Forside
Mejeri
Borgerforening
Foreningen Liv i Landsbyen
Købmanden i Alken
Kultur
Alken-koret
Natur
Alken Saftklub
Trafik
Vandværk
Teknik og anlæg
Dover GF
Alken Minimarked
Historie
Liv i byen
Folk i Alken
Lokale links
Alken-Chinenke
Arkiv
Video-vitser
alken.dk
smalltalken
Opslagstavle
Bolig i og omkring Alken
Ny Bosætning i Alken
|
 

Brugernavn:

Adgangskode:


 

Powered by frontGATE websolutions

 
 
 
Ny bosætning i Alken

 
REFERAT AF MØDE D. 12.2.2017 PÅ ALKEN MEJERI 
 
Ca. 40 Alken-beboere og mulige nybyggere deltog i søndagens møde på Mejeriet, hvor der var kaffe på kanden og ild i brændeovnen. Jens Thor lagde ud med kort at opridse projektets rammer og "DNA" jf. januar-mødet på Mejeriet. Referat herfra kan læses herunder.

Herefter fremlagde både potentielle nybyggere og eksisterende Alken-beboere en efter en deres ideer og ønsker til boligform og andre elementer i projektet. Stort set alle aldre og familiestørrelser var repræsenteret. Særligt gik følgende tanker igen hos mange - at:

- bygge relativt småt på mindre grunde.
- etablere et eller flere bofællesskaber.
- have adgang til et fælles anneks med plads til f.eks. 2 voksne og 2 børn som ifm. besøg har behov for overnatning.
- bygge energioptimerede klimavenlige huse.
- sikre en god integrering af nybyggeriet med det eksisterende Alken både socialt og praktisk.
Efter mødets første time og en kort kaffe & kagepause, var der "fri snak". Dialogen var engageret og spørgelysten var stor.

36 familier/par/enlige skrev sig ifm. mødet uforpligtende op som mulige nybyggere. Da projektet således foreløbigt er overbelagt, blev det besluttet indledningsvist at lukke for tilgang til "nybygger-gruppen" og der oprettes en venteliste for interesserede der støder til projektet efter dags dato.

Der blev spurgt til bl.a. varmeforsyning, og Jens Thor kunne fortælle, at der ifm. byggemodning etableres jordvarme til alle matrikler hvilket indregnes i grundprisen. Dertil er der mulighed for at dele af det eksisterende Anes Høj i samme arbejdsgang tillige tilsluttes jordvarme i det omfang at det ønskes af de enkelte eksisterende grundejere.
Ønsket om et mindre antal lejeboliger er fortsat aktuelt, og dette skal i givet fald etableres som et separat projekt jf. retningslinjer for lokalplaner og ift. at løfte opgaven økonomisk. Der er frit slag for andelsfællesskaber inden for projektets rammer.
Der er mulighed for både selv at bygge/lade sit hus opføre eller gå sammen i mindre grupper og lave en totalentreprise på flere enheder.
Endeligt forslag til udstykningsplan og priserne for de enkelte grunde forsøges gjort konkrete medio 2017. Da den foreløbige tilmelding til projektet er uforpligtende forventes et vist frafald ifm. en mere forpligtende tilmelding som igangsættes til sommer.
Der sigtes på byggestart inden for 18-22 måneder så de første nybyggere kan flytte ind om ca. 2 år. Tidsplan (og økonomi) afhænger dog af bl.a. vedtagelse af lokalplanen, lokalplanens bestemmelser, arkæologi ´, jordbundsforhold etc.
Foråret byder på fortsat dialog med eksisterende grundejere og med nybyggere, diverse tekniske undersøgelser og budgettering. Husk at alle - nybyggere såvel som nysgerrige - kan følge med i processen ved at tilmelde sig Facebook-gruppen 'Ny bosætning i Alken'.
Jens Thor kan altid kontaktes på mobil 60636329 eller jensthor75@gmail.com.
Mange tak et fantastisk spændende og positivt møde med masser af energi, indspark og engagement. Et stort tak til alle, som fandt tid og lyst til at lægge vejen forbi. Også tak for lån af Mejeriet.
Mvh Jens Thor
 

REFERAT AF MØDE D. 22.1.2017 PÅ ALKEN MEJERI

Kære Alle,
Tak for det store fremmøde søndag aften vedr. ny bosætning i Alken på Hans Hansens mark. Og tak for de mange konstruktive indlæg og ideer.

Her kommer en kort referat:

IDÈ
At udstykke 12-15 grunde på matriklen øst for ”Aneshøj” omfattet af Kommuneplan 2013 for Skanderborg Kommune benævnt LB.02.BE.02 samt LB.2.BE.03. hvorpå der efterfølgende opføres et mix af ejerboliger til børnefamilier, ældre og enlige.

GRUNDLAG
Jens Thor lagde ud at fortælle om baggrunden for projektet, som udspringer af familiens ønske om at flytte til den helt unikke landsby Alken.

Dertil ønsket om at opføre velprioriterede boliger med et minimum af fordelingsplads og stort fokus op optimering af boligens inddeling, så den løser samme behov for funktioner og rum, som en større traditionel bolig. Herved skal der bygges færre m2 og købes mindre jord hvilket holder prisen på de færdige huse i et leje under traditionel markedspris.

Som inspiration kan man se på Sigurd Larsens "Sorte Hus" opført på Sjælland i 2013 for 1 million + grund. Huset er på 80m2 og består af 3 værelser, 1 toilet/bad og et stort alrum med køkken og stue. Se http://sigurdlarsen.com/project/sorte-hus-copenhagen/ .

I projektets kerne ligger et ønske om at understøtte og videreudvikle det stærke og unikke fællesskab byen har skabt gennem en målrettet indsats over flere årtier, og dels konsolidere landsbylivets fundamentet: Et levende og velfungerende lokalsamfund med brugere - í alle aldre - af bl.a. købmand, togstation og skole. Tilsammen vigtige elementer for rammerne om ”det gode liv” i Alken og de omkringliggende landsbyer Illerup, Bjedstrup, Svejstrup og Boes.

Der foreslås følgende forholdsmæssige prioritering ift. udstykningernes funktion:

20% af arealet: DEN ETABLEREDE FAMILIE (EJERBOLIG) - Enfamilieshuse til børnefamilier med store børn. 
Grunde på ca. 1000m2 
 Fritstående huse på op til 170m2

40% af arealet: DEN NYE FAMILIE (EJERBOLIG) - Enfamiliehuse til familien med små børn. 
Grunde på ca 400-700 m2
Fritstående huse på 80-120m2

20% af arealet: ÆLDRE, ENLIGE & UNGE (EJERBOLIG) - Mindre vedligeholdelseslette boliger til ældre, enlige og unge uden børn.
Grunde: 400-700 m2
Fritstående eller dobbelthuse på 50-100m2

20% af arealet: BOFÆLLESSKAB/ANDELSFÆLLESSKAB - Mindre huse i en klynge med tilhørende fælleshus til spisning etc. 
Grunde: Op til 2000m2 for hele fællesskabet
Fritstående eller dobbelt/klyngehuse på op til 80m2

Dertil opføres der et mindre anneks med plads til 4 overnattende gæster, som ejerforeningen i fællesskab råder over.

LEJEBOLIGER?

Det undersøges om der kan nedsættes en selvstændig arbejdsgruppe der kan undersøge mulighed for opførelse af et antal lejeboliger. 

HVORDAN
Det er I skrivende stund endnu ikke afgjort om der foretages en alm. udstykning hvorefter de respektive købere selv lader deres boliger opføre, eller om der foretages en samlet eller delvist samlet entreprise. I fokus er at bebyggelsen i ånd og arkitektur melder sig ind i den eksisterende landsby, samt at den i udformning er relevant ift. at løse de i afsnittet ovenfor nævnte behov.

ARKITEKTUR OG LANDSKAB
Arkitekt Ole Dreyer og landinspektørfirmaet LIFA er engageret i udvikling af det overordnede byrums udformning og udtryk.

Vi har stort fokus på landskab og grønne områders udformning, og centralt for bebyggelsen løber en bred allé med træer, højbede og bænke der ligger som en grøn zone mellem vejen og de enkelte parceller.

Der prioriteres en gangsti som forbinder den eksisterende sti ved jernbanen med bebyggelsen samt med den eksisterende bebyggelse på Aneshøj, så beboere i Alken frit kan bevæge sig igennem byens forskellige rum.

Der bygges i: Træ, beton, stål, pap, skiffer og skuret sten mm. herunder evt. grønne levende tage. 
Der bygges ikke i: Rød- og gulsten og tegl.

Et delmål er at skabe et kvarter der i sammenhæng med økonomi, arkitektonisk ”greb” og materialevalg tilfører Alkens byggemasse en bredde, der p.t. ikke er repræsenteret. Arkitekturen er derfor ”samtidig” men omfatter ikke typehuse eller historiske byggeformer så som bindingsværk, halm- eller bjælkehuse. Byggeteknisk opføres alle enheder som lav- eller nulenergihuse.

For bedre at få et indtryk af projektets ønskede princip, materialevalg og arkitektoniske greb henvises til vedhæftet billedmateriale til inspiration.

TIDSPLAN
Der indgives forslag til lokalplan medio marts 2017. Byggemodning og byggeri forventes påbegyndt efterår 2018.

PRISER
Da projektet endnu er i en tidlig fase, og der fortsat er mange variabler der skal masseres på plads kan der endnu ikke gives et præcist prisforslag for de enkelte udstykninger. Vores mål er at grundende skal koste i omegnen af kr. 500.00 til 1.000.000 alt efterstørrelse og placering på arealet. Dette muliggør at en ung nystartet familie med 1-2 børn kan bosætte sig i et hus bygget efter samme princip som Sigurd Larsens "Sorte Hus" for kun kr. 1,5 mio.

KONTAKT & BYGHERRE
Jeg kan altid kontaktes via beskedfunktionerne her på siden, på tlf 60636329 og email jensthor75@gmail.com. Formel bygherre er Ella Thor Ejendomme ApS.

NÆSTE SKRIDT - HVEM VIL VÆRE MED?
Næste møde vedr. bosætningen er sat til søndag d. 12. februar kl. 10 i Mejeriet i Alken. Mødets tema er "Hvem vil være med?" og vil rette fokus mod de beboere - nye som gamle - der overvejer at blive en del af bosætningen. Mødet er dog åben for alle - også for folk der blot ønsker at følge med fra sidelinjen.

Med venlig hilsen

Jens Thor