Trine Birch Larsen fra Alken Østergaard runder 50 år mandag 3. november. Festen er allerede holdt, men mon ikke der alligevel bliver plads til både fødselsdagskage og gaver i familiens skød, skriver Morten Birch Larsen. Trine er vokset op i den lille landsby Hørning udenfor Assentoft ved Randers, sammen med mor, far og lillesøster Marie. Skolegangen var i Assentoft og teenageårene blev brugt på dansegulvene i Storgade i Randers. Faktisk så meget, at hun i tiden inden krænkelseskulturen blev trukket ned over os, blev kåret til Randers’ bedste røv.
HF-studiet blev efterfulgt af optikerskolen og en flytning til Lyngby, hvor hun på DTU bumpede ind i den lidt mærkelige ingeniør, hun stadig i dag døjer med. Kollegieværelset blev erstattet af en Nørrebrolejlighed, inden naturen i 2005 trak Trine og den nu lille familie med Carl-Emil til Birkerød. Men her var naturen ikke vild nok. Da huset efter ca. 9 år endelig var færdigrenoveret og familien var blevet forøget med først Ella og siden Vigga, blev det straks sat til salg og byttet ud med et rækkehus i Nuuk, hvor der heldigvis også var brug for optikere. Fem år med masser af familietid, motorbåd i Godthåbfjorden og hvalkig fra køkkenvinduet blev i 2019 erstattet med bonderøvsdrømmene på Alken Østergaard. Her står den igen på masser af renovering, men også en kæmpe køkkenhave, plads til ro, fordybelse og ikke mindst lidt husdyr. Optikerjobbet er fulgt med, men det er også jobbet som salgskonsulent ved det Grønlandske mediehus Sermitsiaq, så kontakten til Kalaallit Nunaat er ikke helt sluppet. Men 50 års dagen bliver ikke kun fejret med gaver, men også med et jobskifte. Jobbet ved Profiloptik bliver skiftet ud med Nyt Syn i Skanderborg, hvor første arbejdsdag er…..3.november. Så skulle det knibe med synet, så kig ind til fødselaren.
