… at Lars Kyndesen fra Bakken i sidste uge var med i en paneldebat i KulturDebathus Søttrup – nær sit barndomshjem i Aars – om at bo i en lille by. Det foregik ved et større arrangement, hvor et af emnerne var mulighederne og herlighederne ved at bosætte sig udenfor større byer. Læs hvad aars.dk skrev. Lars fortæller: “Det gik rigtig fint. Og det bliver så tydeligt hvor godt og unikt det er i Alken. Og hvor vigtigt det er at vi passer på det, især som nye. På et tidspunkt sagde moderatoren at “det store spørgsmål er hvordan vi får Hornum til at blive som Alken”, så jeg fik vist rost det rigeligt. (Foto af Lars, der akkompagnerer til sang ved en fællesspisning i Alken: Knud Abildtrup)
… at oberstløjtnant – og købmand i Alken – Jan Hjortshøj fra Boesvej er blevet udstationeret som senior advisor ved NATO-missionen i Iraks hovedstad Baghdad. Hans opgave under udstationeringen, der rækker frem til februar 2026, gælder rådgivning til Iraks forsvar om anvendelse af NATO-standarder.
… at en politipatrulje, der kørte på Emborgvej mellem Alken og Gl. Rye, natten til torsdag kunne standse en hvid Ford Transit, som sammen med sin fører var efterlyst i Østjyllands Politikreds. Føreren havde gentagne gange kørt uden at have kørekort, oplyser dinavis.dk.
