Alken nævnt i byrådsdebat om klimaplan

Det sker vel ind imellem, men i hvert fald også på det seneste byrådsmøde i Skanderborg – at Alken bliver nævnt. Denne gang var det i en debat – på cirka en time – op til vedtagelsen af en ny klimaplan, hvor der for at mindske CO2-belastningen var lagt op til at få boligstørrelsen på nye husbyggerier nedad i stedet for opad, som tendensen fortsat er.
Klima-, miljø- og planudvalget ønskede i første omgang, at der skulle “stræbes efter, at parcelhuse i gennemsnit for hele kommunen bygges med et areal på ca. 150 m2 i 2030, mens der for etagebebyggelse og rækkehuse skulle sigtes efter ca. 115 m2.”

Den formulering blev dog droppet igen, fordi flere politikere fra blå blok ikke kunne acceptere, at der direkte skulle sættes størrelser på kommende boliger i den målsætning. Det endte så med en blødere formulering: “CO2-aftrykket for nyt boligbyggeri skal inden 2030 reduceres med 6.500 ton CO2 i forhold til 2022.”

En af de politikere, som på den baggrund stemte for klimaplanen, var Thomas Cordtz (K), og det var ham, der nævnte Alken, da han pegede på, at “mange byudviklere for længst har læst teksten: Det er god storytelling og en god businesscase og ikke mindst moderne at bo mere grønt og klimabevidst.”

Det må formodes, at han tænker på Mossø Bakke, hvor de kommende 25 huse er planlagt således: Fire minivillaer på 110 kvadratmeter og seks på 125 kvadratmeter samt 15 såkaldte byhuse på 135 kvadratmeter. Der skal bruges træ som primært byggemateriale og generelt vælges byggematerialer med så lav CO2-belastning som muligt.

Klimaplanen blev vedtaget af et flertal af S-SF-EL-R-K og to fra Venstre. Mindretallet, der stemte imod, kom fra V, NB og DD. Og så ALT, hvor Mira Issa Bloch stemte imod, fordi planen ikke var ambitiøs og konkret nok i forhold til at nå klimamålene. 

You are currently viewing Alken nævnt i byrådsdebat om klimaplan