“Bliv klippet og få et job!”

Skiltet med det manende budskab er fulgt med Kristian Nordentoft fra en kollektivtid og hænger nu over stuedøren i huset, Emborgvej 129, som Finn “Badutski” efter et par årtier i Alken har forladt her i år til fordel for en lejlighed på Trøjborg. De nye ejere er godt i gang med at lære huset og haven at kende. Og – om ikke klippet – så fået et job har Katrine Nordbo netop fået – som underviser i kor og sang på Kulturskolen Hedensted. Kristian, der er uddannet tegnefilmsinstruktør, laver for tiden dokumentarfilm – aktuelt en dokumentar om fællesskaber til DR2.
Thit på 3½ og Frej på 5½ går begge i naturbørnehaven i Bjedstrup og har i dag Sigfred fra 44 på besøg. De to yngste beboere er lykkedes med at få kattene Peter og Elvis med på billedet.

Familien har siden februar boet til leje på Præstegården i Svejstrup. De valgte faktisk at sælge deres 52 kvadratmeter kolonihavehus i Brønshøj, før de havde noget nyt, men kunne med lejemålet så være opsøgende – og slå til, da et hus blev til salg. Familien havde før Svejstrup undersøgt både Svendborg, Lejre og Dyssekilde, og efter inspiration fra Rasmus Hvelplund i Bjedstrup – Katrines studiekammerat – endte det altså med vores område – og det gule hus som flere stadig kalder “Naverens Hus”. Velkommen til!

(Foto: Knud Abildtrup)

You are currently viewing “Bliv klippet og få et job!”