Kildegårdsmark ryddet for engbrandbæger

Søndagens åbent hus på Kildegården begyndte med en fællesaktion på en af markerne, der skulle ryddes for engbrandbæger, der er giftig for kreaturerne. I kæde gik 30-40 store og små og rev de gulblomstrede – og halvvisnede – planter op med rode, samlede i sække, og fik en opgave, der kunne virke uoverkommelig for de nye folk på Kildegården, Ella Jørgensen og Henrik Grønborg, overstået i al gemytlighed på under en time.
Efter kage og kaffe i de nye værksteder var der besigtigelse af de mange aktiviteter på gården, der i den grad har fået nyt liv og er undergået store forvandlinger. Når det hele bliver færdigt, skal bygningerne på ejendommen både rumme tømrer- og smedeværksted med en port stor nok til, at et tiny house eller en båd af en vis størrelse kan rulle ind og ud. Et par mindre boliger til udlejning, kontorer og privatbolig bliver der også plads til. Og så – som forbipasserende på Alkenvej kan glæde sig over – den nyanlagte spiselige skovhave, hvor det myldrer frem i en sjælden set frodighed med blomster, urter, bærbuske og frugttræer.

(Foto med Ninna Gewitz i forgrunden: Bodil Hvelplund)

You are currently viewing Kildegårdsmark ryddet for engbrandbæger