Der var ingen kommentarer til formand for Klima-, Miljø- og Planudvalget Claus Leicks (SF) fremlæggelse af punkt 86 på dagens byrådsmøde: At sende lokalplanforslaget angående boligprojektet Alken Søbred i offentlig høring. Han gjorde rede for det forholdsvis lange forløb (det begyndte i november 2018 med Fabulas’ jordkøb), hvor et tidligere projekt i 2020 måtte vente, fordi byggeriet af Mossø Bakke kun lige var begyndt. Et forslag om 50 boliger blev trukket tilbage – bl.a. på grund af regler for byggerier i landzone – og erstattet af det nuværende projekt med 20 boliger. Leick glædede sig over, at det nye projekt dels bevarer en gård – Enggården – og rummer fire tiny houses. Tiny houses forekommer dermed for anden gang i en lokalplan i Skanderborg Kommune, og formanden gættede på, det måtte være danmarksrekord. Han kom kort ind på, at der har været delte meninger i Alken om projektet, hvorfor der også er fastsat et borgermøde – onsdag 26. august. Samtidig er den normale høringsperiode på fire uger forlænget til otte uger – for ikke at haste høringen igennem midt i sommerferien. Forslaget blev enstemmigt sendt i høring.
Byrådet nikkede ja til at sende Alken Søbred i otte ugers høring
