14 har meldt sig til workshop – og der er enkelte pladser endnu

Workshoppen om Alken Søbred, der skal foregå torsdag 9. januar kl. 15-20, har fået 14 tilmeldinger, oplyser arkitekt og byplanlægger Mette Freund til alken.dk: – Vi har modtaget 14 tilmeldinger, og alle der har tilmeldt sig, har en plads i workshoppen og de vil få direkte svar i løbet af i dag.
Mulige tilflyttere har også ytret ønske om at kunne være med i workshoppen, der kan have 15-20 med, men har fået nej:
– Vi kan godt forstå, at mulige tilflyttere har interesse i at deltage i workshoppen. Workshoppen er en del af vores svar på Alkenborgernes høringssvar til foroffentlighedsfasen, hvor der blev udtrykt utryghed ved processen vedr. et nyt boligområde og ved boligområdets daværende udformning. Formålet med workshoppen er derfor at give eksisterende borgere i Alken mulighed for at blive hørt i forhold til deres bekymringer og få indflydelse på projektet, så vi forhåbentlig kan komme tættere på noget, alkenborgerne kan acceptere som en del af deres landsby. Selvom ikke alle pladser er afsat og vi derfor principielt godt kunne imødekomme interessen fra tilflyttere, vægtes formålet med workshoppen højere. Vi er derfor ikke gået udenfor landsbygrænsen.

– Der er fortsat seks ledige pladser på workshoppen. De som har tilmeldt sig indenfor tidsfristen er sikret en plads, men hvis der er enkelte, der finder frem til, at de alligevel gerne vil deltage, kan de sidste pladser besættes efter først-til-mølle-princippet. Jeg kan dog ikke love forplejning, da vi har en deadline for bestilling, skriver Mette Freund.

Læs også: 13. dec. 2024 – Tilmelding til workshop om Alken Søbred er åbnet

You are currently viewing 14 har meldt sig til workshop – og der er enkelte pladser endnu