Fast underlag på fællespladsen til debat


Et af punkterne på generalforsamlingen i ABAF torsdag 21. marts bliver et forslag om byfest/byfestplads/telte, (herunder ansøgning om støbning af fast underlag) og bestyrelsen vil lægge op til debat om den sag.

Det fremgår af referatet fra det seneste bestyrelsesmøde, der blandt andet også handler om borgermøde, foredrag, folkemusik, kurser og energifællesskab.

Se referatet:

ABAF-bestyrelsesmøde torsdag d. 22.2.2024.

Til stede: Karin Fosdal, Andreas Ohrt, Helle Petersen, Julie Abildgaard, Asmund Bertelsen, Jens Langkjær. 

Dagsorden:

1. ABAFs rolle i udstykningsplanerne.

2. Foredrag om ’Fostret og fødslens pyskologi’.

3. Folkemusikgruppen ’Svøbsk’.

4. Generalforsamlingen i ABAF 21.3.

5. Kurser fra kommunen.

6. Fælles foreningsaften.

7. Landsbypuljen april 2024.

8. Energifællesskab.

9. Evt.

Ad 1. Overvejelserne om ABAFs rolle i udstykningsplanerne ved Enggården munder ud i følgende henvendelse til byen:

Kære Alken.

Vi er i borgerforeningen blevet opfordret til at afholde et lokalt borgermøde om Alkens udvikling. Det har vi vendt og diskuteret på vores seneste bestyrelsesmøde, og vi vil gerne melde tilbage med følgende: 

Alkens udvikling og særligt udstykninger er der mange holdninger til i byen, lige så mange forskellige holdninger som vi er Alken-borgere. Den nuværende proces vedrørende udstykning ved Enggården er nu givet videre til den kommunale drejebog og den proces må vi i byen forsøge at finde fred med. 

Imens kommunen kigger på høringssvar og beslutter, hvad der skal ske, så kan vi som by stoppe op og huske på, at vi skal kunne rumme hinandens forskelligheder. Det må være Alken, når vi er stærkest, og vi er slet ikke i tvivl om, at den styrke besidder vi endnu – den var aldrig væk. 

ABAF vil meget gerne involvere sig og facilitere, når politikerne inde på Fælleden har besluttet hvad næste skridt er. Indtil da vil vi opfordre til, at vi rummer hinandens forskelligheder, diskuterer med respekt og fortsætter med at mødes til fredagsbar, i købmanden, på fællespladsen og ved morgentoget og glædes over alt det gode vi deler i Alken.

Ad 2. Henvendelse fra Lene Kjeldsen og Camilla Mørk vedrørende foredrag om ’Fosteret og fødslens psykologi’, til oktober. Vi vender positivt tilbage og lægger op til søgning af underskudsgaranti. 

Ad 3. Henvendelse fra folkemusikorkestret ’Svøbsk’. Vi forhører os i det lokale miljø, om nogen vil tage tråden op. Karin tager den videre.

Ad 4. Forberedelse af generalforsamlingen d. 21. marts. GF er annonceret. Vi tager et særligt punkt med om byfest/byfestplads/telte, (herunder ansøgning om støbning af fast underlag) og vil lægge op til debat om dette. 

Ad 5. Kurser fra kommunen. Inspirationskurser i fundraising og kommunikation. Vi deltager med 1 eller 2.

Ad 6. Fælles aften for de tre foreninger. Vi spiller ud med lørdag d. 6.4. Vi vender tilbage til indhold og afvikling ved et senere møde.

Ad 7. Ansøgning fra landsbypuljen om 25.000 til berlinerborde og -bænkesæt og lyskæder til fællespladsen sendes afsted (Andreas). 

Ad 8. Henvendelse fra Morten Hoffmeyer vedrørende energifællesskab 11. eller 12. marts. Vi skriver at vi lægger op til, at nogen måske vil gå med, når han holder mødet. 

Ad 9. Ikke noget.

/ Jens

You are currently viewing Fast underlag på fællespladsen til debat