Det spørgsmål blev besvaret fredag aften, hvor det udvidede fredagsbarudvalg med held havde indbudt til en velkomst-bar for alle de nye beboere. Mange af dem dukkede op – nogle med babyalarm i klapvogne og barnevogne parkeret udenfor – og endnu flere fik sat navn og ansigt på nye naboer. Nye og gamle beboere skulle danne små hold på tværs, og med Thomas Fink som quizmaster kom aktuelle spørgsmål som det med psykologerne på banen, ligesom antallet af børn på bakken (det er højt), antallet af huse, der har været ildebrand i, regnvandsbassiner og Jeppe’r. Af de mere historiske kan nævnes, hvor mange år den forrige købmand Birgit Pohle havde butik i Alken, hvor meget, folk i byen samlede ind før overtagelsen af mejeriet, og hvornår den sidste Alken-revy blev spillet. Det sidste mente Poul Westesen nok, at han vidste – for han var selv med – men han gættede forkert. Der var flere svarmuligheder til alle spørgsmål, og her skal ingen korrekte svar nævnes, for måske har andre bargæster en sammenfoldet version i lommen, der kan prøves af på hende eller ham, der blev hjemme.
I sofaer og både foran og bagved baren var der tilfredshed med, at både bordtennisbord og bordfodbold var hentet frem i salen. Der blev spillet rundt-om-bordet, singler og doubler og hamret kugler i kasserne til den store mejerimedalje.
Næste fredagsbar er 22. november: En “Jule-fredagsbar” fyldt med spændende overraskelser.