Under det store fjernsyn på Alken-biblioteket har der længe stået en CD-afspiller. Lidt unødvendigt, da det jo på selv det største fjernsyn er svært at se billeder fra en CD. Nu er CD-afspilleren væk – hvorhen(ne) vides ikke – men til den tomme plads er der doneret en kombineret DVD- og VHS-afspiller, så også bibliotekets få videofilm kan ses. Disse er mest børnefilm, og så kan man jo samtidig benytte lejligheden til at præsentere nutidens børn for noget så eksotisk som et videobånd!
Maskinen er efterset, renset, tilsluttet, afprøvet og klar til brug – den (og fjernsynet) skal bare sluttes til en stikkontakt. Desværre mangler den en fjernbetjening, hvilket giver nogle begrænsninger ved afspilningen af DVD’er. Der kan for eksempel ikke skiftes sprog og til- eller fravælges undertekster. Men måske nogen har en fjernbetjening af den slags, som kan kodes til forskellige apparater, liggende bagest i en skuffe? Når der afspilles VHS-bånd, er alle funktioner tilgængelige. (Foto: Thomas Tjørnehøj)
