Folk valfartede lørdag til Vædebro for at tage afsked med Bruno Nielsen, hvis familie til gravøllet netop havde valgt et af de steder, hvor Bruno så tit selv har stået for – og sørget for – bål og samvær. Og Brunos væsen og personlighed prægede december-eftermiddagen med svanesang som akkompagnement og bålrøg i næserne. Mange havde taget kager til kaffebordet og brænde til bålkurvene med, og så blev der sunget og fortalt historier, sådan som Bruno, der nu er blevet til stjernestøv i sin urne, ville have nydt det. Anekdoter fra mange årtier kredsede om sejlads, jagt og naturoplevelser, om en handlingens mand, der lærte sine børn at plante to træer, når man fældede ét, som fik adskillige venner og naboer til at følge sine egne kostråd – kendt som “Brunos kur”, som var mere til handling end lang snak, og samtidig fik sagt sin mening. En af Alkens længst bevarede hemmeligheder stod Bruno også for: Hvem der i 1997 i civil ulydighed i nattens mulm og mørke selv sørgede for vejchikaner, der skulle dæmpe den trafik på Emborgvej, som myndighederne ikke sørgede for. Det var nemlig Bruno, der først 13 år senere nød at fortælle historien. Flere mindedes Brunos populære krydrede pølser, og netop dem fik en gammel sejlerkammerat til at huske, hvordan netop en ældre pølsestump gav Bruno en alvorlig pølseforgiftning, så han måtte flyves hjem fra Athen. Den overlevede han, men ikke sit sidste sygdomsforløb. Men Brunos varme, hjælpsomhed, stærke vilje og anarkistiske tilgang til tilværelsen lever videre i dem, der kendte ham. (Foto: Peter Abildgaard)