Forside
Mejeri
Borgerforening
Liv i Landsbyerne
Foreningen Liv i Landsbyen
Købmanden i Alken
Kultur
Bibliotek
Alken-koret
Natur
Alken Saftklub
Trafik
Vandværk
Teknik og anlæg
Dover GF
Alken Minimarked
Historie
Liv i byen
Folk i Alken
Lokale links
Alken-Chinenke
Arkiv
Video-vitser
alken.dk
smalltalken
smalltalken 2013
smalltalken 2012
smalltalken 2011
smalltalken 2010
smalltalken 2009
smalltalken 2008
smalltalken 2007
Badutskis Blog
Opslagstavle
Svejstrup
Bolig i og omkring Alken
Shelter i Alken
|
 

Brugernavn:

Adgangskode:


 

Powered by frontGATE websolutions

 
 
smalltalken 2011

  
   
 
19. dec. 2011 * Butik i Hundslund på frivillig basis. I embeds medfør kom jeg den anden dag til at snakke med en, der bor i Hundslund. Vi kom til at snakke om at bo i en lille landsby og det at have en købmand som samlingssted, og hvad det gør for en by. Nu ved jeg ikke, hvor stor Hundslund er, men ikke større end at de har stablet en købmand op på frivillig basis. Hvis det er et sted, I ikke kender i forvejen og har brug for lidt inspiration, skulle der måske kigges nærmere på deres projekt. Se: http://hundslund.com/ Søren Slebo
18. dec. 2011 * En lille julehilsen til alken.dk fra stranden i Barcelona. 4-0 til Barca. Cavaen flyder, juletræerne sveder. Knud Erik Jørgensen
11. dec. 2011 * Dramatisk container-aktion på Emborgvej. Vi har nu gennem tre dage oplevet, at Birgittes beboelses-container utilsigtet er kommet til at virke som en effektiv trafikdæmpning her på Emborgvej. Det har været en ret så dramatisk aktion. Birgitte brugte tirsdagen til at tømme sin container, og onsdag morgen kom så specialkranen, der skulle løfte containeren op til Emborgvej, hvor meningen var, at den skulle vente på et lift til København.
Den frostglatte vej til legepladsen gjorde imidlertid, at der først måtte køres grus på vejen til legepladsen, inden kranbilen kunne køre op. Birgitte skulle skynde sig tilbage til Julemarked i Tivoli og den Grå Hal på Christiania. Vi fik da også en dejlig og smuk og overraskende oplevelse i tusmørket onsdag aften, idet Bruno havde taget initativ til at pynte og afmærke containeren med julelys som blinkende lygter og landbetjenten havde efter sigende markeret bagenden med en rød-nefa-lygte. 
Containerens liv i Alken slutter fredag kl. 12.45, hvor Vognmanden fra toppen, Elun Olsen, Ejer kommer forbi med sin store containertransport-lastbil. Lidt alvorligt, fordi polititet ifølge Elun havde bedt om at få fjernet containeren, som også har udgjort en trafikfare. Med en kran, som kan løfte 35 tons, var det ikke noget problem at løfte containeren op på blokvognen. Så det er ganske vist. Når lejligheden byder sig, vil Elun fragte Birgittes skønne container det sidste stykke til Christiania, hvor Birgitte har fundet en skøn plads sit nye hjem ved søen og tæt på en lille bådebro. Glædelig jul til alle.                                                                                                               Finn 'Badutski' Bech-Nielsen
3. dec. 2011 * Se efter toget ... ny Arriva-køreplan fra 11. december. På søndag er det et år siden, jeg tog den første morgentur kl. 5.50 fra Skanderborg til Silkeborg med det nye Arriva-Rex-tog. En underlig fornemmelse at suse igennem vores lille by med 100 km i timen. Og faktisk skulle det ifølge den nye køreplan tage 1 min længere at komme til Ry. De borgelige politikere havde bestemt, at det nu skulle være muligt at køre fra Aarhus til Herning med det nye regionale Rex-tog på 75 min., som reklamen i togene annoncerer med. Reelt tager det 80-85 min. mod de 98 min. som det tager med stop ved alle stationer. Så det er inden for den lovede tidsbesparelse på 12-14 min. Alt sammen for at få flere bil-pendlere over i toget og væk fra den motorvej Herning-Silkeborg, som nu speeder frem og som snart er klar. Så mon ikke de fleste pendlere igen vil vælge bilen ?
Køreplanen er sket på bekostning og stor gene forde mange passagerer ved de syv små stationer:
Alken, Laven, Svejbæk, Engesvang, Bording, Hammerum og Birk Centerpark. I små samfund som kæmper for overlevelsen.
Successen har da også været meget begrænset i 2011. Ifølge min kilde: togkonduktøren Leif fra Laven har der kun været en stigning på14 pct. på passagertallet Aarhus - Skjern i 2011 - i alt1,3 millioner passagerer. Heraf 700.000 til Herning. Ikke imponerende. Gad vide hvor mange passagerer, Arriva har tabt på de syv stationer. Leif oplyser at Arriva gerne vil stoppe ved alle stationer, men at det er politisk bestemt, at der skal være et Rex-tog.
Som et lille plaster på såret arbejder Arriva da også på, at der skal komme to ekstra tog morgen og aften til de små stationer. Og nu kører Arriva med to dobbelttog i morgen og aften med en kapacitet på ialt 760 passagerer mod de normale 120 passagerer pr. tog. En god løsning hvis ikke som vi i dag bliver gennet ud af et tog, som kunne være et AAB-fodboldfans til 4-2 klø på Mascot Park i Silkeborg.
Nu glæder Arriva sig til at kunne køre 100 km/t gennem de små stationer, hvor de hidtil kun har måttet køre 40 km/t. Så må vi håbe at sikkerheden virker på stationerne og ved de små ubevogtede jernbaneoverskæringer og på de noget overskuelige jernbanestrækninger ex. efter Laven St. Strækningen bliver aldrig som en hovedstrækning Aarhus-Aalborg.
Birkhede ved Ry får ifølge Banedanmark ca. 2 millioner til at opsætte helbomme . Mens vi i Alken ifølge ingeniøren ved Banedanmarks taskforce må nøjes med et lille 'hundehegn', så vi ikke går uden om bommerne. Så har vi da fået noget.
Hvis vi ikke gør noget, skal vi til at løbe eller cykle efter toget på Alken St. Selv om Jan fra Sandvejens gamle Team i BaneDanmark har høvlet 10 mm af skinnerne på strækningen en mørk nat, fordi togene bumler for meget. Så kan vi opleve, at toget p. g.a skævheder i skinnerne må køre langt ud på perronen for at dørene lettere kan åbnes. Så et ønske til Banedanmark kunne være et lille eksotisk skilt på Alken St.: 'Se efter toget'.
For et par uger siden side mødte jeg Kaj på vej til toget og indkøb i Ry. Jo det er blevet mere besværligt, når vi nu skal slæbe indkøbsposerne hjem til landsbyen. Det fik mig til at tænke på vores skønne efterårsferie i Vrist ved Vesterhavet. Vi boede lige ved en lille jernbaneoverskæring for Lemvig-Thyborøn Banen. Og fra køkkenvinduet kikkede vi mod det lille skilt: 'Se efter toget'... Og der er altså en helt anden service og hjælpsomhed i Vestjylland. I forbindelse med vores familiefest kom vi slæbende med vore indkøbsposer og kørte med tog fra Lemvig .. og så var det lige, at lokomotivføreren var så venlig at stoppe lige ved vores sommerhus, og vores egen lille jernbaneoverskæring 500 m fra det sædvanlige stoppested med stopknapsignalet. Og en anden gang har jeg oplevet, at to ridepiger pjattede så meget, at de glemte at trykke stop ved rideskolen. Og hvad gjorde lokomotivføreren? Han gik selvfølgelig tilbage til modsatte førerhus og bakkede toget tilbage til pigernes rideskole. Jo tænk, hvis Kaj havde den mulighed, når han kom hjem fra Brugsen i Ry. I Vestjylland gør de noget ved tingene, som borgmester Lars Grarup udtrykker, mens vi kun taler om det her i Østjylland.
Så hvad kan vi gøre ved det? Jeg har tidligere skrevet, at vi er den 'grønne agurk' her i Alken, og vi vil aldrig blive en del af den 'rådne banan'. Men vi skal da hele tiden være opmærksomme på at kæmpe for vore interesser. Vi er hele tiden oppe imod forskellige interesser og interessemodsætninger omkring togafgangene. Vi ved, at Stilling som et stort byområde har haft besøg af trafikministeren, som har set på deres ønske om en station i Stilling, som umiddelbart vil have et noget større passagergrundlag end Alken St. Vil sådan station have indflydelse på vores trafikdækning her i Alken St.? Vi må også ud og synliggøre vores ønsker til den køreplan, som træder i kraft ca. 11/11-2012.
Forhandlingerne om den nye køreplan begynder allerede i foråret 2012.
Så det er godt at høre, at vores formand i ABAF Jan her i dag til jultræsgløggen på Mejeriet nævnte, at han her først i det nye år vil drøfte vores ønsker til togplanen med de byrådspolitikere, som han sidder sammen med i Kulturrådet i Skanderborg Kommune. Måske ville det også være en ide, om ABAF skrev en henvendelse til Skanderborg Kommune om togplanlægningen vedr. 2013 -køreplanen,
idet kommunen helst forhandler med foreninger frem for enkeltpersoner. Og som Jan fremhæver, det er vigtigt med toget for Alken St., når vi nu ikke har busdrift til byen.
Jeg har selv flere gange lavet en aftale med Claus Leick (SF), formand for Teknik og Miljø i Skanderborg Kommune, at han ville gå ind og undersøge togplanlægningen og fremføre kommunens ønsker hertil. Der er bare ikke sket så meget. Det vil jeg følge op på snarest. Bl. a. ved at sende denne mail til ham.
Det kunne måske også være en ide at invitere den kontroversielle Udkants-, Landsby -og by-minister Carsten Hansen, Transportminister Henrik Dam Kristensen, Trafikministeriet, Banedanmark, Arriva, Formanden for Landdistrikternes Fællesråd, Steffen Damsgaard, Borgmester Jørgen Gaarde og Udvalgsformand Claus Leick, Skanderborg Kommune til et debatmøde i Mejeriet: 'Se efter toget - når de små landsbysamfund glider i den rådne banan'. Vi må gøre noget for at få halvtimedriften tilbage til Alken St. Det betaler sig for os alle og vores fællesskab.
                                                                              Med mange toghilsener Finn Badutski Bech-Nielsen
18. nov. 2011 Gavmilde Alken-beboere. Søndag 13. november samlede hele landet ind for Dansk Flygtningehjælp, og min mor og jeg gjorde en lokal indsats i Alken for verdens flygtninge godt hjulpet på vej af gavmilde Alken-beboere. Vi samlede ind ved ca. 85 husstande og fik - efter mit vidende - Ry kredsens bedste resultat: 2385 kr! Turen rundt i Alken og omegn bød på et uventet barselsbesøg ved Sara på Boesvej, der var hjemme på besøg med sin lille nye fine baby, en tur ind i Mogens' baghave, hvor vi så på eksotiske fugle, og endelig nåede vi at give Atma og Adam et knus, inden de rejste til Indien. Alt i alt var det både en hyggelig og produktiv dag.                                   Julie Bune
5. nov. 2011 * Grusveje i Alken? Alken St. blev asfalteret her tirsdag-onsdag med næsten ingenting, som styrmanden udtrykte det på asfaltmaskinen. 17-18 mm og 50 kg pr kvadratmeter. Nu har vi fået en 'motorvej' gennem Alken, som Ingrid og jeg talte om i toget. Ingrid mener, at den fine asfalt vil få bilisterne til at køre hurtigere gennem Alken. Og jo, men timingen var da god, da det glade brudepar fra Søbjergvej kørte igennem Alken i dag først til Århus Rådhus og siden til Gl. Rye Kro --- i lang hvide limousine med en ægte elite-limo-driver. Og jo, vi havde da bare ved vores parcel to katte, vi måtte begrave i august alene. Så måske skulle vi næste gang som flere byer i USA, der er blevet trætte af biler og fart ... blot nøjes med en grusvej og "simple living".
Fortællingen om trafikken i Alken St. har sine fixpunkter, som manden der år tilbage i en sen nat opstillede chikaner på vejen. Som blev fjernet igen af kommunen om morgenen. Og hvem husker ikke det store hvide hjerte, der helt uventet pludselig voksede op på asfalten en pinsemorgen i krydset  ved 'købmanden'...   Til daglig stiller flere deres bil på vejen med risiko for, at sidespejlet ryger.
Vejen frem kunne måske være mobile blomsterkummer eller en grusvejs-gruppe, som Ingrid foreslog i toget.                                                                                             Langsomme hilsener Finn Badutski
30. okt. 2011 * Skal vi mødes og hjælpe hinanden med at lave lidt julehandel i Alken? Mange har nydt stemningen på markedspladsen i løbet af sommeren og i det smukke efterårsvejr. Man kunne få sig en kop kaffe, en pandekage og måske sælge lidt fra trillebøren eller købe lidt med hjem. Sommertiden er slut, og vi må vel erkende, at denne hyggelige udendørsaktivitet må stå på stand by for en tid. At lave indendørs marked hver fredag på Mejeriet, skønner vi bliver for tungt at holde i gang. Men nu, hvor vi ikke har en købmand, der juler for os og heller ikke har det store gode julemarked på Mejeriet, som vi plejer, synes jeg det kunne være sjovt, at skabe en jule/torve stemning - første og måske anden lørdag i december på Mejeriet.
Jeg har snakket med folk på min vej og der er allerede 10, der gerne vil komme og lave en lille bod. Der kommer sikkert 10 mere til.
Tanken er, at alle fra Alken og omegn og dem, der har har været trofaste handlende på vores fredagstorv, kan komme og være med. Hvis man kan nøjes med at stå udenfor med en bod, koster det ikke noget, men hvis man rykker ind, vil det koste et mindre beløb.
Vi deles nemlig om lejen af Mejeriet, og jeg forestiller mig, at markedet er åbent fra ca. 11 til 16.
Det skal ikke blive for indviklet, så man stiller selv en lille bod op, når man kommer, og rydder selv op efter sig, når man går. Gulvvasken og toiletterne til sidst kan vi vel nok finde ud af sammen.
Man må selv om, hvad man vil sælge, dog må det ikke være for store ting, der vil tage for megen plads, men mon ikke det giver sig selv? Man gider vel ikke slæbe store ting hen, som man måske skal slæbe tilbage fem timer senere, hvis de ikke blev solgt.
Har man været i gang med at rydde op på hylder, i skabe og skuffer, har man måske fundet cd’er – dvd’er - lp’er – bøger og tøj, som kan sælges for 10 -20 kr. stykket i et genbrugshjørne. Nogen laver måske en julebod, andre har måske strikket et lille lager af hue, vanter og sokker. Der er sikkert også blevet syltet i lange baner, og nogen har måske frosne bær eller fisk med i en køletaske. Brød og kager vil være gode at kunne købe, enten til at tage med hjem eller til at nyde på stedet ved de små caféborde. Pandekager er jo også altid et hit, og frugt, grønt og honning kan man altid bruge.
Måske er der nogen, der sælger juletræer udenfor, stegte æbler eller ristede pølser og kastanjer?
Det er vigtigt at bevare stemningen, som vi kender den fra fredagene. Derfor skal vi forsøge at gøre det hele så let som muligt.
Jeg tænker, at vi kun skal bruge køkkenet til at lave kaffe og te. Et overskud fra kaffe/te/øl og vand boden, kan være med til at betale lejen af lokalerne.
Måske kommer vi til at stå lidt tæt, men jo flere vi er, jo billigere vil det være for den enkelte. Ring til mig, gerne hurtigt, hvis du vil komme og lave en lille bod lørdag 3. december. 
                                                                                            Søs Due Nielsen 86577258 eller sms 26999959
20. okt. 2011 * Skal cider være det nye øl? Jeg var meget glad for, at så mange fra Alken og nærmeste omegn benyttede sig af tilbuddet, om at få presset deres nedfaldsfrugt til dejlig frisk æblesaft. Jeg er grundlæggende stor tilhænger af, at vi bruger vores lokalt dyrkede grønt og frugt og kunne med glæde mærke, at mange andre i området tænkte det samme. Derfor har jeg været på nettet - http://frugtpresse.dk/ - og fandt et godt tilbud på en simpel saftpresse med meget bedre udbytte end den gode, rustikke presse fra Bjedstrup Skole (Dejligt at de lejer den ud, men den er efterhånden lidt slidt...) Hvis der er interesse i byen eller måske endda i Borgerforeningen, kunne vi nok få den brugt hvert år. Der kan jo også laves cider af al den saft! Jeg har hørt om eksperimenter i den retning i byen og er spændt på at høre om udfaldet. Skal cider være det nye øl?
 
Jeg vil meget gerne være 'tovholder' på pressen, dvs. sørge for administrering, rengøring og opbevaring, ligesom i år. Det eneste jeg savner er en god idé til at få kværnet æblerne, så de kan presses med stort udbytte. Gode idéer efterlyses altså! Og måske også et par hurtige tilsagn fra jer i byen eller fra Borgerforeningen - vi kunne jo sige at medlemmer kunne låne saftpressen for et symbolsk beløb, mens ikke-medlemmer skulle gi' mere :o)                                           Eva Nikolajsen


6. okt. 2011 Busskur i ringe stand (mail til kommunen). Til rette vedkommende i Teknik & Miljø. Jeg vil blot gøre opmærksom på, at det gamle busskur på Emborgvej i Alken - lige overfor Emborgvej 115 - er i en noget mistrøstig forfatning og har efterhånden været det i adskillige år. Nogle af ruderne mangler, andre er flækkede - det er plexiglas. Det ser ikke godt ud. Eleverne på Bjedstrup Skole bruger skuret hver dag - og nu kommer den kolde tid. Håber, I vil se på det.  Venligst Knud Abildtrup

4. okt. 2011 * Ja da, vi skal da invitere familien Panday til fællesspisning. De to kuverter kan jo let indregnes i et madbudget. Og hvis de gerne vil bruge Mejeriet til Sumons 1 års fødselsdag, er det helt fint. Det er jo et smukt billede på den tilknytning og samhørighed, de har til folk i Alken fra den periode de kom til Danmark. Og jeg tænker, de skal blive ved at kunne komme tilbage hertil, uanset om deres økonomi tillader det.                                                                                        Estrid


19. sep. 2011 * Hvordan går det vores nepalesiske familier. Upendra og Bishnu Maya med deres fire børn bor i Hørning, og frivillig-gruppen har ikke meget kontakt med dem. Chabbi Lal og Radhika, Shrijeean og Sumon bor i Højvangen i Skanderborg. Familien har siden sidste jul haft en støtte-person fra firmaet Transit tilknyttet tre dage om ugen, bevilliget af kommunen.
Sumon skal snart starte i dagpleje, og derefter håber vi at Radhika kan starte på sprogskolen igen. Radhika har dog stadig meget at slås med i forhold til smerter og dårlig søvn, desuden er der kommet fysiske sygdomme til. Shrijeean er i august måned startet på Frijsenborg efterskole i Hammel. Efter en meget svær og følelsesladet start for alle i familien, er der ved at ske en god udvikling, takket være en fantastisk engageret efterskole.
Frivillig-gruppen er mere eller mindre opløst, og vi har ikke flere penge i puljen fra kommunen til integrationsarbejde såsom fællesspisning m.m. Angående lektiehjælp er den også minimeret. Familien Pandey føler sig dog stadig meget knyttet til Alken, og de vil gerne beholde kontakten hertil, derfor vil de gerne fejre Sumons 1 års dag på Mejeriet d. 11. januar.
Hvem vil hjælpe med evt. kørsel efterskolen/hjemmet i skoleåret 2011/2012 ? Jeg har lovet at være back up for Shrijeean i forhold til at komme frem og tilbage fra efterskolen og hjemmet, hvis der ikke er kørsels-muligheder med elevkammerater.
Men jeg kan jo ikke altid, så jeg vil bede jer, der vil hjælpe, sende mig en mail eller sms med jeres navn og tlf. nr. så ved jeg hvem jeg kan kontakte hvis det er nødvendigt. Tak
Forslag til Alken og Borgerforeningen:
Skal Alken via Borgerforeningen invitere familien Pandey til fællesspisning på Borgerforeningens regning?
Skal Alken via Borgerforeningen låne Mejeriet til familien Pandey 11. januar 2012 til Sumons 1 års dag?
Kommenter på smalltalken eller til borgerforeningen.
                                               VH Karin Fosdal


17. sep. 2011 * 'Klovn for livet'. Jeg vil opfordre folk til at se en tv-dokumentar om hospitalsklovnen, som bliver sendt på TV 2 torsdag 22. september kl. 20.                                    K.h. Gitte Møller Madsen
14. sep. 2011 * AGF - 'De Hvide' som byens hold - også i Alken St. Det nye slogan 'følg viljen' kan også blive en fælles drivkraft i Alken St. JUBIJUBI. Det er svært at få armene ned. I aftes sad vi på Stadion i Aarhus og oplevede, hvordan vore helte ordnede 'ulvene' fra Herning. AGF scorede rent faktisk seks mål og vandt med hele 4-2. 3 kasser og hattrick af fantastiske og magiske Store Larsen. Det var Sørens med Søren Larsen, der nu med syv mål i to kampe nu også banker på døren til landstræner Morten Olsens landshold mod Cypern og Portugal. Og jo vi så også utrolige Søren Berg modtage bolden og i en bevægelse tæmme bolden og sende den op i krydset. Søren Berg er nu topscorer med seks mål i superligaen og med månedens mål fra egen banehalvdel mod AC Horsens har Søren Berg nu to mål, som kandiderer til årets mål i superligaen.
Og vores alle sammen Martin Jørgensen med 100 landskampe blev på NRGI Park udnævnt til
månedens spiller i Superligaen og er  p. t. den bedste på sin plads på den centrale midtbane... Og vi behøver ikke at nævne de øvrige stjerner og landsholdsspillere på AGF's hold, som nu er nummer 6 i superligaen, men med et potentiale til at komme ud i Europa næste år - måske gennem en pokal-sejr.
Hvor svært kan det være. Vi har gennem flere år haft Alken-venskabs-byer i både Tyskland og Belgien. Som jeg vurderer det, er tiden nu til, at vi skærer igennem og beslutter, at AGF - 'De Hvide' - er byens hold, og giver slip på drømmene om at støtte AC Horsens, Vejle, SIF og FCMidtjylland. 'Ulven er død', som de sang på stadion igår. Nej lad os stå sammen og melde ud i hele Region Midtjylland og til hele Danmark, at vi 240 borgere i Alken nu officielt har lavet en AGF-fanklub med hvid AGF-trøjer og -kasketter og -tørklæder i vores fælleshus Mejeriet - og at vi officielt nu planlægger, at Alken St. fanklub kan rejse ud til AGF's hjemme- og udekampe i vores nye Alken fan-bus. (Vil også kunne bruges til den store badedag). På den måde vil vi kunne samle kræfterne i byen og samle energien. Vi vil blive en del af det fantastiske brand, som AGF har, hvor 1/3 af danskerne tænker postitivt om AGF. Alken vil blive en del af en folkelig bevægelse og den del af den stolthed og følelse, som findes mellem alle, der elsker AGF. Vi vil kunne blive en del af det væsentlige i at ville. AGF lever i kraft af den samme energi, lyst og vilje til at lykkes, som har gjort Aarhus til en dynamo inden for kultur, oplevelser og erhverv.
Derfor min opfordring til alle Alken-borgere, jeg ønsker at dele med dig/jer: Følg viljen. Følg viljen skal også være den drivkraft, der binder os sammen i Alken og den store verden uden for. Følg viljen er ikke bare følelsen af spillet, kampen, scoringen,fællesskabet, men af gnisten i vores by/landsby Alken St., vores område, Østjylland, vores klub og dig. Med AGF som byens hold også i Alken St. vil vi få viljen som kan binde os sammen - både i Midtbyen og på Aneshøj. Den fælles Drivkraft vil kunne støtte nye initativer som købmandbutikken og Torvedagene. Hvis der ikke der er enighed blandt alle fans'ene og om hvem, vi skal supportere, vil jeg foreslå, at vi krydser af på den lille gule-gimmick som jeg vil lægge frem i valgboxene på Morten Børup Skolen ved afstemningen til Folketinget den 15. september. Hvis du er tvivler, synes jeg at du skal sætte kryds ved AGF - 'De hvide' - byens hold .. nu også i Alken St.                                                                 Venligst & Kom så de hvide, Finn Badutski
10. sep. 2011 * Flere cykelstier. Her er et link til cyklistundersøgelsen i kommunen, hvor vi kan gøre opmærksom på de manglende cykelstier omkring Alken.                               Hilsen Anne Mette Lykke
7. sep. 2011 Hvordan man får æblesaft om fredagen. Det var så skønt, at så mange kom hen til mig på markedet i fredags og spurgte, om de kunne komme med nedfaldsæbler og presse dem i denne uge! Jeg kunne jo bare fortælle, hvor nemt det er: Man samler sin nedfaldsfrugt, skyller den godt og skærer eventuelle brune pletter væk. Og det var det! Tag æblerne med til markedet på fredag. Husk beholdere til saften! Den lækre, friske æblesaft kan holde i køleskab et par dage eller fryses ned, f.eks. i mælkekartoner. Jeg regner med at have æblesaft-pressen med til marked de næste mange fredage.                                                                                                         Hygge fra Eva Nikolajsen
 

3. sep. 2011 * Børnene og de unge var drivkraften. For mig var det fantastisk at komme til Alken by for mange år siden og opleve en organisation, nemlig AOR, der i den grad levede i kraft af børn og unges engagement. Der var rideundervisning flere eftermiddage om ugen, de ældre underviste de yngre, heste blev redet til Alken fra de omkring liggende gårde og landsbyer, der blev kæmpet på stævnerne, knoklet på arbejdsdage, leet, fortalt utallige historier og fortællinger, festet, holdt møder, spist kager, trykket AOR-nyt, optog og ringridning til byfesten m.m.
AOR var en klub for alle, der havde lyst til at ride, uanset alder, køn, indkomst og andet. Her var plads til alle, der ville et hestefællesskab. Man kunne låne en hest, hvis man ikke havde en, og havde man en hest, lånte man den ud - eneste krav i klubben var ridehjelm, god tone hinanden imellem og engagement i klubben. Ingen rideklub-bestyrelse, ingen banegruppe, ingen avisgruppe, ingen stævnegruppe, ingen jubilæumsfester, ingen ridelejr, ingenting fungerede uden at de forskellige aldersgrupper af børn og unges var repræsenterede i de forskellige arbejdsgrupper, - de var drivkraften. Forældrene var et krav fra kommunens side og nogle gange gode at have i baghånden. Jeg synes, det var fantastisk at se, hvordan børnene lige så stille, i kraft af at være engageret i AOR, blev ført ind i, hvad det vil sige at være en del af en klub, for som ældre at tage del i et større og større ansvar. Med hestene som omdrejningspunkt. For mig var det meget smukt. Så tak for det AOR'ere.                                                                                                                   Estrid


 

14. aug. 2011 * Kære jer, der gjorde Byfest 2011 mulig. Det var en meget dejlig dag. Jeg nød og værdsatte det. Tak.                                                                                                   Kærlig hilsen Tove, Alkenvej 48

14. aug.2011 * Nogle gange er nyhedsbrevets overskrifter faktisk meget poetiske, og inviterer til leg :-)

Zumbainstruktør
og sjældne fugle
søges
til dansefest
på søen
efter byfesten

                                                                                                                                                                                      Eva Michaelsen


4. juli 2011Der er nu noget ved Eriksminde Efterskole, man ikke finder andre steder. Nærmer børnene sig efterskolealderen, så kan Eriksminde Efterskole syd for Odder meget varmt anbefales. Her har Eva, min datter, netop afsluttet et helt forrygende skoleår. Hvad det nærmere vil sige, kan fint illustreres med forstander Per Slyngborgs afslutningstale: En lille halv snes elever gik også på talerstolen og berettede om, hvad skolen har betydet for dem personligt og fagligt. Ikke mindst det første. Som én sagde: 'Eriksminde ER kærlighed'.                                                    Bedste hilsner Lars Sandberg

29. juni 2011De kører ræs til og fra arbejde, og det er de samme der kommer forbi hver dag. Jeg bor Alkenvej 167 ved Mossø. Igennem lang tid har jeg konstateret, at der mellem kl. 6:30 og 8:00 og i de sene eftermiddagstimer køres alt alt for hurtigt langs søen. Der er 50 km. fartbegrænsning, men mange er oppe på omkring 80-100 km. De kører ræs til og fra arbejde, og det er de samme der kommer forbi hver dag. Jeg synes, det er uansvarligt, og jeg er meget nervøs for, at der pludselig sker en grim ulykke. Både morgen og eftermiddag færdes en del både børn og voksne, turister, fastboende og sommerhuseejere på gåben og cykler, og de er altså meget udsatte, da vejen er smal. Jeg håber det er noget, man vil kigge på, evt. lave nogle målinger. Ville det være muligt at søge om vejbump el. lign?    (Brev til Vej & Trafik, Skanderborg Kommune) Mvh. Gitte Møller Madsen


20. juni 2011Er der nogle her i byen der evt. kunne komme os lidt til undsætning her i bunden af Søbjergvej? Vi sløjfer vores fælles TV/radio antenne anlæg og skal hver især opføre egen antenne. Det er lidt af en jungle at finde rundt i, så vi ville blive hjertens glade, hvis nogen her fra området kunne bidrage med erfaring omkring hvad vi bør købe ind af hardware (antenner, kabler, forstærkere,m.v.) og hvad vi bør gøre for at placere det hele optimalt i forhold til modtagelse. Der findes et hav af hjemmesider, der prøver at forklare, men det kort, der er tilgængeligt over dækningsgraden viser, at vi bør pege mod Århus-senderen, og det er da vist ikke helt sandt vel? Mener, at de fleste har deres pegende mod Hedensted-senderen. Så har du/I nogle gode tips til, hvad vi bør gøre og ikke gøre, så er vi meget modtagelige og taknemmelige for diverse inputs. På forhånd tak.                            M.v.h. Steen Jacobsen, Søbjergvej 15, Tlf. 24 21 31 71, sjamus@sjamus.dk


 

2. juni 2011Vi skal først vise noget konkret arbejde. Super-møde i mejeriet og tak for god ledelse og gode oplæg. Hvis min videre vej skal begynde i mit hjerte, vil jeg bruge mine kompetancer og erfaringer i den nye Markedsplads-her-og-nu-gruppen. 
Mine strategiske overvejelser er - som jeg sagde på mødet - Vigtigt at få besvaret spørgsmålene: 
Hvem er vi her i Alken? Hvad vil vi ? Hvor vil vi hen ? Hvordan kommer vi derhen? Hvad er vi enige om? Hvad er vi uenige om? Hvordan taler vi om det, vi er uenige om ? 
Jeg tror, at det er et mødested, vi gerne vil have, og et nyt mødested, vi i virkeligheden ønsker. Men har vi ressourcerne til eksekveringen af de ønsker? 
Og måske er det i virkeligheden mest hensigtsmæssigt at satse på to gode mødesteder i Alken St. omkring Alken St. og Mejeriet, hvor energien allerede er... og lade det sted/torv vokse ved knopskydning med en fleksibel til- og fra melding i forhold til aktiviteter og arrangementer, som allerede samler energi og giver fællesskaber .. med en stor og lille vækst afpasset efter behov og kræfter: Fodboldklubben, Fællesspisning, kultur-musik-arrangementerne, Håndtryk ...
Og jo vi er allerede i gang med en just in time levering af øl fra Hancock til fodboldklubben.
Og jeg er enig med Jacob, at der skal ske noget nu  .... derfor er jeg glad og taknemmelig for den
gejst og glæde, der er i den her-og-nu-gruppe. Vi er i gang, og forhåbentlig kan vi blive synlige med markedspladsen allerede i løbet af 14 dage, så vi på den korte bane kan være med til at fastholde den glæde og energi, der skal skabe bevægelsen. Også på den lange bane, som kunne blive et socialøkonomisk projekt.
Mine erfaringer med det offentlige og offentlig støtte er, at vi først skal vise noget konkret arbejde, som viser at vore ideer ikke blot er en varm-luft-ballon. Når først projektet kører, er det altid lettere at få politisk og økonomisk opbakning fra fonde og politikere.  
En markedsplads med brød-mælke-fiske-grøntsags-oste-øl-hjemis-bil vil på en enkel måde kunne synliggøre ønsker og behov i byen og ikke mindst vores vilje og interesse og ressourcer i at opbygge et tredje mødested i byen. Nu bliver det måske Bonderøven eller Steen fra Boes, som kommer til at levere grøntsagerne på Alken Markedspladsen, som han allerede gør det på Ingerslevs Boulevard onsdag og lørdag. Som i sin tid da Strange leverede grøntsager til byen. Og være et muligt kraftcenter og en reklamesøjle for det socialøkonomiske projekt.
Og det vil samle byen og energien, og vi vil komme til at se virkeligheden i øjnene ... hvor meget vil vi som borgere prioritere at handle i byen ... hvis ikke - forsvinder markedspladsen også.   
Tak til jer alle for for de mange gode ideer og lærerige diskussioner.
Rigtig meget held og lykke med processen med det socialøkonomiske projekt, som jeg håber lykkes.
Jeg stiller gerne op med mine erfaringer med partnerskab med det offentlige i forhold til landsbyprojekter.                                                                             Venligst Finn Badutski Bech-Nielsen

2. juni 2011 * En lille anekdote fra købmandsmødet i søndags ... 'Der har du en af badmintonboldene fra Asgers konfirmation', siger Mogens og peger op mod en af de lysspots, som hænger i loftet i Mejeriet.  
Jo det er ganske vist. Asger Bech-Illum har spillet en show-kamp mod Europa- og Danmarks-mesteren Mathias Bay fra Højbjerg badmintonklub til sin konfirmationsfest 20. maj. Resultat: 3-1 til Mathias. Asger siger selv, at han vandt det ene sæt. En rigtig sjov kamp med stor spilleglæde og med megen netspil og mange flade bolde mellem lamper og sports til stor fornøjelse for tilskuere og gæster ved de små borde omkring Center Court.
Vi havde konstrueret en rigtig bane med netstolper skruet ned i to opstablede paller. Og banen var tegnet op i de internationale mål med sort gaffatape. Dog manglede der 0,7 m i hver ende.  
Til de Alken-borgere som har mod på at spille badminton i Mejeriet ... så står pallerne uden for og badmintonnet kan måske lånes på Bjedstrup Skole? PS. Til næste fest i Mejeriet overvejer vi at lave en golfbane...                                                                                                Kh. Asger og Finn Badutski
29. maj 2011 * Vi ved godt, at tak er kun et fattigt ord, men vi ved ikke, hvad vi ellers skal sige. Her på falderebet skal der lyde en stor tak fra Alken Minimarked (Birgit og familien). Vi ved godt, at tak er kun et fattigt ord, men vi ved ikke, hvad vi ellers skal sige.  
Tusinde tak til alle jer, der var med til at gøre den 27. maj 2011 til en helt fantastisk og minderig dag, med både tårer og latter, grin og gråd. En dag hvor jeres varme fik de lidt tunge skyer, vi følte presse på, til at forsvinde.
En tak for alle indslag (musik, taler og sang) og ikke mindst en tak for alle gaverne, det var alt for meget. En tak, fordi I bakkede op om at få solgt det meste af mit varelager - og en tak for jeres måde at være på. Kort sagt:  En stor tak for de sidste 28 år, vi ser frem til stadig at møde jer alle i fremtiden på vores ture i Alken og omegn.                                             Med venlig hilsen Birgit Pohle

28. maj 2011 * Smil gennem tårer. Birgit, du skal have en kæmpe stor tak for din indsats gennem årene, og du skal bestemt også have tak for dagen i går. Den er der mange af os, der aldrig glemmer.  

Mange spisekamre rundt i byen er nu fyldt op til bristepunktet, og der er sikkert mange, ligesom os, der har grebet lejligheden til at få en købmandsagtig orden hjemme i køle- og køkkenskabene.

Det var svært, i går, at slippe den fantastiske stemning, der var. Ja selvom vi nok allesammen godt kunne se, at du var ved at være træt, var det ikke let at gå ud af købmandsdøren for sidste gang.

Alvorlige ting blev sagt og sjove ting blev købt. Vi har bl.a. fået en vandforstøver og en ny æggedeler. Ting vi slet ikke vidste, at vi stod og manglede. 

Alle de mange bordbomber, der vil blive fyret af, til jul og nytår i de små hjem, vil minde os om, at det ikke bare var en hvilken som helst købmand, vi havde her i Alken. Det var en Birgit, der forstod at takke af med smil gennem tårer.                                                                                    Ole og Søs


28. maj 2011 * Kære Birgit. Kære Ingo, Winnie og Max. (Tale ved luk-og-sluk-dagen) I 28 år har I drevet butikken – og delt fænomenet Alken Minimarked med jeres kunder, naboer og venner. Og mange af os i dag er jeg sikker på opfatter sig selv på alle tre måder. Flere af jer har været med fra Birgits start i Alkens historie – det var i 1983 - og i 21 af de 28 år har jeg haft det privilegium at kunne komme her. Den gang kunne man købe en stråhat her. Det var før Max en dag opdagede, at kronprins Frederik kørte forbi på Emborgvej, det var før, butikken hed Kwik Spar, og også før det hed De Friske. Der var ingen dankortterminal, men der var også åbent altid (nærmest) og man kunne frem for alt føle sig hjemme. Jeg kommer til at tænke på temaet fra Sams Bar - Some times you wanna go – where everybody knows your name ..... and they’re always glad you came ....
For sådan har det været her hos jer. Man kunne selvfølgelig godt skynde sig igennem, men her var altid en god chance til lidt smalltalk, lidt hvordan går det så, og har du hørt? Hvad er der sket med dig? Og lige netop det kommer vi ganske enkelt savne i en grad, som jeg ikke tror, vi kan gennemskue, før vi oplever det. 

Jeg tror ikke, jeg er den eneste, der kender oplevelsen af en gang imellem at overveje, om man nu egentlig er til at smutte til købmanden – for man risikerer at møde så mange mennesker, og så kommer man aldrig derfra igen – jeg tror ikke det bare er mig.
Og Birgit, hvor har du været tålmodig. Du har købt ind, du har skaffet, fyldt op, gjort status, givet kredit, kradset tilgodehavender ind, lyttet til vores ønsker, eksperimenteret og turdet satse på nye varegrupper – du har stået imod de store leverandører – og slåsset for ikke for enhver pris at tage hele deres varesortiment – hvis du f.eks. ikke ville ha’ sodavandssprutten, der var målrettet til de største skolebørn. 
 

Men du har også været tålmodig med alle os,  – vores børn, der ikke kunne bestemme sig, når de skulle have for 1 krone af de og 1 krone af det. Du har gladeligt ladet voksne kunder vente, for børnene har altid haft en stor plads hos dig. Du har taget små skoleelever som praktikanter,
du har ansat de unge i byen, du har taget alt muligt lokalt i kommission, du har somme tider kigget lidt bistert på alle grønsagsboderne om sommeren – men været i lige godt humør for det - du har bragt varer ud til folk, der havde svært ved selv at hente, du har vidst, hvem der lidt diskret kunne stikke dig en seddel, fordi han ikke selv kunne læse, hvad hans mor skulle ha’ købt ind, og har i det hele taget haft forståelse for den balancegang, det er at kunne stå midt i det hele – mellem gamle og nye, unge og gamle, tilflyttere og indfødte. Du har kunnet snakke med os alle sammen – dem, der kun køber økologisk, og dem, der i hvert fald ikke skal have noget af det – dem, der drøner forbi og skal have to pilsnere og en lottokupon og så alle os andre - og du har mestret at kunne rumme os, have noget på hjerte – og også selv nydt at få en snak med alle de tusinder af mennesker på egnen, du efterhånden må have stødt ind i – og kende til på godt og ondt.

For det er jo ikke bare grenene med påskeæg, julesokkerne, gløggen og juletræet, det har også været, når der var en, der var død – så vidste du det, og der blev samlet ind til en krans på et papskilt ved kassen. Når der var en nyfødt, et hus til salg, en, der var syg, sket et uheld – eller der blev flaget. Du har på mesterlig vis forstået at være det personificerede centrum for nyheder, udveksling af oplysninger, der er med til at gøre, at vi hver især kan opleve, at det har betydning, hvad der sker omkring os – at vi interesserer os for hinanden og lever med i hinandens liv – sådan som vi nu kender hinanden i en lille by.
Jeg har fået fortalt, hvordan en af Birgits forgængere i butikken en dag skred fra det hele, fordi det gik ned ad bakke. Der var et skilt oppe i fordøren, at butikken var lukket, og der var flere, der ikke fik deres tilgodehavender. Indehaveren var væk – forsvundet i nattens mulm og mørke. (Rettet af Jørgen Damgaard under talen til 'om formiddagen')
 

Det er sådan cirka modsat din stil, Birgit. Du har – fordi du slet ikke kan forestille dig andet – valgt den åbne og den fælles stil, om at nu var det tid til at lukke. Du har meldt ud i god tid – og til byen allerførst. Det har været allervigtigst for dig.  

Og så lige til sidst en anekdote, som jeg skylder Klaus, der i hele sin levetid har kendt ’købmanden’ som ’Birgit’ siden han var en lille lort og superstolt over selv at kunne finde ud af at gå til købmanden. 

For nogle år siden, da I havde malet facaden gul,  --- og du kender godt historien, Birgit – så havde Klaus ikke været i Alken, mens malerarbejdet stod på – og da han så pludselig så det, kom han hjem og sagde ’hold da op, Birgit er godt nok blevet flot!!’ 

Tak for alle årene, tak for de 21 år, jeg fik lov at bo i Alken, mens du har drevet butikken, Birgit!
                                                                                                                                      Knud Abildtrup


20. maj 2011 * Nattergalenes musik er her nu, så åbn ørerne & nyd lydene! Spøjst nok efter den varmeste april i mange, mange år, så er nattergalene kommet lidt senere i år! For et par dage siden ved Mossø & nu også flere i Alken Enge. Det er lidt underligt, for sidste år var den her før 1. maj, men la' os bare nyde dens/deres stemmers koncert i natten eller den tidlige morgenstund!!!
Og ved mig, Emborgvej 116, der kan man nok, den næste måneds tid, nyde flere af dem hver dag
omkring midnat.                                                                          Forsommerhilsner fra Poul Ganer

6. maj 2011 * Forhandler i stedet for købmand? Thailandske specialiteter med appelsintrifli og talrigt fremmøde af hyggelige mennesker gav grobund til en god snak om datids- og fremtidsscenarier. Tro, Nærhed og Eventyr var gode begreber at arbejde med. Kan vi realisere en drøm om et selvforsynende og stolt fællesskab, uden at eventyret stoppes af økonomier, der løber løbsk eller drukner i forhandling?
Måske var det en god ide at starte med at se den film (Food Inc, red) om, hvordan fødevarer produceres, efter at industrien i flere generationer har forsøgt at optimere alle processer uden hensyntagen til naturen og dens dyr? Det er oppe i tiden at fortolke et køb som en andels- eller aktiepost. Du støtter den tilblivelsesproces og afskaffelsesproces, som produktet kræver, når du køber det.
En pengeseddel er et symbol. Alle tror på, at en pengeseddel er kr. 100.- værd, og derfor fungerer det, at du kan købet noget for kr. 100.- Men hvordan blev det blev til kr. 100.- ? 
Hvor meget dyrevelfærd, CO2, gyllekvoter, griskhed, lastbil, oversea eller air trafik ligger i de kr. 100.? Du kan løbe en lammekølle fra New Zealand og samtidigt kikke ud på de danske lam på marken. Måske kunne det samme koste langt mindre, hvis en masse problemer blev erstattet af mere mindfulness? Men hvor meget lokal patriotisme kan vi få ind i køleskabet? Er Alken klar til dette her?Der er mange nye teknologier, som kan understøtte 'sikring af et sted med varer' f.eks. et kort, som du kan låse dig ind med, som du sikkert kender fra nogle banker med aflåst lokale med hæveautomater. Det er sikkert muligt at få et enkelt system op at køre, som forhindrer lagervarer at blive for gamle - igennem SMS om 50 pct. rabat til folk på vej hjem fra arbejde. Hellere sælge billigt end at smide ud. Stedet ville nok også være befolket i tidsperioden, hvor mange handler, fra 14.00 til 18.00. Ja, i den snak fornemmer jeg lysten til et kaffested mv. hvor man kan mødes og sludre. 
PS: gerne glasoverdækket med tropisk varme.
Måske skal vi til at tænke på ordet forhandler i stedet for købmand. Lokale ressourcer forhandles via en lokal børs. Ikke kun lammekøller, mel, æg osv. Men også fairtrade produkter direkte fra bonden i et fjernt land. Det kan også være lokale selvstændige som vil lægge en del af overskuddet på salg af deres produkter ind. Dette kræver vist en brainstorm, og det er her jeg lukker og siger tak for i dag.                                                                                                                                        Jan Mikael


 
18. apr. 2011 * Tåbeligt, at hver husstand skal have flere affaldscontainere. Så blev affaldsplanen i Skanderborg nye Kommune tromlet igennem, uden at der blev taget hensyn til de talrige protester fra borgere. Aleksander Aagaard, som er næstformand i Reno Syd og som har udarbejdet forslaget, siger, at han ikke har hørt nogle brugbare alternativer. Hvis det er tilfældet, så er det fordi han har lukket øjne og ører og ikke læser aviser eller hører, hvad formanden for miljø- og planudvalget, Claus Leick, har modtaget af post fra borgerne til brug i sagen.
De såkaldte borgermøder giver jeg ikke en pind for. De er tilrettelagt, så borgernes mening ikke kan blive hørt. Min og talrige andres mening er, at det er tåbeligt, at hver husstand skal have flere containere til differentiering af affald. I stedet skal der være fælles mindre containere opstillet på passende steder, så borgere, der ikke selv har bil, selv kan sortere og aflevere i de rigtige containere.                                                                       Med venlig hilsen Arnth Jørgensen

18. apr. 2011 * Vi i borgerforeningens bestyrelse mangler lidt feedback og diskussion om byfesten. Skal vi fastholde tidspunktet for byfesten sidst i august eller rykke det frem til forsommeren?

Hvilke aktiviteter skal der være? Vi har selv internt diskuteret om vi skulle lave det om til et dagsarrangement med kaffe, rundstykker og bankospil om morgenen/formiddagen, forskellige spil og aktiveteter (fodbold, petanque etc.) fra midt på eftermiddagen og så slutte af om aftenen med bål og fællesspisning. Evt. helt undlade musik og dans, som der er nok af på andre tidspunkter. Eller skal vi fastholde nuværende koncept? Hvad siger I?                                                 Erik Overgaard 

8. apr. 2011 Fantastisk. Stort tak til de lokale Alken-kunstnere for en dejlig film oplevelse i Ry Biograf. 'Silas og Selma' af instruktør Søren Peter og 'Kaos' af Mads og Mathias. To fantastisk fine kortfilm, med dybde, rørelse, latter, med billeder der sætter sig i sindet, med stof til eftertanke! Godt gået!
                                                                                                                                                  E
strid


5. apr. 2011 Hilsen til alle. Jeg skal hilse alle i Alken fra Chhabi Lal Pandey.
                                                                                                                                     Knud Abildtrup
30. mar. 2011 Den idé er genial. Angående købmand i Alken og SATS-puljemidler. Vent et halvt år. Til den tid har vi en ny regering. Jeg tror (no joke!) det vil gøre en kæmpe forskel, om det er en borgerlig, eller en midter-regering, der søges hos. Læg den ikke død. Den idé er genial. Prøv igen om et halvt år.                                                                           Mvh. Jesper Mührmann-Lund, Alkenvej 63
9. mar. 2011 Åndeløst betaget. Kære Alkenborgere. De der ikke har været i Århus Teater og set Jens Zacho Böye og Stine Stengade i Scener fra et ægteskab, er indtil nu gået glip af en fantastisk teateroplevelse - men kan nå det endnu (til 19. marts). Man bliver rørt - berørt - selvransagende - åndeløst betaget. Omsorgsgenet og egoistfølelsen får et ordenligt hak i tuden. Tak til Stine Stengade og Jens Zacho Böye for en fantastisk oplevelse, som tilfulde var værd at køre fra Sjælland til Aarhus for at se.                                                                                             Grethe Hjort Andersen, Skælskør
3. mar. 2011 Ikke psykopat-højt. Mange roser til musikken til 'tagfesten'. Roser til 'Alken All Stars'. Lydniveauet var ikke psykopathøjt som ofte under fester med bands på Mejeriet.
                                                                                                                                           Ole Nielsen
8. feb. 2011 Når der bliver tomt i det gule hus. Vi har sådan en lyst til at skrive om noget, vi ikke helt forstår, måske kan vi få et svar her på smalltalken. Hvordan kan det dog være, at den lille familie fra Bhutan nu skal flyttes til Skanderborg?? Vi ved godt, at huset er usundt, men er der virkelig ikke en bedre løsning end den, kommunen nu har fundet? Efter vores mening er det jo nu, de er ved at finde sig godt til rette her i 'lillebyen'. Vi kan ikke se for os, at de stille og forsigtige mennesker skal kunne trives i 'blokkerne' i Skanderborg Øst. Vi ved, at for vores vedkommende vil komme til at savne at se dem sidde på deres stole, eller på tæpper på græsplænen og vinke til os alle, som vinker til dem. Også de varme smil, de altid sender til os, vil blive en mangelvare, når der bliver tomt i det gule hus. Det kan godt være, vi ikke altid kan forstå hinandes sprog, men smil og vink er jo internationalt, og det gør os så ondt at se dem i disse dage, hvor de ser noget kede ud af det. Vi tænker også på, om det virkelig er det bedste, man kan gøre for at integrere udlændinge i det danske samfund. 
                                                                                                            Et lille hjertesuk fra familien Pohle
29. jan. 2011 Reklamer Nej Tak - i blåt. Alken har fået ny reklame-omdeler, en sød ung dame, som jeg kender ret godt :o) Hun har bedt mig gøre opmærksom på noget, nemlig at det er meget vigtigt for hende og hendes samvitttighed, at hun kun giver reklamer til jer, som virkelig ønsker og bruger reklamerne. Hun synes, det er spild af træer, farvestoffer, transport og hendes arbejdskraft, at hun skal dele reklamer ud til folk, som bare smider dem ud igen. Og hun kigger kun efter de blå Nej Tak-skilte, for de røde Nej Tak-skilte gælder ikke mere!  
Derfor har hun sat mig til at skrive dette. Jeg har undersøgt sagen og fundet frem til, at man kan fravælge reklamer på én måde: Gennem Post Danmark. ENTEN går man på posthuset og melder fra dér og får sit lille blå klistermærke til postkassen ELLER man går på internettet, finder postdanmark.dk, klikker på fanen 'Andre produkter og services' og vælger 'Reklamer Nej Tak' og følger vejledningen derfra. 
Og så kan man vist også få reklamer elektronisk fra de fleste butikker og kæder. Dvs. at hvis man alligevel kun er interesseret i nogle bestemte reklamer, så kan man be' om at få dem på mail. Så sparer man igen miljøet for unødvendig belastning og sin skraldespand for fordøjelsesbesvær! Hvis man altså samtidig har det blå Nej Tak-skilt! 
Og så ville hun også lige ha' at jeg skrev, at hun er glad for, at der allerede er MANGE her i byen, som har Nej Tak-skilt på postkassen!                                                                                         Eva Nikolajsen
 

23. jan. 2011 Tilbage til Emborgvej 111. Kære Alken folk. Efter nogle dejlige år på djævleøen vender Per og jeg tilbage til Emborgvej 111. Det har været fantastisk at kunne følge med jer her på alken.dk, men det er glædeligt at vi nu fra 1. februar 2012 kan mere end det. Den første tid vil vi bruge tid på at renovere lidt, og jeg tænker at i kan træffe mig en del i haven, hvor jeg vil se frem til en sludder over hækken J                         Glade hilsner fra Per og Signe 


23. jan. 2011 Næsten ingen klor. Det var en positiv overraskelse: at svømmehal ikke behøver at være larm og en masse klor i vandet, men relativt fredeligt og næsten ingen klor. Vi var seks alkenborgere, det var som en lille ferie sammen: Lege i vand, boble i spa, hoppe i det iskolde bassin, rykke nogle banelængder for fuld skrue, svede i sauna indsmurt i medbragte velduftende urtesalte. Jo - en dejlig aften, og det kan varmt anbefales at møde op til denne torsdags tradition.  God idé, Bruno.
                                                                                                                    Kærlig hilsen Tove Nyholm

13. jan. 2011 * Godt nytår. Vi har fået en nytårshilsen fra Alken Kommune i Belgien, som ønsker alle i Alken Danmark et godt nytår og det hermed bragt videre.                                       Poul Westesen


5. jan. 2011 * Løse ender og ubegrundede spørgsmål. Dette skrives efter flere og gentagne opfordringer, men dog med inderlig ulyst. Fordi det burde have været unødvendigt. Fordi vi burde være gode til at snakke sammen i Alken. Fordi ingen Alken-fugl bevidst skider i sin egen rede. Men allermest fordi jeg i stedet hellere ville have brugt min tid på og med familie, kæreste og venner.
Men altså: min gode nabo Finn Bech-Nielsen har i anledning af de gennemkørende tog i Alken begået et par opstød. Desværre ved Finn åbenbart ikke, at det meste af indholdet berører forhold, som allerede er vendt og uddebatteret for 1½ år eller mere, da planerne om de gennemkørende tog blev offentligt kendte - men hvor det med få undtagelser ikke rigtig var til at få folk op af starthullerne (heller ikke i Alken!), for "der er jo længe til endnu!". Finn afslører også et kendskab til jernbanesikkerhedsforhold, der er næsten lige så ringe som mit kendskab til hans fag: psykologi. Og det er – skal det for en ordens skyld bemærkes – ikke stort!
Det er mit indtryk, at vi her i Alken altid har været gode til at snakke sammen, når der har været udfordringer, opgaver eller endog problemer af den ene eller den anden art. Så meget desto mere blev jeg overrasket over at det åbenbart ikke er faldet Finn ind at henvende sig til folk med jernbanemæssig baggrund, fx. Bane-Jan (Andresen) eller sin nabo (mig), inden han fór i blækhuset - selv om Jan og jeg har adskillige års praktisk og faglig erfaring med jernbanesikkerhed, og gerne vil dele ud af den. Finn har heller ikke – svarede han på mit spørgsmål – kigget på Banedanmarks internetside, hvor han ellers kunne finde detaljerede svar på de fleste af sine spørgsmål, så de værste fejltagelser kunne være snuppet i opløbet.
Derfor har Finn, utvivlsomt i den bedste mening, begået en populistisk smøre med et utal af løse ender og ubegrundede spørgsmål. Vældig velegnet til at piske en stemning i byen op (hvis den da ikke er pisket op i forvejen), og lige så velegnet til at gøre os til grin på Trafikstyrelsens, Banedanmarks og Arrivas kontorer – hvor det ellers var mit indtryk, at vi, og hele sagen om fornuften (eller ej) ved at have gennemkørende tog, blev taget nogenlunde alvorligt og fik henvendelser behandlet relativt seriøst.
Sammen med bl.a. Knud Erik Jørgensen, Karin Fosdal samt Gary og Estrid er jeg på en postliste, der ”forsynes” med nyheder og oplysninger om ud- og afvikling af vores togforbindelser. Tovholderen er strækningens pendlertalsmand Jens Würgler Hansen, der bor i Svejbæk og arbejder i Ringkøbing(!). Han og de øvrige strækningers pendlerrepræsentanter inviteres jævnligt til møder med Arriva, og det er bl.a. gennem ham, at jeg har fået at vide, at sager om sikkerhedsmæssige forhold i forbindelse med de gennemkørende tog forlængst er taget op, drøftet og afsluttet. Der har altså ikke været nogen grund til at rode op i det igen – og der er af samme grund heller intet nyt at hente ved at spørge om det samme én gang til.
Jernbanetrafik er noget af det mest gennemregulerede, man kan forestille sig. Hvis vejtrafik var underlagt de samme sikkerhedsmæssige restriktioner, ville der ikke køre en bil den dag imorgen! Togenes "færdselslov" hedder SR, en forkortelse for "Sikkerhedsreglementet af 1975" – en moppedreng af en bog på ca. 550 sider. Jan og jeg kan betydelige dele af den udenad, og vores kendskab bliver løbende vedligeholdt og efterprøvet. I SR kan man under § 11 læse om "Automatisk sikrede overkørsler" (det korrekte ord for jernbaneoverskæringer; som også Færdselsloven benytter sig af). Her står der en hel masse om hvilke krav der stilles til bomme og signalanlæg, og – ikke mindst – hvilke forholdsregler der gælder, når noget ikke virker. Selv om det kan virke voldsomt at toget standser og trutter når bomanlægget er i uorden, er det ikke "farligt" eller et tegn på usikkerhed fra jernbanepersonalets side, men derimod et led i en fuldt styret proces, som man kan læse om i § 11, stk. 10 pkt. 2.
Specifik oplysning om strækningen Skanderborg–Skjern findes i TIB, Trafikal Information om Banestrækningerne  - et værk af nogenlunde samme omfang som SR. Strækningen har nr. 35, og på side 512 og 529g findes Alken – én side for hver køreretning. Her kan man se svaret på et af Finns spørgsmål: at togene faktisk køre 120 km/t, og altså ikke kører på dispensation som på Svendborgbanen.
Og apropos dén sag: den er et eksempel på at presse og befolkning råber på, at der skal gøres noget, men ikke evner at se sagen i en større sammenhæng. Når et barn går ud foran et kørende tog – i øvrigt i en situation hvor klokker, blinklys og bomme fungerede upåklageligt - gør det i praksis ingen forskel om toget kører 100 eller 120 km/t. Men nu er hastigheden på togene på Svendborgbanen altså sat ned til 100 km/t. Derfor bliver togene forsinkede, hvilket får en del passagerer til at køre i bil i stedet for at tage toget – hvilket statistisk indebærer en større sikkerhedsrisiko, end hvis togenes hastighed ikke var blevet sænket, så folk fortsat havde valgt toget.
Jeg håber ikke, at det er rigtigt, at der er voksne i Alken der i ramme alvor mener, at det er så meget farligere med de gennemkørende tog, at de er "nødt" til at følge deres børn til skolebussen. Forældre bør lære deres børn at de skal se sig for når de går over en fodgængerovergang, også når der er grønt lys, og der er ingen grund til at gøre det til et problem at lære dem det samme når de passerer banen: af sig selv lige at se til begge sider - selv om risikoen for uheld i et fodgængerfelt er langt større... For hvis sikkerheden for en fodgænger i bymæssig bebyggelse skulle være den samme som ved en krydsende jernbane, skulle der være rækværk langs fortovet og bomme ved fodgængerfelterne! Og det er der som bekendt ikke... så hvis ikke børn har lært at respektere bomme, blinklys og klokker, skal de ikke færdes i trafikken alene overhovedet. Risikoen for at blive ramt af en bil med (mindst) 40 km/t på Emborgvej, hvor der som bekendt ikke er fortov, er langt større end at blive ramt af toget. Hvis der skal være bare en lille smule konsekvens og fornuft, skal børnene derfor følges til bussen uanset om de skal krydse sporene eller ej!
Når man holder med sin bil foran bommene, skal man blænde ned til positionslys eller helt slukke lyset. Og det er forbudt at køre over sporene, før bommene er helt oppe, og det røde blinklys er slukket. Prøv at lægge mærke til hvor få bilister – om overhovedet nogen – der overholder det. Og prøv at spørge bilister i din omgangskreds om de ved dét, og at en overtrædelse af det sidste berettiger til et klip i kørekortet. Med dette vil jeg dels hævde, at køretøjerne der kører på tværs af sporet, er farligere end dem der kører på langs af det, dels at bilister er langt mere uvidende om færdelslovens bestemmelser end jernbanepersonale er om indholdet i Sikkerhedsreglementet.
Den største risiko for en ulykke, hvor et tog er involveret, er ikke når bomanlægget svigter, men når nogen eller noget uden ret befinder sig på sporet – eller i tankeløshed for tæt på perronkanten. Togene har siden ihvertfald 1965 haft tilladelse til at køre 100 km/t gennem Alken, og forøgelsen for få år siden til 120 km/t mærkes ikke som nogen betydelig forskel. Vi har i myldretiden haft gennemkørende tog før, og indtil for nogle år siden havde vi også dagligt gennemkørende 1000 tons-godstog med 90 km/t. Men det er for sent nu at beklage sig over manglende sikkerhed, bare fordi vi i en årrække i praksis ikke har mærket noget til at togene faktisk kunne køre gennem Alken. Det skulle vi have gjort inden 1965...
Hvis man står på den rigtige side af bommen, når toget passerer, er man noget længere fra det end hvis man står på perronen. Og gennemkørende tog med høj hastighed er altså ikke noget der generelt betragtes som sikkerhedsmæssigt uforsvarligt, så det behøver vi heller ikke at gøre i Alken. I Skanderborg er der dagen igennem et gennemkørende tog pr. retning pr. time med 120 km/t. Mellem Århus og Hobro er der småbyer med bomme og gennemkørende tog med 140 km/t. Og i Hedensted, de små stationer på Vestfyn samt Viby og Borup på Midtsjælland kører der adskillige tog igennem. Med op til 180 km/t! Derfor bliver vi ikke taget alvorligt af Arriva, Banedanmark og Trafikstyrelsen, når vi piver over de "hurtige" gennemkørende tog i Alken.
Det er rigtig træls at vi har mistet halvdelen af vores togafgange. Jeg har aldrig ejet en bil, og mærker det derfor særlig meget. Men vi får ikke togene tilbage ved at skyde med spredehagl i form af useriøse og ugennemtænkte spørgsmål til de involverede instanser. I værste fald opnår vi det modsatte. Pendlertalsmand Jens Würgler Hansen er som nævnt i god dialog med Arriva, og der er en lille chance for at morgentogene kommer tilbage ved næste køreplansskifte. Det kan ikke ske tidligere, da Arriva ellers af de operatører, der ikke vandt udbuddet af kørslen, med rette kunne beskyldes for "urent trav".
Den nuværende køreplan skyldes nemlig grundlæggende ikke Arriva. Vi tager lige tage endnu en gang, hvorfor hvert andet tog er blevet gjort gennemkørende i bl.a. Alken: Trafikstyrelsen havde "opdaget", at det var blevet 40 % hurtigere at køre i bil mellem Århus og Herning. Det skyldes naturligvis at der nu er motorvej på næsten hele strækningen. For at gøre togturen tidsmæssigt konkurrencedygtig ville det derfor være nærliggende at udbygge og modernisere jernbanen, som ikke har ret meget større kapacitet end da den åbnede i 1870'erne (hvor Hovedvej 15 var en grusvej!). Men dels er der ikke politisk flertal for en udbygning af banen - nu har man jo også brugt en snes milliarder på motorvejen! - og dels er det ikke sådan, man tænker eller ræsonnerer i Trafikstyrelsen. Som bekendt valgte man derfor den billigste løsning: at lade hvert andet tog køre igennem de mindste stationer, hvorved togrejsen kun ville blive 13 % længere. Dette fremgår af et skriftligt svar fra Trafikstyrelsen til Skanderborg Kommune, hvor to byrådsmedlemmer havde opponeret mod planerne om de gennemkørende tog. Jeg og et par andre i Alken er i besiddelse af en kopi af dette svar, der såvidt jeg husker også været bragt på alken.dk. Alle argumenter om indførelse af behovsstandsning (tryk for "stop"), at kun en lille del af togpassagererne faktisk rejser hele turen Herning–Århus, at det er uretfærdigt at vi mister afgange, når de små stationer på banerne til Viborg, Ribe og Varde fortsat har to tog i timen i myldretiden, at langt flere har ytret tilfredshed med de præcise tog end ønske om kortere køretid, og meget, meget andet, er blevet afvist og ignoreret. Det bedste vi kan gøre er derfor at indstille os på at der kan gå otte år, før vi får alle vores tog tilbage, for så kunne det være at vi blev glædeligt overraskede - måske allerede næste vinter. Hvad vi ikke skal gøre, har jeg allerede brugt rigeligt ord på at forklare.... 
Men jeg glæder mig til igen at låne nabo Finn min græsslåmaskine (nå ja, der går måske lidt tid før det bliver nødvendigt), og så til gengæld at bruge hans kabeltromle. Og når vejret bliver til det, skal det være mig en fornøjelse at invitere ham ind i haven til et par eksotiske øl eller tre, mens jeg fortæller ham alt hvad jeg ved om psykologi... nå ja, så kan det være at vi skal skifte emne undervejs, hvis ikke vi skal nøjes med at dele én lille øl...!
Til allersidst lige et citat fra vores pendlertalsmand Jens Würgler Hansen, der i december havde været til møde med Arriva. Navnet på de gennemkørende tog havde åbenbart været et af emnerne på mødet, for Jens skriver følgende:
Angående betegnelsen 'rex', så spurgte Arriva mig og de andre pendlere ved forrige pendlermøde, hvad vi forbandt med ordet rex. Jeg svarede 'et frådende fortidsuhyre, som spiser halvdelen af vores afgange.'
Jeg gider under ingen omstændigheder at indgå i en skriftlig dialog om de her forhold. Men hvis jeg møder seriøst interesserede på perronen eller over Birgits køledisk, tager jeg gerne en snak ...
                                                                                                              Thomas, Emborgvej 109


3. jan. 2011 Godt nytår. Må det være tilladt at ønske alle i Alken et rigtigt Godt Nytår. Det er en fornøjelse og til stor inspiration at læse Alken.dk. Jeg vil glæde mig til sommer, hvor jeg vil nyde en stille stund ved Mossø, måske bare på gennemrejse på vej til Mors, hvor meget familie bor. 
                                                                                                         Grethe Hjorth Andersen, Skælskør
2. jan. 2011 * Tak for trøst. Tak til alle dem, der forsøgte at trøste mig, da Jørgen døde. Jeg mistede en rigtig kærlig og god mand, der hver dag sagde ting som 'jeg elsker dig og kan ikke undvære dig', 'detvar vel nok godt, at vi to mødtes. Jeg savner ham, men lever med minderne og omsorg fra mine børn, der trøster mig, så meget de kan.                                Kærlig hilsen og godt nytår fra Olga