Foto af algeskum er taget nær Tåning Ås udløb ud for Vædebrovej 1d i start april 2025. Oppisket skum af algerester aldrig set så tidligt i de mængder. (Foto: Troels Bruun)

Vi måtte desværre afvise rigtig mange bestillinger, pga manglende kapacitet – men sådan er det.

Vi fastholder princippet om “sidste fredag i måneden“ og glæder os allerede til 27. februar. Menu-annoncering på alken.dk søndagen inden og derfra, “først til mølle”.

Vi gentager menuen fra januar, dog med den lille ændring, at kartoffelpizzaen (nr. 6) bliver med trøffelost i stedet for ravost. “Svenskeren” var i øvrigt en yderst positiv smagsoverraskelse, som fortjener mere opmærksomhed. Den “forbudte” Hawaii pizza, denne gang med bacon, slog benene væk under selv den mest forhærdede skeptiker. Så vi fortsætter ufortrødent med at udfordre smagsløgene. 

Vi vil være anderledes 

Kærlige hilsener Pizzaholdet

Tak for svaret fra Claus Leick på alken.dk, som giver indblik i Klima-, Miljø- og Planudvalgets arbejde med cykelstier i Skanderborg Kommune. Men jeg mangler stadig svar på, hvorfor Marguerit-ruten er vigtigere end de mange andre skoleveje, der står på prioriteringslisten? 

Det gør jeg især, fordi cykelstien slet ikke ligger på Marguerit-ruten. Ruten er etableret i 1991 som national turistrute på 4.218 km tiltænkt bilister. I vores område går den fra Ry til Boes, igennem Alken og videre sydpå langs Mossø. Den kommer hverken til Svejstrup eller Bjedstrup, så… 

Hvordan har man i KMP-udvalget fået cykelstien og Marguerit-ruten til at hænge sammen og prioritere strækningen finansielt? (Kortudsnittet er taget fra – Margueritruten – udinaturen.dk) 

Thomas Glud, Emborgvej.

Siden kom et svar fra Leick: Leick mente ikke Margueritrute men National Cykelrute

En vej i en lille landsby /
et samlingssted /
Trinbræt, købmand og mejeri /
Hvor voksne kommer i snak og børn leger /

En vej der ikke tilgodeses i takt med øget bebyggelse og tilladelser til landbruget /

Flere tunge landbrugsmaskiner
flere store lastbiler
flere personbiler
flere cykler, store som små
flere rulleskøjter og løbehjul
flere heste
flere gående, løbende
flere legende
– den samme vej, den samme fart

En baneoverskæring og dårligt udsyn
Et kryds hvor landbrugsmaskiner er nødsaget til at køre op på “fortovet”
ved højredrejning, grundet dens størrelse

På en vejstrækning
uden tydelig markering til bilister
om ekstra opmærksomhed og hensyntagen
Er det blot mit spæde bidrag til opmærksomhed på børn
og langsom gennemkørsel gennem byen

De bedste hilsner Estrid Bek

(Foto: Henrik Bjerg)

Siden fulgte endnu et spørgsmål fra Thomas Glud: Hvordan hænger cykelstien og Margueritruten sammen? og et sidste svar fra Claus Leick: Leick mente ikke Margueritrute men National Cykelrute

Princippet er så enkelt, så billigt og så genialt – og det virker. Illerup Å genoprettes med snoet forløb, småsøer og udløb både hvor det er nu og tilbage i gamle løb. Her er det endda en drøm med bro som den gamle som hævet bro. Omkring åen laves de første (ydre) diger placeres nær åløbet bred, typisk så tæt som muligt uden at det hæmmes af erosionsfare. Dette ydre dige tager de fleste vandstandsstigninger og
skybrud, og sikrer alt løber og holder sig indenfor rammerne af disse ydre diger. Men vi ser ind i en fremtid med flere stormfloder, kraftigere vind til at påvirke vandstand samt skybrud i hyppigere frekvens, som vi bare skal være klar til. Så selv med vandløb som Mossø og Illerup Å vil der her fra tid til anden opstå den situation, at digerne og hvad der er af sandsække og pumper bare ikke er tilstrækkelige – og sådanne situationer vil med høj sandsynlighed optræde hyppigere og hyppigere med voldsomme oversvømmelser til følge.

Problemet er ikke vandstandsstigning og oversvømmelser: Problemet er hvor dette vand løber hen!

Derfor opføres endnu et indre dige for stormflods- og oversvømmelsessikring et stykke fra det første fremskudte ydre dige ved åen som værn mod voldsom stormflod eller oversvømmelse. Dette dige er højere end det ydre dige og skaber bredden eller rammen for oversvømmelser. Begge diger bygges som traditionelle jorddiger, ofte forstærket med ler, grus og evt. sten samt beplantning for at mindske erosion. Når det ydre dige bliver presset til bristepunktet eller endda oversvømmet, kan vandet løbe ind i mellemrumszonen mellem det ydre og det indre dige uden at trænge igennem til det omkringliggende område og oversvømme vores huse her grundet det indre dige. Omtrent 26% til 27% af Holland ligger faktisk under havets overflade og er dermed beskyttet af diger, herunder det dobbeltdige system, der
bruges til at forhindre oversvømmelser – og selv her med Vesterhavet er der ikke oversvømmelsesproblemer. De ydre diger tilrettelægges efter Illerup Å’s løb med sikring af korrekt højde samt placering af korrekt placeret sikkerhedszone. Nord for Illerup Å vil der ikke være meget plads, da det er her der er mange huse og sommerhuse. Kan endda ske, at ydre og indre dige her nogle steder er samme højde, så der aldrig er oversvømmelser i haver og huse tæt på åen. Men syd for Illerup å er der kæmpe engområde med masser af plads for oversvømmelser, for klimatilpasning og for naturområde, da momentale oversvømmelse faktisk er gavnligt for biodiversitet. Der anlægges ofte et åbent eller lukket dræningssystem med kanaler eller rør til at lede overskudsvand ud af bufferzonen efter oversvømmelser, så der ikke er langvarig ophobning af vand i bufferzonen.

Sikkerhedszonen mellem digerne er ikke blot en inaktiv zone, men et multifunktionelt område, hvor man kan dyrke landbrug (ikke relevant her), kan have køkkenhaver, etablere naturområder og rekreative faciliteter såsom fodgænger- og cykelstier, have beplantning af sjældne arter og have unik blomsterdiversitet. Dette store område bidrager på den måde både til øget klimatilpasning og giver samtidig merværdi til lokalbefolkningen ved at skabe grønne arealer og forbedre biodiversitet både for vandløb og liv her, for insekter og blomster og for fugleliv. Og da man ved, at området periodevis kan være oversvømmet, indrettes dette bare efter disse sjældne med forventede hændelser. Og så er det bare at placere digerne rigtigt, og få placeret korrekt attraktion hvor dette giver mening!

Ja dejligt og effektivt, men dyrt!

Ja endda meget dyrt, og hverken noget lodsejere, lokalsamfundet eller for den sags skyld kommunen kan eller vil finansiere. Et stort flertal i Folketinget bevilgede i 2025 82 mio. til 13 kommuner for kystbeskyttelse – men Silkeborg søerne er ikke en del af denne bevilling. Lavvandsprojekter er for Co2-regnskab – og ikke så meget andet!

Men der er en mulighed, jeg synes bør forfølges – skabelse af UNESCO-attraktion. Her skaffes midler via fonde og UNESCO! I WorldList er Alken Enge og udgravningerne her udpeget som den 8. største arkæologiske opdagelser i Europa (Mysterious Archaeological Discoveries in EUROPE!), hvilket er et endda meget stærkt argument for UNESCO. Illerup Å udspringer ved Messing skov (ikke lang fra Messing Å’s udløb til Pindsmølle og dermed Jeksendalen og Aarhus Å), og løber herfra 10 km inden åen udløber i Mossø. Åen var tidligere hjemsted for moser, lavvandsområder og enestående naturområder bl.a. for fugle, men også som gydeplads for bl.a. ørred og med mange ål.

Her – i år 0 – 50 e.v.t., var der et slag eller i hvert fald en begravelsesplads for de døde i mosen (kan ses på Moesgaard), der nu er delvist udgravet og vidner om en helt anden historie end tidligere antaget. Eneste af sin art i Danmark og på mange måder helt unik som beskrevet publiceret i det internationalt anerkendte tidsskrift PNAS (Proceedings of the National Academy of Sciences) ”Direct evidence of a large Northern European Roman period martial event and post-battle corpse manipulation”. Længere oppe ad Illerup Ådal findes moserne for de meget mere kendte historisk fund ved Illerup ca. år 200 – 400 e.v.t. (kæmpe udstilling på Moesgaard) samt det faktisk endnu mindre kendte fund fra år 200 – 150 f.v.t. med Gudinden i vandet ved søen ved Forlev (nu drænet og væk) omhandlende en 2,74 meter høj menneskelignende figur lavet i ungt egetræ, forestillede en stiliseret kvinde med lange ben, kurvede hofter og en tydelig markering af det kvindelige køn, som Jernalderens folk ofrede både mad, dele af dyr og mystiske stykker af træ til.

Derfor Skanderborg Museum kalder dalen ”Den hellige dal” (ikke at forveksle med Inkaernes hellige dal i Andesbjergene), hvor særligt Alken Enge faktisk fremstår helt unik! Bare ikke ret mange, der ved det, for denne historie fortælles ikke og ikke meget at se.

Alken Enge som kulturarv ER bare unik og enestående – men kan ikke ses for ligger langt nede i jorden. Områder med Illerup å, moserne til Mossø og Gudenåen ER bare et Naturarvs område!

UNESCO ses oftest ud fra artikel 1 om kulturarv som arkitektoniske værker som monumentle værker inden for skulptur og maleri, enkeltheder eller konstruktioner af arkæologisk karakter. Artikel 2 udvider dette for “naturarv”: som naturområder eller klart afgrænsede naturarealer af særlig universel betydning, set ud fra et videnskabeligt, fredningsmæssigt eller naturskønhedssynspunkt. UNESCOs kulturnaturarv er en betegnelse, der dækker over kulturarv, som både omfatter menneskeskabte kulturværdier og samtidig har en tæt tilknytning til naturen. 

En UNESCO kulturnaturarv kan være et sted med unikke fund som skeletter, selv om de ikke nødvendigvis kan ses direkte på stedet som bygninger eller synlige strukturer. Her defineres det som steder, der “bærer et unikt eller vigtigt vidnesbyrd om en kultur” (kriterium iii), samt steder der er “bundet til menneskelig interaktion med miljøet og kulturel brug af naturen, især når de er sårbare over for irreversible
forandringer” (kriterium v), hvilket her er ofringer. Hvis området også har enestående naturværdi, f.eks. i forbindelse med naturgenopretning eller klimasikring i et unikt naturområde, kan det opfylde både kulturelle og naturlige kriterier. Kulturnaturarv forstås som en kombination af kultur og natur, hvor det menneskelige præg og den naturlige sammenhæng er uløseligt forbundet. naturgenopretning, der bringer området i harmoni med nutidige naturforhold, kan understøtte områdets værdi og dermed styrke begrundelsen for UNESCO-status.

UNESCO som attraktion mere end skilte og trampestier giver bare så meget til lokalsamfundet! Faktisk har en nyere engelsk rapport (28. august 2020) vist, at UNESCO-steder bidrager markant til økonomisk omsætning og desuden har positive effekter for både samfund, kulturliv og natur. Rapporten omhandler 76 UNESCO-designationer, der indgår i rapportens undersøgelse, hvor deres UNESCO-
status hjalp dem med at generere omkring 151 millioner pund (1,2 milliarder kroner) på ét år svarende til gennemsnit på 16 mio. kr årligt pr projekt. Rapporten viser også, at UNESCO-destinationer ikke kun bidrager økonomisk, men også skaber positive effekter for samfund, kulturliv og natur, hvor UNESCO-designationerne fungerer som motorer for viden og innovation, forbinder mennesker, kultur og natur, samt samler mange aktører i lokale fællesskaber og skaber netværk, som styrker kreativitet og samarbejde i lokalsamfundet.

En UNESCO i Skanderborg – ved Alken Enge og Illerup Ådal, men relationer til Mossø og Gudenå systemet, og endda videre til Himmelbjerget, med inddragelse af Ejer Baunehøj og kommunikation via ”bauner” mm., vil da være fedt for lodsejere ved Mossø (klimasikring) og området, for turismen i hele området og for Skanderborg kommune. Og Mossø bliver pludselig spændende mod vest (Klostermølle og -kær), mod nord (Øm kloster og videre til Himmelbjerget), mod syd (Tåning å og videre til Skanderborg og Ejer Baunehøj) og mod øst med Alken Enge UNESCO og ny Illerup å med ”Den døde dal” og videre til Jeksendalen. WOW.

Jeg er overbevist om at ’Alken Enge’ kan bære sådan ansøgning til UNESCO og grundet UNESCO midler fra fonde skabe grundlaget, hvor øvrige meget imponerende seværdigheder hæftet på; omvendt kan ikke ske for øvrige er ikke unikke og stærke nok i sig selv!

Oversvømmelsessikring for os lokale, genial natur (gen)etableres og udbygges, spændende
seværdighed endda med stærk lokal inddragelse og engagement. Whats not to like?

Det må man vel trods alt sige, at det er kommet til, men alligevel er det altså på vej ud nu. Afløseren er – hvis man skal tro DSB, Rejsekorts og trafikselskabernes intense annoncering – den ene eller den anden app. Og ikke andet. At der bliver endnu en mulighed, reklameres der af ukendte årsager ikke med. Heller ikke på “overtrækket” på en af Rejsekortstanderne i Alken – men hov:  på siden af den er  der da kommet en dims, der ligner en slags kortlæser…?

Det er det også. Takket være kortlæseren bliver smartphones og app’er unødvendige når man skal ud at køre med bus og tog, så der aldrig er grund til “ladestress”.

Kortlæseren skal læse et såkaldt Basiskort, som efter de foreløbigt tilgængelige oplysninger lader til at blive og kunne noget nær det samme som det nuværende, almindelige Rejsekort. Den største forskel ser ud til at blive at der kommer færre kortlæsere på stationer og perroner. Prisen for at bruge Basiskort skulle også blive nøjagtigt den samme som med Rejsekort-app’en. Og trods teksten på overtrækket er sådan et kort naturligvis også en “digital” måde at rejse på – i modsætning til fx. at købe en papbillet af et levende menneske.

Hvorfor reklameres der ikke for Basiskortet? Skal det helst ikke blive en succes? Må kendskabet til det ikke blive udbredt? “Over en million bruger nu Rejsekort-app’en”, kan man læse på skærmene i GåKolds tog. Ja, men over to millioner bruger stadig det traditionelle Rejsekort – oplyser fx. Rådet for bæredygtig Trafik og Kollektiv Trafik Forum. Selskabet bag Rejskort gør ikke… så man kan godt undre sig en lille smule!

To unge damer på vej hjem en sen fredag eller lørdag aften på Aarhus H var blandt den million, der måtte tage konsekvensen af at have kasseret plast-rejsekortet, hørte jeg: “Tjek lige to ind; jeg har ikke mere strøm…”

En ultrakort historie fra det virkelige liv. Men ikke desto mindre er det ganske vist!

I mit professionelle virke er jeg så privilegeret at arbejde med at skabe positive forandringer i det almene boligområde Højvangen i Skanderborg og oplever på daglig basis magien og styrken i et stærkt lokalsamfund. Indsatsen er baseret på dialog, omsorg, uddannelse, samskabelse og fælles oplevelser.

Jeg har en baggrund som sygeplejerske og journalist og er rundet af begge verdener. Jeg brænder for demokrati og mener, at det er vigtigere end nogensinde at kæmpe for det som samfundsmodel (også til trods for den træghed, der kan følger med).

Jeg brænder også for at skabe sammenhængskraft, social retfærdighed – og herunder at arbejde for at mindske ulighed – som desværre til stadighed vokser i vores samfund. Jeg vil i de kommende måneder vandre rundt i lokalområdet med postkort og tid til snak. I er meget velkomne til at kontakte mig på mail: strandgaard.charlotte@gmail.com eller på facebook: Charlotte Strandgaard – stem personligt.

Selv om en togafgang måske passer i den ene retning, gider de færreste jo tage toget, hvis man skal vente fx. 50 minutter, når man skal hjem. Så tager man hellere sin bil – i begge retninger. Men hvis ventetiden højst er ca. 20 minutter, bliver toget igen et brugbart alternativ.

En fordobling af antallet af afgange kan i øvrigt godt medføre mere end en fordobling af passagertallet. Et eksempel er den yderste del af Grenåbanen. Da der var totimesdrift kørte togene uden for myldretiden næsten tomme. Efter overgang til timedrift steg passagertallet også i yder- og mellemtimerne markant, og det samlede passagertal blev altså forøget betydeligt mere end antallet af tog.

Tallene fra Alken stinker i øvrigt fælt af den såkaldte “salamitaktik”, der bl.a. i 1960’erne blev brugt til at lukke både stationer og hele jernbaner: man gør det så besværligt at benytte togene at kun få gør det, og med dét argument – “kunderne er jo forsvundet” – kan man nedlægge på steder, hvor passagergrundlaget i virkeligheden er godt.

Der er også forskellige måder at tælle på. Med bopæl 16 år i Mårslet, som daglig passager med Oddergrisen og som forfatter til en bog i anledning af Odderbanens 125-årsjubilæum i 2009 har jeg haft anledning til at grave lidt i begrebet passagertælling. Århus Amt ville fx. lukke den lille station i Assedrup nord for Odder, da det blev hævdet at der kun var 13 daglige passagerer. Da beboerne i Assedrup så selv talte. steg antallet til over det dobbelte: fra 13 til 30. Amtet havde nemlig kun talt i den ene retning… gad vide hvordan tællingen i Alken er foregået!

Eksemplet viser hvor taknemmelige tal er. Man kan få de resultater man ønsker ved at tælle på den ene eller den anden måde. Og som benytter af toget på næsten alle tider af døgnet har jeg svært ved at tro at tallet for Alken virkelig skulle være så lavt.

Vi har i øvrigt et godt kort på hånden i Alken. Af og til oplever jeg toget standse for 0 (nul) passagerer i Svejbæk, Laven og Hørning. Det medfører mere slid på bremser og spor samt støj og unødigt energiforbrug ved igangsætning, og det mindsker muligheden for at indhente en eventuel forsinkelse. Men takket være behovsstandsningen kan vi sige os fri for alt dette i Alken. Et argument, der kan hives frem ved behov.

Thomas Tjørnehøj, Emborgvej

se genmæle fra Dorthe Brauner Jensen 22. april.