viklet og klippet det lille dyr fri og satte det i lang afstand af nettet. Dramaet endte lykkeligt. MEN det er jo kun indtil næste gang et dyr går i fælden. Derfor søger vi ejermanden til det grønne net/garn, så vedkommende kan være venlig at klippe det fri af græsset, skriver Viktor og Trine Holm på Opslagstavlen.
 
9. juni 2019 * Nu grønne frøer i overfladebassinet. Forleden var vi nede ved overfladebassinet ved det gamle renseanlæg for at fotografere grønne frøer, fortæller Merete og Søren Nygaard fra Illerup, der hørte mindst fem kvække. Bemærk dens flotte kvækkeposer. Naturinteresserede læsere vil måske huske, at Anne-Mette Granner og Eva Nikolajsen i maj 2017 satte en bøtte haletudser ud. Den aktion ser ud til at have nyttet - gense det på YouTube. (Foto: Søren Nygaard)
 
3. juni 2019 * Tudsen slap væk igen. En stor snog forsøgte at æde en kæmpe tudse midt på Anes Høj. Tudsen fik benet ud af snogegabet og slap med livet i behold, skriver Anne Mette Lykke under overskriften 'Dyreliv i Alken'. (Foto: Anne Mette Lykke)
 
2. juni 2019 * Dybe huller var en af ingredienserne, da en snes aktive søndag under ledelse af Bendt Nielsen blandt andet udskiftede standere og pæle på Sporet ved Alken-Bjedstrup-Svejstrup, der blev indviet i oktober 2007. Prøv selv sporet - der er også nybygget spang og trappe, hvor der er mest smat. Endnu er der lidt hængepartier, men et nyt stiforløb ved Enggården kom også godt på vej. Spor i Landskabet, Skanderborg Kommune og Liv i Landsbyerne har betalt. (Foto af Eric Ballowitz og Trine Fredsøe Hassl: Vibeke Sandberg)
 
23. maj 2019 * Ugler og tårnfalke i Boes. Igennem mange år har natuglen været at høre i Boes. Natuglen har den karakteristiske, lidt uhyggelige, tuden HU HU, som høres i skumringen og om natten. Natuglen er, som navnet antyder, nataktiv og ses meget sjældent. For en del år siden satte jeg en uglekasse op i et højt træ, tæt ved byens samlingssted, Trekanten. Efter et par år, så jeg en stor unge sidde i hullet i kassen, skriver Vagn Kristensen, Boes.
Det førte til kontakt med Kim Skelmose fra Gl. Rye, der er ringmærker under DOF. Han er en af landets førende eksperter indenfor de store rovfugle, i særdeleshed havørne. Han ringmærkede ungen, og igennem de seneste år har der været unger hvert år. Sidste år blev der ringmærket fire unger og i år tre. Fire unger er et fint kuld. Kuldstørrelsen er bestemt af adgangen til byttedyr, der primært er mus og rotter. Når ungerne forlader reden, er de helt dunede og mangler egentlige fjer. Derfor kravler de rundt i træerne omkring reden, indtil de bliver store og kan flyve. De vender ikke tilbage til kassen, får de først er kravlet ud. Imedens sidder de voksne fugle og holder udkik efter fjender, så som andre fugle og katte. Hvis de nærmer sig ungerne, angriber de gamle med slag med vingerne og med næb og kløer. Kontakten til Kim Skelmose gjorde, at jeg på hans anbefaling lavede en kasse til tårnfalken. Kassen er placeret på en høj telefonpæl, der er plantet midt på min græsmark. Som lovet, kom tårnfalken til kassen efter ganske kort tid. Der har igennem flere år været unger i kassen. Og der er blevet ringmærket seks unger hvert år. Seks unger er et meget fint kuld. Også her er udvalget af byttedyr afgørende. Årets kuld af unger bliver ringmærket omkring den 1. juni. Tårnfalke æder insekter, krybdyr og primært mus. Angiveligt kan tårnfalken se urinen fra mus og derved følge deres spor. Tårnfalkens unger bliver ved redekassen i flere uger og vender tilbage hertil. Derfor er både gamle og unge tårnfalke meget synlige i dagtimerne. Tårnfalken er en af vores små falke og ses ofte hænge i luften, hvor den 'muser'. Størrelsen på en voksen tårnfalk er som midt mellem en solsort og en skade. Udbredelsen af ugler og falke er ofte bestemt af adgangen til redekasser. Jeg vil derfor anbefale, hvis der er plads og mulighed, at finde opskriften på en kasse og placere den hvor det anbefales. Der er meget forskel på en uglekasse og en falkekasse.

22. maj 2019 * Ud og fjerne græsafklip. Liv i Landsbyernes Naturgruppe har et spændende samarbejde i gang med Skanderborg Kommunes biolog, Kim Aaen, skriver Eva Nikolajsen. Vi har sammen udvalgt nogle grøftekanter, hvor vi vil forsøge at øge mulighederne for, at grøftekantens smukke blomster kan få bedre vilkår. Det kan gøres ret simpelt, nemlig ved at fjerne græsafklippet, når kommunens folk har slået grøfterne. På den måde fjernes næring fra området, græsserne svækkes og urterne kan få plads til at blomstre. Der er fundet nogle få grøftekanter ved hver landsby, som med en god løvrive og en halv times arbejde, med tiden kan udvikle sig til varierede og spændende naturpletter.
Hvis man vil deltage med løvrive og muskelkraft, kan man melde sig til Tove Nyholm på mobil 51903349. Så bli'r man kontaktet ved behov.

19. maj 2019 * Nattergal søger mage. Nattergalen er nu hørt synge nær Illerup Ås udløb i Mossø - i dag - så hvordan mon det ikke bliver i nat? Nyd det - sådan cirka frem til sankthans.
 
12. maj 2019 * Flest bier til sommerfugledag. Der blev hygget, snakket og jaget sommerfugle under Naturgruppens sommerfugledag på Bjedstrup Skole. Men der blev fundet flest bier, som blev artsbestemt med Sean Birk Craigs fantastiske viden og næse, skriver Marianne Damholdt. Hyggelig dag i skolen lune oase. Jeg tror vi så: Sorthvid jordbi, rød murbi, løn jordbi, stenhumle, tjørne jordbi, hvepsebi, rødhalet jordbi og af sommerfugle: Citronsommerfugl, aurora og kålsommerfugl. (Foto: Marianne Damholdt)
 
3. maj 2019 * 485 meter bivenligt læhegn. På en del af Sporet Alken-Bjedstrup-Svejstrup har vi nu fået plantet 485 meter læhegn afbrudt af et stykke ved Sortehøj, hvor der ikke må plantes i en radius på 100 meter, skriver Bente Andersen fra Svejstrup Østergaard. Der er tale om et tre-rækkers hegn bestående af hvidtjørn, hassel, rød kornel, hæg, vintereg, dunet gedeblad, lind, fuglekirsebær, kvalkved og fjeldribs med 70 pct. bivenlige arter, 83 pct. buske. (Foto ved Gammel Alken: Marianne Damholdt)
 
28. april 2019 * Sommerfuglekampagnen starter i blomstereng på skolen. Sommerfuglene er vågnet efter en lang vinter og nu kan vi begynde at tælle arter! I hele Bjedstrup Skoledistrikt inviteres alle børn og voksne til at være med, lyder det fra Naturgruppen i Liv i Landsbyerne i samarbejde med Bjedstrup Skole. Vi tæller sommerfuglearter for at finde ud af, hvor god natur vi har i vores område. Fordi bestemte sommerfuglearter kun trives godt på særlige steder i naturen og på bestemte vilde planter, kan vi lære noget om naturens tilstand ved at se på sommerfuglene. Lørdag 11. maj kl. 14-16 vil skolen vrimle med sommerfugle af mange slags, der vil være sommerfugle-løb og de lokale sommerfuglekendere, Sean Birk Craig og Thorbjørn Herrik, vil gøre os klogere på de flyvende individer og deres forvandling, metamorfosen. Der er også grundig introduktion til Atlasprojektet Danmarks Dagsommerfugle, hvor vi registrerer arterne. Det er nok mest for de voksne. Børnene i Bjedstrup Fritidsklub og Skole har tilsået en blomstereng, der skal tiltrække sommerfugle og andre insekter. Hegnet udenom er brædder fra gamle fastelavnstønder, som børnene har malet små kunstværker på. Samtidig fungerer cirklen også som et kompas eller solur. Hensigten er at det med tiden også skal blive til en vejrstation. Kampagnen for større biodiversitet slutter d. 1. oktober med en sammentælling af arterne. (Foto: Mie Nielsen)
 
28. april 2019 * Stork i Svejstrup Enge. Naturambassadøren Marianne Damholdt Bergin fra Sandvejen fastslår, at hun selv for første gang har set en stork her på egnen. Lørdag kl. 16.23 fik hun dette foto af fuglen, en hvid stork i spisekammeret Svejstrup Enge. Stor oplevelse. Marianne har denne betragtning: - Måske er den på vej nordpå. Men tænk, hvis den fandt en mage og byggede rede i vores mast eller mejeriets skorsten. Det kræver selvfølgelig, at vandhullerne og vådområderne kan levere føde. Jeg har også set de første svaler, og jeg håber, at de finder redepladser i vores lille landsby, sådan som de har gjort det i generationer.
 
6. apr. 2019 * Sporet skal have nye pæle - og nyt stiforløb skal etableres - vær med. Naturgruppen i Liv i Landsbyerne indbyder de første 20 aktive til en udendørs arbejdsdag søndag 2. juni kl. 9-15 - deraf de fire til køkkentjans - først til mølle. Sporet ved Alken-Bjedstrup-Svejstrup, der blev indviet i oktober 2007, er en natursti, der nu trænger til nye pæle med skilte og prikker, der skal skrues på. Og ved Enggården skal der etableres et helt nyt stiforløb, som den nye ejer gør mulig. Kl. 9 er der rundstykker og kaffe, frokost kl. 12 og slut kl. 15. Folk fra kommunen står for at bygge en ny trappe med gelænder på 35 meter, hvor stien er stejlest, og en spang på 20 meter, hvor der er vådest. Spor i Landskabet, Skanderborg Kommune og Liv i Landsbyerne betaler. De første 20 kan være med - tilmeld til Eva Nikolajsen på eva.nikolajsen@gmail.com. (Foto fra indvielsen i 2007: Sanne Dudoret)
23. mar. 2019 * Hvem vil være med til et grøftekants-eksperiment? Liv i Landsbyernes Naturgruppe efterlyser grøftekanter med mange vilde urter i hele skoledistriktet. Dem vil vi gerne passe ekstra godt på ved at fjerne afklippet, når kommunens græsslåmaskine har været forbi, skriver Eva Nikolajsen. Kender du en blomstrende grøftekant i dit nabolag, vil vi gerne vide det. Måske vil du være med til at passe på den, sammen med os? Skriv til eva.nikolajsen@gmail.com.
 
3. mar. 2019 * Sommerfugle-kampagnen i gang. Bruno Nielsen har spottet to citronsommerfugle, og Eva Nikolajsen en nældens takvinge. Hvor mange kan vi sammen registrere i hele vores område i år? Naturgruppen i Liv i Landsbyerne er på vej med ny levering af vildengsfrø til at så, hvor man kan og vil, så vilde blomster kan tiltrække masser af sommerfugle. Se plakaten for bestilling - senest søndag 10. marts.
 
18. feb. 2019 * Miljøgodkendelsen til svinefarmen fik ikke blåt stempel. Miljø- og Fødevareklagenævnet har ikke kunnet godkende Skanderborg Kommunes miljøgodkendelse af udvidet svineproduktion på Østermarksvej 11. Sagen er ophævet og hjemvist til fornyet behandling i kommunen. Der er bl.a. tale om en overskreden grænse for, hvor meget nitrat den nærliggende Stormose kan tåle.
 
8. feb. 2019 * Privat-skilte, hensyn til vildtet - og reglerne for at færdes i naturen. Liv i Landsbyernes Naturgruppe er blevet gjort opmærksom på tre skilte (fx ‘Privat’ og ‘Privat vej, Færdsel forbudt’), som fornylig er kommet op på nogle af de gode gåture omkring Alken, skriver Anne Mette Lykke og Eva Nikolajsen. Naturgruppen har snakket med ejer Hans Hansen fra Alken Vestergård, som fortæller, at han ønsker at beskytte vildtet i begge områder. Han oplever alt for ofte, at folk går udenfor vejene eller går med hunden løs, hvilket ikke er lovligt på privat ejendom. Naturgruppen anbefaler at man følger reglerne for at færdes i natur og mark, men også at lodsejere lader være med at sætte skilte op, da det giver forvirring og dårlig stemning. Naturgruppen ønsker en god dialog, som sikrer de bedste oplevelser for alle, derfor har vi lavet en miniguide med regler for adgang på privatejede områder:

Veje og stier i det åbne land:
  • Du må færdes til fods på stier i det åbne land hele døgnet, også på markveje.
  • Du må ride på veje og stier med mindre ejeren har skiltet imod det (der må ikke rides på Alken, Bjedstrup og Svejstrup - Spor i Landskabet).
  • Et skilt som dette 'Privat vej' siger kun noget om ejerforholdet på stedet, og har ingen betydning for din ret til at færdes på vejen. Her må du gerne fortsætte.

Privatejede udyrkede arealer

  • Du må færdes til fods på (ikke indhegnede) fra kl. 6 til solnedgang og opholde dig, når der er mere end 150 meter til bygninger.
  • Du må færdes til fods på indhegnede arealer, hvis der ikke er græssende dyr. Adgang er kun tilladt gennem låger, led og lignende. Der er ikke adgang, hvis ejeren har forbudt det ved skiltning.
  • Det er ikke tilladt at færdes på dyrkede marker, heller ikke brakmarker, stubmarker eller marker, som ikke er sået om vinteren. Er du i tvivl, så spørg ejeren om lov.
Hunde skal som udgangspunkt altid være i snor i naturen. Det skyldes, at hunden kan være en stressfaktor for naturens vilde dyr og til gene for andre friluftsgæster.

Ejeren kan forbyde adgang med skiltning, hvis:

  • Det i særlig grad generer privatlivets fred.
  • Det generer den erhvervsmæssige udnyttelse af området.
  • Der er behov for at beskytte plante- og dyreliv
  • Hvor der holdes selskabsjagt

Privatejede skove

  • Du må færdes til fods og cykle på egnede veje og stier i private skove fra kl. 6 til solnedgang og gøre ophold på veje og stier, hvis der er mindst 150 meter til beboelses- og driftsbygninger.
  • Du må kun færdes til fods og opholde dig i skovbunden, hvis du har spurgt ejeren om lov
  • Du må samle nødder, bær, kogler, svampe, blomster, urter, grene, kviste, mos og lav, hvis du kan nå dem fra stier og veje. Du må tage til eget brug - omkring en posefuld.
  • Hvis skoven er under 5 hektar, må skovejeren lukke den af for offentligheden. Hvis ikke der er skilte, som begrænser eller forbyder færdsel og ophold, må du selvfølgelig gerne være der.
  • Adgangen til skove kan forbydes eller begrænses på dage, hvor der holdes jagt, og i områder, hvor der er intensivt skovarbejde.

Her er de fulde regler. Og her er regler for hunde i naturen.


 
6. feb. 2019 * Tur til Lindalen med Lindalsbækken søndag 10. februar kl. 13-15. Start ved Alkengård, Emborgvej 169, Gl. Alken. Kom og vær med til at opleve og høre bækkens musik og smage på den friske brøndkarse. Måske er der en stor ørred i bækken! Vi følger Sporet tæt på Sortehøj, hvor vi nyder udsigten over Søhøjlandet. PS. Husk gummistøvler.
Arr.: Danmarks Naturfredningsforening, Skanderborg Afdeling. Turledere: Otto Andersen og Poul Ganer. (Foto af Sortehøj 2007: Sanne Dudoret)

29. dec. 2018 * Brugte juletræer modtages igen i år med stor fornøjelse! Bag brændevognen overfor Mejeriet ligger de første træer allerede klar til at blive til insekt-snacks og mikrobemad i Evas Paradis. Mange tak fra alle os til alle jer, skriver Eva Nikolajsen.
10. dec. 2018 * Frøposerne udsolgt. Naturgruppen under Liv i Landsbyerne har fået solgt alle 50 frøposer med vilde frø til sommerfuglekampagnen i 2019, melder Marianne Damholdt.
 
5. dec. 2018 * Sean klar med forum for Vilde Råd. Biologistuderende Sean Birk Bek Craig har oprettet facebook-forummet Vild med Vilje i Alken & Omegn - Artsbestemmelse og Vilde Råd. Her skal man kunne give og få hjælp til artsbestemmelse af danske vilde organismer - og råd til en vildere have og fællesareal. Det gælder insekter, fugle, edderkopper, krebsdyr, pattedyr, svampe, bløddyr, laver etc. I første omgang en Stor Strithårsbi - fotograferet i august i Alken City. Hvem havde lige hørt om sådan én før? De første seks lokale er med.
 
24. nov. 2018 * Debat om svaler på Mejeriet. Folk fra Naturgruppen har bemærket, at Mejeriet forsøger at holde svalepar fra at bygge rede under taget, så trækfuglene, der ellers genbruger deres reder fra år til år, nu bliver forvirrede. Flere har tilbudt at hjælpe med at holde vinduerne rene. Mejeri-bestyrelsen begrunder svale-indsatsen med nødvendig hygiejne ved en fødevarebutik, at det er et stort arbejde at holde vinduerne fri for klatter op til udlejning, og at svalerne godt må bygge rede på bagsiden og ved kælderen. Læs alle argumenter fra begge sider af svale-debatten på smalltalken.
 
18. nov. 2018 * Sommerfugle-konkurrence i Bjedstrup skoledistrikt! Hvem finder flest forskellige sommerfugle i 2019? Liv i Landsbyernes Naturgruppe skyder konkurrencen igang med salg af frø inden jul, så man kan til marts kan så vilde urter derhjemme i haven og tiltrække masser af sommerfugle. For 20 kr kan man købe vildengs-blanding til 5 kvm blomsterflor. Frist for køb 10. december. Marianne Damholdt Bergin modtager Mobilepay på 61797703
16. nov. 2018 * Klagesag kan tage op mod et år at behandle. Fuldmægtig i Miljø- og Fødevareklagenævnet Lone Andersen-Lind oplyser til alken.dk, at 'nævnet vedrørende svinefarmen på Østermarksvej 11 har modtaget 5 klager fra private og 1 klage fra en organisation. Vi arbejder lige nu med en målsætning på en gennemsnitlig sagsbehandlingstid på 6 måneder. Den konkrete sagsbehandlingstid kan variere en del alt efter kompleksiteten i sagerne. Sager vedrørende husdyrbrug er ofte meget komplicerede og tager derfor længere tid at behandle end andre områder. Pt. er der en sagsbehandlingstid på disse sager på ca. 1 år. Der er imidlertid påbegyndt en ekstraordinær indsats på husdyrbrugsområdet, så det forventes at gennemsnittet bliver lavere, men vi kan, på nuværende tidspunkt, ikke sige noget om sagsbehandlingstiden for den konkrete klagesag.'
13. nov. 2018 * Vil du lære mere om din have? Gratis tilbud! Kursus over tre aftener i januar. Kom både i dybden og helt op i helikopter-perspektiv på emner som:

• Giftfri have og etablering af urtehave
• Havedrømme: Hvad vil du og hvad kan du?
• Praktisk hjælp til haven: Du får hjælp og vejledning til egen have

Du kan forvente små opgaver undervejs og at lære uventede ting om din have. Til foråret rykker vi udenfor i haverne og bli'r konkrete. Kurset er gratis, fordi jeg tror på, at viden flytter bjerge.
Til gengæld håber jeg på din opmærksomhed, at du kan gi' mig saglig kritik og at du gi'r din nye viden videre til andre. Kursus-torsdage: 10., 17. og 24. januar 2019 kl. 19-21.
Send navn, mail og mobilnummer til mig, så er du tilmeldt.Mange venlige hilsner, Eva Nikolajsen, have- og naturtosset siden barndommen, uddannet haveambassadør af Foreningen Praktisk Økologi, permakultur certifikatholder fra Richard Perkins (Ridgedale Permaculture i Sverige) og fra Cathrine, Karoline og Tycho (Myrrhis Permakulturhaven på Friland)


16. okt. 2018 * Lokalpolitikere står magtesløse i forhold til grisefabrikker. Kommunen har igen modtaget mange klager over en miljøgodkendelse til en stor udvidelse af en svinefarm i Dover Sogn, skriver byrådsmedlem Maria Temponeras (EL), Kirstinelund i Bjedstrup. Men det er en blindgyde at rette vreden mod kommunens administration og politikere. Læs på smalltalken hvorfor.
15. okt. 2018 * Naboindsigelser, avisomtale, berigtigelse, spørgsmål og svar. Kommunens miljøtilladelse til Svejstrup Østergaards udvidede svineproduktion på Østermarksvej 11 er nu indklaget for Miljø- og Fødevareklagenævnet, beretter Ugebladet Skanderborg under overskriften Svineavler i modvind. Nabo Henrik Brøsted kritiserer ammoniakmængderne, kommunens behandling, CPR-lækagen, gylletanke uden låg og lugtgener. Gårdejer Karl Ole Jokumsen påpeger bl.a. en samlet lavere miljøbelastning, og Bente Andersen bringer på Liv i Landsbyernes Facebook-profil sit svar, hvor hun bl.a. kommenterer produktions-størrelsen, juraen og den årelange sagsgang. Derefter følger flere spørgsmål og svar om bl.a. grisetransport, staldenes beliggenhed og fremtidsplaner.
 
26. sep. 2018 * Mie tog skybruds-fotos. Da regnvandet i forrige uge fossede ned mod Emborgvej og gravede dybe render, gruber og huller i marken, var Anne Marie Hansen fra Søbjergvej aktiv med fotoapparatet både på dagen og dagen efter. Se hendes 16 naturfotos på albummet '2018 Skybrud i september' på Alkens Flick-univers.
25. sep. 2018 * Mårhundejagt. Hvis man hører riffelskud, når det er blevet aften og nat ved Alken Enge eller Boes Søgård, er det mårhunde-regulering, skriver Viggo Hansen. Mårhunden er en invasiv art, den skal udryddes, så derfor er det blevet lovligt at skyde den hele døgnet.
25. sep. 2018 * Høringssvar ikke fulgt.

Der blev ikke lyttet til vores fem høringssvar fra Alken, og området langs Mossø vest for Alken mister dermed status som Natura 2000 område, skriver Anne Mette Lykke. Dansk Ornitologisk Forening og Danmarks Naturfredningsforening OF mener dog, at det generelt er i strid med EU-lovgivningen at nedlægge Natura 2000 områder, og vil gå til EU kommissionen med sagen om nedlæggelse af 29900 ha Natura 2000 områder på landsplan.


 
23. sep. 2018 * Protest mod større svineproduktion. Jessica Tamminga fra Kirstinelund i Bjedstrup opfordrer via opslag folk til at skrive nej tak til Svejstrup Østergaards udvidelse på Østermarksvej. Det hører med i billedet, at flere forhold på husdyrområdet nu er fastlagt centralt af Folketinget, så kommunerne har mistet indflydelse. Dertil kommer, at politikerne i Skanderborg ikke behandler enkeltsager, så de afgøres af forvaltningen. Plan- og Miljøudvalget har dog bedt om orientering om sagen på Østermarksvej, fordi der er megen opmærksomhed om den.
 
12. sep. 2018 * Ny tomatsort navngivet. Under årets byfest var der mange venlige mennesker med nysgerrige smagsløg, som ville hjælpe mig med at navngive den tomat, som dukkede op af sig selv i mit drivhus for fire år siden, skriver Eva Nikolajsen. Den kom nok fra tomatfrø i kompostjorden og jeg lod tomatplanten stå, så jeg kunne se, hvad det var for én. Det viste sig at være en knaldorange og supersød cherrytomat, som jeg blev helt vild med og tog frø af. Efter et par år med rendyrkning lod den til at ha' fundet sin form og jeg fik brug for at give den et navn. Og til byfesten fik jeg god hjælp af både store og små smagsdommere til at finde et navn. Inspireret af alle de mange fantasifulde navne, er tomaten nu navngivet ’Alken orange sunset cherry’.
 
8. sep. 2018 * Emborgvej overskyllet og afspærret under skybrud. Jordfyldt vand fra markerne skyllede fredag i stride strømme ud over Emborgvej mellem Gammel Alken og ledvogterhuset og dannede en sø, der gjorde vejen ufremkommelig. Kommunens folk spærrede vejen af og fik siden skrabet vejen ren igen for jord. (Video: Jan Mikael Granner)
 
5. sep. 2018 * Svinefarmen på Østermarksvej har fået miljøtilladelse. 'Det ansøgte vurderes at leve op til kravene i loven og, med de stillede vilkår, ikke at påvirke natur og miljø væsentligt.' Sådan hedder det i den miljøtilladelse, gårdejer Karl Ole Jokumsen, Svejstrup Østergård, netop har fået af Skanderborg Kommune til at udvide svineproduktionen til noget i nærheden af det dobbelte. Læs hele den 81 sider lange tilladelse, hvor bl.a. en lang række naboindsigelser er med - sammen med forvaltningens kommentarer. Læs om gylle, trafik, støv og luftrensning, læhegn og klagemuligheder m.m.m. Linket åbner i PDF-format.
 
2. sep. 2018 * De lettede i god tid, disse nervøse kræ. Kendere af fuglelivet ved Mossø vil vide, hvilken slags gæs, jeg skræmte på min tur søndag eftermiddag. Vi taler om stien til det gamle landingssted. De mange hundrede gæs holdt hvil, indtil jeg åbenbart kom for tæt på. (Foto: Peter Abildgaard)
 
7. aug. 2018 * Nabohøring i sommerferien - ændret efter kritik. Gårdejer Karl Ole Jokumsen, Svejstrup Østergård, har en verserende kommunal sag om at øge svineproduktionen på Overgård, Østermarksvej 11, fra 15.000 til ca. 26.700 slagtesvin om året samt fra 26.000 til ca. 42.000 smågrise om året. Endnu er ansøgningen ikke færdigbehandlet, og miljømedarbejder Irene Paulsen fra kommunen oplyser følgende til alken.dk: Den lovpligtige nabohøring i 30 dage forløb fra 2. juni til 1. juli. I denne periode blev der rejst tvivl om, at alt relevant materiale var stillet til rådighed. Derfor besluttede vi at udsende en supplerende høring hen over sommerferien, fra 4. juli til 6. august. Der kom derefter kritik af, at den supplerende høring foregik i sommerferien, hvorefter høringsfristen i den supplerende høring er forlænget til 20. august. Jeg forventer, at vi træffer afgørelse kort tid efter 20. august. Denne afgørelse vil blive annonceret på Skanderborg Kommunes hjemmeside, og der vil være fire ugers klagefrist efter offentliggørelsen. (Illustrationen er fra den omfattende ansøgning på 71 sider)
 
 

2. aug. 2018 * Hvordan et kvikgræshelvede blev et insektparadis. Alle er velkomne til en sensommerlig havevandring i min rodebutik af en skovhave søndag 12. aug. kl. 16, skriver Eva Nikolajsen. Man finder den lige udenfor Alken, på Emborgvej mod Skanderborg, bag ved ridebanen. Kom og se, hvordan kvikgræshelvedet på fire år blev forvandlet til et insektparadis og hør om spiselige stauder.


 
2. juli 2018 * Uheldig udstykning, tankeløse parkeringer og lukket proces. Svejstrup 30. juni 2018. Bente Andersen og Karl Ole Jokumsen fra Svejstrup Østergård har sendt en indsigelse til kommunen i forhold til visionspapiret indsendt fra foreningen Liv i Landsbyerne. De finder en skitseret udstykning i Svejstrup meget uheldig og uacceptabel, de har stigende problemer med at passere igennem Bjedstrup og Alken på grund af parkerede biler, de ønsker styr på spildevandsudledningerne i det åbne land og finder processen med visionspapiret i Liv i Landsbyen meget lukket. Se hele indsigelsen på smalltalken 2. juli.
23. juni 2018 * Eric redder and fra ræv. Drama i Svejstrup Enge. Fredag aften observerede en gæst hos Erik Ballowitz og Vibeke Sandberg pludselig en ræv med en and i flaben på vej ud i engen. Eric og Vibeke løb resolut ud efter rovdyret, og det lykkedes Eric - i kinasko - at løbe ræven op, og råbe og klappe så meget, at den slap anden og forsvandt. Forinden havde den nået tage en høne, mens resten af fjerkræholdet var flygtet til alle sider. Anden overlevede - noget tummelumsk.
20. juni 2018 * Rotter på loftet? Borgerforeningen har taget initiativ til alternativ rottebekæmpelse, fortæller Eva Nikolajsen. Skanderborg Kommune har været inspiration til at forsøge at gøre Alken lækker og indbydende for natugler. Det gøres ved at sætte flere redekasser op rundt om i landsbyen. Natugler er nataktive og rigtig gode til at fange mus og rotter om natten. Uglekasserne sættes op i 5-7 meters højde i et højt træ med god plads til indflyvning. Kasserne produceres af Skanderborg Kommunes Udehold i Fiirgårde.
 
 

13. maj 2018 * OVIS har mistet ca. 30 spædlam til ræven/rævene. Det er et kendt problem blandt fåreavlere, der lader fårene læmme ude, og vi havde derfor med hjælpe fra jægeren fået skudt tre ræve i jagtsæsonen tilbage i januar, skriver fåreavler Per Nielsen fra OVIS i Svejstrup. På trods måtte vi fortsat se vores lam forsvinde, hvorfor dyrlægen mente vi skulle søge en regulerings-tilladelse, men med to jægere på opgaven gik der alligevel 14 dage før vi fik ram på en hanræv. Nu er lammene ved at være store, og ræven har ikke taget lam de sidste 14 dage.


 
3. maj 2018 * Juletræsplantage i Svejstrup. Annonce: I den skønne natur ved Svejstrup finder du denne juletræsplantage på mere end 6 hektar. På grunden er der ca. 5.000 salgsklare juletræer og 10.000 nyplantede juletræer. Videre findes et godt maskinhus på 93 m². Da der er tale om en matrikel med juletræer, i åbent land, kan der ikke forventes tilladelse til bebyggelse på matriklen, ud over et evt. maskinhus. Endvidere er det kun muligt at erhverve juletræsplantagen, hvis man i forvejen ejer en landejendom, hvor matriklen kan lægges ind under. Der er dog intet i vejen for at gå sammen i en forening og købe plantagen, bare et af medlemmerne ejer en landejendom. Kontakt Danbolig Ry på 4698 0790, for yderligere information.
 
23. apr. 2018 * Hold tilbage - der kommer lam. Får og lam fra OVIS skulle krydse Emborgvej og også over viadukten i weekenden, og så måtte de to- og firhjulede vente og nyde optrinnet. (Foto: Dennis Hardon)
14. apr. 2018 * Hestemøg til fri afhentning. Birgit Bastholms smukke araberheste producerer noget fantastisk møg - og masser af det. Og i bedste win-win-stil har hun og jeg splejset om at få flyttet møgbunken ned på banen bag ridebanen, skriver Eva Nikolajsen. Nu kan (næsten) alle i Alken komme lettere til en glad og levende havejord. Sorry Anes Høj! Der er total og ubegrænset selvhenter (med trillebør). Havenørdens tilføjelse: Brug det halvomsatte møg ovenpå jorden mellem stauder, buske og i urtehavens mere sultne områder (kål!). Stol trygt på, at mikrolivet i jorden klarer resten. Heste graver heller ikke lorten ned på marken, vel? Brug det friske møg i komposten og en masse til rabarberne! Inspiration til kompost: Engelske Charles Dowding er supersød og nem at forstå. Mange glade hilsner fra Eva, som føler hun vandt i hestebanko :o)
 
 
26. mar. 2018 * Ørne på isen. I dag er store dele af isen på søen væk, men en eftermiddag inden nåede Peter Gregersen at fange to havørne, der holdt rast på isen. (Foto: Peter Gregersen)
 
26. mar. 2018 * Svinebedriften på Østermarksvej klar med ny ansøgning. Gårdejer Karl Ole Jokumsen, Svejstrup Østergård, er nu klar med en ny ansøgning om at øge svineproduktionen på Overgård, Østermarksvej 11, fra 15.000 til ca. 26.700 slagtesvin om året samt fra 26.000 til ca. 42.000 smågrise om året. Den forrige ansøgning blev underkendt af Natur- og Miljøklagenævnet efter bl.a. fejl omkring lugtgener og høringsfrister. Sidste ansøgning mødte klager fra omkring 30 naboer. Karl Ole oplyser til alken.dk, at den nye ansøgning nu lever op til gældende lugtkrav - bl.a. ved hjælp af luftrensning og at flytte to staldbygninger længere væk fra en nabo. En fremtidsplan er iøvrigt at nedlægge den nuværende svineproduktion i Svejstrup. Læs mere om ansøgningen, frister og mulighed for kommentarer.
 
 

11. feb. 2018 Findes der mon gøgeurt i Svejstrup Enge, er der stor vandsalamander i Alken Enge, og hvilke beskyttede plante- og dyrearter finder man egentlig her i nærheden? Et netop søsat digitalt værktøj - Danmarks Naturdata - fra Miljøstyrelsen gør det nemt at finde svar og yderligere information om den slags. Her præsenteres alle de oplysninger om naturen, som Miljøstyrelsen og kommunerne hvert år indsamler. På Danmarks Naturdata kan man vælge 'søg arter' og finde alle de planter og dyr, der er registreret inden for et bestemt område. Man definerer området, man vil udforske, vælger mellem bl.a. fredede arter, rødlistearter og invasive arter, og trykker 'søg'. Så svarer programmet med en liste over planter og dyr, der er fundet i området, og kan præsentere de eksakte data for den pågældende observation. Med funktionen 'søg naturregistreringer' kan man finde natur som heder, overdrev eller enge i et område, man vil besøge. Hvis man klikker på en af arterne i listen, dukker findestedet op med en knappenål på kortet. Man kan få detaljer om fundet ved at klikke på knappenålen.


1. jan. 2018 * Brug for mere - ikke mindre natur. Danmark har igennem EUs habitatsdirektiv forpligtiget sig til at beskytte natur for en række forskellige naturtyper, men ligger i bund inden for EU, når det gælder andelen af Natura 2000 områder. Danmark har derfor generelt brug for mere natur, ikke beskæring i nuværende Natura områder. Området mellem Alken og Mossø er et af de områder, som med høringsforslaget vil miste Natura 2000 status. Dette område har stort potentiale for at beskytte vigtig natur og bør derfor bevare Natura 2000 status, skriver Anne Mette Lykke i en indsigelse til Miljøstyrelsen - læs det hele på smalltalken.
 
 

31. dec. 2017 * Miljøgodkendelse til svinefarm trækker ud. Gårdejer Karl Ole Jokumsen, Svejstrup Østergård, har som tidligere omtalt ansøgt om at fordoble antallet af dyreenheder på gården Østermarksvej 11, men den godkendelse er endnu ikke givet. En første miljøgodkendelse fra kommunen blev underkendt af Natur- og Miljøklagenævnet efter klager fra en række borgere/naboer. Ifølge kommunens miljøchef Hans Brok-Brandi skulle en ny godkendelse have været klar i foråret 2017, men han har senest skrevet til alken.dk: I øjeblikket afventer Skanderborg Kommune oplysninger fra ansøger. Hvis ansøger går videre med ansøgningen – og de kan opfylde de gældende miljøkrav, skal Skanderborg Kommune udarbejde et udkast til miljøgodkendelse, som vil blive sendt i nabohøring i 3 eller 6 uger – alt efter om ansøgeren vælger at søge efter de nye eller de gamle regler. Efter høringsperioden, vil Skanderborg Kommune behandle og vurdere på de indkomne høringssvar, rette godkendelsen til – og derefter træffe en afgørelse – med 4 ugers klagefrist. Læs også, hvordan Bente Andersen og Karl Ole i Århus Stiftstidende i april beskrev deres ønske om at gå fra gamle til mere moderne stalde, ærgrede sig over lang sagsbehandlingstid – og forventer en samlet lavere miljøbelastning, når de også regner en nedlagt svineproduktion med. Ifølge et notat fra Miljø- og Planudvalget vil 'udvidelsen formentligt medføre mere trafik,lidt mere støj, lidt mere lugt - men det bliver inden for de rammer, man må acceptere'. Læs tidligere historie her på Natur 26. februar 2017.


28. dec. 2017 * Bevar fuglenes habitatsområde. Jeg vil gerne gøre indsigelse over, at der påtænkes justering af habitatsområdet i det felt, jeg har markeret på tegningen. Området ligger i Alken direkte ned mod Mossø. Min indsigelse begrundes i, at jeg dagligt kan iagttage hvor mange fugle, der enten hviler sig på området i forbindelse med træk, eller har området som en del af deres primære habitat, skriver Anne-Mette Granner. Læs hele hendes indlæg på smalltalken.
 
28. dec. 2017 * Juletræer til sti-bund. Når julen er forbi, og der skal ryddes op efter festlighederne, vil jeg igen i år gerne aftage folks brugte juletræer. Så slipper man for køreturen til genbrugspladsen, og jeg kan lave de smukkeste skovstier i min skovhave. Win-win! Man kan lægge sit gamle træ på pladsen overfor købmanden, bag brændevognen.
Mange venlige hilsner, Eva Nikolajsen.
 
 

5. dec. 2017 * På vej mod mindre naturbeskyttelse ved Alken. Miljøstyrelsen lægger nu op til, at området syd for Emborgvej - det lyst skraverede på kortet - ikke længere skal være Natura 2000 habitatsområde. Styrelsen beskriver arealet som et af mange landet over, der 'ikke har nogen betydning for habitatsområdet' og ikke forringer naturbeskyttelsen. Som det fremgår, er der offentlig høring frem til 3. januar, hvor 'alle kan komme med deres bemærkninger'. Læs mere om Justering af Natura 2000-områdernes grænser. Der er også nye naturområder udpeget.
Har du bemærkninger til Miljøstyrelsens forlag, så send dem også gerne til alken.dk - så kan andre også læse dem.


 
24. nov. 2017 * Høne og and på afveje. 'Har nogen set Eigils høne', efterlyste Ann Bertelsen onsdag på Liv i Landsbyens Facebookside, og efter flere deltagende svar - bl.a. fra Anne Grete Viborg, at 'den nok sidder og sover i et træ' - kunne Ann efter et forgæves forsøg hente hønen hjem blandt artsfællerne 'downhill'. Den viste sig at gå på marken oppe hos Torben Nielsen, der allerede tirsdag havde fremlyst hønen og forinden nåede at fotografere den. Samtidig er flokken af ænder hos Alkenvej 44 for tiden blevet udvidet fra fire til fem - og tilløberen føler sig vist endnu ikke helt hjemme. (Foto: Torben Nielsen)
 
21. okt. 2017 * Eg i farveskift. (Foto: Sanne Dudoret)
 
21. okt. 2017 * Havørn ved Mossø. Så bruger man en halv dag på at kikke efter havørne ved Egå Engsø uden at se nogen.... vender hjem til Alken og falder halvtræt om på sofaen - og hvad kommer så flyvende forbi i forhaven, fortæller Steven Russell, der bor lige ved søen og fik den på kornet. Havørnen var optaget af at jage blishøns, så jeg havde lidt tid, skriver han. (Foto: Steven Russell)

 
27. aug. 2017 * Georginer til nydelse og inspiration. Så er det i dag søndag 27. august kl. 10-16, der er åben have med et væld af georginer hos Alice Køppen og Vagn Stensig Kristensen, Boesvej 67. De skriver: Vi har ca. 600 georgineplanter i ca. 300 forskellige sorter. Få inspiration til dyrkning og opbevaring. Som altid har vi en masse spændende gæster i haven. Mød os i haven:
- Blomsterbindere binder af havens blomster
- Nylund Planteskole Gl. Rye, inspirerende udstilling,
- Grethemosegaard.dk, keramisk havekunst,
- Fuchsiafolk med salgsbod,
- Låsby Æblets Venner,
- Skanderborg og Omegns Biavlerforening, information og salg af honning,
- Salgsboder med af Aloe Vera produkter,
- Salg af stauder og Henny sælger oldemorplanter.
Som noget nyt i år sælger og griller vi økologiske pølser leveret af Johannesminde Gårdbutik http://www.johannesminde.dk/
Special: Tag med Leif på rundtur i Boes med jyske heste.
Efter kl. 15 sælges afskårne blomster til 2kr/stk.
Entre 25 kr. incl. kaffe. Børn gratis. Kontant eller mobile pay.
(PS: Overskyende knolde sælges fra adressen, lørdag den 11. november kl. 10-15.)



 
 
26. aug. 2017 * Åbent i Evas Paradis. Invitation til åben have i Natur-lejepladsen / Evas Paradis søndag d. 10. september mellem kl. 15 og 17. Inden kulden ta'r al glansen af herlighederne, kan folk komme og få en rundvisning og en snak om mine idéer med stedet, skriver Eva Nikolajsen. Man finder haven fra Emborgvej bag ridebanen, eller hvis man følger banestien fra købmanden bag alle haverne helt ned til enden. Man kan finde mere om haven på facebook 'Natur-lejepladsen'. (Foto: Peter Abildgaard)

 
13. aug. 2017 * Tak for jeres hækafklip, siger Eva Nikolajsen, der har brugt mange Alken-boeres afklip til et en meter bredt kvashegn på sin natur-lejeplads. Det skal have flere funktioner: Vingård på ydersiden, spinatranke-klatreplads på indersiden, insekt-, snoge-, firben-, snegle- og pindsvinehotel, kvikgræs-barriere ud mod marken og der skal sørme også et par stikkelbær-kiwi op næste år!
 
13. aug. 2017 * Paradisets Have i Alken. Eva vil gerne friste andre til at gøre det samme.
Bæredygtig og spiselig. Permakulturhaven er lig med selvforsyning. Det er stikordene i den paradisets have, som Eva Nikolajsen bruger meget tid på.
Som besøgende må man sige: - Tænk at du selv kan lave en have og få alt dette gjort til nye natur- og madoplevelser. Og så her i Alken.
Eva vil gerne friste andre til at lave deres eget paradis. Hun fortæller længe og engageret: Havearbejdet begyndte for tre år siden. Dengang lå der en mark på stykket langs jernbanen øst for de yderste huse i byen. Hun lagde folie og presenning over det vilde stykke, som hun havde lejet af Estrid Bek og Gary Craig. Sidste år voksede planter og urter for første gang under stor årvågenhed fra Eva. I år står det hele fint, velordnet og efter en nøje plan. Evas bibler i havebrug er ’Permakulturhaven’ fra Karoline Nolsø Aaen og ’Forest Garden’ fra den engelske forkæmper, Martin Crawford. En anden vigtig retning er, at alt det, som Eva gør på jordstykket, skaber biodiversitet. -Jeg lærer hele tiden, smiler hun.
Stort set alt i hendes tålmodige eksperimenter ender med spiselige blade, frugter og suppe- og salaturter. Men også oplevelser med snog, firben, tudser, sommerfugle, humlebier og honningbier. Eva håber, at et pindsvin vil søge ly for vinteren i en hule, hun har indrettet i vildthegnet ud mod landevejen. Hun har planer og ønsker flere år frem.
-
Jeg har fået lov af Gary og Estrid til at plante læhegn hele vejen rundt om stykket. Om vinteren er dette er et af de koldeste områder ved Alken, fordi kulden driver ned af de store bakkedrag på den anden side af jernbanen. Men kom og se, hvor nemt det er at lave en mark eller en græsplæne om til en urtehave. Tænk, at alt dette bliver til fine madoplevelser, og så her i Alken.
Læs mere på http://www.permakulturhaven.dk/. Følg også Evas have på facebook: natur-lejepladsen. (Eva viser ærteplanten errindlev, som er en gammel sort af gråært. Den kan spises som almindelige friske ærter og er god til tørring. De er specielle, da de ikke koger ud som gule ærter, men forbliver hele. (Tekst og foto: Peter Abildgaard)
 
 23. juli 2017 * Trafikoffer. For den flotte musvåge blev det til SIDSTE STOP ALKEN: Lørdag formiddag sad Bruno Nielsen foran købmanden og så en flygtig skygge, da toget standsede. Noget faldt ned fra taget. Lidt senere afsøgte han perronen og fandt den døde fugl. Dens sammenstød med toget kan vi kun gætte om. Men i respekt var vi flere, som plukkede en smuk halefjer, som vi nu har derhjemme til minde om fuglen. Bruno tænkte meget over, hvordan den kunne få en værdig begravelse. (Tekst og foto: Peter Abildgaard)

 
3. juli 2017 * To lyse og to mørke. Et svanepar i Mossø passer for tiden på deres fire unger - som vist hverken skal kaldes svanlinger eller svæklinger, men bare svaneunger. (Foto: Sanne Dudoret)
 
3. juli 2017 * Husmår på spil. Hvis nogen ser denne husmår, har vi en høne at plukke med den, skriver Thorbjørn Herrik. Og husk at lukke for hønsene om aftenen. (Foto: Tobias Herrik)
 
22. maj 2017 * Mårhund i fælden. Jægerne Hans og Viggo Hansen kunne mandag hente en mårhundetæve, der gik i fælden i Alken Enge. Rovdyret er en invasiv art, der må skydes året rundt. Alle må fange mårhund i en godkendt fælde, men kun jægere med jagttegn må skyde den. Dog ikke mårhunde med halsbånd, for så er det et 'judasdyr', der via gps fortæller om dyrets opholdssteder. (Foto: Knud Abildtrup)

9. maj 2017 * 40 lyse sommerdøgn siges nattergalen at synge i, og den periode er netop begyndt. Både Anne-Mette Granner og Henri Vivike har hørt den synge ved Mosbjerggård.
 
6. maj 2017 * Frø-løst regnvandsbassin får en bøtte haletudser. Anne-Mette Granner har ærgret sig over, at det nye regnvandsbassin ved det tidligere renseanlæg - ved smedens strand - ikke rummer frøer. Sammen med Eva Nikolajsen hentede hun fredag en bøtte haletudser i havedammen hos Estrid Bek og Gary Craig og søsatte forsigtigt de små skabninger. alken.dk vil følge deres videre skæbne. Så sig til! (Video: Anne-Mette Granner)
 

2. maj 2017 * Løbeænder væk. Hvis nogen har tre løbeænder for meget i Alken, så hører de muligvis hjemme hos os på Alkenvej 44. Send gerne en sms på 31661061, hvis du har set dem, skriver Maibritt Hvam Pedersen.


 
25. apr. 2017 * Ingen gik tabt. Peter 'Tigermand' Dalsgaard var på pletten under fåreflytningen. Se hans video.
 
24. apr. 2017 * Fårehyrderne. Tirsdag aften blev Per Nielsens moderfår og deres små lam drevet på vandring fra deres mark ved Alkengård ud til Alken Enge. Turen gik ad landevejen over broen og tilbage på sydsiden af jernbanen, hvilket kunne være nervepirrende for både fåreavleren og 30-40 assisterende fårehyrder. Men alt lykkedes, og især fik tre dygtige fårehunde ros bagefter. I travlheden gik to spæde lam deres egne forvirrede veje og blev væk fra mødrene. De små uldtotter var meget bange. Hyrderne bar dem til sidst rundt og præsenterede dem for udvalgte moderfår i flokken. Men forgæves i nogen tid. Til sidst hørte en søgende mor i den anden ende af den store mark, at der blev kaldt, og lidt efter blev også det andet - og meget sultne - lam forenet med den rigtige mor. (Foto: Peter Abildgaard)
 
24. apr. 2017 * Så skal fårene flyttes på engen. Jeg flytter får kl. 19-20 tirsdag 25. april mellem Alkengård og Alken Enge ad Emborgvej, skriver Per Nielsen fra OVIS. Planen er at drive 100 får med lam ad den viste rute, det er i følge dyrlægen den bedste måde at flytte får med lam på. Jeg har naturligvis søgt om tilladelse hos politiet, det havde jeg dog ikke behøvet, da det i følge den ældre del af færdselsloven er tilladt at drive kreaturer ad mindre befærdet offentlig vej. Hvis nogen har lyst til at deltage i flytningen, kan jeg altid bruge en ekstra levende afspærring, og der vil være en lille briefing på Alkengård kl. 18.45. Er man billist der kommer fra Alken-siden og møder fårene, kan man bare holde ind til siden og evt. slukke motoren, og kommer man fra Skanderborgvej, vil det ikke være muligt at overhale fårene, men hurtigere at køre over Svejstrup, hvis man har travlt.                 Bedste hilsener Per Fåreavler.
 
17. apr. 2017 * Bæk i Bjedstrup forurenet. 3. april konstaterede flere beboere i Bjedstrup, at en af områdets bække var helt rød. Ifølge dialogen på facebook-gruppen Bjedstrup Landsbyfællesskab blev den kommunale miljøvagt kontaktet - og muligheden for, at der var tale om okker-forurening efter spuling af markdræn, drøftet.

 

26. feb. 2017 * Kommunal fejl i sag om flere svin. Gårdejer Karl Ole Jokumsen, Østermarksvej 11, har bedt kommunen om at måtte fordoble antallet af dyreenheder. Gården er p.t. godkendt til 26.000 smågrise og 15.000 slagtesvin (505 dyreenheder). Der søges om en udvidelse til 38.000 smågrise og 27.600 slagtesvin (977 dyreenheder). I første omgang blev anmodningen godkendt af Skanderborg Kommune, som dog havde begået alvorlige fejl i sagsbehandlingen, og 30 borgere/naboer, som har klaget over kommunens første miljøgodkendelse, har fået medhold fra Natur- og Miljøklagenævnet, skriver Horsens Folkeblad. Gårdejeren har nu bedt om en ny godkendelse og sagsbehandlingen er allerede i gang, og kommunens miljøchef Hans Brok-Brandi vurderer, at kommunen vil være færdig med en ny godkendelse om cirka halvanden måned. Der indgår så en høringsrunde. Man kan bede om at få tilsendt udkastet til en afgørelse, hvis man senest 29. marts kontakter miljøafdelingen på natur@skanderborg.dk, skriver Anne Mette Lykke. Ifølge klagerne er Østermarksvej 11 ikke eneste svinefarm i området. Der er yderligere tre, og en samlet produktion nær 200.000 slagtesvin årligt, hvilket giver naboerne en række gener med støv, støj, lugt og trafik. Læs mere i Horsens Folkeblad: Skanderborg Kommunes miljøafdeling led et eklatant nederlag og Klagenævnet påpeger væsentlige fejl og mangler.




 
23. feb. 2017 * Hestene nyder tilværelsen i engen.
(Foto: Peter Abildgaard)
 
26. feb. 2017 * Fire på én gang. Dansk Ornitologisk forening og Projekt Ørnenes Dag ved Fuldbro Mølle samlede mange interesserede gæster i dag, og nogen af dem var så heldige at se fire unge havørne på en gang, bl.a. Sean Craig, skriver Anne-Mette Granner.
Kim Skelmose, der er leder af Projekt Ørn, og Bjarne Golles delte ud af deres omfattende viden om fugle og havørne. Man kunne prøve et af teleskoperne, og på trods af dis og regn var der ørne at se. (Fotos øverst: Anne-Mette Granner, og nederst: Inge Nørgård)

 
 
18. feb. 2017 * Se og hør om ørne. Dansk Ornitologisk Forening (DOF) holder Ørnens Dag søndag 26. februar kl. 10-14 ved Mossø. Her vil der være gode muligheder for at se Nordeuropas største rovfugl - havørnen. Det Midtjyske Søhøjland besøges nemlig regelmæssigt af havørne i vinterhalvåret. Lederen af Projekt Ørn og ringmærker ved Zoologisk Museum, Kim Skelmose, fortæller om arbejdet med og baggrunden for ringmærkningsarbejdet af havørne. Mødested: P-pladsen ved Mossøbrå, Vædebrovej 1B. Kyndige fuglefolk står klar til at fortælle om havørnen og vise den frem i teleskoper og kikkerter. Der er ingen tilmelding og alle er velkomne.
4. feb. 2017 * Gåture til 'regnskov' i Lindalen. To gåture fra Alken til Lindalen foregår søndag 12. og mandag 13. februar kl. 15.30 fra Alken Station. Lindalen er Danmarks 'regnskov' 1 km. øst for Alken, skriver Poul Ganer, der står bag sammen med Omstilling Ry og også stiller en udstilling om tidens gode urter, fx. brøndkarse, lærkenålskviste og roset springklap i udsigt.
19. jan. 2017 * Syge sølvmåger. Ja, det er en gammel nyhed nu, men flere i byen vil godt kende til den, og i første omgang forbigik den alken.dk's næse: 8. december blev der fundet to sølvmåger i henholdsvis Boes og ved Vædebro. Begge havde fugleinfluenza, der ikke er farlig for mennesker. Læs Stiften.
29. nov. 2016 * Input om naturplejen. Har du gode råd til hvordan Naturstyrelsen skal tage sig af de statslige arealer og give gode betingelser for friluftsliv, så giv input inden jul til den næste 15-årige driftsplan. Det gælder bl.a. Vædebro. Læs mere om hvordan.

29. nov. 2016 * Rådyr påkørt. Et forsinket Aarhus-tog med forventet ankomst i Alken 16.24 påkørte mellem Skanderborg og Alken et rådyr, så det gav gevaldige bump i toget. Loko-føreren oplyste kort efter via højttaleren, hvad der var sket.
 
4. nov. 2016 * Silkehaler fra det nordlige Skandinavien og Sibirien er kommet til landet som træk- og vintergæst, og også en del her i området, skriver Jeppe Fonnesbo til alken.dk. De spiser sig vej ned igennem Skandinavien, og nu er de så kommet her.  De spiser bær, men har forkærlighed for rønnebær, alkoholpromillne i gamle bær kan blive helt op på 2-3, og derfor har Silkehalen en af de største levere i forhold til den størrelse. I sommerhalvåret hvor de er i det nordlige Skandinavien og Sibirien spiser de hovedsageligt insekter og yngler i de store nåleskove langt fra mennesker, mange af dem er ikke særligt bange for mennesker. Silkehalens antal i Danmark varierer fra år til år. De holder sig i flokke, som kan være fra et par stykker til flere hundrede, de har en meget karakteristisk trillende lyd som en lille klokke og et flot udseende, som man forholdsvis let kan kende dem på.
 
26. sep. 2016 * Mikkel Ræv klippet af Arriva. Sådan skriver Inge Nørgaard om sit motiv fra banelegemet i Alkens østlige ende. (Foto: Inge Nørgaard)
 
5. aug. 2016 * Alken-haver uden gift. Nu er der registreret hele 34 giftfri haver i skoledistriktet i initiativet Giftfri Have. Og Alken by er godt med, men der er garanteret flere, som har droppet de giftige spraydåser og fundet på andre måder at ondulere myrer, snegle og hvepse på. (Til orientering: Fola Aps er Benjamin Hoff Skovgards firma.) Find kortet over alle haverne her. Meld din eller jeres have til her - på Giftfri Have.
 
19. juli 2016 * De giftfri haver myldrer frem. Nu er der registreret hele 23 giftfri haver i skoledistriktet i initiativet Giftfri Have. I Skanderborg er der til sammenligning lige nu bare registreret 17 og i Gl. Rye 15. Men der er uden tvivl endnu flere. Meld din eller jeres have til her - på Giftfri Have.

 
12. juli 2016 * Der er jo garanteret mange flere. Men i skrivende stund er der i selve Alken registreret fire giftfri haver - og yderligere fem-seks haver i omegnen i initiativet fra Danmarks Naturfredningsforening og Landsforeningen Praktisk Økologi, hvor formålet er at motivere haveejerne til at droppe gift i haven og spare grundvand, natur og mennesker for påvirkning fra sprøjtegift. Skal vi ikke få det antal haver hævet, så det svarer til virkeligheden? Det landsdækkende mål er 100.000 giftfrie haver i 2010, og lige nu er der 7.286. Meld din eller jeres have til her - på Giftfri Have.
 
 13. juni 2016 * Smuk udsigt fra min altan. Sådan kalder fotografen selv sit regnbue-motiv fra Emborgvej ned mod søen. (Foto: Pernille Benzon)
 
29. mar. 2016 Omkring 150 gæster - nogle helt fra Aarhus - så på lam og hyrdehunde-opvisning på Alkengård under søndagens åbne hus i OVIS - Hedegård Lam. Fra venstre Per, lillebror Emil, lillesøster Line og far Søren Hedegård Nielsen fra Svejstrup. Og lammekødet kan købes hos Købmanden i Alken. (Foto: Gitte Møller Madsen, der havde en fantastisk oplevelse).
 
5. mar. 2016 * Forstærket dige ved Illerup Å kan blive et af resultaterne af et dialogmøde på Alken Mejeri mellem lodsejere i Alken Enge, beboere ved søen og kommunens afdeling for Natur & Miljø. Der var imødekommenhed over for en tilladelse til at forstærke åens (eller rettere kanalens) sydlige bred på 400-500 meter op til det oprindelige niveau. (Foto fra oversvømmelsen i september i 2015, hvor åen efter monsterregn strømmede ud i engen: Sanne Dudoret)

5. mar. 2016 * Kæl med lam. Det er med stor glæde, at jeg kan invitere til åbent hus påskedag 27. marts kl. 13-16 på Alkengård, Emborgvej 169. Der vil være opvisning med hyrdehunde, smagsprøver og naturligvis mulighed for at kæle med de små lam. Vi vil fremstille et markkort over, hvor fårene er at finde resten af året, skriver Per Nielsen fra OVIS.
 
2. mar. 2016 * Helhedsplan for Illerup Ådal i støbeskeen. Kommunens Plan- og Miljøudvalg præsenteres nu for et forarbejde til en helhedsplan for Nyt liv i Den Hellige Ådal - og et partnerskab om bæredygtighed, natur, kultur og tilgængelighed med en række partnere: Aarhus Universitet, landboforeningen, Museum Skanderborg, Moesgaard Museum, VisitSkanderborg, Friluftsrådet, Naturfrederne, Naturstyrelsen, Kulturstyrelsen og kommunen. Læs en orientering om foreløbig status og muligheder for jordfordeling, forebyggelse og udligning af oversvømmelser, fonds-finansiering og en såkaldt Collective Impact-arbejdsmetode. (Foto af oversvømmet Alken Enge september 2015: Ejvind Hertz)

 
2. mar. 2016 * Det kommunale Plan- og Miljøudvalg skal drøfte oversvømmelserne i Alken Enge på sit møde tirsdag 8. marts, hvor de får en redegørelse for problemstillinger og handlemuligheder oven på oversvømmelserne i september og december. Læs seks siders redegørelse om lavbundsarealer, arealafstrømning, pumpelag, diger og stemmeværker. (Foto fra engsiden af Evald og Lis Jensens sommerhus: Ejvind Hertz, september 2015)

 
 24. feb. 2016 * Ørnetur ved Mossø. Søndag 28. februar kl. 10-14 står Dansk Ornitologisk Forening for en havørnetur ved Mossøs østende. Det er Ørnens Dag, kræver ikke tilmelding og gennemføres, hvis ikke det bliver tæt tåge eller snefald. Mødested: P-pladsen ved Mosøbrå. Se mere.
22. feb. 2016 * OVIS søger fåremedhjælper i læmmesæsonen. Jeg søger en timelønnet medhjælper til at passe fårene i læmmesæsonen om formiddagen, dvs. til fodring, registrering og håndtering af fårene ca. to-tre timer hver formiddag fra 15. marts til 30. april. Kendskab til dyr vil være at foretrække. Med venlig hilsen Per H. Nielsen, OVIS, 22 67 43 22, Klokkehøj 21, Svejstrup.

17. jan. 2016 * Analyse og handleplan om oversvømmelserne. Den kommunale afdeling for Natur og Miljø skal nu udarbejde en analyse af, hvorfor der kom så store oversvømmelser i september og december, skriver Midtjyllands Avis, efter Peder Porse (V) har presset på for at få kortlagt forholdene ved Illerup Å. Afdelingsleder Hans Brok-Brandi er bl.a. citeret for, at 'Vi må leve med at der løber vand ud i Alken Enge' uden at blive spurgt til bebyggelsen mellem engen og søen. Over for alken.dk forklarer Brok-Brandi, at han i den sammenhæng udelukkende forholdt sig til vandafledning i åløbet. En af avisens overskrifter lyder 'Nu skal årsagen til vand-problemerne i Alken Enge findes', som om der netop skulle være én årsag. Og til det nævner han bl.a. en række faktorer bag oversvømmelserne Nedbørsmængder, nedbørsmønster, arealafstrømning, ændret dyrkning af markarealer, markstørrelser/markskel/vandhuller, naturlig tilbageholdelse i terrænet, kloakoplande, bassiner, flodemål, vandremuslingen, kapacitet i vandløb og søer, styring af vandstanden i søerne, stemmeværkerne og mere til. I den kommunale klimatilpasningsplan fra juni 2014 er problemerne omkring Alken Enge ikke beskrevet specifikt. Beboere og lodsejere er nu i dialog med kommunen om forholdene.
 
28. dec. 2015 * Alken Enge løber over igen. Jorden var mættet efter flere ugers regn, Illerup Å løb over igen, så vandet steg op i haverne ved søen, og Beredskabsstyrelsens folk stillede endnu en gang op med pumper og slanger, da vandet søndag nat var steget 15 cm. (Foto: Sanne Dudoret)
 
13. dec. 2015 * To guldskatte i Boes Skov? To regnbuer kom forleden til syne på en lidt våd eftermiddag og forsvandt ned bag Boes Skov. (Foto: Sanne Dudoret)
 
10. dec. 2015 * Mårhunde i engene. Så er der mårhunde i Alken Enge, skriver Viggo Hansen. Dyret med sin buskede hale, der kan forveksles med grævling eller vaskebjørn, regnes for invasiv art. (Foto: Viggo Hansen)

15. nov. 2015 * Fra Alken til Klimamarch i Aarhus. Efter at have set This changes Everything opfordrer Eva Nikolajsen og Bruno Nielsen til, at så mange som muligt fra Ry og omegn sammen ta'r toget til Aarhus med lanterner og højt humør for at gå COP21 Klima-march søndag 29. november, afgang Alken kl. 14.26. Evt. med lanterne-workshop på Mejeriet om formiddagen. Se smalltalken.

 
 
6.  nov. 2015 * Lammene fra OVIS er snart slagteklare, skriver Per Hedegård Nielsen fra OVIS I/S i Svejstrup. Lammene har gået på græs ved Alken og Svejstrup, og man kan læse mere om partering, udskæring, levering og skindene her. Per arbejder også på levering via Købmanden i Alken.
Bestil pr. sms - 22 67 43 22(Fotos af moderfår på græs lige neden for Alken-bakken, skriver Per, som - set fra Alken - selvfølgelig må mene Svejstrup-bakken).

10. okt. 2015 * Gåtur i ådalen. Søndag 11. oktober kl. 14-17 er der gratis gåtur med landskabsarkitekt Bendt Nielsen i Illerup Ådal. Udgangspunktet er Foerlev Mølle, og undervejs stopper vi - hvis vejret tillader det - og laver snobrød over bål. Alle er velkomne, skriver Pernille Benzon. Ådalsprojektet omhandler hele ådalen fra Illerup til Alken, og Bendt fortæller derfor også om, hvordan den nylige oversvømning af Alken Enge har konsekvens, og hvordan engene kunne komme til at se ud, hvis pumpen blev slukket.
Bendt og museumsdirektør Lene Høst-Madsen fører an på den i alt ca.5 km lange tur i Ådalen, hvor der i jernalderen lå en dyb sø, som siden er groet til og omdannet til mose og eng. Søen er blevet brugt som offersted, og derer hentet mere end 15.000 genstande frem af jorden, især våben, og andet
krigerudstyr. Ca. halvvejs på turen holder vi pause, og der er mulighed for at købe sodavand og øl samt lave snobrød over bålet.
Sted: Foerlev Mølle, Låsbyvej 30.
Arrangør: Foerlev Mølles Venner
Husk: Solidt fodtøj og påklædning efter vejret anbefales.
Hunde i snor er også velkomne
Tilmelding: Ikke nødvendig. Bare mød op.

 
10. okt. 2015 * Udflugt til Sortehøj og Illeruphøj. Skanderborg Kommune og Moesgaard Museum inviterer på en gratis, guidet tur til to gravhøje med en spændende historie søndag 18. oktober kl. 13-16. Udflugten til broncealderhøjene er en del af et projekt, hvor frivillige hjælper lodsejere med plejen af deres gravhøje. Varmt tøj, praktisk fodtøj, vandtæt siddeunderlag og evt. kaffe anbefales. Læs mere.
 
 7. okt. 2015 * En lille fortsættelse til ulvehistorien skriver Anne Mette Lykke: Er det for tidligt at råbe ’ulven kommer’? Tobias går tur langs banen hver dag med schæferhunden Rolf, som er en venlig slægtning til ulven. Schæferspor kan ligne ulvespor til forveksling. Vi har taget et billede af Rolfs spor til sammenligning med ’ulve’sporet på alken.dk. Hilsen Anne Mette.
 
2. okt. 2015 * Ulvespor. den mark, hvor Hans Hansen plejer at have majs, så Martin fornylig et grågult dyr, skriver Line Sørensen fra Søbjergvej. Og videre:  'Han undrede sig over, hvorfor fuglene larmede så meget. Min far undrede sig samtidig over larmen fra skoven, som han kunne høre fra sit soveværelse. Pludselig, som ved et trylleslag, blev der fuldstændig stille. Ulven var forsvundet. Og i foråret var vi ude at gå på stien langs jernbanen. Der så vi et kæmpe spor fra et dyr. Vi tog et billede sammen med min hånd - og Danmarks Naturfredningsforening har fastslået, at det kom fra en ulv.'

 
 
1. okt. 2015 *
Er der stemning for en dæmning? For en snes år siden var der planer om at omdanne Alken Enge til en engsø. Den lavvandede sø skulle dels være et eldorado for fugle og folk, men skulle også fungere som et reservoir, der skulle begrænse tilførslen af næringsstoffer til Mossø og sikre grundvandsspejlet. Ved skybrud kunne engsøen virke som buffer, der opsamler og bremser de store mængder nedbør. Måske var det tid til at kikke på planerne om en Alken Engsø igen. Et ustabilt klima og øget tilførsel af vand fra Skanderborg bakker til Illerup Å vil gøre, at det nok ikke er sidste gang, at området vil blive oversvømmet.
- En engsø, hvor sommerhusejere med deres på det tørre, kan nyde panorama sø udsigt til begge sider i sikkerhed bag en mindre dæmning.
- En engsø, hvor ænder, gæs og vadefugle kan raste, fouragere og yngle.
- En engsø, hvor man fra udsigtspunkter, stier og fugle tårne kan nyde naturen.  
- En engsø, hvor gravfreden sikres, eller rettere arkæologer er sikret fred for vandmasserne til fremtidige udgravninger.
- En engsø, hvor hyrderne kan lade deres får græsse på de tilstødende enge i sikkerhed for vandmasserne.
- En engsø, hvor jægere kan opleve vilde fugle, i stedet for udsatte, degenererede, overfodrede fasanhøns
- En engsø, hvor badegæster kan boltre sig i en renere Mossø, nu hvor vandet fra Illerup Å har været igennem en renselsesproces.
- En engsø, hvor vandet langsomt siver ned gennem jordlagene og sikre rent drikkevand i mange år frem.
- En engsø, hvor pumpelaget sparer både energi og penge.
Listen over engsøens lyksaligheder er sikkert meget længere. Så det er bare med at finde hakke, skovl og spade frem, få fyldt sandsækkene og lukket for pumperne - hvis altså der er den rette stemning. 
Thorbjørn Herri(Foto: Ejvind Hertz)

 
 13. sep. 2015 * Først druknede 14 får, så blev otte kørt over af toget. Under oversvømmelsen af Alken Enge har OVIS IVS mistet 22 får. Først blev 14 moderfår fanget af det stigende vand i engen.  Per Nielsen fra Svejstrup skriver til alken.dk, at da noget af el-hegnet stod  under vand, kunne han ikke holde strøm på  det, så otte af hans vædderlam gik ud af indhegningen og blev kørt over af toget. (Foto: Sanne Dudoret)

 
7. sep. 2015 * Bagvandet strømmer stadig til. Men takket være de ihærdige folk fra Beredskabsstyrelsen giver anstrengelserne med pumper og mobil spærre ved husene ved Alken Enge i løbet af mandagen efterhånden pote. Se tv-indslag fra TV2 Østjylland, hvor indsatsleder Jørgen Hansen og beboer Peter Gregersen fortæller. Og se, hvordan Mikkel Elkjær Madsens drone fangede det hele fra luften i en Youtube-sekvens - og en til. (Foto over: Mikkels drone og under: : Sanne Dudoret)
 
 
 
 6. sep. 2015 * Største oversvømmelse siden 90'erne. I flere af haverne langs Mossø gik bagvandet søndag så højt som sjældent set. Her hos Peter Gregersen. (Foto: Sanne Dudoret)
 
 6. sep. 2015 * Illerup Å kollapsede i weekenden efter rekordstor nedbør fredag-lørdag  med 128 mm på otte timer. Åen løb over sine bredder - tæt ved hvor å og jernbane krydser - og oversvømmede Alken Enge, hvor 14 får omkom, da vandet steg. Lodsejere ved Mossø tilkaldte Skanderborg Brand & Redning søndag formiddag, da åvandet steg op i haverne, og pumpelaugets to pumper ikke kunne holde trit. Beredskabs-styrelsen kom fra Herning for fuld udrykning med hele 14 værnepligtige, to  pumpecontainere og -grej og forsøgte at gelejde vandmængderne ud i søen, så de ikke gjorde endnu større skade. (Fotos. Sanne Dudoret)
 
 
 
15. aug. 2015 * Rød i gul.  En rød parasol var blæst ind i kornmarken ned mod smedens strand. Nu er den vist fisket ud igen - hvordan vides ikke. (Foto: Knud Abildtrup)
 
19. juli 2015 * Blomstrende byporte. Sommerblomster pryder for tiden byportene ved Alkens indfaldsveje. Hurra for de kommunale gartnere. (Foto: Gitte Møller Madsen)
21. juni 2015 * Fritflyvende undulat. En lille smuk undulat (tror jeg nok) satte sig netop på mit vindue og kiggede ind og pippede.  Rød, grøn, gul. Måske savnes den af nogen. Den er fløjet igen, så jeg ved ikke, om det er til nogen nytte at fremlyse den, skrev Inge Schiøler lørdag til alken.dk for få timer senere at tilføje: Undulat-historien har nu fået sin opklaring. Det er Mogens og Ingrids, som lever et frit liv her i omegnen.
12. maj 2015 * Forsommer. Apropos den dejlige forsommer, så er der kommet by- og landsvaler & gøgen har kukket & nu har endelig første nattergal ladet sig høre, skriver Poul Ganer poetisk.
3. apr. 2015 * Affalds-tovholder søges. Tove Nyholm har modtaget opfordring fra kommunen til at være med i DN's landsdækkende affaldsindsamling søndag 19. april. Hvis nogen vil stå for det, kan man indtil 7. april skaffe sække m.v. her, og alken.dk hører gerne nærmere.
26. feb. 2015 * Ramsløg spirer ved skolen. Og det er en sand forårsbebuder, fortæller Poul Ganer, der altid er opmærksom på den slags.

 
18. feb. 2015 * Dyrevenner på Kirstinelund. Ja, det er et rådyr, der hviler sig ved siden af Rønne og katten Mango. Helmer og Rønne Vestergaard overværede en påkørsel af dyret og tog det bevidstløse dyr med hjem i varmen på Kirstinelund i Bjedstrup, hvor det vågnede, hvilede og fik lidt vand. Ryggen var dog brækket, og den rigtige udgang på de to dyrevenners aktion sørgede Bruno Nielsen med sin jagterfaring for. Det smukke dyr er nu på den anden side, som Helmer beskriver det, og de to fik sig en helt usædvanlig oplevelse. (Foto: Helmer Vestergaard)

 
9. feb. 2015 * Bæredygtige får på Alkengård. 85 moderfår, hvoraf de 18 har fået lam i januar, har nu til huse i staldene på Alkengård, skriver en af ejerne, Per Nielsen. Ejerne vil rigtig gerne have inputs til at blive mere bæredygtige og fortælle, hvad de gør. De har bl.a. valgt får pga. det minimale restprodukt, og at ulden kan sælges, samtidig med, at de leder efter en aftager til skindene.

 

2. feb. 2015 * Får på bytur. Vi havde lørdag 31. januar nogle får på en bytur til Alken, ikke noget vi forventer sker igen, lyder det fra ejerne. Men vi vil alligevel gerne gøre opmærksom på, at fårene der går på Alkengård, tilhører Ovis IVS, som ejes af Per Nielsen (22 67 43 22) Søren Nielsen (20 85 57 53) og Johannes Primdahl. Vi har også en en facebook side med flere oplysninger. Telefon-numrene står  nu her  i højre spalte.


 
8. dec. 2014 * Husk at lukke for hønsene om natten.
Tobias har fanget ræven på sit wildcam, skriver Anne Mette Lykke om fotoet, hvor ræven ser ind i hønsehuset og op på den tomme hønsepind, efter at den natten i forvejen har spist fire høns på Anes Høj 10. Husk at lukke for hønsene om natten. (Foto:  Tobias Herrik)

 
13. juli 2014 * Monstermutantplante dukket op i staudebed. Eva Nikolajsen fra Sandvejen skriver om en monstermutantplante, som er dukket op af sig selv i staudebedet: - Jeg fandt ud af, at den hedder Æselfoder (Onopordum acanthium) og er en god nektarplante, som tiltrækker mange insekter og sommerfugle. Og den vil jeg gerne vise frem. Både på alken.dk, men også gerne i levende live, hvis der er nogen, som vil se den - og gerne resten af havens mærkelige planter - tættere på. Der vil nok også være mulighed for at få et frø fra planten, hvis man er fascineret! Lisbeth agerer målestok. (Foto: Eva Nikolajsen)

29. juni 2014 * Mere om ulve - fra frivillige og myndigheder. Lene Kjeldsen har sendt et link til et frivilligt netværk, Ulvetracking, hvor observationerne fra Alken-området også er med. Se også, hvad Naturstyrelsen skriver om ulvene, der efter 200 års fravær er tilbage i Danmark.
29. juni 2014 * Flyttet skolesti - og kommunal fejl. Anne Mette Lykke fra Stigruppen skriver om seneste nyt angående den gamle skolesti, hvor der har været holdt nyt møde - og hvor en kommunal fejl i sagsbehandlingen har fået betydning. Læs Stigruppen.
 
17. juni 2014 * Mette Yde: Jeg så en ulv i dag. Uhh, jeg har med garanti set en ulv i dag tirsdag 17. juni, kl. ca. 10.15, skriver Mette Yde til alken.dk. Jeg gik tur med hundene, på stien langs med jernbanen. Pludselig så jeg et stort dyr på størrelse med en slank schæferhund. Den stod 300-400 meter fra os og kikkede. Jeg skyndte mig at få hundene i snor, og ulven løb derefter ind på marken. Den var mørk, og  jeg har fundet et billede på nettet, som helt sikkert er mage til den, jeg har set. Havde desværre ikke min tlf. med, så jeg selv kunne tage et billede.
 
1. juni 2014 * 11  morgenfriske folk lyttede søndag ivrigt til Jørgen Keis og til de mange fuglestemmer, der fyldte denne smukke morgen med sang, skriver Søs  Nielsen. Her nydes morgenkaffen ved Vædebro. (Foto: Søs Nielsen)

21. maj 2014 * Fugletur for de morgenfriske. Søndag1. juni. Netop nu har naturen så meget at byde på, så giv dig selv den oplevelse. Det er noget helt særligt, skriver Søs Due Nielsen. Vi mødes ved købmanden i Alken kl. 4.30 og går ned til Mossø. Min bror Jørgen Keis vil fortælle om de fugle, vi hører på vejen. Det er koldt at stå stille, så tag sokker, hue og vanter på. Jeg fylder en lille trækvogn med kaffe/te, boller og tæpper, så vi kan holde en lille pause på tilbagevejen ved Vædebro.  Medbring selv et krus. Jørgen foreslår, at det skal koste 50 kr.  og at pengene går til købmanden. Turen varer ca 2½ time. Ring eller send en sms, hvis du vil med.  Der kan max. være 20 deltagere. 26999959 /86577258.
 
4. maj 2014 * Hestene klarer sig selv nu. Aldrig før har der været så megen opmærksomhed om, hvornår Birgit Bunes heste har kunnet holde sig selv med foder. Det har de faktisk kunnet et par dage før 1.  maj, oplyser Birgit. Så det blev snert i forhold til sidste spørgsmål i Alken-quiz 2014. (Foto  fra juni 2013: Birgit Bune)
 
13. apr. 2014 * Den gamle skolesti på vej til at blive nedlagt, skriver Anne Mette Lykke m.fl. fra Stigruppen: Lodsejer, Bente Andersen og Karl Ole Jokumsen, ønsker at nedlægge den gamle skolesti mellem Alken og Bjedstrup for at intensivere driften. Stigruppen og naturfredningsforeningen har indledt en dialog med lodsejer og Skanderborg kommune med ønske om at bevare skolestien, da Stigruppen finder den bevaringsværdig af kulturhistoriske, landskabsmæssige og naturmæssige grunde. Se gamle kort og læs mere om hele forløbet -  også fremover - på Stigruppen.

 
7. apr. 2014 * Eksploderet pil. Det  store væltede piletræ hos Britta Boisen og Jens Langkjær blev mandag ekspederet til splint og spån med eksplosiver. Efter advarsler til naboerne buldrede og bragede det i flere omgange i hele city. Farvel og tak, du flotte træ, skriver fotograf Tove Nyholm. 
 
22. mar. 2014 * Bortgives. Trendy, antracit-sort 2-personers sofa med frisk luft og fantastisk udsigt. Kan afhentes med trillebør eller trailer. Beliggenhed: midt imellem Svejstrup og Alken. (Foto: Eric Ballowitz)
 
26. feb. 2014 * Det var den staklade. Den gennem årene meget fotograferede staklade på marken op mod Sortehøj er godt på vej til at forsvinde. Væk er allerede det rustrøde tag, og laden må snart leve i erindringen. (Foto: Knud Abildtrup) 
1. jan. 2014 * Måske slagtesvin på Alkengård. Gårdejer Karl Ole Jokumsen, der har købt Alkengård, skriver til alken.dk: Vi har købt Alkengård med henblik på harmoni fra vores nuværende svineproduktion med konventionel planteproduktion med korn, raps og græsfrø. Vi praktiserer fortrinsvis pløjefri dyrkning, som er en dyrkningsform, der fremmer biodiversiteten både over og under jordoverfladen, er gunstig i forhold til klimapåvirkningen og mindsker erosion og udvaskning især på de kuperede arealer. Bygningssættet samt et mindre areal fra Alken Østergård og Alkengård øst for vandløb samt nr. 171 bliver udbudt til salg i 2014. Ligeså er vi interesserede i at frasælge engarealer syd for banen. De store bygninger og gyllebeholderen på Alkengård vest for vandløbet forventes brugt til opbevaring af halm og maskiner. Den nuværende løbestald på ca. 650 kvm. vil måske blive indrettet til slagtesvin.
 
16. dec. 2013 * Slut med søer på Alkengård. Gårdejer Karl Ole Jokumsen, Svejstrup Østergård, har købt Alkengård med overtagelse 1. februar. Karl Ole er ikke interesseret i at have søer, så  vi er ved at tømme og rengøre staldene, oplyser Lars Carstensen. (Overskriften ændret 1. jan. fra 'svin' til 'søer'.)
 
14. dec. 2013 * Styrtet kæmpe. En af de lokale konsekvenser af stormen 'Bodil' - ved Vædebro. Og kommer man forbi nu, er roden svuppet tilbage på plads med en oversavet stub. (Foto: Cæcilie V. Petersen)

10. nov. 2013 * Enhedslisten: Køb Alkengård til økologisk produktion. Byrådskandidat Maria Temponeras (EL) fra Bjedstrup foreslår nu, at kommunen kunne være med til at købe Alkengård og forpagte jorden ud til økologiske jordbrugere, der kan producere fødevarer til lokalt salg. Læs Alkengårds fremtid - økologisk fødevareproduktion.
28. okt. 2013 * Storm væltede træer. Stormen væltede træer over Alkenvej flere steder ved Vædebro, så køretøjer blev lukket inde. Her tæt på Illerup Å. (Foto: Knud Abildtrup)
20. okt. 2013 * Ulven på spil igen. Efter en periode uden pålidelige observationer lykkedes det søndag morgen en anonym fotograf at opsnappe en ulv meget nær bebyggelse ved Alken. (alken.dk bringer normalt ikke anonyme oplysninger, men har gjort en undtagelse her.)
12. okt. 2013 * Falmet storhed kappet ned. Onsdag blev et af de to store kastanjetræer ved trinbrættet kappet voldsomt ned - på  DSB's ordre. Store dele af kronen var syge, og nu står stammen tilbage. Bruno Nielsen forevigede kapningen med Jytte Ellebys smartphone, og alken.dk forfølger nu, hvad der skal ske med stammen. (Foto: Bruno Nielsen)
20. aug. 2013 * Tre havørne observeret sammen.  Hele tre Alkenborgere -  Leif Grundahl, Poul og Anne-Marie Westesen, så forleden hele tre havørne med den karakteristiske brede hvide hale ved Mossø.
22. juli 2013 * Lokale jægere tror ikke på ulveobservationerne.  De seneste observationer af ulv ved Vædebro og Lundhøjvej møder stor skepsis hos de lokale jægere. Viggo Hansen - selv jæger - tvivler over for alken.dk kraftigt på de to historier: Dels at en ulv skulle jage midt på dagen, dels at den skulle færdes så tæt på mennesker og bebyggelse. 
14. juli 2013 * Ulv nu set ved Lundhøjvej. Louise Hansen fortæller til alken.dk, at hun søndag middag kørte ad Lundhøjvej mod Svejstrup og så en ulv stå på marken: Grå på toppen og ellers gylden-grålig med spidse ører. Da bilen stoppede, løb den over marken ned mod skovområdet mellem Lundhøjvej og Boesvej.  Se Naturstyrelsens indrapporterede ulve-observationer i 2012-13
1. juli 2013 * Ulv tog rålam ved Vædebro. 16-årige Moritz Petersen kom fredag ved 14-tiden cyklende fra Alken mod Fuldbro  Mølle, da han ca. 50 meter foran sig først så en rå krydse vejen. Så fulgte et rålam, der faldt i springet og sekundet efter blev snuppet af en ulv, der forsvandt ind i skoven med lammet i flaben. Optrinnet gik hurtigt, men Moritz var ikke i tvivl om, at der var tale om en ulv:  Grå  ryg, hvidt bryst og spidse ører, og rålammets hoved hang helt i den gale retning, da ulven løb afsted - med bare få  blodstænk på kørebanen. Det foregik ved Vædebrovej 25 og 27,  hvor Moritz, der bor på Föhr og er på ferie ved Hem Odde, mandag viste stedet frem for alken.dk. Selv har han før set ulv i dyreparker i Nordtyskland, hvor diskussionerne ligesom i Danmark går på, hvad bl.a. fåreavlere skal stille op med den nye fjende. (Foto: Sanne Dudoret)
20. maj 2013 * Regnvejrsblomster. Sanne Dudoret har haft objektivet helt nede i støvdragerne og uploadet en blomsterfotoserie taget efter en af de seneste byger. Find dem på Flickr.
5. maj 2013 * Nattergalen er her igen. Folk, der i forvejen kender nattergalens mangfoldige sang, samt folk, der gerne vil stifte bekendtskab med den, kan godt lytte efter. Den er nemlig i gang ved søen, oplyser  Sanne Dudoret og Gitte Møller Madsen.

24. feb. 2013 * Et vejsvins bekendelser. Ja, jeg er et vejsvin. Jeg indrømmer det blankt, her, i min anonymitet - og jeg føler mig allerede lidt lettet ved at skrive det. Men jeg er ikke et almindeligt vejsvin, det må du ikke tro. Nej, jer er et meget specielt vejsvin og mit speciale er tomme øldåser. Og igen: ikke almindelige øldåser, købt syd for grænsen, som langt de fleste ynder at smide ud af vinduet, men danske dåser af Wiibroes Årgangsøl. Man har vel stil!

Og jeg smider ikke bare dåserne ud af det åbne bilvindue, som det almindelige vejsvin gør det. Jeg er lidt mere raffineret. Jeg placerer nemlig – skjuler, om Du vil – dåserne bagved grupper af småtræer i en lille lund på Alkenvej. Det er sådan et fint sted at lægge dåserne og jeg fryder mig hver gang jeg har tømt en og lagt den bagved træerne. I al ubemærkethed forstås. Ingen må jo se mig, hverken når jeg drikker eller når jeg planter dåsen. Nej, det er noget jeg har for mig selv, det er min lille hemmelighed. Det er ikke noget jeg er synderlig stolt af, det siger sig selv. Men jeg hygger mig med mit lille ritual, fryder mig som sagt når dåsen er placeret og jeg kan liste op på vejen og fortsætte min vandring som om ingenting var hændt. Lettet over at ingen har set mig.

Nej, ingen ved at jeg gør det her – men alligevel må nogen vide det, for de flasker jeg lagde sidste år og forrige år, de er forsvundet. Nogen må have fundet dem og fjernet dem  (før brugte jeg flasker, nu bruger jeg ½l-dåser; der kan være mere i dem...). Måske er det ham der fælder og planter træer dér indimellem. Nå, men han ved ikke hvem jeg er og jeg skal gøre mit yderste for ikke at blive afsløret. 

Men der findes andre vejsvin, dem jeg kalder for almindelige vejsvin. Det er dem der smider affald ud af deres bil på vilkårlige steder mens de kører derudaf.

Jeg gad vide, hvad der får dem til det? Jeg har mine egne grunde, men hvad er deres?

Jeg har en hemmelig last som jeg prøver at kontrollere - og skjule. Er det også det de andre gør: skjuler deres laster?

Det er da iøjnefaldende, at det er en bestemt slags affald der bliver smidt i grøften. Det er aldrig f.eks. emballagen fra økologiske gulerødder eller nikotinfrit tyggegummi. Nej, 9 ud af 10 gange er det emballagen fra cigaretter, øl- og sodavand, slik, chips og Mc Donald-måltider. Alt det vi gerne vil ha' som vi ikke 'må' få. Dvs. alt det vi konstant får at vide hører til en livsstil der er forbundet med ikke at kunne være mådeholdende, ikke at have kontrol, ikke at have styr på sine drifter, sine behov, sine lyster.  Den hurtige stimulans, det lille fix - og noget at slappe af på. Belønningen. For at kunne holde tilværelsen ud, for at kunne følge med tidens krav: at være i kontrol, at være sund, at have en stærk moral, at være effektiv, omstillingsparat og 'at kunne navigere i kaos'... Vor Herre bevares!

Ja, jeg forstår skam godt at der kan være brug for en lille flugt i ny og næ. Men selvfølgelig i det skjulte: på overfladen skal man jo ligne en succes, og en succes har ikke tomme øldåser, slikpapir og burgeremballage liggende i bilen. Rul vinduet ned og smid det ud! Så er det væk, borte, ude af systemet, ikke længere en del af en. Samvittigheden er ren og overfladen syner ulastelig.

Måske er det det, der er på spil. Eller måske er det bare dovenskab og dårlig opdragelse.                                           Eric Ballowitz


7. dec. 2012 * Sangsvanernes sø. De er forlængst ankommet fra det nordlige for at overvintre her hos os, hvis ikke vinteren bliver for hård: Sangsvanerne på Mossø.  (Foto: Sanne Dudoret)
10. maj 2012 * Så = nattergalen også kommet, jubi. Ligesom bysvalen og gøgen. Nu venter vi bare på landsvalen, lyder det fra over-lokal-natur-iagttager Poul Ganer.


8. maj 2012 * Spor- og oasetur. Sportur mht. urter & blomster torsdag 10. maj kl. 16.30 fra Mejeriet - ca. halvanden time. Og tur til oase-kilden og andre herligheder ved Forlev lørdag 12. maj på  cykel fra Mejeriet kl. 16 eller 16.30 fra p-pladsen 300 m fra Forlev mod Skanderborg. Fra 15 minutter til to timer. 1000vis af blå og gule anemoner samt chance for bjergvipstjert og nattergal. Vårbebuderhilsner fra Poul Ganer, 25 33 34 79, poul@ganer.dk.

8. apr. 2012 * Hans, Viggo og en kreativ grågås. Jægerne Hans og Viggo Hansen fortæller i TV2 Østjylland om Hans' usædvanlige observation i Boes Skov: En grågås, der ellers altid  bygger rede på jorden, ligger nu på æg det sikreste sted: En forladt musvågerede.
  
5. apr. 2012 * Ture efter blå anemoner + 2. natur*godt. Lørdag 7. april på cykel fra Alken Mejeri.  12.30  til Rødebækken nær Boes, hvor der = mange grævlingegrave. Kl. 16 Foerlevs oasekilde, hvor der = flere 100 gule anemoner, flere dejlige bække/kilder og gode chancer for at se isfugl og bjergvipstjert.
Søndag 8. april samme program. Man kan også gå ad naturstien fra Boes Skov mod Boes og så godt 300 meter mod vest ad naturstien til Rødebækken, hvorfra vi så går ned til anemonerne kl. 13. Og man kan ta' over p-pladsen 3-400 meter syd for Foerlev mod Skanderborg. Derfra er der 100 meter ned til Oasekilden, hvorfor vi mødes på p-pladsen kl. 16.30 Vårbebuder-hilsener fra Poul Ganer, 25 33 34 79. 
15. okt. 2011 * Søbjerg-marken i drift igen efter 17 år. Marken ved Søbjerg er sået til igen efter mange år som brak og yndet område for bl.a. hundeluftere. Gårdejer Lars Carstensen fra Alkengård fortæller til alken.dk om udviklingen: - Brakordningen startede i 1992 og blev indført for at regulere de enorme fødevarelagre, der var dengang, og for at stabilisere priserne. Arealet blev taget ud af driften i 1994 p.g.a. høj forekomst af vindaks (en græsart), som man dengang ikke kunne bekæmpe. Vi har i år sået rug på marken. Planen er, at det skal anvendes til brødrug ved høst næste sommer.

11. okt. 2011 * Sune fangede 150 kg. fisk - ene mand. Med lækker mad og godt kammeratskab i frisk erindring fra dagen før i Troels og Connys dejlige sommerhus, tog vi 11 mand med båden Yellow Reef ca. 30 km ud fra Jyllands vestkyst. Vi startede kl. 6 og efter to timers sejlads var vi på Det Gule Rev. Revet strækker sig ca. 100 km. langs den jyske vestkyst og ud mod Norske Rende. Dybden i området var ca. 20-30 m., skriver Peter 'Badekar' Nielsen. 
På sejladsen ud til Det Gule Rev var vi nogle stykker, der nød en morgenøl eller en kop kaffe. Andre måtte på en helt anden måde koncentrere sig om sejlturen. Søsyge eller influenza - i alle tilfælde måtte flere have hovedet ud over rælingen - igen og igen. Ikke en god start på turen, men måske næste år tager man imod, når der tilbydes søsygepiller. Det er ikke kun for tøser!
Vi startede alle hårdt ud med fangsterne, og inden længe blev den første måler på ca. 11 kilo taget.
En måler er en torsk over 10 kilo. Sune Winther fra Vædebrovej ses stolt med sin fisk - Sune fik ikke den største fisk men flest. Ene mand ca. 150 kilo levende fisk - torsk, lange, sej og makrel - godt gået. Største fisk på 13 kilo blev taget af Gary Craig. Der blev taget tre fisk over 10 kg.
Bruno Nielsen var også med på turen og mente, at han flere gange havde haj efter sin pirk ????? Der er hajer på revet - af arter kan nævnes pighaj og gråhaj - ikke hornfisk.
Vi havde en fantastisk fisketur med masser af fisk - ca. 5-600 kg.
I denne stund er vi allerede ved at planlægge næste tur - marts eller april.

Er der blandt læserne forslag til fisketure, er man meget velkommen med indspark.
Har man en god ide eller i familien en strækning langs Kongeåen eller lignende, der kan stilles til rådighed for klubben, er der et gratis medlemskab i vente. Knæk og bræk. (Fotos: Peter 'Badekar' Nielsen)

24. sep. 2011 * Fiskerne sælger torsk. Alken Fiskeklub fanger sikkert en masse fisk - mest torsk - på Det gule Rev og vil sælge lidt ud, oplyser Bruno Nielsen. Friske på is hele onsdag 28. september ved Mejeriet og frosne på marked fredag 30. september k. 16-18. 


8. sep. 2011 * Alken Fiskeklub 'Tre små fisk' er stiftet. Første arrangement bliver en tur fra Hanstholm på Det gule Rev tirsdag 27. september med m/s Yellow Reef. Ganske få pladser tilbage. Ring til Troels Larsen, Alken Midtby, 86577385 eller Peder 'Badekar' Nielsen, Alken Nord, 86259240.

29. aug. 2011 * Carlos og kampen med kæmpefisken. På en fisketur ved Pouls Hul i Mossø bed en megasandart overraskende på en ormekrog, fortæller Henri Vivike. Fisken - på otte kg. - røg af krogen igen og var væk, men heldigvis fik den åbenbart dykkersyge, lå og gispede lidt i overfladen og kunne snuppes med net. Sådan. - Vi var jo meget forundret over, at den havde bidt på en orm, supplerer Carlos Vivike.
- Men det viste sig, at det var en stor skalle, der havde taget ormen, og derefter havde sandarten taget skallen. Se foto. Nu er jeg på vej til Grønland for at skyde en moskusokse sammen med min far.


29. aug. 2011 * Lisbeth og kælesvalen Bette-Flap. En aldeles tam svaleunge er hovedperson i tre fornøjelige videoklip med Lisbeth Nikolajsen, Sandvejen, og Bette-Flap: En fugl i hånden, Svalen tager bad og En fugl med fut i.  (Videos: Eva Nikolajsen)

8. aug. 2011 * Luk for hønsene. Søndag aften ved 23-tiden så jeg en mårhund, skriver Anne Grete Viborg. Den lå og trykkede sig i en fordybning på Sandvejen, jeg gik lidt nærmere, og den rejste sig op og stirrede på mig med sine onde øjne.
Den stak efterfølgende af. Dyret er meget større en en kat, har tynde ben, en spids snude, og tyk pels. Gårdejer Hans Hansen er underrettet, og han meddelte, at der ikke før er set mårhunde her på egnen. Husk at lukke for hønsene! Læs mere om det invasive rovdyr.

16. juli 2011 * De andre skød bukke. Bukkejagten stopper nu, og jeg har igen i år ikke skudt en buk, øv øv, skriver Sander Jensen. Men jeg havde to jægere med på jagt 19. maj, og de var så heldige at skyde en stor og flot buk hver, ja utroligt, men sandt. Bukkejagten fortsætter fra 1. oktober, så Alken-quz 2011 er endnu ikke afgjort på det punkt.

13. juni 2011 * Åben-hus-aftner hos Poul. Poul Ganer inviterer til udstilling af spiselige, vilde urter/blomster, drikke- og smagsprøver, tre-fire rundvisninger til bæk, blomster og ådals-kig hver aften samt bl.a. årstidssange: Dagene 16., 18., 20. og 22. juni kl. 19-24. Emborgvej 116, Gl. Alken.


22. maj 2011 * Spøjst nok. Poul Ganer melder om nattergale både ved Gammel Alken og i Alken Enge. Se smalltalken. Spøjst nok efter den varmeste april i mange år, mener han, at de er kommet senere i år, mens de var her 1. maj sidste år. Steven Russell har dog også i år hørt dem siden 1. maj. Genkend dens sang her og nyd den live en måneds tid endnu.


20. jan. 2011 * Illerup Å løber over. Store dele af Alken Enge står oversvømmet af den megen smeltevand - blandt andet langt op i haven på Alkenvej 167, hvor tørresnoren p.t. er ret bøvlet at komme til for familien Gregersen/Møller Madsen. Pumpehuset kører for fuld kraft, og åen står 93 cm. over vandspejlets normalhøjde. (Som iøvrigt er 71 fod =  22,3 meter over havets overflade.) (Foto: Sanne Dudoret)

17. jan. 2011 * Helt tæt på havørnen. Søndag morgen kom Troels Larsen helt tæt på en imponerende havørn med hvid hale og det hele. Han fulgte den på 20-30 meters afstand ved Mossøs bred forbi pumpehuset, til den fløj over mod Mossøbrå.

16. nov. 2010 * Mellem ravn og ørne. Ikke færre end tre havørne kredsede fornylig over området ved  Alkengård, fortæller Poul Ganer, der i skoven tæt ved også har kunnet glæde sig over en fastboende ravn.
 
26. okt. 2010 * Louis skød to rådyr - med syv minutters mellemrum. Hvad mange jægere gennem et langt liv aldrig når at opleve, præsterede Louis Werner Hansen i lørdags under en jagt i Svejstrup Enge. Han blev dagens mand, da han skød to af de fire nedlagte rådyr, fortæller Bruno Nielsen. Han ramte endda plet med bare syv minutters mellemrum. 16 jægere deltog, og udover rådyrene skød de en ræv, en and og en fasan.

6. juni 2010 * Mere SVUB. Poul Ganer inviterer igen til SVUB - Spiselige Vilde Urter Blomster. Onsdag 9. juni kl. 19 ved Mejeriet og rundt på sporet. Og søndag 13. juni kl. 13 ved Mejeriet til Boes Skov, da der nu er masser af skovmærker. Alternativt kan man troppe op 13.3o, hvor Emborgvej møder skoven fra øst.

2. maj 2010
Nattergalen er kommet. Fredag morgen kl. 03 hørte jeg årets første nattergal ude på Alken Enge, skriver Poul Ganer. Og i år er den kommet godt en uge før, end den plejer. Se smalltalken - hvor Poul også lufter en fuglestemmetur.


14. apr. 2010 * SVUB til folket. Poul Ganer inviterer til urtetur langs sporet fredag 16. april kl. 15. Det gælder SVUB - Spiselige Vilde Urter Blomster - og mulighed for salat til maden inden forårsrock. Mødested ved Mejeriet.

12. jan. 2010 * Hygge og hockey på isen. I søndags fulgte omkring 100 folk opfordringen om at tage til søen. Se Søren Slebos foto-serie.
 


11. jan. 2010 * Havørn over søen. I weekenden spottede Steven Russell en havørn over Mossø. Den er Nordeuropas største rovfugl.
1. nov. 2009 * Sangsvanerne er kommet. Natten til lørdag ankom de første flokke af sangsvaner på Mossø, oplyser Sanne Dudoret. Vintergæsterne kan især opleves/høres om natten.
13. okt. 2009 * Natugle i baghaven. Britt Kristensen på Alkenvej har for tiden en natugle boende i en kasse i et træ i baghaven. Uglen er ikke så vild med at blive kigget på.


25. maj 2009 * 16.4 grader Celcius. Vandet ved Vædebro er nu målt til 16.4 grader, fremgår det af en analyse fra kommunen. (Foto fra september: Sanne Dudoret)
16. maj 2009 * Nattergalene galer. Det er nu, de kan høres - de gode steder ved søen. I de tidlige 90'ere stod Poul Ganer for flere nattergale-morgenture. Måske en idé igen - med kaffe bagefter?
   
10. mar. 2009 * Ørne over odden. Steven Russell har iagttaget to fiskeørne over Hem Odde. De er relativt tidligt tilbage fra overvintring i tropisk Vestafrika - måske pga. mild vinter.


17. feb. 2009 * Mens vi venter på, at Mossø skal blive sikker at skøjte på, så er vi nogle, der i dag benyttede os af vandhullet på Vroldvejen. Der, hvor der om sommeren går heste eller kvæg. Isen knagede lidt, og vi holdt os i den nærmeste  ende og langs kanten iøvrigt, Så med varsomhed og fordi det er så sjældent vi kan få skøjtet - og så dejligt, lyder det fra Jytte Elleby.

15. feb. 2009 * Ballon over bølgerne. Lørdag morgen var der ballonfærd over søen. I baggrunden Mossø Camp Resort. (Foto: Steven Russell)
2. jan. 2009 * Louis' første rådyr. Louis Werner Hansen skød sit første rådyr 20. december i skoven ved Boesvej. Han fik jagttegn i sommers, da han fyldte 16. Her er den stolte jæger ved at brække dyret. 


10. dec. 2008 * Jagtsæsonen reddet. Vi stoppede, da vi havde skudt to rådyr, for nu er sæsonen reddet og der skal ikke skydes mere råvildt, fortæller Sander Jensen efter den seneste jagt - en god dag med gråvejr og tørvejr. Vi så to skovsnepper, to gråænder, toharer, fem fasaner og fem rådyr. Vi skød en gråand, to fasaner og de to rådyr. Næste jagt er lørdag 13. december. Der var ingen vandrefugle på stien, sådan! Det siger vi tak for! Hilsen Bent og Sander Jensen.
8. nov 2008 * Sangsvaner på søen. En flok sangsvaner med ungfugle er landet på Mossø. Daglig koncert kan forventes. (Foto: Sanne Dudoret)  
7. nov. 2008 * God jagt - men også folk på stien. - Vi havde en fantastisk god jagtdag med et rigtig flot vejr, fortæller Sander og Bent Jensen. - Vi skød en sneppe, en ræv, en fasankok og to harer. Det var rigtig flot, og det er mange år siden, vi har skudt harer. På jagtdagen så vi to snepper, en ræv, to fasankokke, 14 agerhøns og fem stykker råvildt. Det må siges at være rigtig flot. Næste jagt er lørdag 29. november, og vi må igen appellere til folk, om ikke de vil lade være med at gå på naturstien, når der er jagtskilte oppe. Vi så desværre tre personer komme gående, selv om skiltene står lige midt i sporet.
23. okt. 2008 * Tag jer i agt - der er jagt. Sander og Bent Jensen melder om jagt på Sporet mellem Alken, Svejstrup og Bjedstrup lørdage 1. november, 29. november og 13. december. De tre dage er naturstien lukket - og der kommer skilte op.

19. okt. 2008 * Efterår på Sukkertoppen. Se Sanne Dudorets fotos fra en travetur med alle nuancer i grønt og brunt her og her.
 

16. sept. 2008 * Sportur med solidt fodtøj. lørdag 20. september kl. 14-16 er der tur med landskabsarkitekt Bendt Nielsen på Sporet Alken-Bjedstrup-Svejstrup. Læs mere.
10. sept. 2008 * Tørvejr til indvielse. Borgmesteren er forhindret, men afløses af turistchef Marianne Purup, når der fredag kl. 16.30 er indvielse af den nye strand. Tørvejr er forventet. Læs mere.


27. maj 2008 * Ræven tog 11 høns på Sandvejen. Fra et naboskabs-hønsehold på 15 snuppede Mikkel forleden de 11 og skånede kun hanen, der sad højt, to ældre høner og én, der lå på kyllinger. Første gang i 25 år, fortæller Anne Grete Viborg, der trøster sig med, at rævens unger nu har fået nok at æde. Nu skal hegnet rævesikres. 
13. maj 2008 * Nattergalen er vildt aktiv lige nu. Mest hørbar om aftenen. Og hvis nogen ikke kan huske teksten til den der Sebastians sang med nattergalen, så er den bl.a. her.

5. maj 2008 * Storke igen. Også Jens Jessen har set storke på egnen: En ved Christiansmindevej, to ved Alkengård og to over Bjedstrup - evt. gengangere. (Foto: Jens Jessen)
 




2. maj 2008 * Storke over byen. Else-Marie Hansen så dem. Vibeke Sandberg så dem: Hele fire af de sjældne fugle både i Svejstrup Enge og over Alken. Gad vide, hvor længe,de vil blive her?
23. mar. 2008 * Påskeblomster. Hvad man ønsker sig til jul, kan man få til påske. (Foto: Poul Westesen)

15. mar. 2008 * Gittes yndlingsmotiv. Gitte Møller Madsen har været ude igen. Her er hendes suveræne Alken-landskabs- yndlingsmotiv - op mod Sortehøj med Lars og Hanne Carstensens staklade til højre. Det kunne måske være et tema på alken.dk, foreslår hun. God idé, så kom bare an. (Foto: Gitte Møller Madsen)
6. mar. 2008 * Alken på afstand. Op ad den gamle skolesti mod Bjedstrup og så et kig - og et klik - over venstre skulder. (Foto: Gitte Møller Madsen)
19. feb. 2008 Mørkning over Alken. Poul Westesen har foreviget et af årstidens flotte motiver. (Foto: Poul Westesen)  

20. jan. 2008 Søen står højt for tiden. Omkring 90 cm. over daglig vande, viser målestokken i Illerup Ås udløb. I januar 2007 var den dog helt oppe på 115 cm. (Foto: Sanne Dudoret) 
19. dec. 2007 * Mink på spil. Forleden opdagede Henri Vivike en gråviolet mink ved søbredden. En af hans hunde jagtede - forgæves - den lille løsslupne fætter, der kan være et træls bekendtskab for bl.a. ænder og høns.   

21. okt. 2007 Smuk spor-indvielse med overvældende deltagelse. 135 trampede med på resultatet af tre-fire års tålmodigt og sejt benarbejde fra Stigruppen: Sporet ved Alken-Bjedstrup-Svejstrup. Efter turen var fire fra Stigruppen klar til foto omkring den splinternye kort-stander ved p-pladsen: Anne Mette Lykke med Tobias, Hanne Lisbeth Nielsen, Poul Ganer og Anne Grete Viborg. Se fotos fra to- og firbenedes søndagstur. (Foto: Sanne Dudoret)

23. aug * Altid imponerende. Ballonflyvning ser altid imponerende ud. Her er en ballon fanget af Emil Trenckner Jessen på dens flugt hen over Gudensøen på vej mod Boes og Mossø.
6. juni * Det blev droppet i 1991 - og nu også i 2007. Naturgenopretning i Alken Enge bliver der ikke noget af i denne omgang. Der er ikke fuld frivillig tilslutning, fremgår det af et brev til lodsejerne. 

Skov- og Naturstyrelsen har siden januar - efter aftale med pumpelagets tre største lodsejere - gennemført en besøgsrunde til medlemmerne af pumpelaget "Enge omkring Illerup Å's nedre del". Konsulent og landskabsarkitekt Bendt Nielsen var rundt og snakke med alle berørte lodsejere for at lodde stemningen for et teknisk forprojekt - der ville belyse spørgsmål som omfang, beskyttelsesdige, afløbsmulighed til Mossø m.v. Projektet kunne få del i den såkaldte miljømilliard og bl.a. gavne vandkvaliteten i Mossø. Men når ikke lodsejerne er med på projektet, er der ingen grund til at fortsætte her. Og et andet projekt et sted i Gudenåsystemet får sikkert gavn af indsatsen. "Alken Enge"-projektet så dagens lys i 1991, hvor lodsejerne heller ikke ville være med.




I 1991 var Fugleværnsfonden fremme med ideen om Naturgenopretning i Alken Enge.
Læs mere på Søhøjlandets Økomuseums hjemmeside her.

 1. juni * Nattergalen er fremme i juni - og ret aktiv om morgenen og om aftenen. En tur langs søen ud mod Fuldbro Mølle er nærmest sikker gevinst for at høre guddommelig sang.


16. apr. * Om det er varmt? Under alle omstændigheder valgte en flok vandhunde fra Alken søndag at afprøve april som bademåned i Mossø. Og alger er der i hvert fald endnu ikke. (Foto: Andrea Møller Gregersen) 


21. mar.
* Havørn over Mossø. Fuglekender Steven Russell observerede i dag den store, sjældne havørn. Den lidt mindre fiskeørn, der bl.a. er hvid under vingerne, ses her oftere.

 

Underberg-emballage glemt i vejgrøften. (Foto: Knud Abildtrup)

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


 
 
 
 
Uge 32 * Engbrandbægeren er omdiskuteret og flot. Havner den i foderhø til heste, kan den være dødelig, men flot er den gulblomstrende plante og tiltrækker her en grøn køllesværmer. Gitte Trenckner har blandt andet fået hjælp til artsbestemmelse af både blomst og sommerfugl af Sean Birk Bek Craig, der står bag facebook-gruppen Vild med Vilje i Alken & Omegn - Artsbestemmelse og Vilde Råd.
I gruppen, der lige nu tæller 18 medlemmer, er der frit slag for at dele fotos og få hjælp til artsbestemmelse - og at forvilde vores område endnu mere. (Foto: Gitte Trenckner)
 
Uge 30 2019 * De kan være svære at fange på et foto, sommerfuglene. Men her er det lykkedes for Sean Birk Bek Craig, der står bag facebook-gruppen Vild med Vilje i Alken & Omegn - Artsbestemmelse og Vilde Råd. Denne er en grønåret kålsommerfugl - og en af de vilde danske organismer observeret i Alken og Omegn - som Sean gerne vil være med til at 'forvilde'.
I gruppen, der lige nu blot tæller 14 medlemmer, er der frit slag for at dele fotos og få hjælp til artsbestemmelse - og at forvilde vores område endnu mere. (Foto: Sean Birk Bek Craig)

 
Uge 21 2019 * Vagns natugleunger. Vagn Kristensen i Boes har taget fotoet af de duede ugleunger.
 
Uge 21 2019 * Vagn med falkeunge. Vagn Kristensen i Boes sørger ikke kun for redekasse til natugler, men også til tårnfalke.
 
Uge 20 2019 * Sort jordbi dufter af løg! Marlies og Elia Warming til Naturgruppens sommerfugledag på Bjedstrup Skole. (Foto: Marianne Damholdt)
 
 
Fårene der går på Alkengård, tilhører Ovis IVS, som ejes af Per Nielsen (22 67 43 22) Søren Nielsen (20 85 57 53) og Johannes Primdahl. OVIS IVS har også en facebook side med flere oplysninger.

 
 
 
Uge 8: Måske plageånden fra Aneshøj. Jæger Hans Hansen fra Alken Vestergård fik tre ræve på  kornet på det seneste - heraf de to på muren. Ræven, der angreb i og senere stak hovedet ind i hønsehuset på Aneshøj hos Tobias Herrik i december kunne meget vel være en af dem.  (Foto: Viggo Hansen)
 
Uge 46 * 2013 * Det lykkedes. Det lykkedes Henri Vivike at hive en sandart over 5 kg. ombord i år. Denne krabat er på 5,7 kg. og gik i garn på Store Møgelgrund midt i søen. (Foto: Henri Vivike)
Uge 45 * 2013 * Sørens første bytte. Søren Christensen skriver: 'Så fik jeg mit første stykke vildt som blev en rå på 18 kilo. Fin oplevelse:-)' Råen blev nedlagt i Vester Mølle Skov. (Foto: Mads Emil Christensen)

Stigruppen. Siden 2004-05 har en lokal stigruppe arbejdet sammen med lodsejere og myndigheder for at skaffe gode stimuligheder. Læs mere. 


Vædebro. I januar 2007 købte Skov- og Naturstyrelsen Fru Foustads hus. Nu er det blevet til et offentligt tilgængeligt sø-område. Læs mere.


Alken er en del af Søhøjlandet - se hvad Søhøjlandets Økomuseum byder på.


Her er en folder til en vandrerute, der passerer Alken: Fra Vrold og Indelukket Camping ved Silkeborg.


 

Hvis du er i tvivl, om hvor du må gå: Læs, hvad Naturstyrelsen skriver om Færdsel i det åbne land 
Om naturgenopretnings-projektet Alken Enge fra 1991