Kunst & Håndværk: Alt tyder på en gentagelse – se 44 fotos

Livligt besøg dagen igennem, inspiration, salg og god stemning blandt lokalområdets mange kreative folk. Det var kendetegnende for første udgave af Kunst & Håndværk, lørdagens marked på Alken Mejeri, som i første omgang skulle fremvise, hvad den enkelte går og eksperimenterer med derhjemme. Så der var alt fra Adele Boes puder, Lene Bays pileflette-byggerier, Anne Mette Granners keramik til Line Solina Klinkes linoleumstryk og Kristian Nordentofts børnebøger. Ingen fuldstændig opremsning her, men Finn Ladefoged tog mange gode fotos – 44, så variationen og udbuddet i de mange boder kan opleves via Alkens fælles fotoalbum på Flickr.
23 boder var der i år, og ifølge en af initiativtagerne, Feline Schiøtz, har yderligere fem nye meldt sig, hvis der skulle komme en gentagelse til næste år. Og det var der efter en effektiv fælles oprydning noget, der tyder på. Feline oplyste også, at hun denne gang havde afvist flere, der gerne havde været med, men udelukkende sluppet folk fra lokalområdet – de fem landsbyer – ind i varmen.

Lene Bay studerer Helle Kjærsgaards filtede produkter. (Foto: Finn Ladefoged)

You are currently viewing Kunst & Håndværk: Alt tyder på en gentagelse – se 44 fotos