Lørdag 10. oktober er der igen jazzkoncert på Alken Mejeri, som Skanderborg jazzklub arrangerer i samarbejde med ABAF. Denne gang kommer Weather Report Project, som har eksisteret i mere end 20 år, hvor de har dyrket Weather Reports udfordrende repertoire.
Ifølge pressematerialet har de i dag opbygget et stort, trofast og engageret publikum og spiller udsolgte koncerter over hele landet – på spillesteder, jazzklubber og jazzfestivaler, typisk med plads til ca. 100-300 publikummer.
Mange danskere husker legendariske Weather Report og strømmer stadig til – selv om bandet dengang i 70’erne og 80’erne udelukkende spillede instrumentalmusik. Weather Report Projects repertoire er først og fremmest fra den gyldne periode. ”Originalerne” er for længst ophørt med at eksistere, men med Weather Report Project får du en oplevelse fra en fantastisk tid – og så er det live og for fuld udblæsning!
Koncerten er støttet økomisk af Kultursamvirket i Skanderborg samt Statens Kunstfond.
Medlemmer af ABAF eller af jazzklubben kommer ind for 150 kr. – ellers må man af med 180 kr. Køb billetter her.
