17 fra Alken på perma-kursus på Svanholm

Søndag 18. juni var ca. 30 mennesker samlet i Mejeriet for at høre Nanna Clifforth fra NOAH fortælle om den aktuelle situation i den danske fødevareproduktion og at dele sine egne erfaringer med etablering af et fællesskabsbaseret jordbrug, drevet efter de regenerative principper, skriver Ann Bertelsen.

Nanna belyste meget overbevisende gennem tal og statistik situationen i dansk landbrug. Dansk landbrug er i dag en eksportindustri med store omkostninger for klimaet og for miljøet i Danmark, og det regenerative jordbrug kan ikke være et alternativ til den industri. 

Men det kan være et alternativ i forhold til de fødevarer, vi spiser i Danmark. Nanna  fortalte om de praktiske erfaringer med etableringen og driften af Mosegården hvor de på 2-3 hektar dyrker grøntsager, som sælges til en gruppe forbrugere, der hvert år forudbetaler for en pose af sæsonens grøntsager hver uge. Danmark er et “supermarkedsland”, siger Nanna, hvor vi generelt ikke er parate til hverken at bruge flere penge eller mere tid på indkøb af vores fødevarer, og det er en vanskelig barriere for denne type af direkte jord-til-bord produktioner. 

Det er én af de vaner vi skal have ændret, og efter en god dialog med Nanna gik vi videre til at tale om, hvad vi helt konkret kan gøre lokalt for at reducere vores negative aftryk på klima og biodiversiteten. 

Der kom mange gode input, – herunder bla. etablering af fælles nærvarme, etablering af fælles frugtplantage og fælles have, etablering af dele-bilsordning, opstilling af offentlig ladestander, opfordring til at købe de lokalt producerede fødevarer hos Købmanden, – og i det hele taget at handle hos købmanden i endnu større udstrækning, omlægning af haver efter de regenerative principper, samarbejde med skolen, børnehaven og kommunen om dyrkning af arealer efter de regenerative principper, samt en opfordring til at se positivt på etablering af solcelleanlæg. 

Initiativgruppen samler op på det hele og indkalder alle interesserede til et opfølgende møde i august. 

Et helt konkret tiltag, som allerede er planlagt, er at vi deltager i et kursus om permakultur og skovhaver, som afholdes på Permakulturgården ved Svanholm, Skibby  lørdag 2. september. Se kursusbeskrivelsen her https://permakulturgaarden.dk/arrangementer/special-dagskursus-i-permakultur-skovlandbrug-d-26-maj-og-27-maj

Vi har 18 pladser, 17 har allerede tilmeldt sig, og hvis der er flere der gerne vil med, så skynd jer at skrive til Ann Bertelsen, annxbertelsen@gmail.com

Prisen pr. deltager er 865 kr, og så finder vi ud af at arrangere fælles transport. 

På initiativgruppens vegne Ann Bertelsen