Alken Søbred-projektet godt på vej ned i størrelse

De seneste projektforslag fra Fabulas til boligbyggeriet Alken Søbred ved Enggården har lydt på omkring 50 boliger. Men nu er det på vej ned i omfang, forlyder det fra kommunen. Ned omkring 20 boliger.

På et spørgsmål fra alken.dk om, hvorfor sagen med alle høringssvarene ikke som forventet kom på økonomi- og erhvervsudvalgets dagsorden 17. april, svarer chef for Plan, Teknik og Miljø Karen Margrethe Høj Madsen:

– Vi er stødt ind i nogle udfordringer, som vi har et udmærket samarbejde med Fabulas om. Jeg kan ikke rigtig sige noget om en tidsplan, da det er helt oppe i luften p.t. Men jeg kan orientere om, at projektet bliver mindre end først skitseret.

Efter supplerende spørgsmål om nærmere antal boliger – og hvorvidt lejeboliger fortsat bliver en del af det hele, kommer der et svar fra arkitekt og byplanlægger Mette Freund:

-Til foroffentlighedshøringen indkom der 57 rigtig gode høringssvar, som det har taget tid til at behandle. Derudover har vi i administrationen haft undersøgelser i gang, som skal fremlægges til politisk behandling sammen med høringssvarene. Derfor nåede vi ikke at få projektet med på dagsordenspunktet d. 17/4. Vi arbejder på at få projektet med på økonomi- og erhvervsudvalgets møde d. 19/6.

Administrationen har screenet projektet og sammenstillet resultatet med screeningen fra 2019. Derudover har de landskabelige forhold, Alkenborgernes ønsker og almen praksis for udvikling i landzone haft indflydelse på boligantallet. Lige nu arbejder vi på omegnen af 20 boliger. Det endelige boligantal afhænger dog af flere faktorer, såsom boligtyper og indpasningen af boligerne i landskabet. Derfor kan det stadig nå at ændre sig lidt alt efter, hvordan projektet skrider frem.

Mht. lejeboliger, har udvikler oplyst, at han stadig ønsker at udleje boligerne. Som nævnt på borgermødet er det dog desværre ikke muligt for kommunen at kræve, at boligerne udlejes.

You are currently viewing Alken Søbred-projektet godt på vej ned i størrelse