Mere end en dagligvarebutik

I et samarbejde mellem købmandens bestyrelse og bæredygtighedsgruppen er vi nu nået så langt, at der står to nye køleskabe til opbevaring af grønt i butikken. Det er nødvendigt for at vi kan undgå for meget spild, skriver Birgit Bune. Vi er rigtig glade for at vi nu kan fylde vores køleskabe op med grønt fra Økoradisen hver tirsdag. Så kom endelig og se at vores udvalg er blevet væsentligt større med skønne lokale grøntsager og frugt. Vi opfordrer alle til at støtte op om butikken i denne urolige og svære tid, med stigende priser på næsten alt. Vi bestræber os på at holde priserne på det grønne så lave som muligt. Vi er også i gang med at skifte vores gamle frysere ud, så vi kan investere i nye, som ikke bruger så meget strøm. Støt op om vores tiltag! Vores købmandsbutik er mere end en dagligvarebutik, den er også et vigtigt mødested med cafe.