Kom og dans til stort Motown-orkester lørdag aften den 29. juli på Svejstrup Gl. Præstegård Den 28.-29. juli åbner Svejstrup Gl. Præstegård klosterhaven for gæster til spisning, musik, underholdning og stor markedsdag lørdag, når de holder Sommerfestival 2023. Gårdens beboere håber at se så mange naboer som muligt til fest – også selvom man ikke har booket bord:
-Lørdag aften bliver en festaften for bl.a. de lokale. Vi håber, at så mange som muligt kommer og danser til Motown Experience lørdag aften. Alle er velkomne, også uden bordreservation, siger præstegårdsbeboer Ida Gundersen. Det syv mand store, professionelle orkester går på fra 18.30 til 21.30 og spiller alt fra Ain’t no mountain, Sir Duke og My girl blandet med nyere soulmusik. Fredag aften står den på country og blue grass. Dyk ned i programmet her på alken.dk, via Facebook-eventet eller ved Købmanden i Alken.