Forside
Mejeri
Borgerforening
Foreningen Liv i Landsbyen
Købmanden i Alken
Kultur
Bibliotek
Alken-koret
Natur
Alken Saftklub
Trafik
Vandværk
Teknik og anlæg
Lokalplan sommerhusområdet
Fart i Alken
Termografering 2010
Dover GF
Alken Minimarked
Historie
Liv i byen
Folk i Alken
Lokale links
Alken-Chinenke
Arkiv
Video-vitser
alken.dk
smalltalken
Opslagstavle
Svejstrup
Bolig i og omkring Alken
Shelter i Alken
|
 

Brugernavn:

Adgangskode:


 

Powered by frontGATE websolutions

 

 


Teknik og anlæg
 
 




6. dec. 2017 * Slut med pukkelbump ved Boes. Efter mange klager - primært fra tilskadekomne cyklister - over de såkaldte pukkelbump ved Emborgvej, er de blevet erstattet med såkaldte modificerede cirkelbump, oplyser kommunen.

I

19. sep. 2017 * Fremtidsdebatten skubbet til efter valget. Den fremtidsdebat om bl.a. lokalcenteret Alken-Svejstrup-Bjedstrup, der skulle foregå på et borgermøde 28. september, er blevet droppet indtil videre, fortæller Mikkel Schwab fra Liv i Landsbyen. Tanken er at udsætte debatten til et nyt byråd er trådt til. Så slet krydset i diverse kalendere igen.
26. aug. 2017 * Fremtidsdebat om lokalcenteret Alken-Svejstrup-Bjedstrup er på tapetet i september-oktober, fremgår det af Ugebladet Skanderborg. Miljø- og Planudvalget går i gang med en fremtidsplan for landsbyer og lokalcentre - og det betyder bl.a. udviklings- og bevaringsrammer. Vi har i Alken-Svejstrup-Bjedstrup siden sommeren 2016 haft særlig status som 'samarbejdende lokalcenter', hvor de syv andre er Gl. Rye, Stjær, Virring, Herskind, Tebstrup, Voerladegård og Hylke. En høring om planen skal foregå fra 11. september til 9. oktober med et borgermøde 28. september - før politisk behandling i november. Et idé og debatoplæg er på vej, og man vil kunne melde sig til arbejdsgrupper, der skal gå videre med det hele.
 
24. apr. 2017 * Nu gik vi lige og troede, at folketallet i Alken steg for tiden, men Danmarks Statistik meddeler, at pr. 1. januar 2017 var der 237 beboere inden for byskiltene mod 244 året før. Men til gengæld har folketallet i hele Dover Sogn ikke været så højt i ti år: Pr. 1. januar 2017 var vi 1219 indbyggere mod 1155 året før. En forskel på 64  - hvilket også er største udsving siden 2007.
 
 
13. nov. 2016 * Weekend uden gadelys. Nogle blev glade over at slippe for skærende gadelys ind ad vinduerne, andre savnede lyset, da det forsvandt fra byens lygtepæle. På Facebook-siden Liv i Landsbyen gik snakken: Karin Bossow undrede sig, og Lene Breumlund kunne oplyse, at AURA var blevet underrettet både torsdag og fredag. Det gør man i øvrigt her: Når gadelyset ikke virker.
På alken.dk's redaktion ved søen er der bare månelys sådan en novemberaften, og det er ikke at foragte.
11. juni 2016 * Landsbyerne Alken, Bjedstrup og Svejstrup udpeges som nyt samarbejdende lokalcenter i kommunens bymønster. I det nyudkomne forslag til Kommuneplan 2016 er ønsket fra vores lokalområde om at blive betragtet som et slags lokalcenter - sådan som det blev nedfældet i Kommuneplan 13 - taget med. Dvs. lokalcenter som bl.a. Hylke, Stjær og Voerladegård, hvor kommunen arbejder på at opretholde et vist serviceniveau. Det fremgår på side 50-51:  I Alken er der indkøbsmuligheder, og i Bjedstrup ligger skole (0. klasse til 6. klasse og børnehave). Disse servicefunktioner betjener ud over Alken, Bjedstrup og Svejstrup landsbyerne Illerup og Boes. Særligt Alken er med sine godt 230 indbyggere et forholdsvis eftertragtet bosætningssted på grund af byens beliggenhed ved Mossø og byens lette adgang til den overordnede infrastruktur, herunder mulighederne for at pendle med tog mod Ry/Silkeborg og Skanderborg/Aarhus. De tre landsbyer har alle ældre bykerner. I Alken er der mod nord og nordøst opført nyere parcelhuse og tæt-lave boliger i perioden fra 2000 og frem til i  dag. Nye byområder i Alken, Bjedstrup og Svejstrup For at understøtte de eksisterende servicetilbud til landsbyerne Alken, Bjedstrup, Boes, Illerup og Svejstrup er de tre landsbyer Alken, Bjedstrup og Svejstrup udpeget som samarbejdende lokalcenter. Det betyder, at de tre byer tilsammen i fremtiden forventes at kunne tiltrække en bosætning, som kan understøtte og opretholde servicetilbuddene. I Alken er der ca. 20 ledige byggegrunde. I de tre byers ældre bykerner kan der herudover indpasses et mindre antal nye boliger, f.eks. hvis der nedrives eksisterende boliger, indrettes boliger i overflødiggjorte landbrugsbygninger eller ved udstykning af eksisterende grunde til flere mindre grunde. Kommuneplan’16 udlægger ikke yderligere nye boligudlæg ved de tre byer, men Skanderborg Kommune vil i den kommende planperiode undersøge de langsigtede byvækstmuligheder i kommunen. Det vil i dette arbejde blive vurderet, hvordan byudviklingen kan ske under hensyntagen til interesserne i det åbne land, herunder grundvandsinteresserne, samt hvor byudviklingen kan ske mest hensigtsmæssigt infrastrukturelt. Der vil i denne forbindelse blive vurderet behovet og mulighederne for yderligere boligudlæg ved de tre landsbyer. Find forslag til Kommuneplan16 her
og søg evt. på Alken eller læs fra side 50.

 
24. apr. 2016 * Vision om ny international landsby mellem Alken og Bjedstrup. Troels Dilling-Hansen, Bjedstrup, deler nu en vision med alken.dk: 'Friland Alken - en international landsby'. Visionen er en landsby på et areal på ca. 100 hektar, der kunne rumme 50-100 bosætninger - bl.a. små landbrug, lejeboliger og oldekoller. Fællesskab, spiritualitet, flygtningeboliger, økologi er nøgleord. Arealet er ikke til salg, men Troels deler visionen alligevel for at sætte flere tanker og initiativer i gang - og alken.dk tager gerne imod reaktioner og tanker i den boldgade.  
 
13. apr. 2016 * 10 flere beboere end sidste år. Så er de nye optællinger fra Danmarks Statistik klar, og indbyggertallet inden for Alkens byskilte er vokset fra 234 til 244. Så altså en stigning på linje med hele Dover Sogn, der steg fra 1140 til 1155. I 2006 var tallet på 259.
 
 27. mar. 2016 * Flere unge mænd i sognet. Fra 2007 til 2016 er der sket en mærkbar forøgelse af antal 20-29-årige i Dover Sogn. Fra 63 til hele 82, og når det gælder fordelingen mellem mænd og kvinder har de unge mænd siden 2011 overtaget - med 46 mænd og 36 kvinder. Dermed følger sognet den landsdækkende tendens i landdistrikter. I alt er vi i år 1155 beboere.
 
5. feb. 2016 * Folketallet i sognet det højeste siden 2008. Med 1155 indbyggere i 2016 mod 1140 i 2015 er indbyggertallet i Dover Sogn for tiden lidt på vej opad - og det højeste siden 2008, hvor det lå på 1158, viser nye tal fra Danmarks Statistik. I 2007 var tallet 1159 og 2011-tallet var et lavpunkt på 1131. Tallene for landsbyer kommer i april.
 
12. jan. 2016 * Så blev vej-hullerne ved søen fyldt op. Vej & Trafik i kommunen har nu rådet bod på skaderne, hvor Mossø under storme og højvande har ædt sig tæt ind til asfalten ved Alkenvej. Samtidig fik et par træer studset kronen, og nogle store sten i rabatten blev skubbet længere væk fra kørebanen. (Foto: Knud Abildtrup)

 
22. apr. 2015 * Sander overtager vandværksgrunden. Som en af naboerne med jord op til den gamle vandværksgrund har Sander Jensen nu overtaget det smalle jordstykke efter Lis Mikkelsen. Efter en overvejelse om at istandsætte den lille bygning med kælder er Sanders plan nu at rive det hele ned og dyrke grøntsager på sin nye jord. (Foto: Knud Abildtrup)

 
 
14. apr. 2015 * Folketal lidt ned. Folketallet i Alken er gået tre tilbage til 234, som det også var i 2013, oplyser Danmarks Statistik. Og det vil så sige: inden for byskiltene. Tallet for hele Dover Sogn er uændret på 1140.
25. feb. 2015 * 'Som en almindelig radio'. Projektleder Peter Søgaard fra AURA Energi skriver bl.a. i et svar til Mads Bentzen fra Bjedstrup, der er skeptisk over de nye fjernaflæste elmålere, at der er tale om en radiomåler, hvor signalet er væsentligt lavere end det fra en mobiltelefon eller trådløst netværk. Mads ønsker stadig at få mere at vide og har foreløbig fået annulleret opsætningen af måleren, der efter loven åbenbart skal være sat op inden udgangen af 2019. Se deres korrespondance her. Begge har givet lov.
22. feb. 2015 * Hvilke helbredseffekter har de nye elmålere? Mads Bentzen fra Bjedstrup er skeptisk over for AURA Energi, der fra mandag  begynder at indføre fjernaflæste elmålere. Han savner oplysning om teknologien og henviser til stopsmartmeter.dk for mere information. Han er interesseret i at vide, om andre deler den skepsis, og overvejer et møde på Mejeriet med oplysning og debat. Se smalltalken.

 
23. sep. 2014 * Central og historisk grund til salg. Den gamle vandværksgrund på Alkenvej 62 står nu til salg. Herfra leverede Alken Vandværk byvand fra ca. 1949-1992 (Ole Nielsens hukommelse), hvorefter Jan 'Murer' og Lis Mikkelsen overtog grund med vandværksbygning. Den omkring 100 kvm. store grund grænser op til både Emborgvej 98, 100 og 104 samt Alkenvej 64 og 66. Lis er klar ved telefonen: 26816943. (Foto:  Knud Abildtrup)
 

23. maj 2014 * Flere skal på kloakken. Skanderborg Forsyning skal til at koble flere i landområderne på den offentlige kloak, og ifølge Midtjyllands Avis er kommunen indstillet på nogle lempelige økonomiske ordninger, hvis man fx. fornyligt har investeret i et anlæg, der fungerer. Det gælder bl.a. ejendomme mellem Alken og Illerup i 2014 og mellem Alken og Boes i 2015.

 
14. apr. 2014 * Folketal lidt op igen. Efter to år med tilbagegang er folketallet i Alken gået fra 234 til 237, oplyser Danmarks Statistik. Summen af til- og fraflytninger, fødsler og dødsfald blev tre i plus. I hele Dover Sogn er vi nu 1140 mod 1136 året før.

4. dec. 2013 * Bassinet på vej nu. Skanderborg Forsyningsvirksomhed er gået i gang med at etablere et bassin, på marken ved det gamle renseanlæg. Bassinet er afslutningen på separatkloakeringen af Alken by og etableres for at forsinke og rense regnvandet fra Alken. I runde  tal vil vandfladen blive på ca. 1000 kvm. Ingeniør Stig Jonassen forventer, at anlægsarbejdet er afsluttet inden jul.


 

22. okt. 2013 * Nu står det der i hvert fald. Det lykkedes at få vores fem landsbyers ønske om at blive lokalcenter i næste planperiode ind i Kommuneplan 13 . Det står på side 118. Lokalcentre skal sikres en tilstrækkelig vækst, som kan understøtte disse byers offentlige og private serviceforsyning. Endelig skal landsbyernes kvaliteter understøttes sådan, at landsbyerne kan udgøre et attraktivt alternativ til bosætning i byerne.
5. okt. 2013To nye huse på Søbjerg. Efter salg af ét af de fire planlagte etplanshuse for enden af Søbjergvej, skal de to første nu bygges, oplyser ejendomsmægler Kennith Broberg, EDC. Det bliver de to længst væk fra Emborgvej, og Peder Pedersen fra Ry skal bygge - til indflytning maj 2014.
6. maj 2013 * Laveste indbyggertal i otte år. Danmarks Statistik har offentliggjort de nye indbyggertal for byer, og Alken er fra 2012 til 2013 gået fra 238 til 234. Så fødsler og tilflytning har ikke kunnet opveje fraflytningen - måske de unge, der flytter hjemmefra?

8. mar. 2013 * Fejl i kloakbidraget. Skanderborg Forsyning oplyser, at medlemmer af Alken Vandværk, der fik skiftet måler i 2012, kan have fejl i afregningen, som er blevet rettet igen.
Ved PBS fremgår det forkerte regningsbeløb på oversigten, men bliver ikke trukket. Der kommer så en ny til betaling i april. Betaler man med girokort, får man tilsendt en ny regning. Så - en god idé at tjekke afregningen - webredaktørens var for stor.
8. dec.2012Alken-Bjedstrup-Boes-Illerup-Svejstrup foreslået som aspirerende lokalcenter. Kommuneplan 13 er i høring, og Liv i Landsbyen foreslår nu, at vores lokalområde bør være aspirerende lokalcenter - en status, otte landsbyer i kommunen er udset til. Den fremtidige udvikling og boligtilvækst skal ske i fire hovedbyer og otte lokalcentre, der skal sikres stabil tilgang af børn, så daginstitution og skole kan opretholdes og også rumme dagligvarehandel og idrætsklub. Læs forslaget til høringssvar og kom selv med forslag til ændringer senest onsdag 19. dec. til Jens Jacobsen, Emborgvej 104, 30 70 20 93, jensinge@mail.tele.dk.
3. juni 2012 * Regnvandsbassin snart på vej. En landzonetilladelse til et regnvandsbassin på marken ned mod det gamle renseanlæg er nu længere gennem systemet. Bassinet bliver 300 kvm stort og skal kunne rumme 220 kbm. tag- og overfladevand fra Alken, der så ledes i Mossø. Ved at forsinke regnvandet mindskes belastningen på nedstrømsliggende vandområder, og forurenende stoffer kan tilbageholdes.
14. apr. 2012 * Syv indvånere færre. Sandheden skal frem. Siden sidste år er Alkens folketal dalet med hele syv mennesker fra 245 til 238 - det laveste tal, siden Danmarks Statistik begyndte at  regne på det. De seneste to års fremgang er slået tilbage. 

7. mar. 2012 * Fiber nærmer sig. Østjysk Energi får p.t. lagt fiberbredbånd ved Alkenvej langs søen. De fortsætter i første omgang til byskiltet, forlyder det. 

5. feb. 2012 * Fiberbredbånd på vej. Østjysk Energi har med flyers i postkasserne ved søen varslet gravearbejde til fiberbredbånd. Salgschef Flemming Seidelin skriver til alken.dk, at 'det kunne da være en mulighed for at få fibernet til Alken, nu. Du vil høre nærmere, når vi kender områdets afgrænsning m.v.

8. nov. 2011 * Asfalt-penge udefraCarsten Sandberg har undret sig  over, hvorfor Alkens hovedgader er blevet asfalteret - de trængte jo ikke nævneværdigt, og fik nedenstående svar fra Ole Rasmussen, Vej & Trafik: 'Asfaltarbejderne i Alken betales af Skanderborg Forsyning i forbindelse med deres gravearbejder i vejen. Dermed kommer pengene udefra. Vej og Trafik administrerer vejbudgettet, som anvendes til det almindelige  vedligehold, herunder asfaltering, men det rækker desværre langt fra til vores behov. Derfor skal der prioriteres meget skarpt med de penge, der er til rådighed'. 

25. okt. 2011 * Med graffiti og det hele. Det nye busskur er landet, skriver Finn 'Badutski' Bech-Nielsen. Kommunens folk oplyste, at det ikke havde været uden besvær at få skuret - nu også med graffiti - fra Stillings industrikvarter placeret i det gamle hul.

7. okt. 2011 * Busskur shines up. På opfordring fra alken.dk har sekretariatsleder Erik Nysom bedt kommunens entrepenørafdeling om at reparere det efterhånden ret medtagede skur på Emborgvej, hvor skolebørn venter på bussen.


20. sep. 2011Høj fart nat og morgen. Gitte Møller Madsen har fået målinger fra en uges trafik på Alkenvej at se. Målbar høj fart om natten og morgenen, om dagen er der målt gennemsnitshastigheder. Se selv. Der arbejdes videre med resultaterne hos kommune og politi, og de har lovet at holde mig orienteret, skriver 'Gittesøogtrafikmonster'.  

24. aug. 2011
Mosbjerggård er på plads. I august sidste år viste det sig, at Kraks kort placerede Mosbjerggård nede ved det nedlagte renseanlæg. Se Teknik og Anlæg 12. aug. 2010. Nu er gården heldigvis på plads igen i Boes Skov.

1. aug. 2011Gittes opråb om bilræs udløser fartmåling. Gitte Møller Madsen har fået besked fra Vej og Trafik i kommunen, at de sætter fartmåling på Alkenvej i gang efter ferien og så evt. sætter politiet på opgaven. 

29. juni 2011Bilræs på Alkenvej, og det er de samme hver dag. Gitte Møller Madsen, Alkenvej, har rapporteret daglig bilræs på den smalle vej ved søen, er bekymret for en grim ulykke og foreslår målinger og vejbump. Se smalltalken.



20. juni 2011Nye antenner på Søbjergvej. Steen Jacobsen med flere i bunden af Søbjergvej sløjfer deres fælles TV/radio-antenne- anlæg og søger hjælp til indkøb af hardware og til placering. Se smalltalken.

 

7. maj. 2011 Otte års lugtgener væk. Tre huse er kommet på kloakken. Trods den høje grundvandsstand lykkedes det Mossø Private Spildevandslaug at blive koblet på røret i Alkenvej.
12. apr. 2011 Folketallet op for andet år i træk. Nu er der ifølge Danmarks Statistik 245 indbyggere i Alken - mod 243 i 2010 og 241 i 2009. Samtidig er der tre byggede og to ubyggede huse til salg - se bl.a. Birgitte Borchs hus, Emborgvej 117, på Opslagstavlen -  så tallet kan blive større endnu.
 
27. dec. 2010 Alkens veje ryddes som anden- og fjerde prioritet. Emborgvej og Alkenvej er såkaldte B-veje i det kommunale sneberedskab, så de ryddes og saltes ikke allerførst, men 'hurtigst muligt'. Alken har ingen C-veje, men to D-veje - den ned til det tidligere renseanlæg, og den ned til Emborgvej 131 A og B. På Søbjergvej betaler de sig fra at rydde samt svinger selv med skovle individuelt og i fællesskab, oplyser Steen Jacobsen. På Anes Høj, der også er privat, har de en aftale med Ry Anlægsgartneri, som har såvel gummiged som almindelig traktor med plov, fortæller Erik Overgaard. På stikvejen til Emborgvej 131 har de trods deres D-status nu selv ryddet, i passende etaper alt efter kræfter og rygskader, fortæller Lene Bay.

31. okt. 2010 Alken som eksempel på CO2-neutral Skanderborg Kommune. Grupper på VIA University har arbejdet med Alken og CO2-reduktion. Se fire små film om den sag her.


15. okt. 2010 Arnth foreslår affaldssortering på Slagterens Mark. Arnth Jørgensen er ikke vild med forslaget om to containere til alle husejere og har en anden idé: Fire containere midt i Alken. Se smalltalken
14. okt. 2010 Alken CO2-neutral landsby. Arkitekt- studerende ved VIA-University Horsens har lavet en opgave 'CO2 neutral landsby' med udgangspunkt i Alken. Den fremlægges fredag 15. oktober kl. 10 Horsens VIA-University, Christian M. Østergårdsvej 4, (Indgang A, forneden til højre)

Otte eller ni grupper har arbejdet med emnet, og produktet er blevet film af fem minutters varighed. Vi er velkommen til at komme til fremlæggelsen, skriver Karin Fosdal: Jeg blev for nogle måneder siden kontaktet af Susanne Skårup fra Skanderborg Kommune, om vi evt. kunne være interesserede i, at denne opgave blev med udgangspunkt i Alken, og uden egentlig at spørge nogen, sagde jeg 'Ja da', og nu er opgaven lavet. Gad vide om nogle husstande er blevet kontaktet?De små film kommer på You Tube, så vi kan få links til dem på hjemmesiden. Jeg har deres opgave liggende, hvis nogen er interesseret. Energi- hilsner Karin Fosdal, Alkenvej 67c, 86577237.


22. sep. 2010 58 husstande til fibernet er ikke nok.  Der er p.t. 58 husstande, der har tilmeldt sig i vores område, og det er desværre ikke nok til, at jeg vil gå videre med det til Waoo, skriver Steen Jacobsen, der håber, at folk, der ikke har underskrevet - enten hos købmanden eller på bloggen - vil gøre det hurtigst muligt. Læs mere på smalltalken.

14. sep. 2010 * Fibernet virker upåklageligt. Peder Porse sidder i repræsentantskabet i Østjysk Energi, der står bag Profiber - nu Waoo - og har lagt et godt ord ind for fibernet til Boes-Alken-Bjedstrup. Og det virker fint hos ham på Boesvej. Læs smalltalken. Og her på Teknik og anlæg siden 20. aug.


5. sep. 2010 Hvordan er erfaringerne med Profiber  på Boesvej? Sådan spørger Steen Jacobsen, der har undret sig over, at Profiber lagde fibernet i Svejstrup Enge, ved Alkengård og ved Vrold, men endnu ikke i Alken. Så Profiber-brugere opfordres til at give lyd til alken.dk om deres første erfaringer. De første 35 har nu meldt sig som interesserede på Steens blog og på listen hos købmanden, men der skal mange flere til, før der kan ske noget.

26. aug. 2010 Fire nye boliger á 90 kvm. Så vidt nabohøringen går byggeplanen ved Søbjergvejs forlængelse ud på to dobbelthuse med hver to boliger på 90 kvm.
20. aug. 2010 Steen arbejder på at få fibernet til Alken. Jeg har oprettet en blog, hvor folk kan skrive sig på som interesserede i at få Profiber i Alken og omegn hurtigst muligt, skriver Steen Jacobsen, der tilføjer, at firmaet er konkurrencedygtigt, og at han ikke selv har noget tilhørsforhold til det. Se smalltalken.
 

12. aug. 2010 Mosbjerggård er flyttet. Der kan man bare se - hele gården? På Kraks kort ligger Mosbjerggård i hvert fald ikke længere ved Boes Skov, men ved renseanlægget. Gad vide, om Krak også kan flytte ejendommen tilbage igen -  vi forsøger.
.

6. aug. 2010 Lokalplan klar til vedtagelse. Så er 10-11 indsigelser og bemærkninger til lokalplanforslaget for sommerhusområdet behandlet og vurderet. Læs nyt om brædderetning, affaldsstativer og jordfarver - pkt. 114

31. juli 2010 To nye byggegrunde. På adressen Emborgvej 114 skal der nu udstykkes to nye grunde - for enden af bebyggelsen på Søbjergvej. Læs om landzonetilladelsen.

28. maj 2010 79 skrev under. Vi har nu sendt underskrifterne til Vej & Park, Skanderborg Kommune, fortæller Lone Leth-Nissen om ønsket om større trafiksikkerhed i Alken. Der var i alt 79. Og gruppen bag forsøger nu at få en fartmåling i west-end. Med den lidt lakoniske betragning, at den første måling i den østlige ende lå umiddelbart efter vejbumpet, hvor bilerne 'pr. automatik' sætter farten ned … hvorefter foden igen flyttes fra bremsen og over til speederen.



11. maj 2010 Børnetallet og skolen er truet. Morten Lundgaard fra Anes Høj peger i udviklingsdebatten på dalende børnetal, at skolen kan komme i farezonen - og at der af den grund er brug for boliger til børnefamilier. Se smalltalken.
9. maj 2010Alken i den grønne agurk. Finn Bech-Nielsen bidrager til debatten om Alkens udvikling – også i fremtiden med knopskydning eller kloning. Om nul-, lav- eller høj–vækst fra landsby til bySe smalltalken.

7. maj 2010Renseanlægget ikke i brug. Alt spildevand fra Alken trykpumpes for tiden i de nye rør til Skanderborg, oplyser Stig Jonassen fra Skanderborg Forsyning. Endnu er situationen om et regnvandsbassin i det fredede område ikke afklaret, og dermed heller ikke, hvordan det gamle anlæg skal endeligt indrettes.

5. maj 2010Energi- og miljøvenligt byggeri i Alken. Udviklings-debatten er i gang. Karin Fosdal foreslår energi- og miljøvenligt byggeri som nul-energi huse eller andre alternative løsninger. Smalltalken.

1. maj 2010 * Flere villaer eller mindre boliger? I Kommuneplan 09 er der bl.a. udlagt byggefelter bag ved Anes Høj. På generalforsamlingen i borgerforeningen i februar var debatten igen oppe, om der er mulighed for at påvirke, hvad der en gang bliver bygget?
Bestyrelsen i ABAF vil gerne lodde stemningen i Alken – og stiller bl.a. spørgsmålene:
 

* Er der behov for flere villaer til familier – eller er der behov for mindre boliger til unge, enlige og ældre?

* Efterspørger du selv en mindre bolig i Alken?
* Synes du, borgerforeningen skal arbejde for en mere mangfoldig bolig-sammensætning i byen – eller blande sig udenom?

* Vil du være med i et udvalg, der arbejder for at undersøge mulighederne, etablere de relevante kontakter og påvirke, hvad der kommer til at ske?
Debatten foregår på smalltalken – og får evt. sin egen underside. Hvem lægger ud? Mail debatindlæg til
knudabildtrup@macalken.dk


15. apr. 2010 * Nedgang vendt til ny fremgang. Efter nedgang i indbyggertallet år efter år er udviklingen vendt. Ved årsskiftet var der ifølge Danmarks Statistiks byopgørelse 243 beboere inden for byskiltene mod 241 året før. Avanti.
 
11. apr. 2010 * Tre hold Alken-borgere bag fartmåling. Tre hold beboere i Alken Westend, Lene og Peter Rasmussen, Anne-Mette og Jan Mikael Granner samt Lone Leth-Nissen og Frank Larsen har fået Vej & Park fra kommunen til at måle hastigheden i Alken i et forsøg på at få etableret fartdæmp - f.eks. ligesom i Svejstrup. Målingen lige ved Emborgvejs østlige bump forsøger de også at få udvidet til krydset ved købmanden og den vestlige ende, ligesom de vil prøve at få skolebussen til at sagtne farten i byen. En underskriftindsamling skal i gang ved købmanden.
 
8. apr. 2010 * Lokalplanforslag i høring. Forslaget om lokalplan ved sommerhusene skal bl.a. ændre status i området fra landzone til sommerhusområde. Den offentlige høring er fra 7. april til 2. juni.
12. mar. 2010 * Google Maps skriver 'Bjedsted'. Samme Google, som i 2008 smed alken.dk ud af Google Ads på grund af misbrug, kan ikke stave til Bjedstrup. alken.dk vil nu ændre it-mastodontens navngivning. For sådan hedder det altså ikke. Vi følger sagen. Se Google Maps.

8. mar. 2010 * Tv-indslag om hotmapping. Lars Christensen gør opmærksom på et indslag i TV2 Østjylland  (5. marts 'Fyrer for fuglene')  og kommunens hotmapping og endnu en type energi-tjek på baggrund af thermografi.

6. mar. 2010 * Hotmapping. Apropos de aktuelle thermograferinger af de første 32 huse i Alken og omegn: Lars Christensen gør opmærksom på, at Skanderborg Kommune nu har thermograferet fra luften -
såkaldt hotmapping - som kan studeres her. Dog kun de største byområder og altså ikke i Alken.
26. feb. 2010 * Lokalplanen snart klar. Fodhegn, vandrette brædder, isfugl og mørk tagpap. Nu skal søens folk officielt gå fra landzone til sommerhusområde.
1. marts skal Miljø- og Planudvalget behandle et udførligt forslag til lokalplan og lægge op til en otte ugers høring. Se forslaget.


Infomøde om Ny bosætning i Alken på Mejeriet i Alken søndag 12. november kl. 10-12.

De nye byggefelter: Find selv oplysningerne i kommuneplanen
* Naviger ind på Alken ved at trække i kortet og zoome med plus og minus-skalaen.
* Vær tålmodig og giv kortet lidt tid. Så kan man se afgrænsningerne af de nye udstykninger.
* Planoplysninger, byggehøjde og den slags information om Alken, Alken Nord og Alken Nordøst: Scrol i listen under 'Alle rammer' - det tager tid, og man skal langt ned i bunden, hvor alle landsbyerne er listet op alfabetisk, og Alken-kortene så er i begyndelsen med benævnelser som 'LB.02 BE.01'.
* Under 'Detaljer' kommer oplysningerne frem om de enkelte områder.



Vis stort kort

9. feb. 2010 * 32 skal ha' gratis thermografi-foto. Det oplyser Jan Mikael Granner, der kalder det virkelig flot og også vil foreslå Hans Dollerup at gå med ind på ideén om, at hele byen gør en CO2-indsats - og dermed måske tilbyde et gratis termografisk billede fra den anden side af huset? Se hans indlæg på smalltalken.

6. feb. 2010 * Ta' en tudekiks Bo! Det er med stor undren, at jeg har læst dit indlæg, skriver Hans Dollerup, Tæthus. I byggebranchen er det helt almindeligt, at kunden tager flere tilbud – og helt uhørt, at den, der har ramt helt ved siden af med prisen, efterfølgende forsøger at svine sin kollega til! Jeg skal helt undtagelsesvis svare på dit indlæg - se smalltalken.




3. feb. 2010
* Ofte sammenhæng mellem pris og kvalitet. Partner Bo K. Mejlgaard fra Constructa svarer på Else Kristensen undren over priserne:
Der er jo ofte en sammenhæng mellem pris og kvalitet, skriver han om termografien. Se smalltalken 3. feb.
29. jan. 2010 * Overrasket over priserne. Else Kristensen blev på mødet med Constructa lidt overrasket over prisen på en fuld termografering og anbefaler et andet firma, der termograferede i Ejerforeningen Alkenvej 44 i marts 2009. Læs smalltalken 29. januar.


29. jan. 2010 * Gratis termografering skal bestilles inden fredag. 20 var med til mødet tirsdag, og ønsker man et gratis billede fra Constructa, skal man registrere sig inden fredag 5. februar på en formular - se her.

22. jan. 2010 * Strøm fra naboen. Efter selv at have advaret folk i byen mod sætningsskader under kloakarbejdet i byen blev det Marie og Poul Westesen på Alkenvej, der mistede strømmen under graverierne. Nu får de strøm fra naboen, indtil frosten er af jorden, og det kan fixes.
19. jan. 2010 * Møde om gratis thermografering tirsdag 26. januar kl. 19-20 på mejeriet. Det kræver en stor difference på temperaturen inde og ude for at at themografere optimalt. Og folkene bag Constructa synes kun, det er sjovt, hvis den gratis thermografering er noget, byen vil stå sammen om, skriver Jan Mikael Granner. Mødet kræver tilmelding - se opslag. Og læs om firmaets tilbud.


17. jan. 2010 * Underboring af ny kloak. Kommunen anlægger i uge 2 og 3 ny kloakledning fra Alken til pumpestationen ved Vædebro. De forholdsvis små rør underbores via tre gruber langs Alkenvej. Senere kan søens folk sluttes til.

12. jan. 2010 * Nye rør på vej. Aftenlys ved renseanlægget og maskiner på marken. - Vi er ved at sætte brønde til den nye pumpestation, oplyser Stig Jonassen fra kommunens Vand- og Kloakforsyning. Næste skridt bliver trykledningen langs søen.

31. dec. 2009 * Nyt thermografi-firma på banen. Firmaet Constructa tilbyder nu - med Jan Mikael Granner som kontaktperson - at thermografere husene i Alken kvit og frit. Nærmere oplysninger bl.a. om et oplysende stormøde på mejeriet er undervejs.


3. dec. 2009 * Tovholder til thermografi. Lokalenergi gør det billigere at få målt sit hus for varmespild, hvis mange går sammen, og foreslår, at vi i Alken gør ligesom i f.eks. Stjær.
Er nogen interesseret i at være tovholder, kan man henvende sig til cma@lokalenergi.dk.
9. nov. 2009 * Fibernet til Alken? For tiden lægges der fibernet i Svejstrup. Joachim Speck, Alkenvej 37, vil gerne have nettet helt til Alken og opfordrer andre interesserede til at markere sig over for Østjysk Energi. Læs smalltalken.


28. aug. 2009 * Bassin i fredningen? Det grønne på kortet er Mossø-fredningen, og i det område på vej ned mod renseanlægget skal der ligge et regnvandsbassin, hvis ellers Fredningsnævnet giver lov. Stig Jonassen fra kommunen er fortrøstningsfuld og satser på tilladelse fra nævnet, så bassinet kan etableres, når en gang alle i Alken har fået separatkloakeret.
25. aug. 2009 * Skal Alken have flere parcelhus- områder? Kan landsby-fællesskab overleve, hvis en landsby bliver for stor? Vil det medføre enklaver af fællesskaber i stedet for? Sådan skriver Karin Fosdal bl.a. på smalltalken.


21. aug. 2009 * Klar til nye udstykninger. På østsiden af Anes Høj er der i det nuværende kommuneplanforslag nu markeret et helt nyt byggefelt. Karin Fosdal, Sandvejen, har observeret den røde aftegning, der kan studeres nærmere her. Ligesådan er der lagt op til en lille udvidelse i forlængelse af Søbjergvej-området ud mod øst. Tirsdag 25. august kl. 17-21 er der cafémøde om hele kommuneplanen i Kulturhuset i Skanderborg, hvis noge vil være med. Der bliver debat ved caféborde, og man kan møde byrådspolitikere. Forslaget er i offentlig høring indtil 25. september.

12. aug. 2009 * Tre dages spærring. Alkenvej er i tre dage - mandag 17. til onsdag 19. august - spærret ved jernbanen på grund af kloakarbejdet. Hvis altså nogen endnu ikke har set det gule skilt. (Foto: Søren Slebo)


6. aug. 2009 * OB-belægning - og lavere fart. I løbet af ugen undrede flere sig over ny, løs belægning på strækninger af Alkenvej og Emborgvej. Cyklister bandede, biler skred, og fodgængere hoppede for at undgå stenslag. Poul Handberg fra kommunen oplyser, at det hedder OB-belægning og er en kombination af emulsion og sten, der skal lukke overfladen for vandgennemtrængning. Normalt sættes der hastighedsskilte op - max. 40 km/t - samt en advarsel mod stenslag - fra starten. I



3. aug. 2009 * Bestil storskralds-afhentning. Senest onsdag 5. august skal man bestille hos renosyd - tlf. 86 52 52 11 - hvis de skal komme og hente i næste uge.
7. juli 2009 * Asfaltering nu. Emborgvej og den sydlige del af Alkenvej asfalteres onsdag, så vejene er klar før ferien. Anlægsarbejdet holder sommerferie i uge 29 og 30, fortæller Stig Jonassen, Skanderborg Kommune.


1. juni 2009 * Bestil storskralds-afhentning. Senest onsdag 3. juni skal man bestille hos renosyd - tlf. 86 52 52 11 - hvis de skal komme og hente i næste uge.
24. maj 2009 * Vandrør sprang læk. Søndag tabte kloakarbejderne noget ned på en blotlagt vandledning på Emborgvej, så alle fra købmanden ud til Westend står uden vand, oplyser Jan 'Murer' Pedersen, der forventer, de får vand igen i løbet af dagen.

10. maj 2009 * Jordskred under kloakarbejdet. Mandag brød asfalten sammen ud for Emborgvej 96, oplyser genbo Finn Bech-Nielsen. B ussen og store lastbiler trykkede så meget på asfalten, at det gav jordskred ned i kloak-graven. Årsagen var åbenbart en fejlberegning af dybden på kloakføringen. Ingen kom noget til.


7. maj 2009 * Alken West-end er bygget på sand. For at begrænse vibrationer under det tunge arbejde er larvefødderne på gravemaskinen skiftet ud med gummmihjul, oplyser Stig Jonassen fra Vand- og Kloakforsyningen. En måler på de enkelte huse skal i vestenden af Emborgvej prøve at forhindre alt for store rystelser.


Efter Emborgvej nr. 94 går kloakarbejderne igen over til standard entrepenørmateriel, fordi undergrunden igen er 'standard'. Det er ikke gravemaskinerne, der volder størst problemer, men lastbiler og busser, der i høj fart kører over pladerne, hvor der graves. Derfor er der nu chikane og fartbegrænsning.

3. maj 2009 * Bestil storskralds-afhentning. Senest onsdag 6. maj skal man bestille hos renosyd - tlf. 86 52 52 11 - hvis de skal komme og hente onsdag 13. maj.
18. april 2009 * Storskrald pr. sms. Nu kan man i tide få email eller sms, så man husker at få meldt sig til afhentning af storskrald fra renosyd. Skriv vejnavn her og følg proceduren.


3. april 2009 * God idé at fotografere husene. Alken står foran nye kloakker, og jeg vil opfordre alle på Alkenvej og Emborgvej til at tage billeder af deres huse ud- og indvendig, skriver Poul Westesen. De store og tunge maskiner kan give revner i husene, da mange fundamenter udelukkende består af kampesten.
3. april 2009 * Kloakarbejdet går i gang fra mandag 14. april fra Emborgvej 82. Først Emborgvej først, så Alkenvej med sideveje. Indimellem kan det blive nødvendigt at stoppe trafikken op til 1 time om formiddagen. Det hele forventes afsluttet den 21. august.


20. jan. 2008 * Gert og Margit får renset op. Regionen renser nu en forurening fra 1930-1972 op ved Alken Gl. Smedie på Emborgvej 173-175, så Margit Nielsens dagplejebørn trygt kan tumle i haven. Læs mere.

17. dec. 2008 * TDC har ingen udbygningsplaner. Frank Bille, Alkenvej, har skrevet til TDC og fået et svar fra Klagecenteret, hvor det fremgår, at TDC beklager ikke at have konkrete udbygningsplaner, der kunne forbedre dækningen i vores område. Følg smalltalken siden 10. dec.


15. dec. 2008 * Mobil-talken. Smalltalken skvulper helt over af indlæg. Inge Schiøler, Steen Jacobsen, Mik Sybrandt og Jens Jessen mener noget om master, teleselskaber og stråling. Og er bl.a. ret uenige om, hvorvidt Sonofon dækker godt eller ej. TDC er vist yt.
13. dec. 2008 * Mobil-debat sitrer. Stråling, blinde pletter og højfrekvent debat om bedre mobildækning eller Alken som strålingsfrit område. Jens Jessen er for, Eva Michaelsen og Jan Mikael Granner er imod en ny mast. Bland dig på smalltalken.
10. dec. 2008 * Alken er en blind plet. Jens Jessen, Lindalen, vil nu have noget gjort ved det faktum, at mobildækningen omkring Alken er så ringe. Han efterlyser en sendemast og annoncerer en underskriftsindsamling til TDC med en stille bøn om, at de kan gøre noget ved det. Læs smalltalken 10. dec.
28. okt. 2008 * En enkelt indsigelse. Mossø Private Spildevandslaug har gjort opmærksom på sig selv og er nu med i kloakplanforslaget, der mandag skal vedtages i Forsynings- og Miljøudvalget. Læs mere.

21. sep. 2008 * Tre præster på hjørnet. Med fødselshjælp fra Anna Larsen og Ole Nielsen har kommunen opsat tre støtter - 'præster' som Anna kalder dem - på et af Alkens mest centrale hjørner. Stabilgrusen i pytten var nemlig næsten væk, og mange håber nu, lastbilerne ikke mosler præsterne ned.

10. okt. 2008 * Heller ikke cykelsti i 2009. Ikke i 2007, ikke i 2008 og altså heller ikke i 2009 bliver der cykelsti på Emborgvej til Skanderborgvej. Læs kommunens svar til Stigruppen, som Hanne L. Nielsen kalder trist, men ikke overraskende. Svaret rummer også nyt om strækningen Bjedstrup-Svejstrup.
30. sep. 2008 * Sauna ved Smedens Strand. Fortov på Emborgvej, sti mellem bane og busskur, sauna og shelter på Smedens Strand. Vær selv med i idéoffensiven til kommuneplanen - senest tirsdag 7. oktober. Læs mere.

28. sep. 2008 * Alkens udvikling - hvad synes du? Som led i arbejdet hen imod en ny kommuneplan har fire borgere sammen registreret Alken, som byen ser ud i dag, og alle kan - frem til tirsdag 7. oktober - komme med kommentarer og ændringsforslag her. (aktivt link fra mandag 29. september.) Karin Fosdal, Sandvejen, er kommunens kontaktperson i Alken i denne proces. Læs mere.


21. sep. 2008 * Fremtidsplaner. I fem grupper kortlægger folk fra landsbyerne i kommunen for tiden alle landsbyer og opstiller ønsker for fremtiden. Fra Alken deltager Karin Fosdal og Hanne L. Nielsen, og de vil gerne være flere. Rundbordssamtale i Gl. Rye torsdag 25. september. Læs mere. Kontakt: alken67c@mail.dk og se indbydelse.
6. aug. 2008 * Kloakplaner nærmer sig. Bl.a. i den gamle del af Alken skal regnvand nu udledes for sig, og hver især må betale for flere rør på sin grund. Nu er planen på vej i kommunen - om renseanlægget, der skal nedlægges, ny kloakledning til Vædebro, og huse, der skal kloakeres for første gang. Anes Høj slipper vist. Se kort og læs mere.


1. juni 2008 * Slut med rystende senge. Inge Zakhariasen glæder sig over, at kommunen nu lapper huller i krydset. Allerede efter de første lapninger slipper hun og Arnth faktisk for at vågne om natten, når store lastbiler gungrer hen over asfalt-hullerne. Hvide markeringer viser, hvor der stadig mangler at komme nye slidlag. Arnth Jørgensen har gjort sit for at holde kommunens vejfolk til ilden.
29. maj 2008 * Storskrald. Renosyd henter storskrald i Alken i ugerne 24, 32, 37, 42 og 46. Man skal selv ringe senest onsdag ugen i forvejen for at få hentet sit storskrald på tlf. 86 52 52 11 (man-tors 8-16 og fredag 8-15) - og det skal dermed senest gøres onsdag 4. juni.

19. maj 2008 * På vej mod skilte-konsekvens. Nu har byrådsmedlem Peder Porse (V) fået medhold fra teknikeren i kommunen i, at der mangler konsekvens i skiltningen i Alken. Spørgsmålet om hastighed skal tages op på et møde med politiet - vist på denne side af sommerferien. Se nu hele Peders foto-dokumentation af skilte-rodet i Alken.

21. apr. 2008 * Ny frist for at pege på cyklestier m.m. Anne Mette Lykke oplyser, at kommunens utryghedsanalyse er blevet udsat, så man kan nå at komme med input til trafikale forbedringer indtil 18. maj. Læs mere.



14. apr. 2008 * 11 færre indbyggere. I den nye byopgørelse fra Danmarks Statistik er summen af fra- og tilflytninger samt barnefødsler og dødsfald i Alken i 2007 endt med 247. Året før var tallet inden for byskiltene hele 258.

12. apr. 2008 * Porse foreslår 40 km/t i Alken. Inden for de røde tværstriber foreslår Peder Porse (V), Svejstrup Enge, nu generel maximal hastighed på 40 km/t. Den grønne linie markerer 50, den blå 40 og den røde op til 80 km/t. - som det er nu. Hele Peder Porses indlæg


2. apr. 2008 * Gode ideer til nye cykelstier. Helle Petersen peger på, at man indtil 6. april bl.a. kan foreslå nye cykelstier på http://www.skanderborg.dk/ - i en kommunal trafikundersøgelse om skoleveje. Og det er ikke så svært. Hvis mange peger, bliver de måske til noget.

7. dec. 2007 * Pas nu på. En 20-årig bilist fra Silkeborg havde for meget fart på, da han tirsdag morgen kl. 6.03 kørte ad Vædebrovej. Han var ikke stedkendt og kom for rask ind i en kurve, så bilen røg ind i et træ. Ifølge Midtjyllands Avis fik han slået tre tænder ud.
22. nov. 2007 * Biltyve på flugt stoppet ved jernbanebroen. En hidsig biljagt stoppede pludseligt torsdag morgen kl. 2 på broen over jernbanen på Emborgvej, skriver Midtjyllands Avis. To unge mænd på flugt fra politiet i en stjålet BMW bankede med fuld fart ind i autoværnet og hang med forhjulene ud over skrænten. De havde forsøgt indbrud i Hørning natten før og var i nat opdaget i Skanderborg af en politipatrulje, der forfulgte dem til Alken, hvor jagten stoppede. (Foto: Knud Abildtrup)




11. nov. 2007 * Storskrald i uge 47. Renosyd henter storskrald i bl.a. Alken i uge 47. Man skal aftale afhentning senest mandag 12. november inden kl. 16 - på tlf. 86 52 52 11 eller pr. email.

23. okt. 2007 * Rotter - døde og levende - finder man også i Alken og omegn. Kommunen sætter i oktober og november ind imod dem. Rottebekæmperen kommer forbi. Læs mere.

3. okt. 2007 * Én mindre. Pr. 1. januar 2007 boede ifølge Danmarks Statistik 258 personer inden for byskiltene - mod de 259 året før.
1. aug * Ny asfalt på noget af Emborgvej i år. Arbejdsleder Poul Handberg, Skanderborg Kommune, oplyser, at vejstykket fra jernbanebroen til Skanderborgvej skal asfalteres i år. Selve Alken by, der også trænger til ny asfalt, venter på en beslutning om kloakrenovering.

22. juli
* Naturklagenævn afviser nabo-klage i Rival-sagen. Ifølge Midtjyllands Avis har den øverste instans på planområdet afvist en klage over det kommende nybyggeri på Rival Maskinfabrik i Svejstrup. En gruppe Svejstrup-beboere med Hans Alexandersen i spidsen havde bedt nævnet erklære byggeriet ugyldigt. Men altså forgæves.


30. apr.
* Alken med på nye landkort - måske... Overkartograf Allan Vestergård Pedersen fra Landkortområdet, Kort-og Matrikelstyrelsen, oplyser bl.a. følgende til alken.dk:

Alkens bystatus vil betyde, at den indgår i den årlige opgørelse over byer fra Danmarks Statistik. Jeg kan ikke forestille mig, at det ellers vil have nogen betydning. Alkens nye status som by med 259 indbyggere vil muligvis få nogle kartografer til at vise byen med signatur på visse kort. Det er dog op til den enkelte redaktør at afgøre dette.

Men gad vide, hvorfor Alken lige pludselig figurerer blandt byer over 200? Statistikken kommer hvert andet år, og så hurtigt er tilflytningen trods alt ikke sket... Inger Hendrup fra Danmarks Statistik svarer: Vi undersøgte hele Danmark i 1976 og siden har vi prøvet at finde frem til, om der var nogle byer, der kunne komme op på over 200, her ville det have været en hjælp, hvis kommunen havde sagt noget om, at der kunne være flere muligheder.
OK, vi kommer nok ikke nærmere, hvordan vores lokale befolkningsudvikling har været de seneste år - men kan jo så følge med fremover. Den røde ramme om Alken hedder en bebyggelsespolygon - såmænd. Den er fra 2005 - og indenfor den bygrænse bor der altså 259 personer. Og så er der jo os udenfor...
Og når det gælder kommunens syn på byen, svarer funktionsleder Carsten Riisgaard fra Teknik & Miljø/Planlægningsafdelingen, Skanderborg Kommune: Nej indbyggertallet har ikke indvirkning på Alkens planmæssige status. Det afgørende er fortsat byens zonestatus (landzone) og den entydige afgrænsning i kommuneplanen. Så er den ged vist barberet.


 

 

 



12. apr. * Ny kloak udsat. Egentlig havde Ry Kommune sat 3,1 mio. kr. af til at separere kloakken i Alken i 2007. Men projektet bliver ikke til noget i år, oplyser Jens Schelde, leder af vand- og kloakforsyningen i Skanderborg Kommune til alken.dk. Separeringen, der betyder, at regnvand og spildevand skal løbe i adskilte rør, kan blive aktuel i 2008. Nedlæggelsen af renseanlægget i Alken bliver dermed også skubbet - separeringen skal gennemføres først.