En god senfølge af corona

Navnet siger næsten sig selv, kammermusik. Der er et overskueligt antal, og i Alkens eget kammer-ensemble er der kun 12 strygere. De har igennem foråret aftalt og finjusteret et program, som kan opleves ved koncerten i Alken Mejeri fredag 21. juni.

Der er værker af Grieg, Vivaldi og Bach. Det mest lokale medlem er violinisten, Lone Adamsen, som forklarer om det lille orkester, at det i virkeligheden er udsprunget af corona-begrænsningerne. De fleste af medlemmerne har gennem årene været med i et større kammerensemble i Aarhus, men i foråret 2020 lukkede landet, også for koncerter af denne slags.

I 2021 kom en delvis åbning, og Lone Adamsen lavede sammen med en anden af Alkens gamle kendinge udi den klassiske musik, Niels Kaas, en aftale med Alken Mejeri og ABAF om øvetider mod at man sluttede med en gratis koncert.

Sådan er det fortsat til dette forår, og på billedet ses hele kammer-ensemblet før en af prøverne forleden, ganske vist i afslappet påklædning og sneakers.

Navnene er: Niels Kaas, Lone Gerup Adamsen, Kristina Sørup, Ulla Bødker Hansen, Jens Lindballe, Lars Slengerich, Ebbe Wind, Troels Ette, Kirsten Drejer Lønbæk, Natalie Hoejenbos, Line Birnbaum, Thorkil Høgsbro.

Men hvad så med den fredagsbar, som ABAF har planlagt til 21. juni, vil man spørge. Svaret er, at der er plads til begge dele. Først musik, så fredagshygge.

Foto: Peter Abildgaard 

You are currently viewing En god senfølge af corona