Søren Peter på banen med sin anden spillefilm

Tidligere Alken-borger Søren Peter Langkjær Boisen er på banen med sin anden spillefilm efter Den geniale epoke, fremgår det af filmmagasinet Ekko under overskriften “Dansk stortalent bryder gennem universet”. Den nye hedder Det store glitch, der er lavet uden støtte fra Det Danske Filminstitut og beskrives som et naturalistisk sci-fi-venskabsdrama. Via Ekko-linket kan man også se filmens trailer.

Det store glitch blev vist på genrefestivalen Sci-Fi-London den 3. juni og forventes at komme i danske biografer senere på året. Søren Peter siger til, når det sker.

I august 2017 vandt han Young Director Award 2017 under Cannes Lions med sin kortfilm Delphi, der var hans førsteårsfilm på uddannelsen Super16. Dengang blev han i Ekko omtalt som “et af Danmarks mest spændende instruktørtalenter, da hans overrumplende originale førsteårsfilm, den techno-dystopiske Delphi, ramte både tidsånden og mavekulen.”

You are currently viewing Søren Peter på banen med sin anden spillefilm