Charlotte Strandgaard fra Bjedstrup, der for første gang stillede op til byrådet, kom lige netop ikke ind. Hun blev nummer ti i rækkefølgen på den socialdemokratiske liste, der gav ni pladser i det nye byråd med 29 pladser ialt. Charlotte fik 364 stemmer, mens nummer ni, som altså kom ind, var Jesper Arbo Frederiksen med 390. Lige efter Charlotte fulgte Henning Sejer Jakobsen fra Hørning, som har sommerhus ved Mossø, med 329 stemmer. Så han bliver anden-suppleant. S havde 15 kandidater denne gang.
To tidligere Alken-borgere stillede op uden at blive valgt: Katja Hillers fra Ry, fik 97 stemmer på den radikale liste, mens Simon Enni, Ry, fik 65 – på Enhedslisten. I Aarhus stilede Nilas Bay-Foged, søn af tidligere Alken-borger Kaare Bay, op for Alternativet, fik 168 stemmer og kom ikke ind.
Charlotte skriver til alken.dk under overskriften “Lige ved og næsten”:
364 personlige stemmer var 27 stemmer for lidt til at sikre mig en plads i det nye byråd. På det personlige plan er jeg selvfølgelig skuffet, da jeg havde et stort ønske om at få indflydelse på kommunens udvikling derfra. Et lille plaster på såret er muligheden for at blive hentet ind som 1. suppleant. På det partipolitiske plan er jeg glad og stolt over, at Socialdemokratiet ikke oplevede den tilbagegang i Skanderborg, som der har været i landet generelt. Og at den samlede alliance bag borgmesteren gik frem med to mandater til et solidt flertal på 17 mandater. Som nogle vil vide, er jeg meget optaget af den kønsulighed, der er i vores byråd og i magtpositionerne i det nuværende byråd. Det satte jeg sammen med to andre, nye kandidater fokus på ved to vælgermøder for kvindelige kandidater, artikel i UgeBladet og interview i P4.
Jeg er glad for, at vi fik sat ligestilling på dagsordenen, men efterfølgende ked af at det ikke virkede efter hensigten. I det nye byråd er der nu kun 7 kvinder, mens der var 11 i det gamle. Jeg vil gerne sige en stor TAK til alle jer, der havde tillid til mig og sendte deres stemme i min retning, og jeg ærgrer mig over, at jeg ikke kan omsætte det til et lokalt mandat for vores område.
De bedste hilsner fra Charlotte Strandgaard
