Siden søndag har Jeppe Dyredom Graugaard fra Svejstrup været på vandring fra Himmelbjerget til den tyske grænse – som en form for bøn for Gaza. Han skriver selv på facebooksiden En bøn for Gaza, hvordan han har nået et følelsesmæssigt lavpunkt i forhold til Gaza, og blev overvældet af en blanding af smerte, skam og magtesløshed. Billederne af eksplosioner, snigmord og udsultede, døende børn blev umulige at holde ud, og hans handlerum føltes så indskrænket, af det blev ligegyldigt.
Han skriver, at selv den mindste handling, som skaber værdighed og menneskelighed må være værdifuld. Enhver venlig tanke, ethvert ønske om fred, enhver bøn for at palæstinensernes lidelser må slutte, har værdi.
Hans vandring ned til grænsen skal ses som en form for bøn for Gaza, og enhver form for hjælp, tilslutning eller solidaritet er velkommen. Nessa Buth og han har oprettet en indsamling til nødhjælp til Gaza, som man kan donere til. Nessa fortæller, at de har valgt organisationen Taawon, fordi den har kontakter inde i Gaza, der kan levere mad og vand, husly, medicin, brændstof til ambulancer og psykologisk krisehjælp og således ikke risikerer, at nødhjælpen som så meget andet strander uden for Gaza. Indsamlingen er godkendt af Indsamlingsnævnet. Se opslaget for nummer til MobilePay.
Tirsdag henter familien Jeppe i Flensborg.

