Alice Køppen fra Boes fylder 70 torsdag 2. maj, og Vagn Stensig Kristensen skriver:
Alice er født 2. maj 1954 som den ældste af en børneflok på 5 i den fattige del af Frederiksberg. Hendes mor var enlig forsørger i flere omgange og tidligt skulle Alice tage vare på mindre søskende. Familien flyttede til Ballerup, da hun var ung. I egen lejlighed i en relativ tidlig alder. I et forhold, hvor hun i 78 blev mor til Kasper, som hun blev alene med i en lejlighed på Vesterbro.
Gennem nogle år var hun aktiv i en KFUM spejder gruppe på Amager. Klan Mjølner for unge og voksne spejdere. I 1979 mødte hun en ung og uskyldig landmand fra Vestjylland, der var nyansat politielev og som blev medlem af samme spejdergruppe. Snart faldt hendes øjne på ham og hun har sikker tænkt – “ham er der arbejde i”. Allerede i 80 rykkede den unge betjent – der er Vagn – ind hos hende i en lejlighed i en nedlagt købmandsbutik på Amager. De blev gift i 81 og fik Asger i 82.
I 82 flyttede den lille familie til Ry og for første gang måtte Alice sige farvel til Sjælland og København. Bopælen blev Ry i et hus i Bakkelyparken. Overgangen til det jyske gik meget smertefrit og Alice blev hurtig en del af lokallivet i Ry. 20 år som spejderleder i Ry og frivillig i bl.a. Biografen og Frivilliggruppen og med i forskellige sangkor. I 98 var det slut med bylivet igen og familien købte en ejendom i Boes, hvor de har boet siden.
Alice blev uddannet i Københavns Kommune som kontorelev. Det var et sikkert job med fast løn og pension. Det blev ikke til den lange ansættelse i kommunen da hun senere fik job på musiktidsskriftet MM. Efter turen til Jylland valgte hun at uddanne sig til teknisk assistent og fik arbejde i byggeafdelingen i KFK i Viby, der på dette tidspunkt var en betydelig spiller i grovvarebranchen. Firmaet lukkede og senere blev det ansættelse i bl.a. Møllebæk Huse. De sidste otte år i arbejdslivet var på biblioteket i Ry.
Alice er stadig dybt engageret i det lokale liv i Boes og især Alken, der er kommet tættere på Boes ved hendes deltagelse i kor, købmand og hvad der ellers rør sig i Alken.
Ud over hus og hjem i Boes, lytter hun gerne til nogle aktuelle podcasts eller radioprogrammer, strikker og er en ivrig læser af især gode krimier. Herudover er hun en aktiv farmor for fem børnebørn. To i Gl. Rye og tre i København.