Kære naboer. I husker sikkert skole-kampagnen? Vores fælles indsats, der mod alle odds sikrede overlevelsen af Bjedstrup Skole? Ud over mange timers frivilligt arbejde fra alle jer, krævede aktionen en ikke uvæsentlig sum og tømte praktisk talt Liv i Landsbyernes konto. En fælles pulje, der var blevet samlet sammen gennem mange års oprydning efter Smukfest.
Vi ved ikke, hvornår vi næste gang får brug for at kæmpe for skolen, trinbrættet, eller noget helt tredje. Men et er sikkert: Når tiden kommer, får vi igen brug for penge i kassen. Derfor behøver vi din hjælp.
Vi håber du eller en anden fra din husstand har lyst til at melde jer til vores oprydning på Smukfest enten mandag 8. august fra kl. 12-20 eller tirsdag 9. august 2022 fra kl. 14-20.
Pengene fra oprydningen går dels til Liv i Landsbyerne. Men som noget nyt vil landsbyernes borgerforeninger modtage en andel beregnet ud fra antallet af opryddere fra den enkelte landsby. Penge som kan investeres i gyngestativer, el-cykler, eller hvad I finder på.
Ud over opryddere har vi begge dage brug for tre biler med chauffør og trailer. Kan det være dig, må du gerne give besked når du tilmelder dig.
Vi kan ikke understrege nok, hvor vigtigt det er, at du bakker op. Ud over at vi sikrer vores landsbyer, er de to dage en rigtig god mulighed for at få hilst på hinanden, spist pizza og få sikret sommerens campingudstyr for ikke at forglemme drikkevarerne til landsbyernes sommerfester.
Vi sender yderligere information ud til de tilmeldte, når vi nærmer os. Meld dig til nu! Her: https://livlandsbyerne.nemtilmeld.dk/12/
De bedste hilsner Lauge Vithner Jensen og Ditte Jensen