Sanne udstiller i kunstsalon i Aarhus

Fredag 19. september kl. 16-20 er Sanne Dudoret den ene af tre kunstnere, der fortæller om deres arbejde i en kunstsalon hos Tine Kaag. Udover Sanne er det Lisbeth Neigaard og Emma Q. Schultz, mens Astrid Golovanova leverer en pianokoncert. Tine skriver om de tre art talks og koncerten:
Det er første gang Sanne Dudoret udstiller sine vidunderlige tegninger, og jeg er så glad for, at hun sagde JA! til at udstille hos mig. Sannes tegninger er opstået på baggrund af shamanistiske trommerejser, og hun har valgt at vise dem frem, fordi hendes møder med underverdenens vise kvinder og kraft-dyr har åbnet en kilde til uanede motiver og tegneglæde.
Lisbeth Neigaard udstiller sine smukke malerier og giver os et smugkig i hendes kommende bog ‘Bare et menneske’, som er et visuelt essay om præstationspres, skam og lammelse – men også om accept og om langsomt at begynde at bevæge sig igen.
Emma Q. Schultz, ​som i år dimitterede fra Designskolen Kolding med en bachelorgrad i design, er både en talentfuld maler, tegner og keramisk formgiver. Jeg har fulgt Emma i en årrække – og jeg er spændt på, hvad hun vælger at tage med på salonen den 19. september.
Kl. 18 giver den 20-årige pianist Astrid Golovanova Hjortkjær koncert. Hvilke værker, vi helt præcis kommer til at høre, bliver en overraskelse … men Astrid holder af at spille musik af komponister som Brahms, Debussy og Rachmaninov. Hun er lige startet på Det Jydske Musikkonservatorium og har været prisvinder ved forskellige konkurrencer, heriblandt Pianister i Nord, Erik Satie-konkurrencen og Steinwaykonkurrencen. Astrid holder meget af at føle det nærvær, der bliver skabt med publikum under en koncert – og jeg glæder mig vildt meget til at høre hende spille på sit smukke klaver.
Læs mere.

You are currently viewing Sanne udstiller i kunstsalon i Aarhus