Hov, det maleri plejer da at hænge på Alken Mejeri! Midt i et ekstraordinært stort menneskemylder ved fredagens fernisering og åbning af KIR 24 – Kunst i Ry – dukker ikke bare Anna Klindt Sørensens oliemaleri “Paris” op, men flere fra Ry-kunstnerens hånd, som ellers permanent kan ses på mejeriet. Mens de hænger i Ry under udlån, er de behørigt skiltet, så det fremgår, at de hører hjemme på Alken Mejeri.
Den aktuelle udstilling tæller 38 professionelle kunstnere og kunsthåndværkere fra Ry og det nære opland, samt en 125 års jubilæumsudstilling med udvalgte værker af Anna Klindt Sørensen.
Fra vores område er keramiker Tove Lundby fra Mossøbrå og keramiker og bas i Alken-koret Sverre Teito Holmen fra Klosterfælled med. Der er åbent i Bolighuset til og med 14. april.