Hvis ikke corona (eller hvad det nu var) havde overmandet Ole og mig, da vi kom hjem fra ferie på Sjælland, var denne hilsen ikke blevet så forsinket, skriver Søs Nielsen.
Radhika, Chhabi Lal og Shriijan (som nu bruger sit mellemnavn Sarita) sagde flere gange, da vi besøgte dem: Søs, vil du ikke skrive en hilsen til alle dem, der hjalp os, da vi kom til Alken?
Til jer der ikke kender historien, der ligger bag: I 2009 flyttede 2 familier fra Bhutan ind i “Slagterens hus” midt i Alken. De kom fra en kæmpe flygtningelejr i Nepal, hvor de havde boet i næsten 20 år. Nu var de kvoteflygtninge. Familier blev spredt for alle vinde. Bedsteforældre kom til USA og andre familiemedlemmer kom forskellige andre steder hen. Den familie, der flyttede ind i overetagen på Emborgvej 102, flyttede senere til Hørning, hvor børnene skulle gå i skole. Den ældste af deres piger er nu ansat på Kildegården i Skanderborg, siger Inge.
Da kommunen besluttede at sælge huset til Lene og Peter, flyttede Radhika og Chhabi Lal til Skanderborg. Det var de meget kede af, for de ville gerne have blevet boende i Alken.
11. januar 2011 fødte Radhika sønnen Suman på Silkeborg sygehus. Senere blev storesøster Sarita gift med Hem, som boede i Haslev, hvor han og hans familie og mange andre flygtninge fra Bhutan var havnet. De har 2 dejlige døtre Simikka og Sara.
Sidste år skete der noget rigtig godt. Radhika, Chhabi lal og Suman fik nemlig en lejlighed i Haslev ikke langt fra Saritas hjem. Når de er samlet med familien i Haslev, er de over 40 i alt.

Der var varslet 100 års hændelse mht. regn og skybrud den dag Ole og jeg tog bus og tog fra Slagelse til Haslev. Iført regntøj og plastikposer i skoene, blev vi modtaget af Chhabi lal og Suman. Mens vi kørte hjem til Radhika, som ventede med dejlig mad, fortalte Chhabi Lal os om byen. Den er noget lignende Skanderborg, sagde han med en stolthed i stemmen. Det var tydeligt, at de var glade
for deres nye liv.
Det er aldrig let at flytte skole, men Suman er en glad og udadvendt dreng på 13, der nu er faldet godt til, kunne vi mærke. Vi tog mange billeder. Det har vi altid gjort, når vi var sammen. Radhika var så smuk i sin lange blå kjole.
Senere kørte Chhabi lal og Suman os over til Sarita og Hem og pigerne. De fortalte, at de dagen efter skulle på ferie på Bornholm. Hem, som vi har kendt i mange år, lavede te til os, mens vi snakkede om “gamle dage”. Vi havde aldrig mødt Simikka og Sara før. Det var dejligt
at se, hvordan de hyggede sig med bedstefar og onkel Suman, mens vi drak te. Da vi kom tilbage til Radhika i lejligheden, fortalte de, at de 3 skulle på ferie hos familien i Norge.
Nu fik jeg endelig tid til at skrive den hilsen på alken dk, som jeg havde lovet. Supermånen gav mig ikke rist eller ro eller måske var det netop det, den gjorde? Filmperlen “Skolen ved vejens ende” fra Bhutan og den smukke nat inspirerede til at skrive, før solen stod op.
De venskaber, der blev skabt for 15 år siden, lever stadig. Så når familien fra Haslev kommer på besøg i Alken, vil vi samle alle jer, der hjalp med at tyde papirer fra kommunen og hjalp med lektierne og tiden, hvor Shriijan skulle på efterskole.
Jens, Inge og pigerne – Eric – Karin – Anna Larsen – Estrid – Adele – Knud – Birgit – Eva – Hanne – Anne Mette – Margit og mange andre blev nævnt. Vi skylder jer allesammen en stor tak, blev der sagt.
Og den er hermed givet videre.
Søs