Jeg vil forsøge med en forklaring, som muligvis bliver lidt vel teknisk. Det gamle signalsystem – hvor der langs sporet ved bommene stod et signal med enten fast gult eller blinkende hvidt lys – havde i sporet en “kontakt”, som toget skulle sætte bommene i gang med. Da afstanden altid var den samme, ville et langsomtkørende tog derfor betyde at bommene var længere nede, end hvis toget nærmede sig med normal hastighed. Men eftersom stort set alle tog altid kørte med stort set samme hastighed, oplevede vi stort set aldrig nogen mærkbar forskel i ventetiden.

Det nye og nuværende signalsystem – det med de blå skilte med gule pile – er ikke så simpelt skruet sammen. Så langtfra! Der er ikke længere “kontakter” i sporet – togenes position detekteres ved hjælp af en kombination af en mobiltelefonlignende forbindelse (den nye mast er en udløber heraf) og “følere”,  som er monteret på skinnerne og ikke har nogen specifik bom-relateret funktion. Den tid, der skal gå fra bommene går ned, til toget passerer vejen, beregnes af en computer (eller sandsynligvis nok flere), og tiden kan derfor givetvis være lidt forskellig fra gang til gang. For computerne kender også togets hastighed.

Dertil kommer at det nye – nuværende – signalsystem i langt de fleste tilfælde opererer med et sikkerhedsniveau som tangerer hysteri, sammenlignet med det tidligere. Dét er givetvis årsagen til at ventetiden ved bommene er blevet længere. Systemet beregner nemlig ikke sikkerhedsrisikoen ved at ventende personer ved bommene bliver utålmodige og smutter over. Et andet og meget synligt eksempel: du har muligvis lagt mærke til, at togene ikke længere kører helt hen til rulletrapperne på Århus Hovedbanegård. Det nye signalsystem stoler nemlig sjældent på menneskelig dømmekraft og ansvarsbevidsthed. Så selv om det mig bekendt aldrig nogensinde er sket at et tog er kørt for langt i de snart 100 år, banegården har eksisteret, bliver togene nu – med sikkerhed som eneste begrundelse – automatisk trukket så langt ned i fart, at de er nødt til at standse ca. 30 meter for tidligt. Hvor det gamle signalsystem så at sige gik med både livrem og seler, er det nye desuden iført redningsvest, airbag, sikkerhedssele, hjelm, gasmaske og faldskærm. Selvfølgelig er sikkerhed godt, men en gang imellem virker det altså som om man vil optimere det optimale. Tog er i forvejen et uovertruffent sikkert transportmiddel, så hvis man endelig vil gøre en indsats for trafiksikkerhed, var det værd at overveje om ikke man kunne få mere sikkerhed for de samme penge på andre måder. Jeg skal i den forbindelse taktfuldt undlade at reflektere over, at der gennemsnitligt omtrent én gang hver eneste uge sker en ulykke med en lastbil på motorvejen…

“GåKold” bliver beskyldt for meget – men i dette tilfælde kan jeg ikke understrege kraftigt nok, at selskabet er fuldstændig uden skyld. Selskabet har lige så lidt indflydelse på bommene som rutebilerne har på lyskrydsene. Det daglige ansvar er først og fremmest Banedanmarks, og overordnet er det Trafikstyrelsens og Transportministeriets. For det er ikke Banedanmarks beslutning, at det blev lige dét signalsystem, og at det fungerer på dén måde. Eller ikke gør…

Og apropos: 18. juli 2022, da det nye signalsystem netop var taget i brug, var Banedanmark så venlig at holde “åbent hus” i et lille, nyt betonskur, der var opført i samme forbindelse. Flere Alken-beboere, deriblandt mig selv, lagde vejen forbi og kiggede interesseret indenfor til den nye teknik: hundredevis af lysende og blinkende grønne lysdioder, lystavler og mærkater med uforståeligt kodesprog, under den sorte “bænk” en nødstrømsforsyning i form af et arsenal af batterier… men da døren ud på aftenen fortsat stod åben, og der fortsat intet Banedanmark-personale sås i nærheden, mente jeg det måtte være på sin plads at spørge fjernstyringscentralen i Silkeborg om ikke det snart var på tide at lukke for idag. Men fjernstyringscentralen hørte jo til det gamle signalanlæg, så den var nedlagt, og telefonnummeret var dødt! Herefter gik der ganske lang tid med først at finde et nummer til “afløseren”; trafikkontrolcentret i Fredericia, beliggende lige vest for banegården og kaldet WC-rullen, eftersom bygningen er fuldstændig cylinderformet – og dernæst at få en medarbejder til at forstå situationen og sende en stafet med en nøgle til Alken.

Siden har jeg ikke set skurets dør være åben, uden at en af Banedanmarks medarbejdere (eller en underentreprenør) var inde i skuret, eller i umiddelbar nærhed af det!

(Fotos: Thomas Tjørnehøj)

Men det var tydeligt at se og mærke, at gæsterne havde en fed aften. Der var udenbys folk og flere nytilflyttere samt forældre med helt små børn, som blev passet, så begge forældre havde mulighed for at møde op. Jeg har aldrig før oplevet så mange børn (vel ca. 10) til fjerdejuledagsjazz. Børn under 12 skal jo ikke betale entré, men til gengæld var de flittige bargæster: der måtte rekvireres en kasse sodavand mere…! Desuden var dansegulvet ofte fyldt, og desværre slap jeg ikke selv for at blive hevet ud, selv om jeg i fuld overensstemmelse med sandheden forsvarede mig med, at jeg danser som en sæk kartofler. Alligevel – eller måske netop derfor – gik det så vildt for sig, at min stakkels dansepartner nær havde væltet et bord…

Temmelig mange er syge lige nu, og vi har fået tilkendegivelser fra mindst ti om, at de har måttet melde afbud – nogle havde endda købt billetter! – på grund af sygdom. Traditionerne med Alken-session (musikalske Alken-borgere laver hygge-sammenspil i cafeen) og med at tage sine julegæster med til jazz ser desværre ud til ikke at have overlevet de to ufrivillige pauser, der har været i fjerdejuledagsjazzen: først “tomrummet” efter det gamle udvalg, og lige derefter corona’en.

Ærgerligt er det også, at det har været meget småt med assistance til opstilling, bar-pasning og afrydning/rengøring. Jeg havde til det sidste forventet den sædvanlige, legendariske Alken-løsning (dvs. at ingen eller kun få melder sig til, men mange møder alligevel op, så det ender med at gå i orden) – men det var stort set kun i baren, vi fik (lidt) hjælp. Så meget desto mere fortjener de få hjælpere et ekstra skulderklap! Det gjorde det naturligvis heller ikke bedre, at en tredjedel af fjerdejuledagsjazzudvalget måtte melde forfald: Anja Budde blev dagen før alvorligt syg og måtte indlægges. Hvis den manglende “jassistance” skyldes omfattende sygdom, er der selvfølgelig ikke noget at gøre ved det. Hvis det derimod skyldes vigende tilslutning til fjerdejuledagsjazzen, er situationen naturligvis en anden. Der var som nævnt absolut ingen utilfredshed at spore hos deltagerne: mange takkede for arrangementet og tilkendegav, at det havde været en rigtig hyggelig og dejlig aften. Nogle (af dem der ikke var tilstede?) kunne måske have tænkt sig en anden musikstil, men dels sætter begrebet fjerdejuledagsjazz jo en naturlig ramme; dels kunne orkestret ikke beskyldes for ikke at levere varen. Tværtimod! Alle er fuldtidsmusikere, dybt professionelle og gennem adskillige år vant til at spille sammen, og orkestret har adskillige aftaler over hele landet i mere end et år frem i tiden. Så det er absolut ikke amatører, vi havde besøg af. Set i den sammenhæng er honoraret ikke bare rimeligt, men ligefrem billigt.

Men hvis der er nogle Alken-borgere – også gerne dem, der valgte at bruge aftenen til noget andet – som synes der er behov for at tage en snak om fjerdejuledagsjazzens fremtid, er jeg naturligvis med på det. Det er jeg sådan set altid – og i øvrigt har jeg siden juni haft en løs aftale med et orkester til 2026. Det er ikke spor for tidligt: i nogle tilfælde har jeg måttet lave endelige aftaler 1½ år i forvejen! Denne gang kan jeg nu nok godt vente til en gang til sommer…

Mvh. & på vegne af fjerdejuledagsjazzudvalget Thomas Tjørnehøj
(Foto: Thomas Tjørnehøj)

Søndag aften fra kl. 18.30: bar-pasning; tjanser à ½ eller 1 time, alt efter hvad man synes, og hvor mange vi er om det. Øl sælges “kun” i flasker; ikke fra fad. Mens musikken spiller (kl. 20.30 – 21. 30 og 22 – 23) samt fra ca. 23.30 og til de sidste gæster går, klarer fjerdejuledagsjazzudvalgsmedlemmerne bar-pasningen. Men i pausen (21.30 – 22) skal der meget gerne være (mindst) to i baren!

Mandag d. 29. – tidspunktet kan aftales, men det må ikke være senere end først på eftermiddagen: borde og stole sættes på plads, baren “pakkes sammen”, og gulvet fejes og vaskes. Også dét plejer at kunne klares på højst en time.

Skriv hvad du kunne tænke dig at byde ind med på listen, der ligger på købmandsdisken – eller ring/SMS til os.

Mange hilsner – og på forhånd tak! – fra fjerdejuledagsjazzudvalget

Anja Budde (30 34 92 21)

Thomas Glud (23 98 52 11)

Thomas Tjørnehøj (86 57 79 80/30 82 29 81)

Trods det lidt sene tidspunkt er fjerdejuledagsjazzen faktisk også meget børnevenlig. Musikken er hverken larmende eller øredøvende høj – selv små børn kan sagtens fornemme musikernes spilleglæde, og de fascineres af at kunne se, hvor musikken kommer fra, og hvordan den bliver til.

Billetterne sælges hos Købmanden fra 5. december. Og lige som tidligere år er der rabat for medlemmer af ABAF, som kan nøjes med at betale 100 kr. pr. billlet. For ikke-medlemmer er prisen 125 kr. – og alle børn under 12 år kommer gratis ind!

Årets orkester er River Band, som består af hele seks modne herrer med bopæl i Midt- og Vestjylland, og med et fantastisk musikalsk overskud. En af dem – trækbasunisten Allan Bjerregård – har jeg et særligt kendskab til, idet han gennem flere år har været kollega til mig. Det er normalt ham, der introducerer musikken – og sørger for anden snak mellem numrene, Det er ikke altid lige relevant, men meget underholdende…!

Se mere på riverband.dk. Og sørg allerede nu for at holde “fjerde juledag” fri for andre arrangementer. For det er søndag 28. december, det går løs!

Det må man vel trods alt sige, at det er kommet til, men alligevel er det altså på vej ud nu. Afløseren er – hvis man skal tro DSB, Rejsekorts og trafikselskabernes intense annoncering – den ene eller den anden app. Og ikke andet. At der bliver endnu en mulighed, reklameres der af ukendte årsager ikke med. Heller ikke på “overtrækket” på en af Rejsekortstanderne i Alken – men hov:  på siden af den er  der da kommet en dims, der ligner en slags kortlæser…?

Det er det også. Takket være kortlæseren bliver smartphones og app’er unødvendige når man skal ud at køre med bus og tog, så der aldrig er grund til “ladestress”.

Kortlæseren skal læse et såkaldt Basiskort, som efter de foreløbigt tilgængelige oplysninger lader til at blive og kunne noget nær det samme som det nuværende, almindelige Rejsekort. Den største forskel ser ud til at blive at der kommer færre kortlæsere på stationer og perroner. Prisen for at bruge Basiskort skulle også blive nøjagtigt den samme som med Rejsekort-app’en. Og trods teksten på overtrækket er sådan et kort naturligvis også en “digital” måde at rejse på – i modsætning til fx. at købe en papbillet af et levende menneske.

Hvorfor reklameres der ikke for Basiskortet? Skal det helst ikke blive en succes? Må kendskabet til det ikke blive udbredt? “Over en million bruger nu Rejsekort-app’en”, kan man læse på skærmene i GåKolds tog. Ja, men over to millioner bruger stadig det traditionelle Rejsekort – oplyser fx. Rådet for bæredygtig Trafik og Kollektiv Trafik Forum. Selskabet bag Rejskort gør ikke… så man kan godt undre sig en lille smule!

To unge damer på vej hjem en sen fredag eller lørdag aften på Aarhus H var blandt den million, der måtte tage konsekvensen af at have kasseret plast-rejsekortet, hørte jeg: “Tjek lige to ind; jeg har ikke mere strøm…”

En ultrakort historie fra det virkelige liv. Men ikke desto mindre er det ganske vist!

Maskinen er efterset, renset, tilsluttet, afprøvet og klar til brug – den (og fjernsynet) skal bare sluttes til en stikkontakt. Desværre mangler den en fjernbetjening, hvilket giver nogle begrænsninger ved afspilningen af DVD’er. Der kan for eksempel ikke skiftes sprog og til- eller fravælges undertekster. Men måske nogen har en fjernbetjening af den slags, som kan kodes til forskellige apparater, liggende bagest i en skuffe? Når der afspilles VHS-bånd, er alle funktioner tilgængelige. (Foto: Thomas Tjørnehøj)

Selv om en togafgang måske passer i den ene retning, gider de færreste jo tage toget, hvis man skal vente fx. 50 minutter, når man skal hjem. Så tager man hellere sin bil – i begge retninger. Men hvis ventetiden højst er ca. 20 minutter, bliver toget igen et brugbart alternativ.

En fordobling af antallet af afgange kan i øvrigt godt medføre mere end en fordobling af passagertallet. Et eksempel er den yderste del af Grenåbanen. Da der var totimesdrift kørte togene uden for myldretiden næsten tomme. Efter overgang til timedrift steg passagertallet også i yder- og mellemtimerne markant, og det samlede passagertal blev altså forøget betydeligt mere end antallet af tog.

Tallene fra Alken stinker i øvrigt fælt af den såkaldte “salamitaktik”, der bl.a. i 1960’erne blev brugt til at lukke både stationer og hele jernbaner: man gør det så besværligt at benytte togene at kun få gør det, og med dét argument – “kunderne er jo forsvundet” – kan man nedlægge på steder, hvor passagergrundlaget i virkeligheden er godt.

Der er også forskellige måder at tælle på. Med bopæl 16 år i Mårslet, som daglig passager med Oddergrisen og som forfatter til en bog i anledning af Odderbanens 125-årsjubilæum i 2009 har jeg haft anledning til at grave lidt i begrebet passagertælling. Århus Amt ville fx. lukke den lille station i Assedrup nord for Odder, da det blev hævdet at der kun var 13 daglige passagerer. Da beboerne i Assedrup så selv talte. steg antallet til over det dobbelte: fra 13 til 30. Amtet havde nemlig kun talt i den ene retning… gad vide hvordan tællingen i Alken er foregået!

Eksemplet viser hvor taknemmelige tal er. Man kan få de resultater man ønsker ved at tælle på den ene eller den anden måde. Og som benytter af toget på næsten alle tider af døgnet har jeg svært ved at tro at tallet for Alken virkelig skulle være så lavt.

Vi har i øvrigt et godt kort på hånden i Alken. Af og til oplever jeg toget standse for 0 (nul) passagerer i Svejbæk, Laven og Hørning. Det medfører mere slid på bremser og spor samt støj og unødigt energiforbrug ved igangsætning, og det mindsker muligheden for at indhente en eventuel forsinkelse. Men takket være behovsstandsningen kan vi sige os fri for alt dette i Alken. Et argument, der kan hives frem ved behov.

Thomas Tjørnehøj, Emborgvej