Tre stærke kvindelige forfatterskaber gæster mejeriet

Torsdag 15. maj kl. 17-19 vil Louise Juhl Dalsgaard, Pia Tafdrup og Tina Frank læse op af deres værker. Det er tre vilde forfatterskaber, som med hver sin stemme, i hver sin tid og fra hver sit sted fortæller historien om at være kvinde. Imellem oplæsningerne vil der være mulighed for at stille spørgsmål og komme dybere ned i de emner, som teksterne puster til.

Billetter købes ved at overføre 50,- til Mobile pay box 6905RE
Der sælges vin, øl og vand i baren.

Louise Juhl Dalsgaard debuterede i 2011 med digtsamlingen Mit ønske om at dø er rent hypotetisk, og har siden udgivet i alt 9 titler, både kortprosa, digte og romaner. Hun er oversat til tysk og svensk.
Louise skriver på fornemmelsen af, at følelserne gennem en evigt kværnende indre dialog konstant tager magten over intellektet. Herfra henvender forfatteskabet sig til verden, rækker hænderne ud, både som en gestus: ’Velkommen indenfor’, men også som en appel om at blive læst, modsagt og forstået.
Louise Juhl Dalsgaard er aktuel med romanen “Om en hals” (Grønningen 1, 2024)

Pia Tafdrup debuterede i 1981 med digtsamlingen Når der går hul på en engel. Hun etablerede sig sammen med bl.a. Michael Strunge og Søren Ulrik Thomsen som en del af 80’er-generationens digtere. Siden har hun udgivet over tyve digtsamlinger. Forfatterskabet er oversat til flere sprog, hun er medlem af det danske akademi og i 1999 modtag hun Nordisk råds litteraturpris for Dronningeporten. Pia er aktuel med digtsamlingen Hjertet i Zenith (Gyldendal, 2024), som hun skrev i forbindelse med sin mors død.

Tina Frank debuterede i 2020 med kortromanen Øjets anatomi, og siden har hun ikke set sig tilbage. Hun skriver kortfattet, præcist og med en hårdtslående, ærlig humor – og hun skriver oftest om emner, som er svære at tale om, men som mange har haft inde på livet. Bl.a. abort, kvindehad, privilegier og fatshaming. Tina er aktuel med kortromanen Bornholm (Forlag folke, 2024).

Begivenheden er støttet af Slots- og Kulturstyrelsen.
Fotos: Kirsten Adler og Simone Lilmoes

You are currently viewing Tre stærke kvindelige forfatterskaber gæster mejeriet