Ikke bare på Boesvej, men også i den sydlige del af Alkens omegn, på Olesbjerg, er der nytilflyttere: Peter Bæk og Ulla Voss Gjesing, som præsenterede sig under fællesspisningen.
De er begge musikuddannede, men fra hver sit institut: Peter fra Musikinstituttet i København, og Ulla fra Aarhus. Begge har en fortid som musik- og kulturskoleledere, Peter fra Lyngby-Tårbæk, Syddjurs og Skive og Ulla har gennem 22 år været leder af Den Kreative Skole i Silkeborg.
Lige nu arbejder Ulla som seniorkonsulent på Kulturprinsen – Udviklingscenter for Børnekultur i Viborg, hvor vi skaber kunst- og kulturforløb med alle børn og deres pædagoger og lærere i skoler og dagtilbud i hele landet.
Peter har i 2019 skabt sin egen virksomhed: Koncertrejsen.dk, hvor han arrangerer rejser til opera, klassiske koncerter og ballet i Nordeuropa. Hans brand er bygget op omkring det, at gæsterne på rejserne møder en kunstner, som har særlig tilknytning til det, som vi skal opleve. F.eks. deltager operasanger Stig Fogh Andersen på en tur til Amsterdam i november. Peter har et stort netværk af kunstnere, han kan trække på, da han op gennem 90’erne var ansat ved Musikarkivet på Det Kongelige Teater.
Ulla og Peter har de seneste 10 år boet i den skønne natur i Dollerup bakker, så de har ledt efter tilsvarende naturskønhed og landsbyfællesskab, og fundet begge dele her i området ved Alken og Mossø!
Tilsammen har de seks børn og fire børnebørn fordelt mellem Aarhus og København, og dem skal der også være mere tid sammen med i deres nye, nedskalerede liv på Olesbjerg 6.
Velkommen til!
(Foto: Knud Abildtrup)