Vedrørende branden i Alken søndag

Kære Alken og omegn. Med dette skriv vil vi gerne informere jer i Alken og omegn om ny viden vedrørende branden i søndags hos Thit, Frej, Katrine og Kristian på Emborgvej. Det står nu klart, at branden blev påsat af to børn her fra Alken.

De to børn er Herman på 9 år, hvis far og mor er Mikael Karlsson og Rikke Edelved, som bor i Alken, og Sigfred på 6 år, hvis far og mor er Bjarke Jørgensen og Camilla Mørk, som bor hhv på Lundhøjvej nær Ry og i Alken.

Drengene er over for forældrene gået til bekendelse mandag, og tirsdag har vi forældre talt med Kristian og Katrine om tingenes sammenhæng.

Efterfølgende har vi informeret politiet, så sagen bliver håndteret korrekt hos alle instanser involveret.

Forældrene og de 4 børn mødtes onsdag aften for at børnene kunne se hinanden i øjnene, inden resten af skolen og lokalsamfundet orienteres i dag, torsdag.

Branden opstod ved, at drengene satte ild til en skummadras, som stod i garagen. Madrassen flammer hurtigt op og drengene forsøger at finde vand, men opdager hurtigt, at situationen er ude af kontrol. De vidste, at der ikke var nogen hjemme, og de var også godt klar over, at de var i gang med noget som ikke var tilladt. Men de har ikke kunnet gennemskue konsekvenserne af deres eksperiment eller leg, og det endte altså med at gå rigtig galt.

Det er vigtigt for os, som drengenes forældre, at være helt åbne omkring forløbet. Vi ønsker ikke at der skabes historier eller rygter, som er usande. Dermed beder vi også inderligt om, at I vil række ud til os, hvis I står med spørgsmål eller undren. Det sidste vi ønsker, er hvisken i krogene eller en stigmatisering af drengene, som i forvejen har det meget svært med hele situationen og dens konsekvenser. Vi som forældre tager os af at balancere mellem, at drengene forstår alvorligheden af deres gerning, bliver holdt ansvarlige for den, og at de samtidig også skal have lov til at fortsætte deres børneliv. 

På Bjedstrup Skole har vi fortalt, hvad der helt konkret er sket, at det var forbudt, og at det var en dum leg, som gik helt galt, og som viste sig at have meget store konsekvenser for hus, venner og naboer. Børnene har haft mulighed for at snakke med de voksne om, hvad der falder dem ind. Både Herman og Sigfred og alle os forældre har været til stede i egne klasser, ligesom der også har været opmærksomhed på Sigfreds storesøster Liv i 4.klasse, som naturligvis også er berørt af hele situationen.

Tag fat i os personligt eller ring, hvis I har brug for det.

Hermans forældre:

Mikael Karlsson: 28707797

Rikke Edelved: 40841554

Sigfreds forældre:

Bjarke Jørgensen: 29737538

Camilla Mørk: 61663519

Med venlig hilsen

Mikael, Rikke, Camilla og Bjarke

You are currently viewing Vedrørende branden  i Alken søndag