Prognose frem mod 2038: Mulighed for 61 nye boliger i Alken og 57 i Bjedstrup

I sin granskning af kommunens baggrund for at planlægge byggeprojektet Alken Søbred har Sia Bergmann opdaget kommunens befolkningsprognose fra 2026-2038. Prognosen opererer overraskende med et boligprogram på 10 nye parcelhuse og 51 nye rækkehuse i Alken fordelt fra 2028 til 2034. Bjedstrup står tilsvarende oplistet med mulighed for yderligere 35 parcelhuse og 22 rækkehuse fordelt på årene 2032 til 2037. Prognosen går ud fra en befolkningstilvækst i hele kommunen på hele 10,4 pct. i den periode, og boligprogrammet, der er udarbejdet af Cowi, fordeler således samlet 4.573 boliger udover hele kommunen. Svejstrup, Boes og Illerup er ikke nævnt.
Det fremgår, at “Boligprogrammet er et afgørende element i prognoseberegningen og er desuden det element, som kommunen har størst mulighed for at regulere, og dermed ”skrue op eller ned” for befolkningsudviklingen i kommunens forskellige delområder. Det er vigtigt at understrege, at en befolkningsprognose ikke er en nøjagtig forudsigelse om fremtiden, men en fremskrivning af indbyggertallet, ud fra en forventning til, at de opstillede forudsætninger holder i hele prognoseperioden.”
Find selv Befolkningsprognose 2026-2038 her. Boligprogrammet står på de to allersidste sider. Og der er vel og mærke hverken tale om ansøgte eller politisk godkendte byggeprojekter.
Det hører med til historien, at udvalgsformand Claus Leick (SF) på borgermøde i Alken i august i år sagde, at der efter Alken Søbred “vil gå rigtig lang tid før yderligere byggeri i Alken”. I juni 2024 måtte administrationen i det konkrete Alken Søbred-projekt barbere Fabulas’ oprindelige forslag ned fra 50 til max 20 boliger. Og det skete bl.a. på baggrund af en ekstern advokatvurdering om, hvor meget man egentlig må udbygge en landsby i landzone på én gang. Og der landede advokaten altså – bl.a. ud fra hvordan planloven administreres andre steder i landet – på det langt lavere antal.

Sias egen kommentar, er, at prognosen forhåbentlig ikke betyder, at vi skal forvente 61 boliger mere over de næste otte år, men at der er potentiale for det.
Hun opdagede den nye prognose, fordi hun havde opdaget fejl i kommuneplanen – læs Forkert indbyggertal i kommuneplanen beskriver Alken som stagnerende. Kommunens folk har svaret, at der ganske rigtigt var fejl i tallene: “Der var en fejl i udtrækket, da Mossø Bakke ikke var kommet med, og derfor er indbyggertallet 225 ikke korrekt. Fejlen fremgår dog kun i fortællingen inde på kommuneplanen og ikke i befolkningsprognosen, som er den, vi benytter til at afgøre restrummeligheden.”
Sia regnede sig ved den lejlighed frem til, at Alkens indbyggertal er steget med 49 % på to år. At den næststørste relative stigning blandt Skanderborg Kommunes byområder i samme periode findes i Mesing med 5,5 %. Alken er dermed, med meget stor margin, det byområde i kommunen, der har haft den kraftigste befolkningsvækst.

You are currently viewing Prognose frem mod 2038: Mulighed for 61 nye boliger i Alken og 57 i Bjedstrup