Efter fem timers rykind på Alken Mejeri søndag kunne 14 bodholdere glæde sig over solidt besøg – hovedsagelig fra lokale – til Kunst og Håndværk. Familier fra bl.a. Flensborg og Sønderborg sås dog også til dette sidste åbne arrangement, før mejeriet lukkes ned for renovering. Det var tredje gang i rækken, og endnu en gang var der stor interesse for at studere, hvad byen og egnens kunstneriske og håndværksmæssige sjæle havde kreeret. Alle kroge var i brug – ler-leg, platte-maling og prøve-vævning blandede sig med salg af alt fra kryddersalte og kropscremer til julepynt, keramik, tryk og alskens illustrationer i mange farver og formater. Lhuma bredte sin særlige musikalske varme ud over publikum, der lod sig glide ind i hendes sangunivers – i en minikoncert undervejs. Cafeen solgte godt ud af bodholdernes kage-bidrag – en kage for en bod – og cafégæsterne kunne fundere over, hvor mon der fremover kan stilles fem caféborde med stole – når det nye køkken bliver til virkelighed. Det nuværende teknikrum vil få indgang til salen og kunne været bud. Under alle omstændigheder har Kunst og Håndværk-traditionen bidt sig så meget fast, at 2027 får sig en gentagelse – det bliver lørdag 6. november. (Foto af Julie Abildgaard og Feline Schiøtz i cafeen: Helle Petersen.) (Foto fra Lhumas mini-koncert: Iben Vind Abildtrup)

