Kærlig, Kreativ og Kunstnerisk

Fredag 11. april fylder Rasmus Arentsen, Emborgvej, 40 år. Julie Abildgaard skriver: Efter plus ti år i Alken, kan du endnu engang fejre en rund fødselsdag. Da Rasmus fyldte 30, var vi lige landet i Alken. (Se fødselsdagsomtalen fra 2015 på alken.dk herunder.)

Siden er endnu et barn kommet til og du er nu Kærlig far til tre. Siden har du stædigt arbejdet for fortsat  at udvikle dig Kreativt: som fotograf, med træ og med nye digitale tendenser, der flittigt tages ind og bearbejdes i din kreative motor.

Siden er din Kunstneriske interesse ikke falmet, men styrket gennem dit hjerte for det visuelle, det taktile, det poetiske og det musikalske.

“Lige meget, hvor du går hen / Farer vild ude i stormen / Jeg står her, når du kommer hjem / Vi har, hvad vi skal bruge

Der var koldt i mine tanker / Da en følelse den ramte mig / Der er jo ingenting, vi mangler / Vi har, hvad vi skal bruge

Livet er hårdt sådan er det nogen gange / Efter det mørke så kommer solen frem / Det føles godt, Baby vi er gode sammen / Vi har, hvad vi skal bruge”

(Benjamin Hav)

Tillykke med Fødselsdagen

Kærlig Hilsen

Din Hustru

(Foto fra byfesten 2024: Søren Slebo Hansen)


12. apr. 2015 * Rasmus blev 30. Rasmus Arentsen, Emborgvej 137, fyldte lørdag 30 år. Rasmus flyttede sidste år til Alken sammen med Julie Abildgaard, Charlie og Freddie, og de fire har sammen sænket gennemsnitsalderen i byen markant. Lokalt har Rasmus siden bl.a. rodet sig ind i både gåseprojekt og grødhold.

Julie Abildgaard har skrevet:
Rasmus har nået meget på de 30 år, her er lidt af det, som jeg ser det: Rasmus er født i Skanderborg og opvokset i Stilling. Han gik på Stilling skole, tog et år på efterskole og blev student fra Skanderborg Gymnasium i 2005. Samme sommer flyttede han til København, her blev han som militærnægter ansat på Teater Kaleidoskop og startede en lang rejse i det københavnske teaterliv som scenetekniker. Efter Kaleidoskop blev det Camp X og Tivoli, hvor Rasmus mest har afviklet forestillinger på Pantomime Teatret med Pjerrot, ballet og den smukke gamle påfugl. Herefter blev han ansat på Det Ny Teater og har bygget store musicals og afviklet sceneteknik fra sin pind i kulissen bag computeren, hvor han fik alt det utrolige elektronik til at køre rundt.
Her tæller forestillingerne bl.a. Phantom of The Opera, Wicked, Les Miserable, Mary Poppins m.fl. Senest har Rasmus også lavet grafisk arbejde på Billy Elliot og Evita. Alt imens mødte jeg Rasmus, 23. december 2007 på Marius Øltapper i Skanderborg, hvor vi begge var hjemvendte til jul, jeg fra London, han fra København. Jeg måtte dog tilbage på arbejde i London 2. januar, og Rasmus besluttede hurtigt at flytte over til mig, så efter et par ture flyttede han til London i marts 2007 og blev, indtil vi sammen besluttede os for at flytte til København i september.
Her tog vi nogle store beslutninger sammen, vi købte en lejlighed, blev gift, 11. juli 2009 på Københavns Rådhus og fik Charlie 18. november 2010. Efter nogle gode år med dejlige venner, gode jobs og baby-liv, begyndte Rasmus og vores lille familie at trænge til luftforandring.
Rasmus startede i 2012 på KEA, uddannelsen E-design (Entreprenør-design), og i 2014 var han færdig og klar på nye udfordringer. Udover teater har grafisk design, fotografi og kunst-tryk også fyldt meget i Rasmus’ liv, og senest branding og sociale medier. Så verden lå åben for jobmuligheder og vi rykkede teltpælene op for at flytte ‘hjem’ med Charlie og en lille på vej. Det blev Alken, det er en følelse i maven, hvor man hører til, og her har mavefornemmelsen det helt perfekt. Den 1. september 2014 blev Ramus far til to, da Freddie kom til verden. Nu med arbejde som fotograf og social media assistent hos Vila i Stilling, og livet foran sig.
Et liv fuld af oplevelser i korte træk, man bliver helt forpustet og hvad har jeg glemt? Ord der skal med: Afrika, Nepal, Tibet, Stig Møller, Kashmir, gør-det-selv mand og haveglad, følsom og forfængelig, mest til Pilsner og mad, der smager godt – Michelin/leverpostej, velformuleret levemand, perfektionist, betænksom, film-seer, dyreven, eventyrlysten og ikke mindst kærlig far, ven og ægtemand… tillykke!

You are currently viewing Kærlig, Kreativ og Kunstnerisk