Claus fandt mulighed i Alken for at føle sig hjemme i sit nære miljø

På fotoet står Claus Egemose Pedersen med hænderne i lommen, hvilket på sin vis er ganske misvisende. Tilflytteren med adresse på Else Maries Høj 24, var nemlig på madholdet til søndagens fælles-brunch, hvor han også var en af en længere række tilflyttere, der var med for første gang og dermed spiste gratis mod en kort præsentation, deriblandt ikke færre end fire med navnet Katrine i forskellige staveformer, tre voksne og en lille.

Claus er i sit professionelle liv tandlæge i Aarhus Kommune med speciale i tandbøjler og med jævnlige afstikkere til Odense. Efter mange år i Aarhus afsøgte han markedet for bofællesskaber og stødte både ind i nogen, hvor man helst skulle have børn, og seniorfællesskaber, der havde specifikke ønsker til aldersgruppen, han ikke kunne opfylde. På Mossø Bakke – ikke langt fra lergraven – fandt han stedet, der levede op til hans ønske om at kunne føle sig hjemme i sit nære miljø. Blandt rigtig mange småbørnsfamilier – men vel og mærke ikke udelukkende. Velkommen til!
(Foto: Knud Abildtrup)

You are currently viewing Claus fandt mulighed i Alken for at føle sig hjemme i sit nære miljø